Skip to main content
Gamereactor Artikler
Artikler

BFG - til dig og mig

Har du altid drømt om at have dit favoritvåben fra dit yndlingsspil stående derhjemme? Det kan sagtens lade sig gøre - vi giver dig en række eksempler til inspiration.
Rasmus Lund-Hansen 25 december 2012

Alle våben er ikke født lige. Nærmest uanset hvilket skydespil man spiller, er der altid et eller to geværer, der hurtigt charmerer sig ind på en som klare favoritter, og som man næsten til hver en tid foretrækker foran resten af indslagene i ens arsenal.

Nogle af dem er generiske eller licenserede kopier af virkelighedens Desert Eagles og AK-47'ere, mens andre er langt mere fantasifulde og originale. Nogle af dem er så ikoniske, at vi vil huske dem til evig tid, om tilmed måske kunne tænke os at have dem stående hjemme på kaminhylden.

Og det er der heldigvis råd for. I nogle tilfælde kræver det, at du er i dit kreative hjørne og er fiks på fingrene. I andre at du tager fat i Onkel Dan og betaler dig fra det. Men intet er umuligt for den som har viljen i hjertet, som Thomas Mygind engang sagde det. Vi har samlet nogle af de bedste og sjoveste replikaer her.

Husk at tjekke linksene under de enkelte beskrivelser, så du kan se alle de labre billeder, byggefolkene har snuppet undervejs.

Mass Effect M8 Avenger-riffel
Nu hvor du har reddet verden og besejret reaperne, så fortjener du da et memorabilia fra din lange færd gennem universet. En M8 Avenger-riffel, for eksempel. Og netop sådan en har Harrison Krix bygget, i en kombination af MFD-plader, styrenplast og PVC-rør. Og en pokkers masse slibearbejde. Resultatet er jævnt labert.

Portal-gevær
Det kan godt være at den ikke kunne lave firedimensionelle huller gennem rummet, men vi savlede alligevel i overflod, da legetøjsfabrikanten NECA afslørede deres officielle Portal Gun-replika tidligere i år. Produktionen var begrænset til 5000 styk, og de er for længst blevet solgt, men fat mod. NECA har nemlig lavet en ny udgave, stylet efter de versioner af geværet, som co-op-robotterne Atlas og P-Body bærer. Du kan endda selv vælge farverne (så længe du vælger blå eller orange).

Er du ferm med silikone og resin, kan du alternativt bygge din egen. Det har Harrison Krix for eksempel gjort, og han har tilmed været så flink at dokumentere processen grundigt med fotos og kommentarer, så hvis man har evnerne, er der rigeligt med inspiration og visdom at hente. Nu du er i gang, laver du så ikke også en til os?

<newpage>
Portal-turret
Vi bliver i samme univers, for hvem kunne ikke tænke sig at have en turret fra Portal til at vogte ens entre/soveværelse/børneværelse? Vi kan selvfølgelig ikke alle sammen være lige så heldige som Valve, og bare få tilsendt en nøjagtig og utroligt vellavet replica ud af det blå, fremstillet af effekt-troldmændene hos WETA. Men mindre kan også gøre det.

Tag for eksempel Ryan Palsers flotte replika af turretten fra Portal 1, der er lavet i en blanding af plastik, resin og metal. Han har også taget rigeligt med billeder under tilblivelsen, så hvis du savner inspiration (eller bare vil imponeres over hvad folk kan strikke sammen hjemme i garagen), så tag et kig.

Fallout 3-plasmariffel
Og vi bliver ved den gode hr. Palser, men springer videre til et helt andet univers. Tilsyneladende er herren også glad for Fallout 3 - i hvert fald har han genskabt spillets A3-21 Plasma Rifle med en detaljegrad, der nærmest gør os svimle. Bare se slangerne og de store ridsede bolte, eller det lysende glas og den håndbremse-agtige aftrækker. Alt sammen lavet, så man skulle tro nogen havde lavet en portal direkte til Fallouts postapokalyptiske ødemark og taget et par souvenirs med hjem. Vil ha'!

Gears of War
Kunne du tænke dig at lege Marcus Fenix hjemme i stuen, er der rigeligt med muligheder når det kommer til skydevåben. For det første har NECA lavet en officiel replika af Retro Lancer-riflen i forbindelse med Gears of War 3, og man kan snildt forestille sig at der kommer noget lignende, når Judgment udkommer næste år.

Og inden vi kaster os over de virkeligt store hobbyprojekter, har vi fundet denne fine lille sag, en hjemmelavet Lancer bygget af en Nerf Gun og en legetøjsmotorsav. Ambitionsniveauet er noget lavere end nogle af de andre modeller, vi har kigget på her - til gengæld kan den rent faktisk skyde med skumgummipile, og kræver ikke så meget erfaring med støbning af eksotiske materialer. Bonus!

Og så skal vi lige forbi Ryan Palser igen, da han har lavet en replika af Digger Launcheren fra Gears of War 3, der endnu en gang ser fuldstændig sublim ud. I kender rutinen - masser af billeder fra skabelsesprocessen, støbning og mere til. Vi er ved at være lidt misundelige på den herres evner.

Half-Life koben
Som rosinen i pølseenden tager vi et projekt, der nok er inden for de flestes rækkevidde - et koben i bedste Half-Life stil. Koben kan du få i Harald Nyborg, og derfra skal du bare bruge noget rød maling og et reference-billede at gå efter. Resten overlader vi til læseren som en øvelse. Hvis du kaster dig ud i et Half-Life-replika gør-det-selv-projekt, så send os gerne et billede af resultatet!

Fuld profil 10.097 udgivne artikler
Hvorfor stole på Gamereactor
23 Udgaver Hver med sin egen redaktion og sine egne karakterer.
1998 Udgiver siden Uafhængigt ejet hele vejen.
100% Hands-on Skrevet ud fra tid med spillet, aldrig pressemateriale.
1–10 Netværksscore Hver udgaves karakter, sammenlagt og vist.