Cookie

Gamereactor-siden bruger cookies for at give dig den bedste oplevelse. Hvis du vælger at fortsætte antager vi at du godkender, og er tilfreds med vores cookies-politik.

Dansk
Forsiden
artikler

Vores forventninger til Game Awards 2019

Om en uge løber Game Awards 2019 af stablen, og det lader til at vi har set stort show i vente.

Game Awards er gået fra at være et relativt tåkrummende program (det kan det stadig være til tider) til at bliver en international anerkendt platform for fejringen af det nu afsluttede spilår. Det er en ret imponerende udvikling der har fundet sted ret hurtigt, og det skyldes både vært og skaber Geoff Keighleys ukuelig tro på formatet, men også fordi han har satset på at lokke seere til med nye spilafsløringer, såvel som prisuddelinger.

Ja, særligt præmiere og afsløringer har vist sig at have givet pote, og på Game Awards de sidste par år har vi blandt andet været vidne til den første trailer fra Sekiro: Shadows Die Twice, afsløringen af Dragon Age 4 og naturligvis også annonceringen af det nu semi-aflyste In the Valley of the Gods. Pointen er at Game Awards er nærmest en lige så stort begivenhed som Gamescom, i forhold til afsløringen af nye spil.

Derfor har vi snakket lidt sammen på redaktionen, og sammensat en artikel bestående af de ting vi forventer sker under showet, der løber af stablen på fredag d. 13 december. Læs med herunder.

Lad os dog, kort, inden vi kommer så langt, snakke lidt om hvad vi ved. Vi ved allerede at Riot Games vil fremvise et singleplayer-orienteret eventyr fra League of Legends-universet, og samtidig ved vi også at vi kommer til at se nyt fra Gears Tactics, Ori and the Will of the Wisps og Half-Life: Alyx. Desuden ved vi at Resident Evil 3 ikke bliver officielt afsløret under messen.

Vores forventninger til Game Awards 2019

Death Stranding får mange nomineringer, men ikke mange priser

Death Stranding kommer til at figurere på en række Game of the Year-lister, som vi så småt bevæger os imod årets endelige afslutning, men vi tror at selvom spillet hædres med nomineringer, så mangler det den afgørende masseappel der skal til for faktisk at vinde.

Det kom som en overraskelse for ikke alt for længe siden, da sløret for årets Game Awards-nomineringer blev fjernet, og at vi derigennem fandt ud af Death Stranding faktisk fører i antallet af nomineringer, men som vi har fundet ud af siden lanceringen i november, så er det en uhyre splittende udgivelse.

Og en Game Awards-vinder kræver bare lidt mere alsidighed, så derfor tror vi at selvom det naturligvis er en stor ære for Kojima Productions at spille en afgørende rolle ved årets messe, så vil priserne gå til andre spil, såsom Sekiro: Shadows Die Twice, Super Mario Maker 2 og The Outer Worlds.

Bedre held næste gang, Kojima.

Vores forventninger til Game Awards 2019

Elden Ring fremvises

Mange kender allerede til det relativt nære forhold der eksisterer imellem Keighley og Kojima, der har sikret at mange store trailere fra blandt andet Metal Gear Solid V: The Phantom Pain og Death Stranding er blevet fremvist ved diverse udgave af Game Awards-showet. Der er dog også et ret så nært forhold imellem Keighley og FromSoftware.

Keighley har adskillige gange besøgt studiet i Tokyo, og har afsløret via blandt andet Twitter at han ved en hel del om de projekter de arbejder på. Ydermere blev Sekiro: Shadows Die Twice som bekendt vist frem for aller første gang under Game Awards.

Dette kulminerer alt sammen i år, hvor FromSoftware løftede sløret for deres nye spil, Elden Ring, ved årets E3, og hvor IGN Middle East efterfølgende har kunne rapportere, at spillet nu vil blive vist frem ved årets uddeling.

Det tror vi holder vand, og det synes meget naturligt at udviklerne nu følge op på den enigmatiske første trailer med en mere konkret præsentation. Forvent at lære mere om spillets egentlige opsætning.

Vores forventninger til Game Awards 2019

Batman - ENDELIG

Nu kan vi vist ikke vente længere. Det er efterhånden mange år siden at Rocksteady færdiggjorde deres Batman-trilogi med Batman: Arkham Knight i 2015, og lige siden har Warner Bros. Montreal arbejdet på deres eget Batman-spil, der angiveligvis fortsætter hvor Knight slap, imens Rocksteady forbereder et langt større DC Comics-inspireret projekt.

Tonsvis af rygter senere, og vi ved efterhånden at spillet vil handle om Court of Owls-historien, men mere end det ved vi sådan set ikke. Både I, og vi, er efterhånden godt trætte af alle disse rygter, så nu må der gerne komme noget konkret på bordet.

Naturligvis har flere rygter allerede peget på Game Awards som værende der hvor Warner Bros. Montreal langt om længe tager bladet fra munden, men vi tror det fordi det simpelthen giver mest mening rent strategisk at løfte sløret her, nu hvor hype-niveauet har nået bristepunktet. Kom så med det!

Vores forventninger til Game Awards 2019

Stort Platinum Games-fokus

Ligesom Hideo Kojima har japanske Platinum Games et ret nært forhold til Game Awards, og de har blandt andet løftet sløret for Bayonetta 3 under Game Awards i 2017. Nu hvor Astral Chain er kommet af vejen, så tror vi at Platinum gerne vil i fokus, og Nintendo ønsker uden tvivl at styrke indtrykket af deres 2020-portefolie, der vil byde på skarpere konkurrence fra både PlayStation og Xbox på tværs af en række vigtige markeder.

Vi tror derfor at Platinum vil ligge sig i selen, og ikke bare vise os Bayonetta 3 igen, denne gang på mere konkret vis, men vi kunne også forestille os at det ikke er alt de har i støbeskeen. Faktisk tror vi at Platinum godt kunne finde på at fremvise Babylon's Fall, deres store RPG som udarbejdes sammen med Square Enix, og at de også kunne finde på eksempelvis at genudgive The Wonderful 101 til Switch.

Vores forventninger til Game Awards 2019

Game Awards vokser for hvert år der går, og vi glæder os til at se hvad der egentlig kommer til at ske ved selve showet om en uge. Hvad tror og håber du vil ske?



Indlæser mere indhold