Age of Conan: Hyborian Adventures

Dette er min helt personlige logbog over mine hyborianske eventyr, som startede ombord på et slaveskib og indtil videre er endt i mit hjemland, Cimmeria. Jeg har netop besejret Strom. Tortage er ikke længere plaget af hans rædselsregime, og jeg er vendt tilbage til Cimmeria med ren samvittighed. Men mine eventyr er ikke forbi endnu; i morgen rejser jeg til Stygia, hvor der venter mig nye farer. Mine eventyr er først lige begyndt...

Et klogt hoved fra Funcom udtalte engang, at man i Age of Conan ville kunne kende folk ud fra deres ansigter. Helt sikkert, tænkte jeg, alt imens et flashback til World of Warcraft opstod i mit hoved, og jeg så tusinde små gnomer med lyserødt hår, der alle lignede hinanden. Men jeg havde ingen grund til at være så skeptisk i forhold til Funcoms nyeste online-rollespil. I Age of Conan er der nemlig uendelige muligheder for at skabe et unikt udseende til sin helt. Jeg lavede derfor en høj, muskuløs cimmeriansk kriger, med et arret ansigt, en brækket næse og vejrbidt hud. Herefter stillede jeg mig ved siden af en lille, tynd, stygiansk troldmand med gråt skæg og kæmpe ører, og fik mig en god grinetur. Selvfølgelig var der en verden til forskel på de to; men forskellen var også markant, da jeg sammenlignede min helt med en anden cimmeriansk kriger. Det lover godt, tænkte jeg. At kunne kende venner og fjender på ansigtstræk, kan godt være et skridt frem for genren.

Noget af det første, jeg gør, når jeg spiller online-rollespil, er at slå musikken fra. Men historien var en anden 21 niveauer inde i Age of Conan. Her føjer musikken yderligere farver til den i forvejen farverige verden. De massive bjerglandskaber gøres om muligt endnu smukkere af den orkestrale musik. Det er ren kræs for øregangene, og jeg kan slet ikke forestille mig, at skulle høre mp3-lydfiler ved siden af.

I Age of Conan er man en sand barbar. Derfor kæmper man mod store, blodtørstige bosser og flere fjender på samme tid. Heldigvis kløver ens våben alt, der står foran en, og derfor kan man snildt ramme rigtig mange fjender på samme tid.

I har sikkert læst og hørt uendeligt meget salgsgas om Age of Conan. Den evigt entusiastiske Gaute Godager, spillets fader, har nok allerede kedet jer ihjel med sin snak om det revolutionerende kampsystem, som i øvrigt foregår i realtid, og tilsyneladende skulle sætte alle andre MMORPG-kampsystemer i skammekrogen. Men en ting er, hvad man læser og hører, en anden er, hvordan det fungerer og føles i praksis. Og det er så her, jeg kommer ind i billedet. Jeg vil nemlig gerne fortælle jer, hvordan kampsystemet virkede - for mig.

Kampsystemet er ganske enkelt guddommeligt. Det er lige nøjagtigt det, genren har tørstet efter i utallige år. Det er slut med at trykke 'angrib', og læne sig tilbage i stolen; nu skal man selv slå i forskellige retninger med sit våben, samt udføre drabelige kædeangreb, der ofte fører til blodige afhugninger af lemmer. Selvom det for mig, hurtigt blev en rutine, at trykke på et givent angreb, slå til højre og venstre som påkrævet, hvorefter det pågældende angreb blev udført, så kedede jeg mig faktisk aldrig. Samme situation i EverQuest ville hurtigt blive ren rutine; jeg ville beordre min helt til at angribe, og derefter trykke på en knap i ny og næ - og røvkede mig noget så forbandet meget allerede ti niveauer inde i spillet. Jeg kedede mig ikke et sekund med Age of Conans kampsystem. Og det er et veritabelt mirakel.

Men det stopper altså ikke her. Når jeg skulle skyde med bue og pil (eller kaste med økser for den sags skyld), så foregik det hele, til min store overraskelse, ligeledes i realtid. Jeg skulle selv tage sigte over skulderen på min helt, og skyde. Folk, der kedede sig uendeligt meget i rollen som jæger i World of Warcraft, kan godt glæde sig til at spille en bueskydende klasse i Age of Conan; der kommer til at være en verden til forskel.

