Gamereactor Close White
Log ind medlem






Glemt kodeordet?
Jeg er ikke medlem, men det vil jeg gerne være

Eller log ind med en Facebook-konto
Gamereactor Danmark
artikler

Film vi gerne så spilmatiseret

Spilmatiseringer af film er ofte lig med uinspirerede skyde- og actionspil, der slavisk følger plottet fra forlægget. Men de kunne være så meget here - vi giver her en stribe bud på film-spilmatiseringer, der kunne få samme klassikerstatus som filmene selv. Læs med i vores mindre seriøse hjerneblødning.


Facebook
TwitterReddit

Casablanca
"Of all the gin joints, in all the towns, in all the world, she walks into mine". Året er 1941, og vi befinder os i Casablanca i Morocco - en fransk koloni, der formelt set er fri for den tyske besættelse, men er tro mod den franske samarbejdsregering. Din opgave er at drive en bar, og gøre den til byens mest populære, gæstet af de velstående flygtninge, der forsøger at få udrejsetilladelse til Portugal og derfra videre til USA. I en blanding af business-simulator og rollespil skal du både drive baren så den løber rundt, køre casino bag lukkede døre, bestikke de lokale myndigheder og tale dem tilpas nok efter munden til at de lader dig være, men ikke så meget at de konstant træder dig over tæerne. Og fordi der gemmer sig et varmt hjerte bag dit kyniske ydre, skal du nøje overveje hvilke gæster, du giver en diskret hjælpende hånd, uden at det ser ud som om du ikke lever op til dit eget motto om ikke at vove pelsen for nogen.
Skulle udvikles af: Firaxis

The Big Lebowski
Spillet for dig, der synes Wii Sports og Kinect Sports er alt for simple og casual, og hoppede i stolen af glæde hver gang Roman ringede til dig i GTA IV for at spørge om I skulle bowle. The Big Lebowski byder på den mest detaljerede og præcise kugle/kegle-fysik nogensinde, hvor man kan mærke hver en lille halvpoleret plet på banen, og hver et mærke de der stive møgunger, der ikke kan finde ud af at kaste, satte henover weekenden. Men TBL er ikke bare bowlingens svar på Tiger Woods - gameplayet <
kombineres også med et Alpha Protocol-inspireret dialogsystem, hvor du skal snakke din makker Walter ned, hver gang han begynder at ævle om Vietnam og pædofile modstandere, og forhindre ham i at trække sin .45 pistol hver gang nogen overtræder linjen i deres kast.
Skulle udvikles af: Gameplay, kuglefysik og spilmotor af EA Tiburon, dialog af Obsidian

Olsen Banden
Erik Balling og Henning Bahs folkekære filmserie bliver i spilform til en snedig puzzler, hvor du i bedste The Incredible Machine-stil skal begå det ene storslåede og vanvittige kup efter det andet. Egon har en plan. Det hele er timet og tilrettelagt - og det er op til dig at regne ud hvordan. Men fortvivl ej, for du kender målet, og har en hel jordemodertaske fyldt med diverse opfindsomme og pudsige værktøjer, rekvisitter og redskaber. Herfra er det bare om at lure, hvor og hvordan de skal bruges, så du kan få adgang til pengeskabet fra Franz Jäger i Berlin og lirke det op gennem et lille minispil, der bliver sværere og sværere for hvert kup. Stjæl dig vej gennem alt fra Magasin du Nord over Statsbanerne til det Kongelige Teater, indtil du og banden til sidst bliver millionærer og kan leve lykkeligt til jeres dages ende.
Skulle udvikles af: Copenhagen Game Collective

