Gamereactor Danmark. Se de seneste trailere og friske interviews fra de største spil-messer i verden. Gamereactor-siden bruger cookies for at give dig den bedste oplevelse. Hvis du vælger at fortsætte antager vi at du godkender, og er tilfreds med vores cookies-politik.

Dansk
Gamereactor
artikler

HOT 2022 (1)

Vi kigger nærmere på 2022's største spil i den første af flere artikler.

Abonner på vores nyhedsbrev her!

* Påkrævet felt
HQ

2022 bliver, ligesom alle andre år i den travle spilbranche, ganske tætpakket, men måske bliver selve volumen på de signifikante lanceringer en kende forøget, eftersom der efterhånden er lidt af et efterslæb fra de to foregående år.

Vi har allerede lavet ét kig fremad i form af vores faste "Redaktøren ser frem", men denne liste bød på bare fem titler i alt, altså et relativt begrænset billede af det ret vilde år vi muligvis går i møde. Du vil derfor støde på noget af den samme tekst som i ovenstående artikel, dog med en masse nyt tilføjet.

Derfor har vi besluttet at udvide en kende, og har, sammen med en række internationale kolleger, sammensat en lidt bredere liste af spil. Nej, vi kommer stadig ikke rundt om dem allesammen, men forhåbentlig er den ekstra bredde nok til at give dig et mere helstøbt overblik over hvad der er hot i 2022. Vi deler artiklen op i adskillige dele, og håber at I vil fortælle os mere om de spil I glæder jer til i kommentarfeltet herunder.

HOT 2022 (1)
Dette er en annonce:

God of War: Ragnarök

Vi starter dog med et spil der godt nok er blevet forsinket godt og gevaldigt, men som trods alt ikke allerede er blevet udgivet. Det var meningen at God of War: Ragnarök skulle være udkommet i 2020, men vi vidste vist allesammen godt at den ikke holdt relativt kort efter.

Men det forhindrede ikke spillet i at se direkte blændende ud, da det fik sin første gameplay-fremvisning for to måneder siden. Nej, det lader ikke umiddelbart til at Sony Santa Monica har tænkt sig at opfinde den dybe tallerken, men de har heller ikke lagt skjul på, at det her er en efterfølger. Og ikke bare det, det er faktisk afslutningen på den nordiske saga for Kratos, en beslutning der synes nærmest bizar, idet der lader til at være så meget historie tilbage at fortælle, og som alt sammen skal presses ind i det her spil.

Naturligvis fortjener studiet dog lidt tillid, og spillet ser, igen, meget imponerende ud baseret på den ene lange trailer. Vi er selv meget interesserede i at vide om hvorvidt studiet kan nå i mål, for så sandelig er forventningerne skyhøje her, mest fordi de allerede har et velfungerende kampsystem og en spændende verden, så nu afhænger det hele af hvordan de fortsætter, og bygger videre på det fundament.

HOT 2022 (1)
Dette er en annonce:

ARC Raiders

Selvom at Patrik Söderlund, den tidligere EA- og DICE-chef, der har formet studiet Embark, har masser af erfaring med at lancere store spiludgivelser, så er det stadig studiets første spil. Men ARC Raiders er et glimrende eksempel på hvordan én enkelt trailer kan skabe spænding helt på egen hånd, uden nødvendigvis at skulle læne sig op af en arv, eller af en tradition.

Faktisk er der masser af bekymrende faktorer. Spillet er eksempelvis free-to-play, og det er endnu for tidligt at vurdere hvor tæt traileren er på det egentlig spil. Men Söderlund insisterer på at spillet udkommer i år, og i så fald tænker vi at det bliver rigtig, rigtig stort.

HOT 2022 (1)

Forspoken

Det er endnu alt for tidligt at vurdere om hvorvidt Square Enix' Forspoken bliver hot, eller et flop (det rimer næsten), men én ting er sikkert, og det er at ambitionsniveauet er ret højt. Ikke bare byder spillet på hvad der ligner en gigantisk åben verden, du skal navigere i denne ved hjælp af hvad studiet bag kalder "magic parkour", og du kæmper via hvad der ligner et utal af individuelle sammensættelige besværgelser, der lader til at give spilleren masser af frihed.

Tilføj et manuskript der blandt andet er blevet skrevet af Amy Hennig, og så begynder du altså at have et spil, der fremfor alt satser hele butikken. Om det så kan levere, se det er en helt anden snak, og lækkede gameplay-videoer har indikeret at spillet lige nu har svært ved at bibeholde en acceptabel billedhastighed. Vi krydser fingre.

