LIVE

Du ser

Preview 10s
Next 10s
Live broadcast
Annoncer
logo hd live | eFootball PES 2020
Cookie

Gamereactor-siden bruger cookies for at give dig den bedste oplevelse. Hvis du vælger at fortsætte antager vi at du godkender, og er tilfreds med vores cookies-politik.

Dansk
Forsiden
artikler
Grand Theft Auto V

Tre meninger om Grand Theft Auto V

Hele redaktionen har været dybt begravet i Grand Theft Auto V, siden det udkom. Her får du vores helt personlige indtryk af spillet.

Du ser

Preview 10s
Next 10s
Annoncer

Grand Theft Auto V er måske det bedste spil på denne konsolgeneration. Det er dog ikke uden fejl, selvom det er en fantastisk bedrift fra Rockstars side.

Du har ganske sikkert læst Rasmus' anmeldelse, men det betyder ikke, at vi alle deler samme opfattelse af turen i Los Santos.

Herunder kan du læse om redaktionens mere personlige oplevelser i Grand Theft Auto V. De mest kiksede, nogle af de sjoveste minispil, nærkampsoplevelser, bilfysikken og det tekniske. Find ud af hvad Gamereactors boss og hans hårde håndlangere mener om spillet herunder.

Grand Theft Auto VGrand Theft Auto VGrand Theft Auto V

Hvad var dit indtryk efter de første 30 minutter?
Lee: Min første tanke var, shit det er ikke bullshots, vi har set. Efterhånden som jeg kom længere frem, var det dog tydeligt, at der var en smule bull over trailerne. Det ændrede dog ikke ved, at jeg blev grebet af introen, og at jeg synes det er en af de mest velleverede tutorials, jeg længe har oplevet i et spil. Jeg var kort sagt parat til mere.

Thomas: Jeg kunne næsten ikke få armene ned over hvordan GTA-serien var vendt tilbage til det den gjorde bedst. Det forrige spil havde været tonstungt lige fra starten af, men her var strande, farver, fede biler, iltre personligheder og måske endda en lille smag af Vice City.

Rasmus: Jeg var grebet fra første øjeblik. Prologen skød tingene af med et brag, og jeg kunne virkelig godt lide måden hvorpå spillet fik etableret Michael, og så straks hoppede videre til Franklin. Jeg var også positivt overrasket over sammenspillet mellem Franklin og Lamar, for en af de ting, der dæmpede min interesse i GTA: San Andreas, var nemlig dialogen. Den var for ghetto-ficeret til min smag, men i V sidder den lige i skabet.

Hvad var dit indtryk efter et par timer?
Lee: Her var jeg ved mit største problem: jeg synes ganske enkelt ikke at GTA-serien er særlig sjov. Jeg har alle spillene, og jeg glæder mig afsindigt til et nyt kapitel, hver gang Rockstar er på vej med et, men jeg bliver aldrig synderligt fanget. Desværre. Der er dog ingen tvivl om, at det er et af denne konsolgenerations mest imponerende spil.

Thomas: Jeg var overrasket over at jeg stadig var fanget af spillet, fordi GTA-serien typisk er begyndt at kede mig efter nogle timer. Jeg har aldrig fundet det underholdende at bruge time efter time på at skabe kaos og blive jagtet af politet, og i stedet var det derfor en virkelig positiv overraskelse at historien var så god at jeg var fanget, samtidigt med at missionerne var varierede.

Rasmus: Jeg havde virkelig svært ved at lægge det fra mig igen. Optakten til det første heist var forrygende, og når jeg først kom uden for byen, nærmest måbede jeg over omgivelser og omfang. Jeg vidste godt GTA V ville blive stort, men jeg havde slet ikke regnet med den fornemmelse for skala eller så sømløs overgang fra by til land.

Grand Theft Auto V

Hvad synes du om personerne og historien?
Lee: Jeg hader hovedpersonerne. Hader er måske et for stærkt ord, men jeg knytter mig ikke til dem, og finder dem mest af alt utiltalende og ucharmerende. Det er måske mit største problem med Rockstars spil generelt. Og samtidig hvorfor jeg synes så godt om GTA: Chinatown Wars. Jeg synes klart at Huang Lee er Rockstars hidtil mest sympatiske GTA-hovedperson indtil videre (på trods af at han egentlig er alt andet). Men historien fanger. Jeg fortrækker dog Rockstars John Marston.