Voldsentusiaster vil nok være glade for at erfare, at spillets kampsystem også byder på muligheden for at udføre såkaldte fatalities - muligheden for at dræbe en fjende på ekstrem voldelig manér. Men det er ikke kun grafisk tilfredsstillelse, man får ud af at udføre en fatality. I små ti sekunder efter en fatality, modtager man nemlig en kæmpemæssig bonus, som gør, at man kan uddele betydeligt hårdere øretæver, og således giver det god mening, at blive ved med at kæmpe. Så gør det heller ikke noget, at man for det meste kæmper mod 2-3-4 fjender ad gangen, for så kan de jo passende få fatality-bonussen at smage. Smask!

Du kommer med garanti til at bruge en masse tid på at udforske den omfattende verden i Age of Conan. Og der er slet ingen tvivl om, at du på et eller andet tidspunkt holder en lille pause og kigger ud over havet – vandeffekterne er ubeskriveligt smukke. Kig selv på billedet!

Funcom har aldrig lagt skjult på, at de med Age of Conan søger et helt andet klientel, end det, der er at finde i World of Warcraft. Det er ikke for sjov, at der kommer til at stå 18+ på spilæsken, når den engang ryger igennem trykken; der vil nemlig være både vold, sex, nøgenhed og grimt sprog at finde i spillet. Det bliver spændende at se, om dette betyder, at de mere modne spillere finder vej til FunComs jagtmarker. Der er naturligvis også mulighed for, at det er pornoglade voldspsykopater, der ikke kan sige andet end fuck, som bliver de primære abonnenter. Vi får se.

Nu kan det godt være, at jeg går hen og bliver en smule nørdet. Jeg mener, hvor mange ville fremhæve kollisionssystemet i et spil, hvis de skulle skrive en artikel om det? Jeg ved det ikke, men kollisionssystemet kommer til at spille en stor rolle i Age of Conan. Det er ganske enkelt fysisk umuligt, at gå igennem andre spillere og indbyggere i FunComs virtuelle univers, og det kommer unægteligt til at skabe nogle stærkt taktiske situationer i spillets PVP-scenarier. Når fjenden har sønderskudt dit slots porte, kan du beordre dine panserbærende fodtudser hen til åbningen, således at de kan blokere vejen for indtrængende fjender. Mine personlige erfaringer med kollisionssystemet, har primært været positive i PVP-kontekst, men knapt så positive, når jeg har kæmpet mod computerstyrede fjender, der sommetider går igennem fysisk materie, som var de spøgelser.

De første tyve niveauer i Age of Conan foregår i og omkring Tortage, en ø, der er lige så farlig, som den er smuk. Missionerne her er alsidige og spændende, og hver eneste gang, man falder i snak med en NPC, kan man glæde sig over, at de rent faktisk snakker til en, og at stemmeskuespillet er overordentligt godt. Stemmeskuespillet forsvinder dog desværre, i det øjeblik man forlader Tortage (omkring niveau 20), og optræder herefter kun i enkelte, historiebærende missioner. Jeg må indrømme, at jeg ærgrede mig over at erfare, at missionerne samtidig blev langt mere regulære og skabelonskårede, da jeg forlod den smukke tropeø. Men mine eventyr udenfor Tortage var temmelig begrænsede, så tilgiv mig, hvis jeg har trådt nogen over tæerne.

Selvom du ikke kommer til at være helt alene de første tyve niveauer, så har Funcom alligevel gjort det således, at mange missioner skal løses helt alene, i særlige områder, der udelukkende er forbeholdt dig. For det meste foregår disse missioner i nattens mulm og mørke.

Jeg forbeholder mig dog retten til at være en smule skeptisk overfor spillets zoneopdeling. Age of Conan er grafisk krævende, og af den simple årsag kan spillet ikke bestå af én sammenhængende verden, som vi kender det fra World of Warcraft, men i stedet fragmenterede zoner, der kræver individuelle loadtider. Uanset hvordan man vender og drejer det, så har det altså en ødelæggende effekt på illusionen om en stor, sammenhængende online-verden.

Zonerne i Age of Conan, i hvert fald dem, jeg har besøgt, er ovenud veleksekverede. Jungler ligner rent faktisk jungler, på højde med dem, vi kender fra Crysis. Desværre er der endnu ingen DX10-effekter i betaen, men de er på vej. Stemningen i kloaksystemet under Tortage er klaustrofobisk og skræmmende, mens højlandet omkring Cimmeria er smukt, grønt og befriende. Man kunne jo passende tage en tur rundt i verdenen på sin mammut, sit næsehorn eller sin hest, og skulle man støde på et par fjender undervejs, så kan man i øvrigt sagtens kæmpe uden at stige af. For første gang i mange år, havde jeg rent faktisk lyst til bare, at sætte mig på min hest og ride ud i verden for at udforske hver eneste afkrog. Og det er bestemt et godt tegn.