Braveheart
Giv den engelske konge og alle hans modbydelige kumpaner et los i røven, og gør Skotland frit igen. I en skøn blanding af Total War-serien og brætspillet Warhammer skal du forene de skotske klaner omkring din sag, skabe alliancer både i ind- og udland, og belejre de borge og slotte, der er loyale mod den engelske trone. Når det kommer til kamp, zoomer vi ind på slagmarken, hvor du skal demonstrere dine evner som hærfører og taktiker, når du kommanderer og leder dine tropper til sejr. Virkelighedens William Wallace endte med at få hovedet hugget af, men er du dygtig nok, kan du smide Longshanks ud af landet for tid og evighed, og gøre Skotland frit. Kilt og blå ansigtsmaling er ikke påkrævet.
Skulle udvikles af: Total War-folkene fra Creative Assembly

Citizen Kane
Du er Charles Foster Kane, mediemagnat og multimilliardær og generel Joakim von And-type, der har bygget et imperium af aviser, radiokanaler og filmstudier. Men Citizen Kane er ikke en tør forretningssimulator, for du har flere penge end du kan bruge, og derfor skal du formøble noget af indholdet i din pengetank. Derfor skal du bygge Xanadu, dit eget private paradis på jord, en gigantisk kombination af temapark, kunstmuseum og zoologisk have. Opkøb jord, manipuler med landskabet, indret, design, bestyr personale, byg attraktioner, veje, stier, bure, naturarealer. Bestem selv om parken skal være åben for offentligheden, eller om du vil være en særling af en eneboer, der ikke lukker andre ind. Byg din drømmepark, og deltag eventuelt i minispillet om at hælde en masse penge i din talentløse tredje kones ønske om en filmkarriere.
Skulle udvikles af: Ubisofts From Dust-hold ført an af Rollercoaster Tycoon-veteranen Chris Sawyer

Groundhog Day
Historien om en arrogant tv-vejrvært, der bliver sendt på en dødssyg opgave i en lille provinsby og ender med at gennemleve det samme døgn igen og igen og igen og igen, er et fremragende oplæg til et adventure/rollespil. Du har uendelig tid til at udforske byen og lære indbyggerne at kende, så du kan komme på sporet af den perfekte dag, der lader dig undslippe dit evige døgn. Find alle dem, der har brug for din hjælp, og find den bedste måde at hjælpe dem på - så du i sidste ende kan gøre godt indtryk på hende den søde producer, der ellers synes du er en klaphat af format. Når du synes, du har fundet den bedste måde at hjælpe nogen på, for eksempel at gribe ham knægten, der falder ned fra et træ, kan du automatisere handlingen, så spillet selv sørger for at den bliver udført i baggrunden, og du i stedet kan koncentrere dig om nye problemer. På den led giver ressourcestyringen af døgnets 24 timer ekstra dybde til gameplayet.
Skulle udvikles af: David Cage og hans Quantic Dream-studie

Inception
Den indlysende ide er selvfølgelig at lave et skydespil ud af Inception, men det er alt for kedeligt. Nej, i stedet indtager du rollen som arkitekten, byggeren, hende der designer de enorme "baner" og labyrinter, der udgør drømmeverdenen som dine psykonautiske industrispionerende kollegaer bruger til at lokke hemmelighederme ud af deres ofrer. Du skal lede underbevidsthedens forsvarsværker på vildspor, og assistere dine agenter undervejs ved at manipulere med drømmeverdenen, skabe paradokser, justere tyngdekraft, flytte rundt på gange og bygninger, indsætte tilfældige godstog og meget, meget mere. Som en blanding mellem RTS og tower defense. Og ja, vi ved godt at nogle af disse elementer teknisk set ikke er del af filmen, men vi har lov til at tage os lidt friheder i gameplayets navn.
Skulle udvikles af: Et genopstået Bullfrog, styret af en 1996-Peter Molyneux, hentet med tidsmaskine...

Selvom vores bud naturligvis er fantastiske, har du måske et bedre et af slagsen. Skriv med herunder.

Cookie

Gamereactor-siden bruger cookies for at give dig den bedste oplevelse. Hvis du vælger at fortsætte antager vi at du godkender, og er tilfreds med vores cookies-politik.