Bethesda havde masser at fortælle os til årets E3-messe, og det var grunden til, at de valgte at afholde deres egen pressekonference i Los Angeles. Her er alle højdepunkterne.
Der var fantastisk nyt for stealth-fans, da Dishonored 2 blev vist frem, dog kun i CG-trailer form. Vi vidste, at det var på vej, men vi var stadigvæk glade for at se mere til det. Udgiveren afslørede også en current-gen version af originalen, som vil udkomme til efteråret, og som vil inkludere samtlige indholdspakker fra den oprindelige udgivelse.
Det nye Doom-spil vil inkludere et værktøj, som vil gøre det muligt for brugerne at designe og dele deres egne baner, og selve hovedspillet ser ud til at gå tilbage til seriens rødder. Vi har et væld af trailere til de nysgerrige.
Fallout 4 udkommer til november, og det vil det også gøre i en special edition, hvor der følger en vaskeægte Pip-Boy med.
Et nyt Fallout mobilspil blev også afsløret. Nå ja, så har vi ogå et væld af nye billeder fra spillet.
En anden annoncering vi fik, og som af mange næsten blev overset, var at man nu kan skrive sig op til Battlecrys lukkede beta-test.