Cookie

Gamereactor-siden bruger cookies for at give dig den bedste oplevelse. Hvis du vælger at fortsætte antager vi at du godkender, og er tilfreds med vores cookies-politik.

Dansk
Forsiden
artikler
Bleeding Edge

Her er vores førstehåndsindtryk af Bleeding Edge

Anders har kæmpet i Ninja Theorys nye arenakampspil, og her er hans første indtryk.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev her!

* Skal udfyldes

Du ser

Preview 10s
Next 10s
Annoncer

Britiske Ninja Theory er mildest talt modige. Én ting er, at følge op på det anerkendte og psykologisk interessante Hellblade: Senua's Sacrifice med et spraglet og farverigt spil som Bleeding Edge. Spillet trækker dog også studiets ekspertise med nærkamp fra Devil May Cry ind i et felt af spil, vi efterhånden kender rigtig godt. Det er nemlig en 4v4 online-only, MOBA-agtig hero-brawler. Ser man en hurtig trailer for spillet vil man nok også tænke, at stilen og karaktererne minder om et mash-up af Overwatch's upbeat Pixar-vibe og Borderlands' tegneserie-apokalypse. Ninja Theory satser altså på at deres nærkampsniche giver dem en plads i 2020s landskab af multiplayertitler. Men fortjener spillet den plads, eller bør du gå en bue udenom? Vi har vores første indtryk klar til dig.

Som du måske allerede kan fornemme, så er der forbavsende mange elementer af Bleeding Edge, som er noget velkendte. Det er som om alle arkade-agtige, casual multiplayerspil har sat deres aftryk på spillets design. Musikken er upbeat og elektronisk, og minder om et lidt mere generisk Rocket League soundtrack. På den visuelle front er beskrivelsen som "Overwatch møder Borderlands" ikke helt skævt, da der er et støvet, apokalyptisk feel til det ellers lyse og skøre, graffitifyldte udtryk. At spillet er meget cel-shaded bringer selvfølgelig også tanker til disse spil. Universet og karaktererne bygger dog på en præmis om, at mekaniske kropsdele er blevet meget udbredt, og det danner naturligvis grundlag for nogle ret kreative karakterdesigns.

Bleeding Edge
Bleeding EdgeBleeding Edge

Karakterernes visuelle designs er nok også den del af spillet, der skal have mest ros. For selvom grafitti-ninjaen Daemon minder om Genji med et skud Lucio, så er det tydeligt at der er gået mange tanker til designet af hver karakter. Et eksempel er den lille bedstemor, Maeve, som bliver båret af en bobbel, og fra afstand kan zappe modstandere med hendes elektriske fingre, og også kan fremmane et bur og fange fjender. En anden fascinerende karakter er Buttercup, som med sit pink hår og sin biker-attitude allerede virker som en hård negl. Det er dog savklingerne hun bærer i hver hånd, og det store motorcykelhjul, der har erstattet hendes fødder, der for alvor gør hende intimiderende. Der er i øvrigt en babydelfin ved navn Mekko på vej til spillet, som bor i en mech med et akvarie i midten. Ninja Theory er altså langtfra færdig med at lave skøre misfits for os at lege med.

Så vi har altså nogle ganske sjove karakterer, men også en stemning og et udtryk, som vi har set mange gange før i de seneste par år. Men hvordan er det så at spille? Igen, meget velkendt. Her ved launch har Bleeding Edge to game modes fordelt på en række baner. Disse modes er Objective Control og Power Collection. I Objective Control skal du og tre andre spillere dominere tre forskellige punkter på banen. Somme tider vil disse være aktive, og andre gange er der lige tid til at samle tropperne og drille modstanderne lidt. I Power Collection skal man i stedet indsamle Power Cells, som så senere skal indløses ved udvalgte steder. Det skaber selvfølgelig nogle key points på banerne, hvor man for alvor får at se, hvordan karakterernes mange evner tager sig ud, når de møder hinanden.

Det nok mest ærgerlige ved mine første indtryk af Bleeding Edge er dog, at styringen og kampene ikke føles helt rigtigt. Dette kan meget vel handle om tilvænning, og det er også derfor dette ikke er den endelige anmeldelse. Indtil videre er karakterernes evner og styringen dog ikke helt der, hvor det bør være, for mig. Spillet er klart designet til controllere, og afhænger meget af auto aim-mekanikker og lock-ons, for at fungere effektivt. Det meget kraftige brug af disse mekanikker gør dog også, at karaktererne ikke føles helt naturlige at styre, selv med en controller. Igen, så kan dette dog meget vel handle om tilvænning.

