Gamereactor har for nylig været inviteret til en online-pressebriefing, og her blev AMD's nyeste professionelle grafikkort, Radeon VII, afsløret, og ikke uden konsekvenser for Nvidia. Udover at det betyder at Nvidia er tvunget til at slå igen, så må vi med rimelighed forvente at AMD vil være lige så aggressive, når de forventes at komme med nye gaming-kort inden for en overskuelig tidshorisont.
Men hvad er, og hvad kan, det her nye vidunderkort? Det er lynhurtigt, faktisk hurtigere end noget Nvidia kan tilbyde, det har en enorm kapacitet når det kommer til beregning, og så er det helt ekstremt aggressivt prissat i forhold til Nvidias Quadro- og ProRTX-serier.

Kortet angriber Nvidia på tre kerneområder, hvor særligt Quadro-serien har været den ubestridte konge, Design Simulation, Media & Broadcast, samt HPC (High Performance Computing).
Selvom at man som gamer tit synes at ens udstyr er dyrt, så er der her områder hvor et grafikkort som Nvidia GV100 godt kan koste små 90.0000 kroner (88.529,-). AMD har derfor spillet hårdt ud, og lancerer derfor Radeon VII til en pris på under $1900, altså det samme som et EVGA GeForce RTX 2080 TI KingPin Edition, der koster 15.400 kroner. Altså snakker vi her om tæt på en sjettedel af prisen.
Det betyder at AMD nu går efter et hårdt tronskifte inden for Double Precision Computing, simulering af materialer og konstruktioner, designvalidering og brug af 64-bit datasæt. Det er hårdt og komplekst arbejde der beregner hvordan dele af en konstruktion eller et materiale bliver påvirket, som eksempelvis hvad der først bryder sammen i en ny bil og hvor meget varme skroget på et fly kan modstå, og på den måde sparer virksomheden for at bygge af afprøve 500 varianter af den samme konstruktion eller materiale.

Det samme gælder for Computer Aided Engineering, herhjemme nok mest kendt for CAD (Computer Aided Design), som bruges til stort set alt fra broer til hovedtelefoner og biler. Simuleringssoftwaren til dette alene anslås at omsætte for over $19 milliarder inden for fem år.
Så dette marked er afgørende, selvom det ikke ligefrem er det de fleste følger med i, så når nu det er etableret, hvad kan Radeon VII helt præcist?
Selvom kortet sagtens kan købes enkeltvis, så vil det ofte bruges i dobbeltkonfigurationer, hvor det vil erstatte Nvidias Qaudro GP100 til 56.000,- (der dog ofte køres i dobbeltkonfiguration), eller Quadro GV100, der cirka koster 88.500 kroner for et enkelt kort, hvor en dobbelt AMD-konfiguration antages at koste 30.000.-.

AMD Radeon VII-konfigurationen er ikke bare væsentligt billigere, men også langt hurtigere da det kan bruge PCIe gen 4, og har seks udgange med IFL-bro, hvor Nvidia byder på 4/4+1 DVI-D DL-udgange. Den rå computerkraft for en dobbeltkonfiguration er imponerende, 13.1 teraflops, altså mere end det dobbelte af en Quadro GP100, og langt over de 7.4T teraflops et GV100 kan tilbyde. Quadro-kortenes båndbredde på 870/717 GB/s bliver også slået, da AMD kan præstere over 1 TB/s, ikke bare samlet, men for hvert kort. Hertil kommer så hurtigere RAM og mindre strømforbrug.
Det skal tilføjes at det sidstnævnte resulterer i et mindre varme (under 73 grader mod over 80 grader på et RTX5000-kort), samt Error Correction.

Det kræver naturligvis at softwaren understøtter de nye høje hastigheder og PCIe 4.0, og det gør en lang række platforme som Altairs EDEM, hvilket gør at et Radeon VII yder mere end dobbelt ydelse i forhold til et Quadro RTX5000 eller 5.6 gange ydelse per krone investeret i forhold til et Quadro GV100.
Langt mere relevant for Gamereactors læsere, så vil Radeon VII med lidt held også fremme 8K-fjernsynsudsendelser, der er urimeligt krævende som tingene er. Selvom at AMD stiller software til rådighed der giver nem fjernadgang, så kræver en times 8K TV typisk at der optages en hel måned (siger AMD) og herefter 2-3 måneders postproduktion og redigering. Kortere produktionstid, billiger udstyr, alt sammen er nødvendigt for hurtigere udbredelse af 8K, der ellers skulle have haft debut til sommer via OL i Japan.
AMD mener også at 8K vil blive den nye standard. Det håber vi måske kan vente lidt, det er 33.277.300 pixels der skal genereres på skærmen, og for gamere der vil have +60fps, så bliver det vanvittigt mange pixels der skal skabes. Det er fint at Radeon VII kan både af- og dekode 8K, men lige nu kan kun de dyreste gaming computere kun trække 4K +60fps. Vi tør ikke tænke på hvad 8K vil kræve, på trods af at der allerede findes enkelte spil der faktisk understøtter det.

AMD har allerede frigivet betaversionen af deres nye ProRender 2.0 software der, kombineret med en Threadripper CPU og et Radeon-kort, leverer en vild samlet ydelse, og understøttes af kendte platforme som Blender, Maya og Unreal Engine.
AMD sluttede præsentationen med at pointere at deres kort naturligvis har indbygget sikkerhedschip, samt at AMD blev valgt til de to kommende supercomputere, The Frontier på 1.5 Exaflops, som er færdig næste år, og El Capitan på 2 Exaflops, der tændes i starten af 2023 - svarende til regnekraften fra 1.1 million PS4-konsoller.

Betyder det noget godt for gaming?
Ja, i høj grad. Nvidia er nødt til at svare hårdt igen, både hvad ydelse og pris angår, og såkaldt "high-end computing"-kort har altid smittet af på almindelige konsumkort, som vi andre ender med at bruge. Det betyder potentielt at vi får billigere og kraftigere kort end vi ellers havde fået, da der nu endelig, efter mange år, ser ud til at være rigtig konkurrence imellem AMD og Nvidia på området.
Det betyder også at vi med rette kan forvente at AMD kommer med konkurrenter til Nvidias RTX-kort i 2070- og 2080-varianterne, men til lavere pris, og med mere ydelse, og at vi på den lange bane måske kan få lov til at få flydende 4K gaming uden at skulle sælge organer og ofre adskillige familiemedlemmer til afguder.