Dansk
artikler

Mine bedste platformspil-oplevelser

Thomas ser tilbage på nogle af sine favoritter fra platformgenrens lange historie.

Abonner på vores nyhedsbrev her!

* Påkrævet felt

Du ser

Preview 10s
Next 10s
Annoncer

20. The Great Giana Sisters
Multiformat / 1987

Lad os få det af vejen med det samme: The Great Giana Sisters var et plagiat af Super Mario Bros. der kort tid efter udgivelsen blev tvunget af markedet igen.

Men for mange af os, der ikke havde nogen NES, var spillet ikke desto mindre det første møde med et platformspil der var fuld af hemmeligheder, sjove bonusobjekter og den slags spilbarhed, som hele tiden lokkede en til lige at prøve en gang mere. Det var ikke lige så godt som Mario-originalen, men dog stadig en virkelig godt platform-eventyr.

Mine bedste platformspil-oplevelser

19. Plok
SNES / 1993

Lad det være sagt med det samme: Plok var frustrerende og nærmest urimelig svært. Samtidigt var det dog også så dejlig originalt, anderledes og spilbart at det var svært at stoppe, når man først var kommet i gang.

Fjenderne blev besejret ved at kaste med Ploks lemmer, der næsten altid vendte tilbage igen, og systemet blev udnyttet til at lave nogle kreative udfordringer. Fremgangen var langsom men tilfredsstillende, og så var soundtracket et af de bedste på Super Nintendoen. En Pickford Bros-original.

Mine bedste platformspil-oplevelser

18. Rayman Origins
Multiformat / 2011

Det havde været nemt at inkludere Rayman Origins på denne liste alene på grund af spillets afsindigt smukke grafik, men faktisk formåede udvikleren at strikke et spil sammen, der var lige så sjovt at spille, som det var flot at se på.

Her var et væld af forskellige baner, der alle satsede mere på fart og bevægelighed end slavisk indsamling af dingenoter, og så kunne det spilles med tre venner. Humoren var virkelig god og kreativiteten var ligeledes imponerende.

Mine bedste platformspil-oplevelser

17. Flashback
Amiga Mega Drive SNES PC iOS / 1992

Det første Prince of Persia viste at et platformspil ikke behøvede mange andre virkemidler end godt banedesign, skarp kontrol og realistisk animation for at fungere, og det var alle elementer som franske Delphine også brugte til at skabe deres Another World.

Den spirituelle efterfølger til Another World, der fik navnet Flashback, forfinede dog alle disse elementer og proppede dem ind i en fantastik cinematisk oplevelse, der foruden sit fængende gameplay også bød på en herlig historie om ruminvasioner og identitets-skift.

Samtidigt havde udvikleren sørget for at fylde på med afvekslende gameplay af en slags som man ikke havde set før. Hvorfor angribe en fjende hvis man kunne aktivere en alarm, og få en autokanon til at plaffe ham ned?

Flashback var en milepæl inden for genren i lang tid, hvilket både skyldtes dets gameplay og den fængende historie.

Mine bedste platformspil-oplevelser

16. Jak & Daxter: The Precursor Legacy
PS2 PS3 PS Vita / 2001

Naughty Dog havde allerede bevist at de kunne lave et kompetent platformspil med Crash Bandicoot-serien, men med en ny og langt stærkere hardware satte de sig også for med Jak & Daxter at lave et langt mere ambitiøst eventyr.

Åbenheden var det første, der imponerede ved spillet, og uden egentlig at give spilleren helt frie tøjler fik man alligevel et indtryk af stor frihed. Samtidigt var der ting, der kunne samles ind uanset hvor man gik hen, og så blev det hele fulgt til dørs af en virkelig flot grafik. Jak & Daxters første eventyr var ikke voldsom kreativt, men det sørgede Naughty Dog for at opveje ved at skrue spillet ekstremt solidt sammen.

Mine bedste platformspil-oplevelser

15. The New Zealand Story
Multiformat / 1988

Af de tre spil fra Taito, der er med på denne liste, gjorde New Zealand Story ganske vist ikke lige så meget for genren som helhed , men viste alligevel at den japanske udvikler havde umanerlig godt styr på genren. Som den flitsbue-bærende Tiki skulle der skydes nuttede fjender, indsamles bonusobjekter og finde de bogstaver der tilsammen stavede EXTEND og som kvitterede med et ekstra liv.