Bleeding Edge
Bleeding EdgeBleeding Edge

Jeg ville også forvente fra en brawler af denne type, at man havde inkluderet en sprint-feature, men i stedet har man et mount i form af et hoverboard. Det gør bare, at spillet føles lidt sløvt i det, at man ikke kan få et ekstra boost, udover at skulle op på dette hoverboard, hvilket tager et par sekunder. Man har også en dodge-funktion, som tager en ordentlig luns stamina. De øvrige evner har naturligvis, som i ethvert nyere hero-spil, også cooldowns. Som helhed gør dette naturligvis at der kommer mere strategi i spillet, da man ikke bare kan zappe rundt på kortet, men i stedet skal tænke sig mere om. Det gør dog også, at et spil som kunne være mere fast-paced og give en reel følelse af agilitet, i stedet føles noget tungere, som et MOBA.

Mens karaktererne egentlig virker ganske balancerede, så er der ingen tvivl om at jeg har fundet nogle favoritter i mine første dage med spillet. Gizmo, som ligner en blanding mellem en mine-arbejder og en roller derby-spiller, er klart en af de sjoveste i min optik. Hun kan placere små turrets rundt omkring, og kan med sit primære angreb affyrre et kæmpe gevær mod fjenderne. Hun kan også smide bomber og jump-pads, som kan få hende væk fra fare. Hun er derfor en strategisk god fighter at have, når der skal forsvares områder, ikke helt ulig Torbjorn fra Overwatch.

Hvor Bleeding Edge bliver sjovt for nogle, og ekstremt frustrerende for andre, er i dets fokus på team play. I de spil jeg har haft gang i her ved launch, så er det tydeligt at spillerne kun er ved at lære spillet at kende, og ikke helt forstår, hvor vigtigt det er at holde sammen. Jeg har været utroligt glad for at spille healeren Zero Cool, som med en healing-stråle kan holde sine holdkammerater i live én ad gangen. Til gengæld kræver han, at holdet beskytter ham og holder sammen. Det åbne map og arkadefølelsen er dog forførerisk for aggressive spillere, som med en karakter som graffiti-ninjaen Daemon kan gå på jagt efter forvildede modstandere, i stedet for at fokusere på holdindsatsen. Med et opdelt hold er det, præcis som i Overwatch, utroligt svært at vinde i Bleeding Edge. Omvendt er en fokuseret holdindsats, som leder til sejr, en fantastisk følelse her.

Bleeding Edge
Bleeding EdgeBleeding Edge

Mens det er tydeligt at Ninja Theory har lagt mange kræfter i karaktererne, så er det svært ikke at føle at spillets maps er ret så forglemmelige. Der er få detaljer, og vi er efterhånden blevet noget forkælede på denne front. Hvor selv gratis spil som Apex Legends har gigantiske, imponerende maps, med detaljerede og distinkte områder, som endda bliver opdateret i ny og næ, så føles Bleeding Edges maps bare en anelse tomme og hule. Det er en skam, da disse karakterer fortjener mere interessante miljøer at færdes i. Det er dog positivt, at Ninja Theory har inkluderet dødelige tog, som flere gange har likvideret undertegnede, mens jeg var ved at stjæle et objective fra modstanderne. Det giver lidt variation og dynamik, at man skal holde øje med andet end spillerne. Alligevel er banerne - indtil videre - blandt spillets mere kedelige aspekter.

Lige nu sidder jeg med en følelse af, at spillet er noget lidt andet, end jeg egentlig havde håbet på. Banerne har mindre personlighed, end de burde, og i det hele taget føles det som nogle sjove karakterer, som bare ikke helt har et helstøbt univers at være i. Det er også et spil som er lidt langsommere og har mindre interessant pacing, end jeg havde håbet. Uheldigvis er der heller ikke specielt meget indhold eller mål med spillet, fordi der er så få game modes og så lidt incitament til at stige i level. Vi må dog se, om der under denne lidt spinkle launch gemmer sig mere i Bleeding Edge.

Du ser

Preview 10s
Next 10s
Annoncer

Relaterede tekster

Bleeding EdgeScore

Bleeding Edge

ANMELDELSE. Skrevet af Anders Fischer

Den endelige anmeldelse er endelig landet. Hvordan er Ninja Theorys kampspil så egentlig?



Indlæser mere indhold