Dansk
Gamereactor
artikler
Counter-Strike: Global Offensive

Pigerne mod Drengene: The Pro

Vi ser flere og flere kvinder, der igennem CSGO's popularitet dukker op på Discord-servere og i klubber, men hvordan er det egentlig at være kvinde og drage ind i et mandsdomineret samfund som dette?

Abonner på vores nyhedsbrev her!

* Påkrævet felt

Du ser

Preview 10s
Next 10s
Annoncer

Igennem de næste fire uger vil Gamereactor sætte fokus på det stigende antal hunkøn indenfor Counter-strike: Global offensive-verdenen og deres vilkår. Vi ser flere og flere kvinder, der igennem CSGO's popularitet dukker op på discord servere og i klubber, men hvordan er det egentlig at være kvinde og drage ind i et mandsdomineret samfund som dette?

Et af de helt store spørgsmål er altid: Hvem er bedst? Pigerne eller drengene? I andre sportsgrene ser vi tydelig forskel på atleter i blandt andet muskelmasse og fysik, men indenfor netop CSGO er der så denne forskel? Kan vi sige drengene ganske enkelt er bedre, og pigerne bare er dårligere? Er der hold i denne myte?

Vi starter afklaringen af dette spørgsmål og begyndelsen på denne rejse med en af de helt store CSGO-spillere i Danmark, som vi har fået fornøjelsen af at kunne interviewe. Stjernespiller fra blandt andet Copenhagen Flames, Red Bull Flick-atlet og for nyligt i nyhederne, hvor hendes hold WeRunThisPlace overbevisende slog Aalborg Rebels 16-9 i Winners League S4.

Counter-Strike: Global Offensive

Kan du kort præsentere dig selv?
Mit navn er Michaela Lintrup, og jeg er klart Danmarks bedste kvindelige CSGO-spiller. I spillet går jeg under navnet "Mimi". Jeg er 22 år gammel og fra Sønderjylland, men har valgt at bosætte mig på Frederiksberg.

Hvor lang tid har du spillet Counter-Strike?
Jeg startede ud med at spille Counter-Strike: Source tilbage i 2009 og skiftede så over til Counter-Strike: Global Offensive, da det kom ud i 2012.

Hvorfor startede du?
Jeg har en bror som kun er 10 måneder ældre end mig, så vi har været meget tætte i løbet af vores barndom, og han elskede at spille computer, så selvfølgelig ville jeg også elske det! Han viste mig CS: Source, og jeg faldt pladask for det.

Hvad var din første oplevelse som gamer online som du husker?
Har rigtig mange forskellige oplevelser online, og jeg tror ikke jeg kan huske den allerførste, men der har helt sikkert været en masse gode minder med de første piger jeg spillede med tilbage i 2010, som jeg også spillede med i rigtig lang tid efter.

Har du skjult at du var hunkøn, eller ladet som om du var hankøn online?
Jeg har førhen haft et headset der kunne ændre min stemme, så folk faktisk ikke var klar over jeg var en pige, men det har været i starten da jeg startede med at spille. Det var egentlig også mest, fordi jeg synes det var sjovt at narre folk, men jeg har jo ikke været særlig gammel dengang og folk kunne tydeligt høre jeg var en meget ung pige, og det kunne nogle mennesker godt lide at nærmest mobbe.

Counter-Strike: Global Offensive

Bliver der stillet spørgsmålstegn ved dine evner på serveren med reference til dit køn?
Det gør der helt sikkert, også den dag i dag. Tror der er mange der nægter at jeg kan være god, fordi jeg er en pige, selvom jeg gang på gang præsterer bedre end dem. Jeg er ikke helt klar over hvad man skal gøre for at bevise man er god, og bare generelt bedre end rigtig mange, men jeg har også accepteret at det egentlig bare er sådan det er for nu. Hvis jeg kan blive ved med at forbedre mig, og vores hold kan blive ved med at forbedre sig, så kommer det nok en dag af sig selv.

Hvad mener du om udtalelsen indenfor CSGO "kvinderne er bare dårligere end mændene/de pro kvinder kan ikke matche op mod mændene"?
Altså pt er kvinderne ikke bedre end mændene, men vi er også i kæmpe undertal. Så er det klart at det er så mandsdomineret. Jeg er sikker på, at hvis det havde været 50/50 havde der også været en del kvinder i toppen. Kvindeholdene er helt sikkert blevet bedre til at forbedre sig og arbejde på tingene og spille med i de forskellige online turneringer og kvalifikationer der er, hvilket helt sikkert betyder at der er håb i fremtiden om bare én kvinde i toppen.

Har du nogensinde udnyttet at du er kvinde i forhold til online gaming?
Jeg synes ikke der er noget at udnytte. Mange siger man har en klar fordel ved at være kvinde og en streamer, men det er klart man har det, hvis man gør sin stream til det nye Playboy. Jeg synes ikke, man har en fordel hvis man streamer på lige fod med en mand, da folk egentlig bare gerne vil se god content og en masse skill, og det er langt fra de fleste kvinder der kan vise det på sin stream.

Hvad er din værste oplevelse med flaming/toxicity/diskrimination ved online gaming, og står det mål med oplevelser du har haft udenfor gaming-verdenen?
Den værste oplevelse er vel alle de ting folk kan finde på at sige til én, men hvis man ignorerer det, skal de nok stoppe efterhånden. Man styrer jo også fuldstændig selv hvad man vil se og ikke se, og det handler bare om at blokere/banne de trolls der nu findes på internettet. Har ikke haft folk der kom op til mig og sagde de ting, de sagde om mig på nettet endnu, og det håber jeg selvfølgelig heller ikke jeg kommer til at prøve.

Som idol for mange både mandlige og kvindelige gamere, hvad er den vigtigste hovedregel du vil give videre til de nye generationer?
En af de vigtigste ting folk kender til fra starten, er da helt sikkert at opføre sig ordentligt. Hvis man som 13-årig har siddet og skabt sig et utrolig dårligt omdømme, kan det sagtens have konsekvenser for én år senere.

Counter-Strike: Global Offensive

Hvis du havde et råd til dig selv, inden du startede på den her karriere, hvad ville det være?
Mit første råd vil være at stå op for mig selv fra starten af. Det er først senere hen jeg i virkeligheden har turde at sige, hvad jeg virkelig tror på og virkelig mener, og jeg synes det er en vigtig ting at have med sig. Min anden ting vil være at lade være med at blande muligheder ind i venskaber. Jeg har førhen sagt nej tak til forskellige muligheder, som helt sikkert ville have gjort en forskel den dag i dag, fordi jeg følte jeg ikke skulle være egoistisk i min karriere, men hellere være en god ven. Det er ret vigtigt også at finde den rette balance og huske sig selv i den her verden.

Og hvor ser du Michaela Lintrup om 10 år?
Det er helt sikkert et spørgsmål jeg ikke kan svare på. Det vigtigste af det hele er, at jeg vil være glad, og at jeg ikke har fortrudt mine valg, og den eneste måde jeg kan have det sådan i fremtiden på, er hvis jeg er glad i nutiden.

Vi siger tak til Michaela Lintrup for hendes deltagen, og glæder os til at følge hende videre på de store scener, hvor hun bestemt hører til. I næste uge går vi tættere på de upcoming gamere "IsaaE" og "KitKat".

Relaterede tekster



Indlæser mere indhold


Cookie

Gamereactor-siden bruger cookies for at give dig den bedste oplevelse. Hvis du vælger at fortsætte antager vi at du godkender, og er tilfreds med vores cookies-politik.