Cookie

Gamereactor-siden bruger cookies for at give dig den bedste oplevelse. Hvis du vælger at fortsætte antager vi at du godkender, og er tilfreds med vores cookies-politik.

Dansk
Forsiden
artikler

New Nintendo 3DS

Lee gennemgår de væsentligste forandringer på de to nye håndholdte fra Nintendo. Velkommen til New Nintendo 3DS og New Nintendo 3DS XL

I morgen den 13. februar kan du passende varme op til Valentinsdag med Nintendo, hvis du elsker firmaets håndholdte konsoller. Du får nemlig to nye udgaver med forbedringer både på og under kølerhjelmen, som du nok skal blive forelsket i.

Den gamle serie af håndholdte konsoller...
... og den nye 3DS

Den første man bemærker er ganske sikkert det mere skarpe look. Derefter er det knapperne og måske skærmstørrelsen. New 3DS er vokset en smule, dog er New 3DS XL samme størrelse som sidste generation. 3DS-skærmen er nu 1,2 gange større end den tidligere udgave af 3DS, mens 3DS XL har beholdt sine dimensioner. Kort sagt: En smule bedre billede og mere af det.

Det vil dog for mange være den lille dut, der erstatter Circle Pad Pro-udstyret, som vil begejstre. Her får man en analog-knap, der dog mest af alt føles som den slags, der i gamle dage sad på midten af en bærbar og legede mus. Den er tiltrængt, og den virker ganske fint, men ikke meget mere. Du skal dog ikke forvente endnu et pad, som det velkendte analogpad, men en løsning, der fungerer. Overraskende nok også til skydespil som Code Name: S.T.E.A.M., der er ude i demoform i skrivende stund og supporter den lille dims.

Herunder kan du se et sammenligningsbillede af de forskellige modeller, leveret af en Neogaf-bruger.

De nye modeller fra Nintendo kommer med noget, der hedder NFC (Near Field Communication). Enhver der har brugt Rejsekortet kender til funktionen. Ganske enkelt kan to enheder kommunikere med hinanden og udveksle data uden at skulle være i fysisk kontakt. Det er denne funktion som Nintendo benytter i deres nye serie af Skylanders-lignende figurer kaldet Amiibo. Du kan med andre ord let og elegant få ekstra indhold til dine spil med din samling af kendte Nintendo-figurer i plastik, så snart der er flere spil, der understøtter dette naturligvis.

Der er som nævnt ikke meget, der ved første øjekast skiller de to nye modeller fra forgængerne, men kig igen. For det første har knapperne nu fået farvekoden, som vi kender helt tilbage fra de gode gamle SNES-dage. Det stopper dog ikke ved så simpel en detalje. De nye maskiner kommer også med et ekstra analog-pad. Så ikke noget med udvidelses-gadgets eller lignende, hvis du foretrækker en bedre styring. Antallet af skulderknapper er fordoblet, og sidder ved siden af (ikke overfor) hinanden med en lille højdeforskel, så de er praktiske at nå og holde adskilte.

Vi har allerede nævnt muligheden for NFC, men det er ikke det eneste, der er ændret under kølerhjelmen. Der er en smule flere CPU-kræfter, hvilket blandt andet genudgivelsen af det tidligere Wii-eksklusive spil, Xenoblade Chronicles, kræver. Den hurtigere processor skulle også sikre hurtigere download (hvilket vi her på redaktionen bemærkede med Monster Hunter 4, da vi hentede denne på begge generationer af 3DS).

Der er ingen tvivl om at en bedre processor kan levere flottere spiloplevelser, men der er også lavet andre små justeringer for at sikre en bedre spiloplevelse. Eksempelvis benytter 3DS-kameraet nu sig af headtracking til at justere 3D-effekten, så man sjældnere støder på "blinde vinkler". Det resulterer til gengæld nogle gange i et kort "glimt af et ryk", når billedet selvjusterer, men er bestemt at foretrække. Samtidig er kameraet blevet en smule mere lysfølsomt.

New 3DS og New 3DS XL er naturligvis kompatibel med 3DS, DSi og DS-spil, så længe de ikke kræver en GBA-port. Er du træt af det ensfarvede udseende, kan du nu skifte front- og bagpaneler ud med mere farvestrålende og kunstneriske udgaver. Alene i Japan var der ved lanceringen hele 38 at vælge mellem.

Det er kort sagt bedre maskiner i denne omgang, men ingen roser uden torne, som man siger.

Den vigtigste anke for førstegangskøbere vil bestemt være, at Nintendo denne gang ikke inkluderer en AC-adapter. Så vil du have strøm (og det vil du vel?), må du forberede dig på at betale ekstra. Ejere af eksisterende 3DS-modeller kan genbruge deres strømforsyning fra disse.

SD-kortet er erstattet af Micro-SD. Dette sidder nu placeret under batteridækslet, som derfor skal pilles af, før man kan skifte hukommelseskort. Sidstnævnte virker håbløst gammeldags, men enhver, der kender til Nintendo, vil vide, at high-tech og brugervenlige løsninger aldrig har været Kyoto-folkenes stærke side.

Problemet for undertegnede kom dog ved overførslen af min gamle data til den nye 3DS. Her besluttede maskinen sig for at overføre mine spildata (med den velkendte knudrede og langsommelige proces, som du kan se udført i turbofart i traileren herunder) til den nye maskine og slette det gamle kort...

Du ser

Preview 10s
Next 10s
Annonce

... for derefter at fortælle mig at min New 3DS XL var tom. Herligt. En snak med Nintendo afslørede, at de havde oplevet et lignende problem, men at det måske kunne løses ved at formattere kortet til FAT32 gennem min Mac. Altså hvis jeg havde haft en kortlæser ved hånden og efter to timers baksen med overførsel havde orket at skrue og fifle med det nye kort. Det gad jeg ikke. Så jeg startede med en tom Nintendo, til gengæld havde jeg ifølge maskinen aldrig indkøbt et spil. Før jeg valgte at genindkøbe Monster Hunter 4 Ultimate. Der fik jeg meldingen, at det allerede var købt, og om "jeg ville genhente det gratis". Det er umådeligt snørklet, og jeg ville ønske, at Nintendo snart fik styr på deres online-butik.

Det er dog de eneste kritikpunkter, som jeg kan give på de nye maskiner, og måske du er heldig og helt undgår de problemer.

De er nemlig begge veldesignede håndholdte konsoller: Man får endelig en slags højre analog-pind, de har et pænere billede, bedre 3D-effekt, NFC, en smule flere kræfter og virker kort sagt som en fornuftig opgradering. Om det er nok til dig, ved du bedst selv, men er du førstegangskøber, er jeg ikke i tvivl: Så er de nye modeller fra Nintendo langt de bedste - men husk strømforsyningen.