Thomas: Spørger du mig, har der altid været tilbøjelighed til at personerne i GTA-serien har smagt for meget af alle de karakterer. der har inspireret dem. Det har ofte gjort dem til uheldige klicheer - det var særlig tydeligt i San Andreas. Jeg kan sagtens se hvor inspirationen er hentet denne gang, men det er som om Rockstar er blevet mere sikre på sig selv, og derfor i langt højere grad har turdet stå ved et karaktergalleri, der i højere grad er deres eget. Jeg har med andre ord langt nemmere ved at følge dem, da jeg ikke hele tiden sidder og tænker på dem som halvhjertede kopier af karakterer, jeg har set langt bedre i andre medier.

Rasmus: Jeg er fan. Jeg synes Franklin er den mest sympatiske, dels fordi han er så sulten, dels fordi han er så bevidst om hvor han kommer fra og hvem han er ("I boost cars and shoot people, maturity ain't exactly my thing", siger han på et tidspunkt). Trevor er katalysator for så megen galskab og står for nogle af seriens mest vanvittige øjeblikke, at han er svær ikke at holde af - selvom han også er et psykopatisk røvhul. Michael er Michael. Selvom han kan være hensynsløs, synes jeg hans omstændigheder gør ham let at empatisere med.

Grand Theft Auto V

Hvad ville du ønske at GTA V gjorde anderledes?
Lee: Jeg ville mest af alt ønske, at det havde en "major collectible", altså som Riddlers tegn i Batman eller Orbs i Crackdown. Det er den slags, der får mig til at blive fanget af et sandkassespil. Jeg vil gerne have et overordnet mål, som ikke er historien eller minimissioner. Samtidig savner jeg flere mindre og overraskende sideopgaver, noget jeg syntes Skyrim gjorde langt bedre.

Thomas: Det lyder måske paradoksalt at spørge på mere struktur fra en serie, der har defineret sandkasse-genren, men jeg savner til tider at der var blevet skåret ned på friheden, til fordel for at lave en mere stram række af historie-missioner, der hang en smule bedre sammen. Og så havde jeg naturligvis gerne set fejlene elimineret.

Rasmus: Selvom jeg godt kan lide at man kan købe ejendomme, så synes jeg klart der er plads til forbedring der. Jeg kunne godt tænke mig et bedre overblik over hvor mange og hvilken slags missioner, en given ejendom vil give, og jeg synes også udbetalingerne fra dem kunne være større. $9000 om ugen og en midlertidigt tilgængelig mission på tilfældige tidspunkter er ikke meget, når man har givet $200.000 for en ejendom. Styringen når man dykker er også lidt klodset.

Hvad har dit mest fjollede øjeblik været indtil videre?
Lee: En tur i biografen. Der blev vist en film i sort/hvid, der lugtede så meget af kunstskoleprojekt og fransk new wave, at jeg ikke kunne gøre andet end at fnise uhæmmet, mens eksistensielle spørgsmål blev stillet, skæve kameravinkler blev fremført og seksuelle undertoner blev blandet med en døende hest, en stige mod himlen og så meget artsy fartsy at bægeret flød over. Mesterværk.

Thomas: Som nogen måske så på vores live-stream, lykkedes det mig at lande en bil direkte på barrieren i midterrabatten på en motorvej. Jeg stjal hurtigt en anden bil for at skubbe den første fri, og trafikkaosset bevirkede at en firehjulstrækker ganske spontant kom flyvende gennem luften mens jeg prøvede at få min bil fri. Den slags mindede mig om at her vitterligt var tale om en slags levende verden, hvor det meste kunne ske spontant.

Rasmus: Jeg har brugt et utal af forsøg på at trænge ind på militærbasen Fort Zancudo og stjæle et jagerfly. Jeg har prøvet at løbe og køre ind, at suse ind i helikopter (den blev skudt ned efter to sekunder) og skydive. Jeg kom tættest på med sidste metode, men det lykkedes stadig ikke. Så jeg købte en tank. Den blev leveret til min hangar i Sandy Shores. På mit første forsøg, trak jeg så meget politi efter mig, at tanken gik i stykker, inden jeg nåede frem. Anden gang fik jeg nakket mig selv ved skyde en jeep, der var lidt for tæt på. Tredje gang fik de skudt mig, netop som jeg åbnede cockpittet. Men fjerde gang var lykkens gang! Nu står der en jetjager i min hangar.