Det store spørgsmål i forhold til online-rollespil er altid, hvad man skal tage sig til, når man engang opnår det højeste niveau. I Age of Conan er niveau 80 det famøse maksimum, og når man ikke længere kan stige i niveauer, så kan man blandt andet deltage i kæmpemæssige PVP-kampe om territorium og magt. Det er muligt for ens guild at eje byer og fæstninger, og disse kan snildt komme under belejring af fjendtlige alliancer. Her er der rig mulighed for at skyde med katapulter, danne taktiske formationer med kollisionssystemet in mente, samt sætte sig til rette på sin mammut og begynde at banke løs på fjendens porte. Disse begivenheder foregår indtil videre i de såkaldte grænselande, som er specielle PVP-zoner - men spiller man allerede på en PVP-server, så kan man angribe spillere alle steder, med undtagelse af byerne. PVE-elskere kan tage det ganske roligt: Der kommer til at være masser af raid indhold i Age of Conan. Spørgsmålet er bare, hvorvidt der kommer til at være noget nytænkning på dette område. På årets GDC-konference virkede denne del af spillet umiddelbart til at være temmelig skabelonskåret, med fokus på de vanlige roller i form af tanks, healere, support og så videre. Selvfølgelig kommer det fantastiske kampsystem til at betyde, at det aldrig kan blive helt kedeligt at tage på raids, og et eller andet (måske min krystalkugle) siger mig, at FunCom nok skal finde på et eller andet, der kan holde PVE-folkene beskæftigede. For de har altså haft den helt store tænkehat på, da de kreerede Age of Conan.

Arnold... jeg mener, Conan, sidder på tronen i Hyboria. Og ja, du kommer til at møde den store kleppert af en barbar, hvis du altså opnår et tilstrækkeligt højt niveau. Og det gør du.

Hvordan er det at kæmpe mod andre spillere i Age of Conan? Fantastisk. Selvom ens øjne for det meste hviler på de færdigheder, man har klistret på sin quickbar, så er der bare et eller andet helt særligt over at uddele øretæver til andre spillere. Men sådan er det vel i alle online-rollespil. I Age of Conan føles det hele bare en lille smule mere virkelighedstro; der er ikke noget med at hoppe rundt som en kænguru, i stedet kan man tage et skridt til siden eller bagud, for at undgå at blive ramt. Har man et skjold, så er det også en god idé, at benytte sig af det, da man også kan blokere slag i realtid, lige når man har lyst til det. Mine oplevelser med PVP-systemet er dog en smule begrænsede, og jeg har velsagtens kun kæmpet mod ti andre spillere indtil videre. Men de ti kampe var intet mindre end fantastiske, og jeg glæder mig allerede til de næste tusinde.

Lige nu er der intet officielt regelsæt påhæftet spiller-mod-spiller systemet, eller spiller-mod-spiller serverne for den sags skyld. Man bliver hverken straffet eller belønnet for, at gøre det af med andre spillere, og der er ingen form for rangsystem at ane. FunCom er stadig i tænkeboks, men en ting er helt sikkert: Du kommer til at blive belønnet for din kamp mod andre. Indtil videre er planen, at der skal være et rangsystem bestående af tyve niveauer, som nok giver dig adgang til specielt udstyr og færdigheder. Men som du nok kan forstå, så har FunCom slet ikke truffet nogen endelige beslutninger på det område.

Jeg håber inderligt, at Funcom får udryddet de mange fejl, som spillet i dets nuværende betastadie, af naturlige årsager er plaget af. I skrivende stund er der godt og vel to måneder til spillets udgivelse, og hver dag kureres der børnesygdomme en masse. Jeg tør slet ikke tænke på, hvor lidt søvn Godager og co. egentlig får - men jeg håber, de får så lidt som muligt, for de skal virkelig bruge hvert eneste sekund, hvis Age of Conan skal blive helt klart til den tyvende maj. Under alle omstændigheder, så er spillet allerede nu enormt spilbart, hvis man ser bort fra børnesygdommene - og det er bestemt et godt tegn! Jeg glæder mig til at fortsætte mine hyberianske eventyr.