Men banedesignet i The New Zealand Story differentierede sig fra genren ved at være langt mere vertikalt end normalt, hvilket lod sig gøre fordi man kunne stjæle flyvende fartøjer fra fjenderne. Samtidigt var der hemmelige teleporterings-portaler gemt over det hele, så ekspert-spillere kunne gennemføre hele eventyret på rekord-tid. En sand klassiker.

Mine bedste platformspil-oplevelser

14. Mark of the Ninja
Xbox 360 PC Mac / 2012

Der var intet ved Klei Entertainments tidligere udgivelser, der antydede at udvikleren var i stand til at skabe så mesterfuld en opdatering af det klassiske stealth-spil, og endda gøre det i form af et 2D-platformspil. Sjældent har et spil så mesterligt givet følelsen af at være en lydløs snigmorder, der med snilde og list kan overkomme enhver situation og uskadeliggøre enhver fjende.

Mine bedste platformspil-oplevelser

13. Strider
Multiformat / 1989

Historien lyder, at designeren bag Strider fik ideen til spillet, efter han ved et uheld havde låst sig selv ude på et tag, og efterfølgende var tvunget til at kravle ned af siden af en bygning for at nå en brandtrappe. Det forklarer måske hvor Hiryu, hovedpersonen i Strider, er en af de mest akrobatiske af sin slags, der med legende lethed flikflakkede over fjender, mens han snittede dem i småstykker med sin lasersværd. Strider var elegant som få andre platformspil, havde sin helt egen futuristiske stil og var samtidigt fyldt til randen med klassisk Capcom-arkadeaction og mastodontiske boss-fjender.

Mine bedste platformspil-oplevelser

12. Ruff 'n' Tumble
Amiga / 1994

I 1994 kunne det nærmest ikke svare sig at udgive spil på Amigaen mere, grundet en udbredt tendens til pirateri på formatet. Alligevel udgav engelske Renegade en af de bedste blandinger af skyde- og platformspil nogensinde set.

Ruff 'n' Tumble var tydeligt inspireret af Turrican og Contra, men var så solidt skruet sammen at det på sin vis overgik sine inspirationskilder. Gameplayet var svært men balanceret, hvilket betød at man hele tiden havde lyst til at forsætte, og konstant kunne mærke hvordan man blev bedre.

Grafikken var lavet med en pixelkvalitet der aldrig blev flottere på Amigaen, og stadig vil kunne charmere enhver pixel-fan i dag. Lydsiden var ligeledes af højkvalitet, og imponerede foruden sine melodier med et soundtrack, der reagerede på hvad der foregik i spillet - noget den aldrende hardware ikke kan have været helt tilfreds med. En oplevelse der stadig holder i dag.

Mine bedste platformspil-oplevelser

11. Sonic the Hedgehog 3
Sega Mega Drive NDS XBLA / 1994

Hvor det første Sonic the Hedgehog havde vist, at platformspil af høj kvalitet også kunne lade sig gøre på Sega Mega Drive, og afsnit to havde slået pindesvinets navn fast for alvor, var det med seriens tredje spil at Sega præsenterede seriens mest fuldendte oplevelse.

Spillet indeholdte seriens bedste baner, der hver især bød på langt flere ruter igennem dem end tidligere. De samme baner kunne derfor spilles flere gange, for at forbedre både tider og antallet af indsamlede ringe. Sonic 3 trak samtidigt alt ud af Mega Drive-hardwaren, og på den måde blev det spillet man ønskede at vise til vennerne.

Mine bedste platformspil-oplevelser

10. Ratchet & Clank 3
PS2, PS3 / 2004

Godt nok handlede det i store dele af spillet mere om at skyde end at hoppe rundt, men Ratchet & Clank tog de fleste af elementerne fra det klassiske platformspil, og moderniserede dem på sin helt egen vis.