Grand Theft Auto V

Hvilket minispil har du moret dig mest med?
Lee: Stripklubbens. Jeg synes ganske enkelt at det er fremragende og gennemført. Du køber dig en lapdance af en stripper i klubben går i en privat kabine, og så er dit job at flirte så meget som muligt med stripperen, og naturligvis prøve at gramse på hende, når dørmanden kigger væk. At sidde og læne sig til højre i sofaen for at prøve at se forbi et par enorme bryster, mens man befamler en dansende numse er ganske enkelt for fjollet. Men hvad gør man ikke for at få en billige lapdance eller score?

Thomas: Jeg tør ikke tænke på hvor mange timer jeg har brugt på at duellere med og mod vennekredsen i Virtua Tennis og Top Spin, og derfor har jeg da også allerede besøgt adskillige tennisbaner i GTA V. Selvfølgelig mangler mange af de finere detaljer, samtidigt med at animationen er lidt stiv, men alligevel er her lige præcis nok indhold til at det fungerer, og det gør det til et ret fantastisk pauserum i et spil der også byder på så mange andre muligheder.

Rasmus: Uha. Det er de færreste af dem, jeg har prøvet mere end én gang. Men faldskærmsudspringene er nu ret sjove. Jeg har også samlet samtlige ubådsstykker, der ligger på havbunden.

Hvad er det mest kiksede ved GTA V?
Lee: For mig er det følelsen af manglende interaktion med byens indbyggere. De er statister uden mulighed for at kommunikere meget andet end: "Skal du provokere? Jeg smadrer dig!" Det er fint, at vi kan lave en masse, men det føles sjældent synderligt dybt, sammenlignet med eksempelvis Skyrim. Måske det ændrer sig, jo længere jeg kommer ind i spillet.

Thomas: Jeg har fuld forståelse for at det kræver et enormt overblik at lave en så stor, åben og pakket verden som den der bydes på her, men ligesom det er med de fleste andre spileventyr med så mange muligheder (*host* Skyrim *host*) havde jeg gerne set at man havde arbejdet hårdere på at eliminere de mange fejl som bryder illusionen. At hardwaren ikke altid kan følge med er en ting, men at biler spawner oven i hinanden, eller at AI'en på det nærmeste bryder sammen fordi man gør noget uventet, er virkelig ærgerligt.

Rasmus: At udbetalingerne fra ens ejendomme er så lav. Der er ikke nogen af dem, jeg har købt indtil videre, der nogensinde kommer til at tjene sig hjem igen - ikke med mindre jeg virkelig grinder missioner eller spiller 25 in-game uger...

Grand Theft Auto VGrand Theft Auto VGrand Theft Auto V

Hvad synes du om nærkampssystemet?
Lee: Det er noget mere tilgængeligt og velfungerende end i tidligere GTA-spil, det er dog stadig ganske simpelt og ikke synderligt tilfredsstillende.

Thomas: Det er langt bedre end tidligere, men bærer stadig præg af at være en lille del af et spil der gør så meget andet samtidigt. Yakuza-serien og i særdeleshed Sleeping Dogs var milevidt bedre på denne kant, og Rockstar måtte for min skyld gerne havde kigget sidstnævnte over skulderen.

Rasmus: Jeg har brugt det de to eller tre gange, hvor det optræder som del af en mission. Ellers foretrækker jeg at skyde folk. Det siger vist det hele...

Hvad med kørefysikken?
Lee: Den er lysår bedre end tidligere spil (ligesom det meste andet i GTA V). Jeg er dog bestemt ikke enig med Rasmus' antagelse af at det føles som Need For Speed, dertil at det stadig for meget som at køre på is. Jeg kan dog godt lide, at de har sagt "fuck realisme, du kan styre bilen i luften". Mit første dødsfald var da også grundet en flyvetur i en strandbuggy fra toppen af et bjerg. Herligt.

