Velkommen til mine juleanbefalinger. Der er både den klassiske crooner-cd, jul på hawaii, og indiejul. Og så en lille disclaimer: efter min mening behøver julesange ikke skubbe grænser, genopfinde genren eller på anden måde være nyskabende og fantastisk. I min optik er hygge og glæde alfa og omega i den her sammenhæng. Derfor er det her heller ikke anmeldelser, som jeg plejer at skrive dem. Det er mere en lille guide til, hvad du kan gå efter, når du står nede hos din pladepusher og kigger efter dit julefix til i år.
God fornøjelse og god jul.
Michael Bublé - Christmas
Pladeselskab: Warner
Release: 8/11
At lytte til canadiske Michael Bublé er ligesom at hælde fløde direkte i ørerne. Han lyder som en yngre, mere poppet udgave af folk som Sinatra, Dean Martin og Bing Crosby, og hans stemme passer som sådan perfekt til en cd, der skal agere musikalsk tapet igennem december. Christmas byder på Bublés fortolkninger af juleklassikere som Santa Claus is Coming to Town, Jingle Bells og White Christmas. Det gør han utrolig sikkert, og uden hverken dikkedarer eller overraskelser. Efter min mening skulle han have bevaret det swingede, jazzede hele pladen igennem, i stedet for at stikke af til den mere rendyrkede pop som på Cold December Night, og så synes jeg Ave Maria og Mis Desos/Feliz Navidad bliver lidt for klamme. Til Michael Bublés forsvar skal det siges, at han rammer plet mere end en enkelt gang med Christmas. Jingle Bells er veloplagt og jazzet, Santa Baby bliver elegant til Santa Buddy og I'll Be Home for Christmas får det næsten til at sne øjeblikkeligt.
Men når det er sagt, så er Christmas en julecd, som sådan en skal være. Det er både dens styrke og svaghed, for selvom Bublé rammer plet på stemningen og synger, så man bliver helt blød i knæene, så bidrager han ikke meget noget nyt. Overhovedet.
Køb den, hvis: Du vil have en julecd, der vinder på stemningen og laver nye udgaver af de gamle klassikere, uden at det bliver hverken moderne eller alternativt. Kort sagt, er Christmas julehygge på cd.
This Warm December er en opsamling fra pladeselskabet Brushfire, der har hjemme på Hawaii. Derfor er det heller ikke julemusik i den klassiske, danske udgave, der præger pladen. Det er allerede klart efter første nummer, Party Hard med Zach Gill, der handler om dagen efter en vild julefest. Men den er vanvittig hyggelig. Fra første fløjt bliver vi budt på akustiske guitarer, afslappet stemning og behagelig popmusik. Ved første lyt er det de par covers af juleklassikere, Jingle Bell Rock og Frosty the Snowman, der fungerer bedst, og så kører Jack Johnson den selvfølgelig hjem på charmen.
Men også Home for the Season med Neil Halstead og Paula Fugas Winter Swell Blues er blevet ret heldige. This Warm December er på ingen måder en klassisk julecd, men formår alligevel at sprede en varm og hyggelig stemning i stuen, når den bliver sat på. Og så går overskuddet til musikalske velgørenhedsprojekter for børn. Dét er da julet, er det ikke?
Under alle omstændigheder er This Warm December en fin nytænkning over en genre, som vi alle sammen kender alt for godt. Det er julemusik på en ny måde, og selvom der ikke er meget sne og stearinlys over sangene, formår de forskellige sangere alligevel at skabe julestemning på en varm og hyggelig måde, der ikke lyder som nogen som helst andre juleudgivelser i år. Point for det. Men hvis det er julesange spillet på den klassiske julede måde, du leder efter, skal du nok ikke lige kaste juleklejnerne efter den her.
Køb den, hvis: Du vil have varm julestemning, der giver billeder af hvide sandstrande i stedet for hvide kælkebakker.

<newpage>
She & Him - A Very She & Him Christmas
Pladeselskab: Domino
Release: 28/11
Hvor Michael Bublé var klassisk julemusik og This Warm December var det stik modsatte, rammer indie-popduoen She & Him lige midt imellem med A Very She & Him Christmas. Her er alle de kendte: Have Yourself a Merry Little Christmas, Rockin' Around the Christmas Tree osv. Denne gang er de bare barberet helt ned, og oftest er det kun M. Wards klimprende guitar, der ledsager Zooey Deschanels skrøbelige og fine stemme. Der er ikke så meget fis og ballade, bare nogle rigtig gode sange, der ikke er pakket ind i mere end højest nødvendigt. Der er godt nok ikke de store overraskelser, men efter min mening er det heller ikke nødvendigt, når man laver julemusik. De klart bedste numre på pladen er Have Yourself a Merry Little Christmas, Christmas Day og den veloplagte duet Baby It's Cold Outside. Og så vil jeg udfordre enhver til ikke at blive i godt humør af Sleigh Ride. Det er simpelthen godt julehumør på plade.
Af de fire plader, jeg har været igennem til denne guide, er A Very She & Him Christmas min klare favorit. For udover at sprede dejligt humør og julestemning, emmer Ward og Deschanel af spilleglæde, og så er det ærligt. Nogle gange kan man godt få indtrykket af at juleplader bliver lavet bare for at tjene penge *host* Justin Bieber *host*, men She & Him virker til at nyde at spille julesange, og sangene formår at lyde som de altid har gjort og som noget nyt på samme tid. Det er fedt!
Køb den, hvis: Du vil høre de gamle klassikere i nye klæder, uden at det skal være indiesmart eller flødepoppet.

Hymns from Nineveh - Endurance in Christmas Time
Pladselskab: Playground
Release: 21/11
Jonas Petersen, der er manden bag Hymns from Nineveh, er det seneste år blevet noget af en anmelder-darling med sin lavmælte og indadvendte indie-pop. Han er også klar med en julecd, der har fået titlen Endurance in Christmas Time, og som med debuten er troen i centrum på pladen. Jeg har aldrig været særlig stor fan af at man blander religion ind i musik, men lige præcis i julens tilfælde er det jo meningen, så fred være med det.
Isoleret set er Endurance in Christmas Time en ret solid plade, jeg ser det bare ikke rigtig som en juleplade. Teksterne er meget julede, og kredser om det glade, kristne budskab som nu engang ligger i vores måde at holde jul på. Jeg kommer bare slet ikke i julestemning af musikken eller melodierne. Point til Jonas Petersen for at forsøge at skrive sine helt egne julesange, og ikke bare læne sig op ad andres succeser. At han så oveni købet har formået at fylde en hel plade med dem, uden at man oplever et særligt dyk i kvaliteten, er bare det mere imponerende. Jeg kunne bare godt have tænkt mig lidt mere glæde og julestemning i melodierne og produktionen, for Endurance in Christmas Time passer altså ikke særlig godt til risengrøden og flæskestegen. Det er nok mere til når der skal slåes mave bagefter.
Køb den, hvis: Du vil have et brud i de mere klassiske julesange, og bare gerne vil slappe af med lidt lækker indiepop med jule-undertoner.
