Skip to main content
Gamereactor Artikler
Artikler

Tanker om Sonys køb af Bungie: Oprustning, stikpiller og en ny strategi

Vi ser lidt nærmere på, hvad der har fået Sony til at betale hele 3,6 milliarder dollars for Bungie.
Jakob Hansen 1 februar 2022

Sony meddelte i går aftes, at de køber Bungie, udvikleren af Destiny og Halo, for den nette sum af $3,6 milliarder. Handlen blegner noget ved siden af Microsofts nylige køb af Activision Blizzard for astronomiske $67,8 milliarder, men er ikke af den grund mindre interessant. Snarere tværtimod. For hvad er det præcist, Sony Interactive Entertainment og PlayStation Studios håber på at opnå med købet af Microsofts tidligere vidunderbarn? Det gør vi os nogle tanker omkring her.

Våbenkapløb
I løbet af de sidst par år er Microsoft begyndt at spille voldsomt med de økonomiske muskler. Slagtilbud på Xbox Game Pass til både konsol og PC har lokket utallige spillere ind i deres "økosystem", og med købet af Zenimax Studio og senest Activision Blizzard har virksomheden på effektiv vis lukket det forspring på førstepartsfronten, som Sony ellers har opbygget igennem det seneste årti.

Selvom Xbox-brandet langt fra længere har deres øjne udelukkende rettet mod konsolmarkedet, så er resultatet af de store handler alligevel blevet en slags mere eller mindre ufrivilligt våbenkapløb. Købet af Bungie skal nok ikke ses som et direkte modsvar til Microsofts massive investeringer. Dertil er forskellen i antallet af studier simpelthen for stort. Men det sender et stærkt signal til potentielle købere af PS5 (og ikke mindst potentielle investorer) om, at Sony stadig mener det alvorligt og er villige til at kæmpe for at bevare deres overherredømme på konsolmarkedet, som på forskellig vis nu udfordres af både Microsoft og Nintendo.

Bungie-handlen sender et klart signal til både købere af konsoller og aktier om, at Sony vil gøre alt for at bevare deres førerposition på konsolmarkedet.

Play Has Fewer Limits
Da Microsoft for halvandet år siden købte Zenimax Media fik de otte nye studier med hver en bred vifte af spil. Sony får for lige knap den halve pris ét enkelt studie, der i løbet af de sidste ti år har udgivet to spil (Destiny og Destiny 2). Tilføjelsen af Bungie under PlayStation Studios handler altså ikke om konsoleksklusivitet - eller gør den?

For på et centralt område udfordrer handlen alligevel den primære konkurrent Microsoft. Siden Phil Spencer blev udnævnt som chef for Xbox, har Microsoft brystet sig med deres forbrugervenlighed. Spil skal være tilgængelige for alle, uanset hvor mange accessibility features det kræver, og helst også på så mange platforme som muligt (i hvert fald så længe platformen er baseret på Windows eller Microsoft Azure.)

Til sammenligning har Sony virkede nærmest forstokkede i deres modstand mod cross-play og andre multi-platformspil, også selvom det gav god mening med tanke på deres dominerende markedsposition. Nu er billedet ved at vende, og det virker til, at man i højere grad vil leve op til sloganet om, at Play Has No Limits.

Bungie har gjort det klart, at de stadig vil udgive deres spil på flere platforme. Men mon det også tæller Xbox?

Indtil videre er syv titler fra PlayStation Studios udkommet eller er på vej til PC her i blandt Horizon: Zero Dawn, Days Gone og Uncharted: Legacy of Thieves Collection, og med Destiny 2 får man nu rådighed over et af de førende multi-platformspil. Destiny 2 eller fremtidige spil fra Bungie kommer næppe til at blive system sellers på samme måde som eksempelvis The Last of Us og Ratchet & Clank. Så at udgive studiets fremtidige titler på konkurrerende platforme (særligt hvis der bliver tale om en F2P-model) kan sagtens betale sig økonomisk set. Og samtidigt sikrer man sig et "moralsk" trumfkort og muligheden for at levere et par gedigne stikpiller til sine konkurrenter. For kan Microsoft stadig bryste sig af at være dedikerede til spil uden grænser, hvis de holder Call of Duty og kommende Blizzard-spil inden for de grønne mure?