HOT 2022 (1)

Marvel's Midnight Suns

Firaxis har fortjent spillernes tillid - det må man bare sige. Det er ikke alle der er lige vilde med deres taktiske XCOM-spil, men man give studiet at de er ret konsekvent og kvalitetsbevidste. Netop derfor er der lige nu mange øjne på deres næste spil, der bryder med nogle faste formularer, men fortsat holder sig til samme relativt samme, smalle gameplay-mæssige sti. Marvel's Midnight Suns dropper eksempelvis permadeath, men er stadig turbaseret, og handler stadig om at positionere individuelle enheder fordelagtigt, for at kunne tæve fjenden.

Blandt det med Marvels ekspansive galleri af helte og skurke, og så har du masser af potentiale - vi håber bare at Firaxis kan blive ved med at levere.

HOT 2022 (1)

The Legend of Zelda: Breath of the Wild II

Der er en god chance for at Nintendo alligevel ikke bliver klar med efterfølgeren til Breath of the Wild i 2022, men jeg inkluderer spillet her fordi det er tilsyneladende det de sigter efter. Jeg går ud fra at der er en grund til at Nintendo som regel lancerer et Zelda-spil, for så at vente i lang, lang tid, og så introducerer os for en helt ny udgave af samme verden med nye regler, en ny historie og nye gimmicks. Det er naturligvis for at sikre at de involverede parter er kreativt investerede, men samtidig tænker jeg også, at det netop er fordi, at de er bange for at skulle bygge oven på en eksisterende oplevelse, for så stiger spillerens forventninger eksponentielt.

Naturligvis skyldes det også de skyhøje salgstal, at The Legend of Zelda: Breath of the Wild II overhovedet udvikles lige nu, men det må også have noget med at gøre, at Nintendo denne gang føler at de har noget, en central idé, en grund til at blive hængende i denne version af Hyrule.

Det åbner op for en mere avanceret sandkasse, da vi let kan forvente at have adgang til alle de samme værktøjer og mekanikker som før, men med flere tilføjet til. Men ligesom andre spil på den her liste, så åbner den her tilgang også op for en sårbarhed, som Nintendo som regel ikke udsætter sig selv for med The Legend of Zelda-serien, netop fordi at hvert nyt spil på sin vis er sit eget.

Men som Gollum sagde; "not this time!", og det bliver virkelig spændende at se om hvorvidt denne meget direkte efterfølger til et af de mest velanmeldte og velansete spil nogensinde kan levere.

HOT 2022 (1)

Suicide Squad: Kill the Justice League

Og når nu vi snakker om studier der fortjener respekt, så kan vi lige så godt tale lidt om Rocksteady. Deres Batman Arkham-trilogi betragtes ofte som værende et lysende eksempel på solidt spildesign, men selvom at deres næste projekt også handler om DC-helte og skurke, så er det ret anderledes.

Det er nemlig primært designet til kooperativt spil, og er langt mere action-orienteret end Batmans mere metodiske tilgang. Ikke bare det, spillet lader også til at byde på en langt mere åben verden end nogle af Arkham-spillene, og er konstrueret med en langt mere løs ramme.

Pænt ser det dog ud, og selvom at vi ikke har set direkte gameplay endnu, så insisterer studiet på at spillet lander i år.

HOT 2022 (1)

Little Devil Inside

Little Devil Inside er et af de der slags spil, der har potentialet til virkelig at bevise hvad indie-udviklere kan bedrive. Udvikleren Croteam har nærmest ingen erfaring med at udgive spil af en vis størrelsesorden, og spillet har vitterligt været under udvikling siden i hvert fald 2015. Men hver eneste gang det fremvises, så ser det bare så veldesignet ud, at man bare virkelig har lyst til at spille det øjeblikkeligt.

Det skyldes måske de detaljerede omgivelser, de simple men tilsyneladende spændende systemer, eller den omfattende og alsidige missionsstruktur. Men alt det til trods, så aner vi faktisk ikke hvordan det egentlig hænger sammen.

Den seneste trailer blev fremvist i oktober via Sonys State of Play-udsendelse, og man kan håbe at spillet endelig lanceres i år.

HOT 2022 (1)

Redfall

Jo jo, der er sikkert en del af jer der efterhånden er lidt trætte af de her kooperative action-rollespil, og det med god grund, eftersom det virker som om at det er en "hotte" genrekombination lige nu. Men der er dog fortsat god grund til at være spændt omkring det kommende Redfall, som bør udkomme i år, selvom der er rygter der siger at det er blevet skubbet til efteråret.

Først og fremmest er det Arkane der udvikler det, og ikke bare det, det er Arkane Austin, der står for udviklingen, og de har tidligere haft en masse at gøre med blandt andet Dishonored-serien.

Nej, co-op med RPG-systemer og vampyrer lyder ikke ligefrem foreneligt med de mekanikker og strukturer vi så i eksempelvis Dishonored 2, men vi håber på at det betyder glimrende banedesign og en detaljeret verden.

Vi tager fat på yderligere otte spil i næste del.



Indlæser mere indhold