Gik du glip af E3-præsentationerne fra Microsoft, Sony, Nintendo eller EA, så kig med herunder, hvor Gamereactors chefredaktør fortæller om indtrykkene fra de forskellige E3-præsentationer.
Husk, at du kan læse meget mere på vores E3-temasider ligesom du vil kunne finde spritnye previews af mange af de nye titler på vores preview-sider i denne uge.
Her får du overblikket over Microsofts præsentation.
Microsoft havde en del at leve op til. De havde lovet en enorm fokus på spil på E3, og utålmodige gamere havde været skuffede over den store fokus på tv og multimediefunktioner på den første præsentation af Xbox One, så nu skulle pointene reddes hjem.
Det skulle handle om spil.
Vi vidste, at vi ville få Call of Duty: Ghosts og ganske sikkert Forza 5 at se, men der var lovet masser af nye eksklusive titler, og vel at mærke nogle helt nye af slagsen, og ikke bare dem med et nyt tal bagefter. Microsoft levede op til det løfte. Men først skulle showet skydes i gang.
Kojima production kom med Konami på banen som de første. En støvet ørken, to mænd på hesteryg og Afghanistan. Solid Snake var tilbage og så forrygende ud. "MGS Goes Open World" stod der på skærmen. Der blev vist real-time vejreffekter og adskillelige køretøjer. Og naturligvis stealth. Med langt mere frihed end tidligere. Gamle venner (og fjender) blev introduceret. Forrygende flot. The Phantom Pain ligenede ægte next gen. Og så var showet ligesom i gang,


Igen blev der slået fast. It's all about the games.
Men først lidt Xbox 360 inden turen igen skulle gå til de 13 eksklusive titler til Xbox One.
Xbox 360 bliver opdateret med nyt design.


Og bedre gold-medlemsskab. To gratis spil hver måned til konsollen. Med andre ord, Xbox får en PlayStation Plus-lignende tjeneste. Lækkert.
Assassin's Creed II og Halo 3 er de to første gratis spil. Om tjenesten lader folk beholde spillene efter download, selvom man ikke er medlem (modsat Playstation Plus), melder historien intet om.
MMO-spillet World of Tanks kommer til Xbox 360. Bulder, brag og tanks for over skærmen. 15 mod 15 spillere i team warfare. Ganske gratis til sommer. Sådan.

Danske Press Play kom på scenen med Max: The Curse of Brotherhood. Den herlige puzzle-platformer får en flot udgave på Xbox 360. Indie-udviklerne er ikke glemt. Herligt.

Den sidste titel, vi skulle se på Xbox 360 inden turen gik til next-gen, var Dark Souls II. Drabelige kampe og død... og død. Sådan som det skal være.

Så var det next-gen og dermed Xbox One.

Ny IP. Et mørkt verdensrum. Fragmenter af gladiatorer og templer svævende som asteroider i det kolde rum. Rom. Ryse: Son of Rome. Farver. En fyldt slagmark. Masser af soldater og igen rigtigt lækre animationer og omgivelser, der var fyldt til bristepunktet med detaljer. Det så ganske enkelt yderst nydeligt ud og lignede mest af alt en intro til nutidens konsoleventyr. Rart endelig at se next gen-grafik med faktisk gameplay. Og apropos grafik. Cevat Yerli kom på scenen, manden bag Crysis, havde naturligvis lidt lovord omkring Cry-engine, og kunne fortælle at Ryse ville være eksklusivt til Xbox One.



Killer Instinct! Rares klassiske kampspil. Vi havde efterhånden glemt alt om denne. Den er nu virkelighed til Xbox One.


De kendte Sony-drenge Insomniac Games kom på scenen. De arbejder nu på en eksklusiv Xbox One-titel.
Sunset Overdrive. Stylized open world shooter med daglige ændringer. Gennem Cloud. Vi blev kastet ind i en farverig verden fyldt med parkour og monstre. Selvom tanken først faldt på Mirror's Edge, blev den hurtigt afløst af en følelse af typiske Insomniac arcade-kampe.

Forza 5. Som forventet. Ikke desto mindre så det forrygende flot ud. En ægte McClaren P1 kom på scenen, mens den virtuelle af slagsen kørte på baggrundskærmen. Der blev fortalt hvordan Cloud-systemet vil gøre en ende på kunstig intelligens. Hvordan den lærer af virkelige folk. Men grafikken. Huhej den var flot. Videre...

Det utroligt populære Minecraft kommer nu til Xbox One med mere multiplayer, større kort og masser af andet lir. Flot så det ud. Altså selvom det stadig var rasende firkantet, var det yderst pæne firkanter.

Det gik stærkt. Få sekunder senere var vi på med Quantum Break. Titlen, der blev teaset under reveal-begivenheden, skulle nu forklares. Spillet kommer til at spille som en tv-serie. Faktisk vil din oplevelse definere tv-serien... for dig. Gameplay-tid. Et møde med titlens hovedperson. En person, der har overlevet, efter at tiden er gået nærmest i stå. Han tog et bundt nøgler fra en kvinde frosset i et inferno af flyvende ild-, metal- og glasstumper. Tiden begyndte at bevæge sig igen. Bam en eksplosion.