Diversiteten i udfordringerne var mange, og da spillet selv gav dig frihed til at bestemme hvordan du ønskede at tackle en stor del af dem, kunne du delvist selv skræddersy din egen oplevelse med spillet. På overraskende vis var det dog når spillet lagde skyderiet i baggrunden, og i stedet satsede kræfterne på klassisk puzzle-løsning og platform-hopperi, at det hele virkede bedst.

Mine bedste platformspil-oplevelser

9. Turrican II: The Final Fight
C64, Amiga / 1991

Det første Turrican viste at platformspil med konsolkvaliteter godt kunne lade sig gøre på Amigaen, og Turrican II forbedrede formlen med en langt større spilverden, gigantiske boss-fjender, et fabelagtigt soundtrack og den slags action der hidtil kun havde kunnet opleves i datidens arkadehaller. Et af Amigaens fineste øjeblikke.

Mine bedste platformspil-oplevelser

8. Super Mario 64
Nintendo 64 / 1996

Marios første møde med en 3D-verden omskrev spilmediet for altid. Allerede i deres første forsøg med en verden skabt af polygoner, havde Nintendo nøje fokuseret på hvad det var der i årevis havde gjort blikkenslagerens eventyr så uimodståelige, og udvidet dem på helt ny vis.

I stedet for blot at gøre brug af de samme opgaver som tidligere, udnyttede Super Mario 64 aktivt de nye rammer, og introducerede derfor spilleren til en verden hvor udfordringerne var nye, men temaet stadig var velkendt og på den måde ikke kom til at virke afskrækkende.

Super Mario 64 var fyldt til randen med en uimodståelig spilbarhed og eventyrlyst, der gjorde at man havde lyst til at udforske hvert et lille hjørne af den store spilverden.

Mine bedste platformspil-oplevelser

7. Yoshi's Island
SNES GBA 3DS / 1995

Super Nintendo-ejere over hele verden fik lov til at vente til lige før konsollen skulle pensioneres, inden de fik en efterfølger til Super Mario World, og selvom spillet var en decideret anderledes størrelse, var Yoshi's Island et lige så stærk som spil som forgængeren.

Med Baby-Mario på ryggen skulle fjendes sluges og laves om til ægge-kasteskyts, mens ethvert sammenstød med en fjende resulterede i en potentiel kidnapning af baby-barnet, og dertilhørende bonusstraf. Det gav alt sammen spillet sin helt egen stil, der dog var vidunderlig eventyrlig og bød på sine helt egne udfordringer.

Mine bedste platformspil-oplevelser

6. Bubble Bobble
Multiformat / 1986

Spilbranchen har en tendens til at glemme Taitos indflydelse på platformgenren, men det hele startede for alvor for den japanske spiludvikler tilbage i 1986 med det originale Bubble Bobble. Hver bane foregik på kun en skærm, og det havde designholdet udnyttet på en måde så ingen bane lignende den forrige.

Fjenderne skulle fanges i de bobler man kunne skyde med, og boblerne skulle efterfølgende sprænges inden fjenderne undslap, da de ellers ville blive ekstra svære at besejre efterfølgende.

Bubble Bobble var sjovt alene, mens sublimt hvis man spillede sammen med en ven. Det opfordrede til samarbejde ved for eksempel at lade en spiller hoppe på den anden spillers bobler, men bød samtidigt også på stærk konkurrence spillerene i mellem, fordi de mange powerups og bonuspoints kun tilfaldt den hurtigste spiller. En magisk oplevelse, der 28 år senere stadig er utrolig spilbar.

Mine bedste platformspil-oplevelser

5. Super Mario World
Super Nintendo / 1990

Cirka 20 år før de på ny definerede platformspil i 3D med Super Mario Galaxy 2, gjorde Nintendo det samme for platformspil i 2D med Super Mario World. Alt hvad firmaet havde lært fra tidligere Mario-eventyr, og i særdeleshed fra Super Mario Bros. 3, blev her forbedret og udvidet.

Det færdige spil var derfor en spil-guldgrube af baner, unikke udfordringer, nye evner, fantastiske bosskampe, hemmeligheder og fungerede samtidigt som debuten for uundværlige Yoshi. Fabelagtigt banedesign, og ekstra svære bonusbaner lige når man troede at man havde nået slutningen, holdte det hele friskt.