Thomas: Her er virkelig sket noget. Jeg kan huske hvordan jeg førhen undrede mig over om det bare var mig der ikke længere forstod hvordan verden hang sammen, når jeg prøvede at spille GTA og "kørte" rundt i noget der mest af alt mindede om et stykke vådt pap på en gang skoldende varm asfalt. Sådan er det ikke længere, og det hele nyder nu godt af en logisk kørefysik, der i langt højere grad gør det muligt at forvente hvordan bilerne vil reagere. Det smager en smule af arkaderæs og det klæder spillet godt.

Rasmus: Det er klart den bedste, GTA-serien endnu har haft. Bilerne føles langt mindre hoppende og svævende end dem i fire. Jeg skrev det vist også i anmeldelsen, men giv mig en af de Ferrari-lignende biler og en snoet bjergvej, så er jeg i himlen. Jeg kunne spille et spil bygget alene på den del af GTA i timevis.

Grand Theft Auto V

Hvad synes du om det tekniske?
Lee: Der er ingen tvivl om, at det er en fantastisk bedrift fra Rockstars side. Det føles på mange måder som next gen. Men der er tilfælde af pop-ups og en ustabil framerate, men det er langt langt bedre og mere stabilt end eksempelvis Grand Theft Auto IV.

Thomas: Det er virkelig imponerende hvordan Rockstar ikke blot har lavet et GTA-kapitel der er milevidt flottere end det forrige, men også i det store hele formår at være en af de flotteste oplevelser på den nuværende konsolgeneration. Jeg glæder mig naturligvis stadig til at spillet forhåbentlig udkommer på PC, men det ville være urimeligt at forvente meget mere af de aldrende konsoller.

Rasmus: Teknisk er GTA V det mest imponerende spil, jeg har spillet på konsol. Både omfang og detaljegrad er dybt imponerende, og jeg har set færre glitches i mine tæt ved 40 timer end jeg så i de første to timer med Red Dead Redemption. Det sætter de fleste andre konsolspil til skamme.

Kommer du til at gennemføre GTA V?
Lee: Nej. Red Dead Redemption greb mig, fordi jeg følte noget for Marston, det samme var tilfældet med GTA: Chinatown Wars. Men dette ender ganske sikkert for mig som de fleste andre GTA-spil: jeg tonser rundt nogle timer - måske nogle dage - og så dropper jeg spillet.

Thomas: Jeg ville gerne sige ja, men hvis jeg skal være ærlig bliver svaret nej. Som tidligere skrevet savner jeg fra tid til anden lidt mere struktur, da jeg ikke nødvendigvis er den største fan af sandkasse-genren. Men hvis jeg gjorde det til en livsmission at gennemføre mindst et GTA-spil, ville valget højst sandsynligt falde på GTA V.

Rasmus: Jeg gennemførte det inden jeg skrev anmeldelsen, såeh... Jeg har ikke besluttet mig for om jeg vil forsøge at 100%'e det endnu.

Grand Theft Auto VGrand Theft Auto V

Hvad er din personlige karakter?
Lee: Fordi det er så teknisk veludført og langt bedre end tidligere udspil i serien og en på alle måder fantastisk bedrift, ville jeg nok kvittere med et 10-tal, også fordi det er ren fanservice - selvom der er elementer, der sagtens kunne trække det ned, blandt andet de (for mig) ligegyldige hovedpersoner. Personligt ligger det dog under Skyrim for mig som helhedsoplevelse og er derfor måske tættere på otte. Men det er jo bare et tal.

Thomas: Jeg er ikke sikker på at jeg kunne have fundet topkarakteren frem, hvilket til dels skyldes de fejl, jeg allerede har nævnt at jeg synes spillet har. Men i langt højere grad hænger sammen med, at genren ganske enkelt ikke er en af mine favoritter. I forhold til genren og hvad der er muligt lige nu, er jeg ikke i tvivl om at Rockstar har lavet noget nær det ypperste, og alligevel kan jeg ikke sige at her er tale om en af de oplevelser, jeg bare ikke kan vente med at spille videre på. Derfor var det nok blevet til et 9.

Rasmus: 10. Ingen tvivl om det.

Grand Theft Auto VGrand Theft Auto VGrand Theft Auto V

Du ser

Preview 10s
Next 10s
Annoncer