Vi har tidligere gennemgået en særlig fase i spilbranchens udvikling, som potentielt kunne have givet Microsoft en helt anden situation med Xbox One, efter at Sony indledte generationen med Playstation 3 på meget vaklende vis. Men der er naturligvis mange flere tidspunkter, hvor små, enkeltstående beslutninger kunne have ændret alt. Så nu ruller vi videre med endnu en ny Alternativ Virkelighed.
Denne gang vil jeg spole båndet markant tilbage - helt til 16-bit-æraen faktisk. For her skete der nemlig noget med enorme konsekvenser, hvor en enkelt beslutning igen lå bag det hele. Nintendo holdt nemlig stædigt fast i NES og regerede tredje generation med jernhånd. Sega havde ganske vist pæn succes med deres stærkere Master System, men det rakte ligesom ikke. Derudover kunne de ikke matche Mario, trods flere forsøg med egne maskotter.
Sega udgav Mega Drive lidt over to år, før Nintendo svarede igen med Super Nintendo, og med deres fremragende spil og kraftfulde hardware blev konsollen en enorm succes.
Sega svarede på stort set samme måde, som Microsoft senere skulle gøre med Xbox 360, nemlig ved uventet tidligt at indlede en ny generation. Og springet fra 8-bit til Mega Drives 16-bit var en af de ting, jeg aldrig glemmer. Jeg kunne stå i legetøjsbutikker og bare kigge på Castle of Illusion eller James Pond og synes, at grafikken havde nået sit højdepunkt. Og... på en måde havde den måske også det - i hvert fald når det gælder pixelgrafik, for 16-bit-æraen er stadig uendeligt elsket.
Mega Drive udkom over to år før Super Nintendo i både Japan og USA (halvandet års forskel i Europa), og dengang varede generationer ofte kun fem år - så det er næsten en halv generations forskel. Det kunne mærkes. Super Nintendo var mere kraftfuld. Mega Drive havde dog visse fordele, som gjorde, at den alligevel hang godt med, og dens hurtigere CPU betød, at mange ofte oplevede multiformatsversioner som mere smidige på Mega Drive, og Sonic the Hedgehog løb bogstaveligt talt fra Nintendo. Derudover var Sega ikke lige så sippet med censur, hvilket gjorde Mega Drive til et lidt mere voksent og cool format.
Det holdt et stykke tid, men det stod alligevel klart, at Super Nintendo hurtigt indhentede Segas forspring. Det tvang Sega til at lede efter alternativer... eller "tvang" er måske så meget sagt, men at eksperimentere med nye idéer var noget af det Sega elskede mest, og omkring et år efter Super Nintendos lancering udkom Mega CD. Et CD-tilbehør til Mega Drive, som åbnede op for helt andre muligheder. Den havde en markant bedre processor (og kunne bruge Mega Drive-CPU'en som ekstra kraft) samt moderne effekter og nærmest uendelig lagerplads takket være CD-formatet.
Den blev ingen megasucces, men omkring 2,5 millioner enheder blev solgt, og den fik flere rigtig fine spil. Det bidrog til, at navnet Sega fortsat blev forbundet med høj ydeevne, nytænkning og endnu mere coolness. I dag betragtes den slags produkter som helt døde. Efter RAM-udvidelsen til Nintendo 64 skulle der gå helt frem til Playstation 4 Pro og Xbox One X, før der igen kom forbedret ydelse midt i en generation.
Desværre var Sega ikke særlig god til at forvalte Mega Drive, og de elskede tilbehør nærmest urimeligt meget.
Selvom vi sjældent så produkterne i Vesten, var Nintendo også ganske ivrige med tilbehør, der kunne tilsluttes deres konsoller og ændre hardwaren på forskellige måder. For eksempel havde Famicom (den japanske NES) et diskettedrev, et modem, Famicom 3D System og Famicom Network System. Og eftersom kampen mod Sega var hård (det her er uden sammenligning den mest beskidte konsolkrig, jeg har oplevet - Sega var komplet vanvittige, hvilket kun gjorde dem endnu mere elskede), kunne Nintendo ikke risikere at fremstå bagstræberiske og teknologifjendske... og hvis du endnu ikke har gættet, hvad der er på vej, begynder du måske, hvis du har nogle år på bagen, at ane retningen?
Nintendo annoncerede nemlig, at de sandelig også ville udgive et CD-tilbehør til Super Nintendo. Og det skulle udvikles sammen med Sony under ledelse af Ken Kutaragi. Tilbehøret blev kaldt Nintendo Playstation, og projektet nåede så langt, at der findes færdige og fungerende prototyper (mindst to kendte) samt spil - hvoraf ét var Secret of Mana.
En Nintendo Playstation. Samarbejdet, som skulle gøre det muligt at spille Super Nintendo-spil på CD. Der skulle også udkomme en hybridkonsol - billedet - der kunne håndtere både kassetter og CD i samme hardware. Kun to enheder er kendt, og de er deres vægt værd i safran. Mindst.
Aftalen mellem de to selskaber var dog lidt mere fordelagtig for Sony, end Nintendo var komfortable med. Det siges blandt andet, at Sony selv ville kunne udgive spil til konsollen uden licensafgifter, samt at dem, der udgav spil til Nintendo Playstation, også skulle betale en licensafgift til Sony. Nintendo er jo Nintendo og var allerede dengang firkantede og gjorde tingene på deres egen måde, og i 1991 blev det pludselig meddelt, at der ikke ville komme nogen Nintendo Playstation - i stedet ville de lave et CD-tilbehør med de angiveligt mere medgørlige Philips.