Mine bedste platformspil-oplevelser

4. Castlevania: Symphony of the Night
PS One Saturn PSP / 1997

Med adskillige kapitler af serien på både 8-bit og 16-bit-konsollerne, befandt Konami sig pludseligt i en situation, hvor de følte at det var nødvendigt for dem at forny og genoplive den klassiske Castlevania-serie.

Resultatet var en nærmest perfekt sammensmeltning af det klassiske platformspil, rollespilselementer og en heftig dosis inspiration fra Super Metroid, der samtidigt havde fået tilsat et af mediets bedste soundtracks og den slags 2D-grafik som fans kun havde turdet drømme om.

Symphony of the Night er utvivlsomt stadig det bedste Castlevania-spil i verden.

Mine bedste platformspil-oplevelser

3. Rainbow Islands
Multiformat / 1987

Taito var af flere omgang med til at definere platformspilgenren, men overgik sig selv med Rainbow Islands. Regnbue-mekanikken var unik og gav en helt speciel måde at bevæge sig og forsvare sig på over for de mange fjender.

Samtidigt var det hele fortryllende spilbart, fyldt til randen med hemmeligheder og næsten uendelig dybt, hvis man skulle lære de mange tricks for at tage førstepladsen på highscorelisten.

Mine bedste platformspil-oplevelser

2. Super Mario Galaxy 2
Nintendo Wii / 2010

Vi kan alle blive enige om at Super Mario 64 definerede 3D-platformgenren på suveræn vis, men Super Mario Galaxy 2 gjorde alt i sin magt for at perfektionere den, og er det tætteste noget spil nogensinde er kommet på at opnå den bedrift.

Det mageløse Super Mario Galaxys efterfølger tog den afsindige mængde kreativitet fra det første spil, fornyede hele baduljen, fyldte på med langt flere og bedre ideer, og lod det hele foregå i verdner der var sjovere end dem man fandt i forgængeren.

De nye evner som Spin Drill, Cloud Mario og Rock Mario blev hver især udnyttet til at lave helt nye opgaver, og så var Yoshis tilbagevenden til serien virkelig kærkommen.

Det var dog igen kreativiteten, der slog benene væk under enhver der prøvede eventyret, og ingen bane foregik nogensinde som den forrige.

Mine bedste platformspil-oplevelser

1. Super Metroid
Super Nintendo / 1994

Nintendo har aldrig været bedre. Da giganten tilbage i 1994 var klar med Super Metroid, kunne firmaet nærmest ikke have gjort mere for stemningsvist at adskille sig fra sine tidligere bedrifter.

Hvor Mario og Zelda havde kidnappede prinsesser som hovedplot, handlede Super Metroid om potentielt galakse-destruerende parasitter, pirater som ønskede at udvikle bio-våben og en mystisk planet fuld af hemmeligheder efterladt af en ekstremt avanceret, men afdød race.

Men Super Metroid var ikke udelukkende et spil bygget op omkring den tonstunge stemning, for under dets mange systemer havde Nintendo også gjort brug af deres perfekte forståelse af genren. Fra start til slut blev man således budt på noget af det skarpeste banedesign, platformspil nogensinde har indholdt, der konstant lokkede spilleren til at udforske omgivelserne, samt teste sig selv i håb om en potentiel bonus.

Styringen var ikke kun gennemtænkt men også sublim i dens skarphed. De mange opgraderinger, som Samus fandt på sin vej, gjorde kun udforskningen sjovere, og ved at kombinere flere af dem var det muligt at opnå evner som ikke stod beskrevet nogen steder, hvilket blot gjorde hele ideen om udforskningen endnu mere interessant.

Alle disse kvaliteter blev fulgt til dørs af hvad der utvivlsomt må betegnes, som en af de bedste slutninger på et spil nogensinde. Super Metroid står stadig funklende som et lyspunkt for genren som helhed, og vi kan kun håbe på at Nintendo snart giver Samus et nyt eventyr.

Mine bedste platformspil-oplevelser


Indlæser mere indhold


Cookie

Gamereactor-siden bruger cookies for at give dig den bedste oplevelse. Hvis du vælger at fortsætte antager vi at du godkender, og er tilfreds med vores cookies-politik.