Alt dette afhænger dog af, om fremtidige Bungie-titler rent faktisk også udkommer til Xbox. Bungie har kun meldt ud, at der ikke bliver tale om "PlayStation-eksklusivitet." Hvilket meget vel kunne betyde, at deres titler på den anden side af Destiny 2 udkommer til PC, men ikke Xbox.

Destiny 2 har været en massiv kommerciel succes for Bungie.

Ambitioner for fremtiden
Indtil videre har jeg skrevet lige så meget om Microsoft som Sony, og det er måske en fejl. Sony har selvfølgelig altid øje på deres primære konkurrenter, men købet af Bungie handler i sidste ende om mere end en "konsolkrig." Det er også et spørgsmål om strategi.

"I would back us to do [live-service games] ourselves, but when you have the potential to have a partner like Bungie who has been there, done it all before, learned the lessons and have got this wonderful, brilliant team who is there and has the potential to help us... we think we can take something that would have taken a certain number of years, and significantly decrease the time it will take to get it right," fortalte SIE-chefen Jim Ryan i et interview med Gamesindustry.biz umiddelbart efter købet af Bungie. Samme sted slog han også fast, at ambitionen får Sony er, at blive "one of the world's great entertainment companies."

Skræller man den begejstrede retorik bort, virker det til, at Sony Interactive Entertainment har lugtet lunten. Strategien med at lancere en sand kavalkade af underholdende og ofte kunstnerisk interessante førstepartstitler, der (med enkelte udfald) har virket i fire konsolgenerationer, vil ikke nødvendigvis fungere i fremtiden. Spil er i dag meget mere end 60-70 dollars langet over disken. Det økonomiske potentiale i mikrotransaktioner, onlinespil og ikke mindst multimedie-projekter overgår langt, hvad Sony turde drømme om, da man i sin tid skabte den originale PlayStation.

Sonys øverste chef, Kenichiro Yoshida, har tidligere meldt ud, at man fremover vil satse mere på sociale oplevelser og det mobile marked. Destiny passer med sit evigt ekspanderende univers perfekt ind i den nye strategi. Ja, det er langt fra heller utænkeligt, at Bungies nuværende og fremtidige spil kan danne inspirationsmateriale for PlayStation Productions - Sonys filmselskab der blev stiftet i 2019. Og hvis der er noget, som for tiden appellerer til investorerne, så er det muligheden for at bringe IP'er til live på så mange platforme som muligt.

PlayStation udvider biksen og satser nu i højere grad på Live Service-titler, mobile platforme og ikke mindst film.

For at runde af så ændrer købet af Bungie ændrer ikke fundamentalt på magtbalancen konsolproducenterne imellem. Men det er endnu en oprustning i, hvad der virker som et efterhånden intenst våbenkapløb mellem Microsoft og Sony. Og samtidigt er det et tegn på, at PlayStation har fundet nye ben at stå på.

Efter en start på den nuværende konsolgeneration præget af chipmangel, Covid-19 og talrige udskydelser, går vi nu for alvor interessante tider i møde. Om det så også bliver bedre tider, ved jeg ikke. Men spændende bliver det!

Købet af Bungie har overrasket os alle, så der er sikkert mange aspekter i handlen, vi har overset. Går os derfor gerne klogere i kommentarsporet.

Fuld profil 3.949 udgivne artikler
Hvorfor stole på Gamereactor
23 Udgaver Hver med sin egen redaktion og sine egne karakterer.
1998 Udgiver siden Uafhængigt ejet hele vejen.
100% Hands-on Skrevet ud fra tid med spillet, aldrig pressemateriale.
1–10 Netværksscore Hver udgaves karakter, sammenlagt og vist.