Skip to main content
Gamereactor Artikler
Artikler

Alt om DSi XL

DSi XL er en underlig størrelse: på den ene side er Nintendo DS- maskinernes styrke, at de er små og handy, på den anden side frister en større skærm altid.
Lee West 3 marts 2010

Forskellen på størrelserne mellem DS og DSi XL er ganske slående.

Byd derfor velkommen til Nintendo Dsi XL, en maskine der har næsten dobbelt så store skærme, men som kun har forøget vægten med cirka det halve.

Da jeg første gang griber omkring maskinen, bliver jeg overrasket af to grunde: skærmene virker enorme, og maskinen en anelse tungere end jeg havde forventet. Men måske er den slet ikke til mig?

For Nintendo har kigget godt og grundigt på målgrupperne, og DSi XL føles ikke som en nødvendig opgradering, men mere som en måde at hive nye kunder til butikken. I dette tilfælde, børnefamilien, hvor forældrene gerne vil følge med, mens børnene spiller. Eller ældre mennesker, der har behov for en større skærm for at få den fulde fornøjelse.

Dette afspejles ikke kun i den større skærm, men også ved at der følger en stylus i kuglepensstørrelse med udover den normale miniput-udgave.

Toppen af maskinen suger fingeraftryk til sig, så det er en ren rædsel, og man undres over hvorfor Nintendo ikke har lavet låget i samme lækre matte plastikfinish som resten af maskinen.

Den største forskel (udover skærmene selvfølgelig) er, at krydspaddet føles som om at det giver langt bedre feedback, og har samtidig en let klik-fornemmelse når man trykker. Absolut en forbedring fra DSi-modellsen.

Nintendo DSi XL føles dog ikke som en gamer-maskine, af ganske simple grunde: Opløsningen er ikke blevet forbedret, og synes man i forvejen, at Nintendos små spil halter lidt på den grafiske side, så gør en større skærm med samme opløsning naturligvis ikke oplevelsen bedre.

Personligt kan jeg godt lide den lidt intime følelse, som det er at sidde med en lille skærm helt oppe i ansigtet, men er du ikke en stor fan af dette, vil du måske sætte pris på, at den større skærm tillader lidt mere afstand.

På modellen jeg sidder med, virker det samtidig som om skærmene er blevet lidt varmere i farvetonerne, hvilket for mit vedkommende krævede tilvænning. Jeg foretrækker rene hvide farver, og ikke svage tobaksnuancer. Dette er meget lidt tydeligt, og flere redaktionsmedlemmer synes ikke, at det er noget man bemærker. Så mit bedste råd er, tag et kig på skærmen i tændt tilstand, med et spil du kender, og se om det irriterer.

Nintendo Dsi XL kommer også med preinstallerede programmer, og naturligvis en browser samt adgang til Nintendos spilbutik.

A Little Bit of... Dr. Kawashima's Brain Training: Arts Edition er en miniudgave af de efterhånden ganske kendte Brain Training-spil, denne gang med fokus på billeder og huskespil. Hvilket er en ganske fin tidsrøver og ganske sikkert perfekt til målgruppen.

Så er der en ganske fin Nintendo DSi browser inkluderet, og en ordbog med 15.000 ord, der kan oversætte fra og til engelsk, tysk, fransk, spansk, italiensk og japansk.

Samtidig kan man tage billeder af ord (hvilket i tilfælde af eksempelvis japansk er ret praktisk) og maskinen kommer så op med forslag.

Jeg kan dog ikke i min test af ordbogen finde en funktion, der muliggør kun at få forslag op på ét sprog, hvilket gør det til en lidt rodet affære at søge i.

Efter at have scannet bagsiden af min Mario Kart-æske, og indrammet ordet "another" med min stylus, viser ordbogen "onother", hvilket trods alt ikke kræver det store skriveri at ændre til ordet, som jeg skal bruge. Maskinen foreslår yderligere ordet "Anus", hvilket egentlig passer meget godt til mit umiddelbare indtryk af denne ordbogsfunktion.

Men måske ordbogen er fantastisk, når man står i midten af Tokyo og er på den. Men hånden på hjertet: hvor tit gør man det?

Så det endelig spørgsmål man bør stille sig selv er: trænger jeg til en større skærm, og spiller jeg oftest derhjemme?

Som jeg startede med at skrive: Nintendo DS XL er en underlig størrelse. På den ene side frister den større skærm, og på den anden side ryger ideen en anelse med maskinen.

Hvis jeg var nået pensionistalderen og jævligt tog en ferietur til små spanske badebyer, ville jeg være ekstatisk: kamera, spilunderholdning og en ordbog i samme maskine. Perfekt. Men nu er jeg trods alt ikke nået den alder endnu, så min konklusion må blive, at jeg godt kan undvære opgraderingen.

Men spiller du som nævnt hjemme, skal du have en gave til bedsteforældrene, foretrækker du maskinen lidt på afstand, vil du kigge med over børnenes skuldre, mens de spiller, eller forelskes du i paddet, så et det en ganske lækker maskine.

Du kan se specifikationerne herunder:

Udvikler: Nintendo
Pris: Omkring 2000 kroner
Lanceres: 5. marts
Farver: Vinrød eller mørkebrun
Hukommelse: 256 MB flashkort, med mulighed for kort op til 32 GB Nettilslutning Wi-Fi
Billede: 4,2"-skærm
Opløsning: 256x192 pixels
Størrelse: 161x91.4x21.2mm
Vægt: 314 gram

Preinstalleret software: A Little Bit of... Dr. Kawashima's Brain Training: Arts Edition, Nintendo DSi browser samt Dictionary 6 in 1 med kamera-funktion

Fuld profil 9.146 udgivne artikler
Hvorfor stole på Gamereactor
23 Udgaver Hver med sin egen redaktion og sine egne karakterer.
1998 Udgiver siden Uafhængigt ejet hele vejen.
100% Hands-on Skrevet ud fra tid med spillet, aldrig pressemateriale.
1–10 Netværksscore Hver udgaves karakter, sammenlagt og vist.