Trods halvdårligt overskyet vejr, et propfyldt S-tog, med så mange mennesker at man nær frygtede at blive trampet ihjel, samt en taske så tung, at det føltes, som bar man på en nordafrikansk elefant (godt nok en anelse mere kantet), nåede jeg frem til Gamereactors hovedkvarter, med alle lemmer i god behold. At gå har aldrig været iblandt de ting jeg har brudt mig om - tværtimod, jeg foretrækker at sidde, som et bleggrønt algebefængt monster, foran en blåtlysende skærm i komplet mørke. Tidsfordriv, vil nogen om muligt kalde det - gentagne klik-lyde, når fingrene kolliderer med tastaturet, et udtryksløst poker-face og et voldsomt spil kørende i baggrunden, er jo eftersigende "skadeligt for det mentale helbred", som medierne så ofte nævner. Men er det virkelig det?
Har videospil efterhånden ikke "integreret" sig så godt ind i mediernes verden, at det er på lige fod med eksempelvis film? Ser man på Grand Theft Auto V, er det jo tydeligvis blevet taget godt imod - det bør man da i hvert fald næsten kunne konkludere, når nu der blev solgt spil for hele 4,4 milliarder kroner i løbet af det første døgn, og bedømmelser som "10 ud af 10" har huseret verden over. At fremstille videospil som "noget, som bringer den indre psykopat frem i os" er måske lige at gå over stregen, når nu så stor en del af verdens befolkning, rent faktisk hører til de såkaldte gamers.
Man kan selvfølgelig ikke andet end at give dem ret i at mange spil indeholder voldelige elementer - måske ligefrem nogle ting, som kan virke decideret frastødende for nogen. I eksempelvis Dead Space-serien, er der nogle meget voldsomme scener - men det er der da også i mange film? Ser man på de mange film tilhørende splattergenren, er der trods alt ofte så makabre elementer i dem, at selv de mest hårdkogte personligheder må vende blikket væk. Så kan man vel passende spørge, om ikke også disse medietyper har dårlig indflydelse på psyken - og hvorfor vi ikke oftere ser udsendelser om splatterfilm, i nyhederne. En af grundene til dette kan naturligvis være, at film har været et anerkendt medie i længere tid end spil - derfor er det mere alment accepteret, og befolkningen har så at sige "vænnet" sig til det. Men også medierne udbreder mange former for realistiske, men indirekte voldsomheder i nyhederne. Nu til dags er der trods alt ofte nyhedsindslag om krig og ødelæggelse, hvor der sommetider sendes nogle relativt makabre billeder af sårede folk og ofre. Dermed ville det altså til en vis grad være både selvmodsigende og dobbeltmoralsk at sætte et fordømmende fokus mod splatterfilm, som i grunden har nogle af de samme koncepter, bare i en langt mere overdreven og urealistisk grad. Også selvom det er underholdning. Spørgsmålet er om ikke nyhedsmedierne ligeledes underholder fremfor at informere.
Efter min mening, tror jeg ikke at voldelige elementer i både film, spil, musik og lignende, som sådan påvirker os negativt. Jeg tror dog at folk, der i forvejen har mentale problemer og en voldsom adfærd, kan blive inspireret af nogle af de handlinger, der forekommer i de "voldsomme medier". Dette ændrer dog ikke på at medierne ofte udstiller videospil, som værende negativt. Eksempelvis nævnes der i en BT-artikel om morderen Adam Lanza, som skød og dræbte 20 børn og 6 voksne, at han havde en større spilsamling i kælderen, hvor han trænede sine "skydefærdigheder". Hermed dannes der et portræt af, at videospil er en af årsagerne til at mordene fandt sted, uden at der er noget aktuelt bevis for det. Videospil blev derudover også nævnt en del i Breivik-sagen, hvor det (ikke overraskende) også blev udstillet, som noget skadeligt.
Jeg er ikke selv blevet påvirket negativt af spil - tværtimod, det er blevet en fritidsinteresse- og passion, som jeg bruger til at lade tankerne få frit løb og for et kort øjeblik glemme alt om skolen. Ikke fordi at jeg ikke bryder mig om at gå i skole, men blot for også at tænke på andre ting en gang imellem - at lade mig fordybe i et virtuelt univers, hvor mine handlinger ikke har virkelige konsekvenser og hvor jeg derfor kan forsøge mig med de mest vanvittige og mærkværdige ting og sager, som eksempelvis at udføre betydningsfulde lejemorder-kontrakter i The Elder Scrolls V: Skyrim, eller måske rende rundt sammen med en lille talende "robot", med den mærkeligste form for humor og et had mod trapper, i Borderlands-serien.
Dernæst fortjener de "ikke-voldelige"-spil såmænd også at blive nævnt - spil, som måske endda øger indlæring eller kreativitet. Her kan blandt andet Minecraft nævnes - et virtuelt univers, hvor man så at sige kan foretage sig hvad som helst. Man kan både kreere sine egne bygninger og konstruktioner, eller forsøge at overleve i en verden med zombier, skeletter og mere til.
Også børnespil er der mange gode eksempler på - jeg husker selv da jeg i 4-års alderen spillede Pixeline, Rasmus Klump og Pippi Langstrømpe. Størstedelen af disse spil gik ud på at hjælpe nogle af de andre karakterer fra serierne på den ene eller anden måde - hvilket i øvrigt gælder for mange af de voldelige voksenspil. Dermed kan man vel til dels sige, at en "god" moral kommer til udtryk i mange spil, hvilket om muligt vil smitte positivt af på spilleren. Jeg føler dog alligevel trang til at nævne et vældig irriterende Pixeline-spil, som gik ud på at man skulle bygge golfbaner til en krokodille - hvorfor, ved jeg skam ikke. Den bedste af golfbanerne var i en rød farve, og da jeg efter mange timers knoklen omsider fik lavet den, viste det sig at krokodillen var farveblind og derfor ikke kunne se banen. Øv. Men det hører man jo ikke Ekstra Bladet rapportere om.
Der er naturligvis også de endnu mere indlærings-relaterede spil. Man kan eksempelvis få adskillige sudoku- og matematikspil, dog tvivler jeg igen på at det er disse, der er fokus på, når medierne begynder på deres sædvanlige hadefulde propaganda.
Mit spørgsmål er derfor om kritikken så at sige kun går én vej - om medierne vender det blinde øje til nogle af de ting de selv gør, som faktisk er ganske lig dét de kritiserer. Og om vi kan vende denne tendens.