Babylon's Fall
Man kunne måske tilgive Babylon's Fall, hvis det som det mesopotamiske imperium, det (måske?) er opkaldt efter, til sidst kollapsede oven på en vældig storhedstid. Men for at falde, skal man jo som bekendt have nået en vis højde, og PlatinumGames' første live service-titel formåede aldrig at løfte sig så meget som en millimeter over den absolutte bund.
Det generiske dark-fantasy design og den uskarpe grafik gav et ringe førstehåndsindtryk, og desto længere man spillede sig igennem spillets lineære korridorer og forsøgte at holde styr på den intetsigende historie, desto klarere stod det, at selv ikke Platinums Games solide kampsystem kunne redde det fortabte spil.
Da udgiveren Square Enix så, at der efter spillets lancering knap var 1.200 samtidige spillere på sit højeste - et tal der meget hurtigt blev tocifret - tog de konsekvensen, og besluttede at lukke spillets servere fra den 23. februar næste år. Babylon's Fall, der blev solgt til næsten fuld pris og er spækket med mikrotransaktioner, når dermed ikke en gang at holde 1-års fødselsdag. Skammeligt.
Saints Row
Mekanisk er Saints Row yderst tyndbenet. Våbnene er som vandpistoler, den åbne verden er generisk og fyldt med ligegyldige aktiviteter, køretøjernes fysik er til grin, og her er sandsynligvis flere bugs end i Amazonas underskov. Men skal vi være helt ærlige, så var mange af de originale spil i serien ikke meget bedre.
Når det så alligevel var sjovt at drage på destruktive eventyr med Johnny Gat, Shaundi, Pierce og de andre bandemedlemmer, skyldes det, at spillene alle sammen havde en overordnet vision. En ledetråd, der bandt oplevelsen sammen, uanset hvor kaotisk det hele blev - fra tosset gangsterkomedie i de første spil til flabet paradi fyldt med metareferencer i de senere kapitler.
Den nye reboot derimod hænger slet ikke sammen. Historien er helt væk med fire intetsigende hovedpersoner, der mere brutalt og kynisk end nogen samvittighedsløs lejesoldat forvandler alt og alle til en blodig masse, men alligevel formår at holde deres moralske glorier skinnede rene. Og når du ikke spiller igennem den tonedøve kampagne, kan du tygge dig igennem sidemissioner, der er nogenlunde lige så spændende som daggammelt knækbrød. Saints Row er måske det mest ideforladte spil i nyere tid (hvilket ikke siger så lidt), og når gameplayet stadig halter flere opdateringer senere, kan det ikke beskrives som andet end en dundrende fiasko.
CrossfireX
Da sydkoreanske Smilegate besluttede at bringe deres populære PC-shooter Crossfire til både nye breddegrader og nye platforme hyrede de Remedy til at stå for spillets singleplayer-kampagne, hvilket umiddelbart virkede som en god ide. Om nogen formår den finske udvikler af Max Payne og Control at skabe tætte, intense singleplayer-oplevelser. Men det gælder åbenbart ikke hele studiet.
Remedy valgte nemlig at sende deres B-hold til at udvikle CrossfireX, og det var synligt allerede fra første minut af den sjælløse Call of Duty-inspirerede kampagne. Selve kampagnens postsovjetiske omgivelser var som sådan et passende dystert baggrundstæppe, men så heller ikke mere end det. For uden Call of Duty og Battlefield-seriens destruktive set pieces eller de taktiske dimensioner fra eksempelvis Ghost Recon, føltes CrossfireX mest af alt som en trist og knirkende skydebane i en forladt bulgarsk forlystelsespark.
Spillets multiplayer, der bruger en hel anden spilmotor, var i øvrigt endnu værre med sin stive og ikke-responsive kontrol. Men da denne del stammer helt tilbage fra 2007, er det alligevel Remedys indsats, som skuffer mest.
Lego Brawls
Da Lego Brawls udkom til mobil i 2019 fik kampspillet en yderst positiv reception. Her var en charmerende og simpel Smash-klon med velfungerende touch controls, der endda kunne spilles "gratis" som en del af abonnementstjenesten Apple Arcade. Skru tiden tre år frem, og det samme spil slagtes nu af anmelderne.
Det skyldes nok, at udvikleren har valgt at sende en mester i fluevægt til at bide skeer med sværvægtsmestrene på PC og moderne konsoller. Uden at fede spillet op med nye spildele eller lære det nye grafiske tricks, bliver spillet knockoutet i første runde af Nickelodeon All-Star Brawl, MultiVersus og ikke mindst Super Smash Bros. Ultimate. Til en pris på 39,99€ kunne man med rette have forventet, at udvikleren ville have gjort mere for at gøre spillet mere kampdygtigt.
New Tales from the Borderlands
Det originale Tales from the Borderlands, der blev udgivet episodisk i løbet af 2015, står måske som Telltale Games' fineste præstation. Rhys og Fionas vilde eventyr på planeten Pandora var som en ti timer lang rutsjebanetur, og i modsætning til med deres senere sæsoner af The Walking Dead behøvede man ikke engang en brækpose, når når spillet blev overdrevet sentimentalt.
New Tales from the Borderlands føles derimod som en ti timers lang ørkenvandring. Gearbox, der denne gang selv står bag udviklingen på spinoff-serien til deres populære looter shooter, giver spillet en stor dosis af deres forcerede og overgearede humor, der skiller sig ud fra nærmest alle andre ved, at den grundlæggende ikke er sjov.
Det kunne vi som sådan godt leve med, men da de samtidig laver den klassiske fejl, og udskifter excentricitet for reel personlighed, ender vi op med en karakterløs og kedelig fortælling, der skuffer både fans af Borderlands og narrative eventyr.
Kingdom Hearts Integrum Masterpiece (Nintendo Switch)
Kingdom Hearts-serien, der kombinerer Disney-karakter med Final Fantasy har vundet mange fans grundet sit udsøgte design og overraskende dybe historie. Så på overfladen lignende det lidt af et røverkøb, da hele serien tidligere på året blev tilgængelig på den familievenlige Nintendo Switch.
I sidste ende er det dog snarere spilleren, der indser, at de er blevet udsat for et frækt tricktyveri, når de kæmper sig igennem 15-20 år gamle PS2 og PSP-spil gennem en ustabil forbindelse til en fjern server.
Vi kan til nøds acceptere input lag og ustabil billedopdateringshastighed, når vi spiller cloud-versioner af nye AAA-spil som A Plague Tale: Requiem på Nintendo Switch. Men når konsollen uden problemer vil være i stand til at køre spillene, det som tilfældet er med Kingdom Hearts, er der simpelthen ingen undskyldninger for kun at gøre spillene tilgængelig gennem streaming. Den klassiske serie fortjente bedre.
Postal 4: No Regerts
Vi kan faktisk godt lide underoverskriften på det seneste kapitel i den kontroversielle serie Postal. Tøhø-vittigheden meget godt understreger, at open world FPS-spillet overtræder samtlige regler for god takt og tone, men bestemt ikke undskylder for det.
Desværre bryder Postal 4 også alle regler, når det kommer til godt spildesign. Og selv om fundamentalt ødelagte systemer stadig kan føre til sjove og mindeværdige resultater som i Goat Simulator, så formår ringe skydning eller ødelagt AI i dette tilfælde ikke at give mange smil på læben. Der er stadig lidt sjovt at hente, men du bør nok holde dig til dets åndelige forgænger Postal 2, hvis du længes efter ekstrem vold og stødende humor.
