Gamereactor Internationalt Dansk / Svenska / Norsk / Suomi / English / Deutsch / Italiano / Español / Português / Français / Nederlands /
Gamereactor
Log ind medlem






Glemt kodeordet?
Jeg er ikke medlem, men det vil jeg gerne være

Eller log ind med en Facebook-konto
Gamereactor Danmark
artikler

Gamereactor melder officielt ud omkring mikrotransaktioner

Mikrotransaktioner og Loot Boxes fylder mere og mere i debatten, så derfor melder Gamereactor nu officielt ud, hvordan vi i fremtiden vil tage stilling til disse praksisser.

  • Tekst: Redaktionen

Mikrotransaktioner, Loot Boxes, monetarisering, forbrugerfjendtlighed, premium valutaer - alle disse begreber har været at finde i vores kære spilbranche i en længere periode, særligt igennem de kaotiske mobile platforme hvor freemium-økonomier råder. Men, i løbet af de seneste par år, er der sket en drastisk ændring, for disse begreber har fundet vej ind i spil som udgivere tager fuld pris for, og de fylder mere i spillerens oplevelse end nogensinde før. Hele denne udvikling er kulmineret i udgivelsen af Star Wars Battlefront II, og noget tyder på, at forbrugerne, læserne, jer, I endelig har fået nok af disse taktikker, og ønsker at indtage en mere hårdnakket, principiel position imod de strategier udgivere benytter for at skabe mere profit fra hver enkelt titel de udgiver.

Her på Gamereactor er vores ypperligste mål at vejlede jer, vores job er at tjene jer, så derfor ønsker vi nu også at komme med en officiel udmelding om vores stillingtagen til mikrotransaktioner, og præcis hvordan du vil se dem blive portrætteret i nyheder, artikler og andet indhold her på siden, og vigtigst af alt hvordan de eventuelt vil påvirke vores karakterer i anmeldelserne.

For omkring seks måneder siden ændrede vi politik. Frem til dette punkt mente vi nemlig ikke, at mikrotransaktioner nødvendigvis burde spille en rolle i anmeldelserne. På dette givne tidspunkt ulmede de i baggrunden, og tilbød i stedet bare en måde for spilleren at springe indhold over; de var der som en service til den dovne spiller, og påvirkede som sådan ikke den oplevelse alle andre kom ud for. Overwatch er et glimrende eksempel her, hvor udelukkende kosmetisk grej blev uddelt via Loot Boxes, og derfor påvirkede det ikke vores dom over spillet. Dette skyldes både at denne slags monetarisering var kraftigt underspillet i det samlede billede, men også at de ikke gjorde nogen synderlig forskel for den spiller, der ikke ønskede at spendere flere penge end det de havde brugt på at købe spillet.

Måske skulle vi have indlemmet en sønderrivende kritik af disse praksisser fra start af. Måske skulle forbrugerne have sat foden hårdere i gulvet, og sagt nej da disse taktikker begyndte at blive taget i brug. Det er svært at sige præcis hvorhenne denne drejning fandt sted, men tilbage i sensommeren, da vi blev introduceret for Middle-earth: Shadow of Wars aggressive brug af Loot Boxes, følte vi os nødsaget til at holde et møde. På det møde blev det aftalt, at mikrotransaktioner skal have spalteplads, og det er ikke kun fordi det er et omdiskuteret emne, som er populært blandt jer læsere, men netop fordi at det er emne der fortjener at blive fremvist, kigget efter i sømmene. Det blev besluttet at vi, sammen med jer, skal vise præcis hvor meget disse praksisser betyder for os spilentusiaster. Kort og godt blev det besluttet, at mikrotransaktioner må og skal påvirke vores anmeldelser, og at vi skal bruge flere redaktionelle kræfter på at fortælle om de diverse spils brug af dem.

Hvad vi dog ikke vidste på daværende tidspunkt, var, at Middle-earth: Shadow of War bare var starten. Siden da har Loot Boxes og mikrotransaktioner påvirket vores anmeldelser, og har også kraftigt trukket ned i karakteren, særligt i Need for Speed Payback. Selvom nogle af jer alligevel har klaget over det 8/10 vi endte med at give Star Wars Battlefront II, så har den agressive monetarisering haft en effekt på vores dom, om så karakteren ender med at være en I er enige i eller ej. Og det er en vigtig pointe! I kommer til at se karakterer fremadrettet her på Gamereactor, hvor nogle spil får kraftige hug og en dårlig karakter på grund af implementeringen af mikrotransaktioner, men I kommer også til at se spil hvor selv de mest forbrugerfjendtlige Loot Boxes ikke har ødelægt nydelsen ved spillet, som derfor får en højere karakter end nogle af jer synes er fair.

Vores anmeldere, og vi som organisation, er stolte af alle de individuelle stemmer i vores stab, og selvom de alle ved at disse praksisser bør belyses fremadrettet, så står vi ved, at det er den enkelte anmelders oplevelse af et givent spil der tæller. En anmeldelse en subjektiv vurdering af produktets individuelle bestanddele set i et helhedsperspektiv, og der findes ingen fast formel for hvor meget vi regner fra, hvis vi anser monetariseringen i et spil for at være en kende for fjendsk.

Sammen med jer vil både Gamereactor, men også den bredere spilpresse, tage kampen op imod de kræfter der implementerer disse taktikker, og sammen skal vi kaste lys over de metoder, der er glubske og forbrugerfjendske, men også stadig rose de spil, der er sjove at spille.

Gamereactor arbejder nemlig for jer i sidste ende. Det er jer der besøger siden, jer der gør siden relevant for eventuelle reklamepartnere, og det er jer vi tjener, og I, forbrugerne, er under angreb. Lad os slå igen.