Next Car Game
PC - maj
Kickstarter-indsamlingen fejlede, men det lod finske Bugbear sig ikke slå ud af. Derfor kørte de videre med en ny crowdfunding-kampagne på egen hånd, hvilket har givet pote, og derfor er den åndelige FlatOut-efterfølger på vej mod udgivelse sidst på foråret. Kør ramponerede biler gennem, ind i og ud over endnu mere ramponerede baner og ramper. Lav flyvehop og andre halsbrækkende stunts. Bugbear har skruet en imponerende fysikmotor sammen til spillet, så hvert et sammenstød, fald, fladmasning og mere til ser så spektakulær og imponerende ud som muligt.
EA Sports UFC
PS4, Xbox One - 2. Kvartal
Vi trækker lidt på smilebåndet, hver gang nogen nævner EA's kommende UFC-spil. Dels fordi UFC-bossen Dana White svinede EA i aldeles klare vendinger, dengang UFC-licensen lå hos THQ, og dels fordi EA's sidste forsøg med mixed martial arts-genren var ret håbløst. Forhåbentlig giver de omstændigheder blot udviklerne endnu mere blod på tanden og mod på at vise hvad de duer til, men indtil videre er vi en smule skeptiske.
Diablo III: Reaper of Souls
PC, Mac, PS4 - 25 marts
En ny og temmelig awesome spillerklasse, et nyt femte akt med lede monstre og komplet tilfældigt genererede omgivelser, et spiltypealternativ til den almindelige historie med fokus på fri sjov, et nyt og kraftigt forbedret system til loot drops, og meget, meget mere. Reaper of Souls har taget fat ved roden af de problemer, grundspillet havde, og fikser dem med radikale nye ideer - mens spillet stadig er umiskendeligt Diablo. Blizzard har gjort det godt, og betaen af udvidelsen har allerede underholdt os i mange, mange timer.
Project CARS
PC, Steam OS, PS4, Xbox One, Wii U - efterår
Project CARS er værd at holde øje med af flere årsager. For det første er det sim-eksperterne fra Slightly Mad, der står bag, hvilket burde være garant for en fokuseret racer med vægt på realisme. For det andet er spillet et af de første, der er annonceret til at komme på Valves Steam OS. Men vigtigst af alt er det udviklet i tæt samarbejde med fans og community, der har været med til at bestemme hvilke biler og baner, der skal med i spillet, og hvordan de skal prioriteres. Racing-nørder, denne her er til jer.
Murdered: Soul Suspect
PC, PS3, Xbox 360
At opklare mordforbrydelser er svært nok i sig selv, men det bliver bestemt ikke lettere når offeret er en selv, og dødsårsagen er seks skud til brystkassen på klos hold. Men det er premissen i Murdered: Soul Suspect, hvor du som spøgelse uden fast legeme skal finde ud af hvem der myrdede dig og hvorfor. Det er et spil, der højst sandsynligt er gået helt forbi din radar, men blandingen af poltergeist, detektivarbejde og klassisk Film Noir-stemning ser aldeles lovende ud. Vi glæder os ekstremt meget til denne titel og håber på det bedste.