Skip to main content
Gamereactor Artikler Lego Builder's Journey
Artikler

Light Brick Studio forener den fysiske og digitale LEGO-klods

Det lille studie er fornyligt blevet selvstændigt og har i den forbindelse skruet op for ambitionerne.
Jakob Hansen 25 december 2020

Hvad forbinder du med LEGO? Kreative kombinationer af tilsyneladende uforenelige brikker, der på nærmest magisk vis passer sammen og fører til uventede resultater? Eller charmerende minifigurer (ofte kendt fra film), der drager på begivenhedsrige eventyr i tætte jungler eller galakser langt, langt borte. Hvis du tænker på det første, er det nok fordi, du primært har leget med de fysiske klodser, mens det andet scenarie er, hvad vi har fået serveret foran skærmen i de populære spil fra britiske Traveller's Tales. Den fysiske klods og dens digitale tvilling har til tider levet separate liv, men i de seneste par år har LEGO gjort en indsats for at forene de to aspekter, og et dansk spilstudie er på frontlinjen i denne kamp.

Light Brick Studio hedder de, og er startet af de to industriveteraner Karsten Lund og Mads Prahm. Efter mange år hos IO Interactive, var de med til at starte studiet Square Enix Montreal, der er kendt for de succesfulde GO-spil. En serie af minimalistiske puzzle-spil, der startede med Hitman GO tilbage i 2014 og som er designet fra bunden af til mobile enheder. Og erfaringerne fra det canadiske eventyr, kom det unge studie til gode i udviklingen af deres debutspil, Builder's Journey, fortæller Karsten Lund.

"Der er ingen tvivl om, at der [hos Square Enix Montreal] blev lagt kimen til den genre af spil, som også Builder's Journey er - et spil næsten uden ord hvor spillerne selv skal eksperimentere for at finde løsningen. Det har været vores vision fra starten at lave et mere poetisk spil, som bruger spilmediet i sin enkleste form til både at kommunikere historien og til at lære spillerne hvordan de løser spillets puzzles"

Builder's Journey udkom til Apple Arcade sidste år, og ganske rigtigt er spillet bestemt ikke snaksageligt. I spillet guider du en lille legomand (ikke en minifigur) gennem en række miljøer, der giver minder om et andet mobil-hit Monument Valley. For at figuren kan komme frem, må du flytte rundt på de forskellige brikker og bygge nye stier for der i gennem at skabe en vej frem. Da du ikke bliver hjulpet i gennem af en hjælpsom fortæller eller forskellige beskeder på skærmen, bruger Light Brick Studio meget tid på at teste deres spil af på brugerne.

"Vi arbejder rigtigt meget med iterationer sammen med publikum, hvor vi lærer meget om, hvad de egentligt føler omkring vores oplevelser. På den måde justerer vi vores spil og drejer processen i en retning af, at det bliver lavet lidt i samarbejde med publikum," fortæller Karsten Lund. Faktisk kan man på studiets hjemmeside tilmelde sig playtest-sessioner, der involverer, at man lægger vejen forbi udviklernes kontor og prøver den seneste version af deres spil under udvikling. Desværre er disse sessioner indtil videre udskudt grundet Covid-19 restriktioner, men fohåbentligt kommer de op at køre igen inden længe.

Light Brick Studio startede livet som et internt studie under LEGO Games, men for nyligt blev de selvstændige. Man arbejder dog stadig tæt sammen med LEGO A/S, og har også fået en investering på én million dollars med på vejen fra LEGO Ventures, der er LEGO brandets investeringsarm. Selvstændigheden og den økonomiske saltvandsindsprøjtning giver større muligheder for studiet, der blandt andet har kunne fastansætte en række medarbejdere. Derfor fortsætter man med at lave spil med LEGO klodsen i fokus - noget der også går fint i tråd med studiets overordnede visioner.

