Du kan bruge Elgatos Stream Deck til et hav af forskellige ting, og først og fremmest gør den sig særligt gældende som led i et eksisterende livestream set-up, hvor du ved hjælp af de lette programmerbare knapper kan tilføje effekter, overgange og ændringer i layoutet live. Det er dens tiltænkte funktion, og som vi tidligere har kunne slå fast, så er den nærmest en essentiel tilføjelse til netop sådan et set-up.
Men takket være inspiration fra Youtube, så blev jeg gjort opmærksom på et andet brugsscenarie, og det var nemlig redaktører, journalister og den slags revl og krat som jeg selv, der brugte et Stream Deck til for alvor at forkorte "tiden" der tager at eksekvere daglige kommandoer, som normalt tager mange clicks, navigation at udføre.

Først og fremmest er det vel værd at slå fast, at Stream Deck er en ret genial lille maskine til alt muligt. Et eller andet sted kan du lave makroer, der rækker ret dybt ind i dit system, og eksekverer en længere sekvens af individuelle systemkommandoer ved bare at trykke på en enkelt knap. Ikke bare det, disse knapper kan sågar for skræddersyet et billede, altså selve thumbnail-billedet, så du lynhurtigt kan få øje på den du leder efter, og der er endda lys i.
Desuden er der faktisk hele 15 af slagsen på den almindelige Stream Deck, der i sig selv føles ret generøst, når nu den fås til cirka 1000 kroner. Jo, hele skallen er lidt plastikagtig, og knapperne kunne godt være lidt mere taktile, altså udstyret med et mere bastant klik, det er nok min centrale hardware-specifikke anke, men udover det? Ja, så føles det som om at du får mere end nok funktionalitet for pengene.
Så for mit vedkommende handler det mest om en række afgørende rutiner hver eneste dag, hvor jeg selv skal udføre en specifik sekvens af handlinger. Et eksempel på det kan være at placere en stor breaking-historie på vores diverse sociale mediekanaler, så når det sker, så er der én knap der har trinvis kommandoer, der kopierer den nuværende URL, åbner Metas kreatørstudie for både Facebook og Instragram, skaber et opslag og indsætter URL'en. Nu er det slet ikke lige så komplekst som det lyder, og involverer egentlig bare at fortælle softwaren hvilke programmer der skal åbne hvornår. Jo, jeg googlede mig frem til en kommando for at rydde Safaris search bar og indsætte hvad der er blevet kopieret, men det er sådan set også det.

Det kan desuden blive mere jordbundent end det. Jeg har en knap der automatisk åbner mit Mail-program, åbner en ny mail, indsætter vores mailingliste af nordiske redaktører, og starter med et "Hello everyone,". Jeg er i den position hvor jeg skal afgive ret mange instruktioner i løbet af en arbejdsdag, eller egentlig bare orientere eller dele information, så at kunne springe de afgørende skridt over, det sparer altså ret meget tid i løbet af en almindelig arbejdsuge.
Hvorimod jeg virkelig ikke kan bryste mig af at være professionel grafiker (som mange af jer uden tvivl har set), så designer jeg ofte nogle af vores "splash"-billeder (de billeder der er på forsiden associeret med specifikke tekster), og her har jeg mine faste skabeloner som knapper, så jeg ikke skal navigere ind forbi mine mapper for at finde den rigtige første - der sparer jeg også tid.
Og jeg har faktisk én der er helt særlig avanceret, som jeg har fået hjælp til at lave. Så i det jeg har skrevet en tekst, om det så er en nyhed, et preview, eller lignende, så kan denne knap scanne efter keywords som "anmeldelse", finde anmeldelsen associeret med det spil hvis database jeg i forvejen bruger, og så indsætte den anmeldelse som hyperlink. Dog er denne stoppet med at virke på det seneste, og jeg har endnu ikke lige troubleshootet.

Men særligt de her sekvenser er virkelig brugbare, og det kan blive virkelig basic, såsom at indsætte en specifik tekst. Bare så noget som at have en knap i det jeg sætter mig ned ved mit skrivebord om morgenen, der bringer min email op, Gamereactors danske forside og vores interne Telegram-chat så jeg kan danne mig et overblik imens jeg sipper morgenkaffen er direkte genialt.
Vi vil udforske disse knapper mere specifikt i vores kommende Quick Look, men jeg kan allerede sige at jeg sparer tid hver eneste dag med en Stream Deck til alment kontorarbejde.