D4. En anden yderst spændende titel. Episodisk mordmysterie i form af et eventyr, der ved første øjekast leverede en blanding af The Walking Dead og action med en forrygende lækker og igen ganske farverig stil. Hurra for døden over gråtoner.


Project Spark. Her fik vi for alvor Kinect og kreativitet at se. Der blev skabt en verden ved at at give kommandoer. Klokkeslet, natur, klima og meget mere skabte grundmodellen. Derefter så vi hvordan Smart Glass kunne bruges til at fifle med detaljerne. Vi så hvordan vi kunne mere end bare skabe en verden. Vi kunne lave kunstig intelligens og tilføje gameplay-elementer. Det så bestemt anderledes ud. Masser af potentiale her. Virkelig en titel, der imponerede. Især hvis man har fået nok af klassiske genrer. Apropos klassiske genrer. Asteroid, Angry Birds, noget der lignede Limbo og en lang række andre spil dukkede op i klonform på en hurtig kavalkade-trailer. Spændende.


Så fik vi et indblik i Smart Glass og hvordan platformen tillader en udvidet Xbox One-oplevelse. Leaderboards, achievements og spillerkommentarer. En stilistisk og voksen udgave af Wii Verse lidt groft sagt. Så fik vi en kamp fra Killer Instinct. Gameplay-klippet blev optaget mens det blev spillet, redigeret og bagefter uploadet til skyen, hvor det derefter kunne deles med vennerne. Inklusiv partnerskab med Twitch.tv. Nu er Twitch bygget ind i Xbox One.

Fra skaberen af den klassiske Panzer Dragoon drønede en ny titel over skærmen. Farverige drager, flotte omgivelser. Crimson Dragon.

Zombie-fans var ikke glemt. Ordene open world røg over skærmen. Dead Rising 3. Panik. En gruppe zombier var kun toppen af isbjerget. Hundrede af zombier væltede frem, mens der blev fortalt at den enorme verden ville være helt uden loading og med lige så enorme muligheder, selvfølgelig også med udvalget af våben, der tæller hundredevis af typer med endnu flere kombinationsmuligheder. Og naturligvis support for Smart Glass. Dead Rising til next gen så yderst lovende ud. Eksklusivt til Xbox One.



CD Project kom på scenen og vi fik selvfølgelig gameplay at se fra rollespillet The Witcher 3: Wild Hunt. Der blev lovet en stor åben verden og naturligvis masser af lækkerier takket være next gen. Kinect vil kunne bruges til at skifte våben og lave genveje i menuerne, hvis man vil bruge det. Som forventet så det forrygende ud og lignede mest af alt en mere realistisk Skyrim.


Battlefield 4 skulle også vises (vores preview må vi bringe tirsdag - glæd jer). Battlefield 4. Med 60 frames i sekundet. Startproblemer. Pinlig tavshed. Salen var ved at gå til af spænding. Et "I'm fine" fra presenteren affødte et par medfølende grin i salen. Så kom det. Masser af farver og neonlys i de mørke korridorer. Kamp til søs. Havskum. Eksplosioner. Yderst detaljerede fjender. Og som lovet: supersprød billedhastighed. Second Assault-pakken bliver tidseksklusiv på Xbox One.


Snakken faldt på rogue-like gameplay (genren hvor man kæmper for at nå så langt som muligt med ét liv). Below er navnet, og vi fik korte gameplay-sekvenser der viste nok en af de flotteste rogue-like-spil endnu set. Selvom det var småt og derfor svært at gengive her i billedform.

Tilbage til trippel-A. Black Tusk Studios er på vej med en ny titel. Intet navn kun lidt lir, agenter, skyskrabere og flotte fyrværkerieffekter.

Noget, der mest af alt ledte tankerne hen mod Journey, for over skærmen. En kutteklædt soldat. Ørkensand. Stilhed. Endeløse vidder. Og et gigantisk mekanisk monster! Kutten faldt ned. Master Chief. Halo 5 er ikke overraskende på vej, og det så lækkert ud. Ikke som tv-serie eller smart-app men som ren FPS til Xbox One. Med 60 frames i sekundet. For første gang.


Lanceringsdato for Xbox One og en pris
November 2013
499 Euro bliver prisen på Xbox One. Altså omkring 3700 kroner.
Inden afslutningen skulle vi bydes på en sidste eksklusiv titel. Masser af mechs, skyderier og en yderst spændende fremtidsverden dannede baggrunden for Titanfall, et nyt actionspil i tredjeperson. Som også med en multiplayer-del pludselig bød på velkendt FPS-styring. Vi så helten kravle op på ryggen af en enorm mech og "slukke den". Og med det sluttede præsentationen.




Microsoft leverede med andre ord som lovet: masser af spil.
Nogle solide eksklusive titler, gratis spil til guldmedlemmer, klassikere genfødt, kreativitet og en masse spil, der for alvor føltes som next gen. Og bedst af alt for mange: en pris på konsollen der virker overkommelig.

Husk, at du kan læse meget mere på vores E3-temasider ligesom du vil kunne finde spritnye previews af mange af de nye titler på vores preview-sider i denne og de kommende uger.