Ken Kutaragi skulle være blevet fuldstændig rasende, og et ydmyget Sony (et japansk og dengang langt mindre selskab for knap 35 år siden) besluttede i vrede at gå videre med enheden på egen hånd - og resten er historie. Sony er i dag en regulær gigant i spilverdenen og har slået Nintendo i tre af de seneste fem konsolgenerationer samt har rekorden for den mest solgte konsol nogensinde. Præcis som med Microsofts fejltagelser efter Mattrick med fokus på få spilserier og Kinect, var det egen dumhed, der lod en konkurrent træde frem.
Nintendos nærmest episke svigt fik Sony til at gå videre og udgive denne maskine i stedet. Sony var begyndt at opbygge kapacitet til egen spiludvikling, men de ville aldrig have lanceret den blot et år eller to efter Nintendo Playstation, hvis samarbejdet havde været i gang - helt udelukket.
Så... leg med tanken om, at Nintendo havde handlet anderledes og ikke svigtet Sony, men i stedet udgivet Nintendo Playstation. Det ville altså have været et CD-tilbehør. Segas pendant solgte som nævnt lidt over to millioner eksemplarer. Hvor mange kunne denne have nået? Måske tre millioner, lad os endda sige fire. Det ville ganske vist have kostet Nintendo lidt kontrol, men det ville have betydet, at Sony ikke havde udgivet Playstation i den efterfølgende generation - eller i hvert fald langt senere. Selvom vi ikke kender kontraktens præcise indhold, fandtes der helt sikkert en klausul, som sagde, at Sony ikke måtte konkurrere med Nintendo, så længe samarbejdet stod på.
Havde Sony ønsket at lancere en egen konsol efter Nintendo Playstation-generationen, havde det naturligvis været muligt, men det ville være sket flere år senere, og det er ikke sikkert, at de havde kunnet bruge navnet Playstation. Det ville til gengæld have betydet, at Final Fantasy VII højst sandsynligt havde været et Nintendo Playstation-spil, og om Square siden havde forladt Nintendo, er højst uklart. Sega ville formentlig have stået ret alene med Saturn i et år eller to, fordi Super Nintendo havde fået forlænget levetid, og dermed var Saturn sandsynligvis blevet mere populær (måske havde Square slået sig sammen med dem i stedet?).
Saturn var en rigtig fin konsol, men bedre til 2D end 3D, mens Sonys modstykke derimod excellerede i 3D og samtidig kostede mindre.
Hvor serier som Resident Evil, Tekken og andre i sidste ende var dukket op, får vi selvfølgelig aldrig svar på, men hvis Nintendo Playstation var blevet udfaset, havde vi enten fået endnu et samarbejde eller både en Nintendo- og en Sony-konsol lanceret omtrent samtidig, hvis samarbejdet var brudt sammen. Det havde til gengæld betydet, at Sony ikke havde fået det godt år lange forspring (som Nintendo forsøgte at kompensere for ved at lancere Virtual Boy), som Playstation havde på Nintendo 64. Derudover havde Nintendo i så fald været vant til skiver og måske droppet kassetter helt.
En helt anden verden, kort sagt. Et stærkere Sega, et Nintendo, der ikke aktivt havde skabt sin værste konkurrent, og et Sony, som sandsynligvis slet ikke havde været nær så magtfuldt, som de endte med at blive. Der var mange selskaber, som forsøgte at lancere egne konsoller i den her æra - Amiga CD32, Pippin, Jaguar, Neo Geo CD, CDI, 3DO - men ingen lykkedes, bortset fra Sony, som kom på det rette tidspunkt med det rette produkt (Saturn holdt ikke helt niveauet og var ekstremt dyr, Nintendo kom over et år for sent). Hvor godt var det gået, hvis de var kommet på et andet tidspunkt med et andet produkt? Jeg siger ikke, at det nødvendigvis var gået lige så galt som for andre elektronikgiganter som Apple (Pippin), Panasonic (3DO), Philips (CDI) eller Microsoft (Xbox) - men jeg tror bestemt ikke, at det var gået i nærheden af lige så godt.
Panasonic prøvede sig også på samme marked med en konsol, og 3DS klarede sig indledningsvis ganske godt. Der var masser af andre alternativer, men Sony var på rette sted på rette tidspunkt med det rette produkt. Uden det... hvem ved, hvordan det var endt?
Min konklusion er altså, præcis som med Xbox 360 versus Playstation 3, at det var Nintendo selv, der dummede sig og skabte sin værste fjende. Den beslutning, de traf dengang i 1991, kom til at forme hele spilverdens eftermæle, og havde de fortsat som planlagt, havde vi i dag haft et marked, der overhovedet ikke mindede om det, vi kender. Måske havde Sony eksisteret som konsolproducent, måske var det en anden elektronikgigant, der var trådt frem i stedet. Måske havde det stadig været Sega og Nintendo, der sloges som de bedste, og hvis Microsoft ikke var blevet skræmt af Sonys succes med Playstation, tror jeg heller ikke, de nogensinde havde kastet sig ud i at lave Xbox. En anden verden. En alternativ virkelighed.
