Skip to main content
Gamereactor Artikler
Artikler

Afløseren mener: Nintendo spillede de sikre kort til E3

Også Nintendo virker til at have fokus rettet mod 2022.
Jakob Hansen 16 juni 2021

Vores chefredaktør Magnus er i øjeblikket på en velfortjent barselsorlov, og derfor kan han ikke som vanligt komme med sine tanker om de store præsentationer og begivenheder i spilverden. Med omtrent seks år i stolen er redaktøren efterhånden en rutineret herre, og jeg skal slet ikke foregive, at jeg har, hvad der bare minder om, den samme viden om branchen. Alligevel skal I ikke snydes for en såkaldt "leder" om de store præsentationer hen over sommeren. Men jeg vil forsøge at gøre det kortfattet og så ellers overlade debatten til jer derude, der sikkert også sidder med forskellige holdninger til de forskellige annonceringer.

Forventninger var store til Nintendo, da deres Nintendo Direct rullede over skærmen som den sidste relevante præsentation til dette års digitale E3. På forhånd havde der været kraftige rygter om en ny, opgraderet Switch Pro, og det relativt store hul i Nintendos udgivelseskalender for det kommende efterår gav anledning til både bekymring og store drømme.

I sidste ende skuffede Nintendo ikke, men omvendt blæste de næppe heller nogen bagover. Reserverne trådte til og udfyldte hullet i kalenderen, mens at den japanske udviklers primære førstepartsudviklere på lige fod med Microsoft og Sony virker til at have øjnene rettet stift mod 2022.

Ser vi bort fra tidligere annoncerede spil, så var de nye førstepartstitler fra Nintendo i resten af 2021:

  • WarioWare: Get It Together! (10. september)
  • Metroid Dread (8. oktober)
  • Mario Party Superstars (29. oktober)
  • Advance Wars 1 + 2: Re-Boot Camp (3. december)

Når man tænker på, at spil som Shin Megami Tensei V og Pokemon Brilliant Diamond/Shing Pearl også udkommer til efteråret, så er det langt fra noget ringe program, og særligt det nye Metroid virker interessant. Men man må også sige, at det i øjeblikket er Nintendos B-hold, der skal holde dem oven vande, inden de rigtigt store lanceringer rammer.

Med al respekt for Mario Party og WarioWare (det er begge fremragende og kreative spilserier), så koster disse spil næppe helt så mange udviklingskroner, som et Metroid Prime 4 eller et nyt stort Mario-spil. Det er sjove spil for hele familien med kendte karakterer, men det er næppe, hvad der hiver nye spillere til konsollen. Men det er næppe heller formålet. 2022 bliver året, hvor vi får et stort 3D-Pokemon, Breath of the Wild II og - hvem ved - måske en Switch Pro?

I modsætning til tidligere kan Nintendo tillade sig at tænke langsigt. Der er ikke som i WiiU-tiden behov for at skyde førstepartstiler ud for at holde konsollen i live. Tredjepartsudviklere valfarter igen til Nintendo, og med de nye Cloud-versioner af Guardians of the Galaxy og A Plague Tale: Requiem får den over fire år gamle konsol yderlige kunstigt åndedræt. Selv hvis du ikke er interesseret i nogle af førstepartstitlerne, er der derfor rigeligt at give sig i kast med, inden Link og de andre tunge drenge melder deres ankomst.

Og det er måske også overskriften for hele E3. Der har været lidt langt mellem de helt store annonceringer, og det siger en del, at Forza Horizon 5 blev det mest ventede spil. Det udkommer som bekendt ikke kun til PC og Xbox Series S/X, men også til Xbox One, og dermed tyder alt på, at 2021 bliver endnu et overgangsår. Et år hvor vi mere nyder desserterne fra den forrige konsolgeneration, end forretterne til den nye. Men i horisonten lurer Starfield, Breath of the Wild II og et nyt God of War, og selvom sidstnævnte spil også kommer til PS4, så står vi altså på kanten af en ny og spændende tid i gaming. Det bliver ligesom med så meget andet i tilværelsen bare ikke i år.

Fuld profil 3.949 udgivne artikler
Hvorfor stole på Gamereactor
23 Udgaver Hver med sin egen redaktion og sine egne karakterer.
1998 Udgiver siden Uafhængigt ejet hele vejen.
100% Hands-on Skrevet ud fra tid med spillet, aldrig pressemateriale.
1–10 Netværksscore Hver udgaves karakter, sammenlagt og vist.