"Vi ser legoklodsen lige nu som et sprog man kan tale, et kreativt sprog hvormed man kan kommunikere en masse ting, udfolde sig, og prøve nye ting og kombinationer af. Og det er lige præcist det, vores spil de gør," fortæller Karsten Lund. "På den ene side er der et puzzle aspekt, noget der skal regnes ud, noget der skal prøves fremm indtil man finder det rigtige. Men der er også momenter af frihed, af kreativitet, som man lige får lov til at prøve kræfter med. Så på den måde synes jeg, det hænger godt sammen. LEGO er jo som oplevelse en ikke verbal oplevelse. Du bruger klodserne til at udtrykke dig, og det fungerer super fint for spillet også."

Flere ældre LEGO-æsker har aldersmærkningen 4-99, og netop legetøjets ekstremt brede målgruppe har naturligvis skabt en række udfordringer i at designe et puzzle-spil, der både skal være intuitivt for nybegyndere og udfordrende for garvede spillere. Karsten Lund kalder det en "svær" udfordring, men pointerer også, at man ikke nødvendigvis behøver at gennemføre spillet for at få noget ud af det. Hvor forældrene kan have sjov med at løse spillets hovedbrud og finde glæde i rent faktisk at kunne gennemføre et spil med en begyndelse, midte og slutning uden at skulle sætte en hel masse tid af, så kan børnene lege rundt i de farverige kapitler uden nødvendigvis at behøve gennemføre spillet, forklarer han: "Vi har ikke en super målrettet, lille målgruppe. Vi laver noget, som alle kan finde noget appel i. Og så forhåbentlig får vi flere lag i det, så man kan få noget forskelligt ud af det, afhængig af hvor man kommer fra."

"Hvis der er en overordnet genre, som vi fokuserer på, så er det vel Lego-ideen."

Spillet er udelukkende tilgængeligt til Apple Arcade, hvor man for et fast månedligt beløb kan downloade en række spil, men med den nye investering fra LEGO Ventures er der råd til fremover at udkomme på flere platforme, fortæller udviklerne. Med en række fastansatte på studiet ønsker de både at skabe flere af denne slags små projekter, men også at forsøge sig med lidt mere ambitiøse spil. Det får mig til at spørge, om de kunne kaste sig over andre genrer en puzzle-genren.

"Det kunne man sagtens forestille sig. Vi kan jo godt lide den der indefra-drevne leg, hvor man er fri til at gøre, som man har lyst til. Så det kan godt være, vi lukker op for noget mere åbent. Builder's Journey er en lille smule mere drevet af et puzzle af gangen. Vi er også interesserede i det sociale aspekt, altså kan man få folk til at lege sammen, til at bygge sammen? Så vil vi helt klart kigge i nogle af de retninger," siger Karsten Lund og fortæller samtidigt, at man er i gang med nye projekter ved siden at den løbende vedligeholdelse af Builder's Journey.

Der er dog en genre, man ikke vil vende ryggen til, fortæller Mads Prahm. "Hvis der er en overordnet genre, som vi fokuserer på, så er det vel Lego-ideen. Det er ideen om, at man bliver udviklet gennem at lege, at man lærer gennem leg, og at man eksperimenterer og idegenerer. Så hvis man ser det som en mega-genre, så er det nok den genre, vi kommer til at blive i."

Det er dog ikke kun spillerne, der nyder den frie leg. For udviklerne selv har det været utroligt frisættende at slippe ud af AAA-ræset og fokusere på mindre projekter. Med selvstændigheden er studiet rykket fra Billund til Hovedstaden, og her er man blevet en del af et voksende indie-miljø, som Mads Prahm tilskriver ændringer i branchen.

"Jeg tror dengang, vi var i IO Interactive, der sad baren meget højt for hvor store og dyre produktioner, man skulle lave for at kunne være med," forklarer han og beskriver, hvordan først Xbox Live Arcade og senere mobilplatformen har givet plads til mindre, artistiske spil. "Og det er også lidt den mulighed, som Carsten har taget med Light Brick, det er at lave noget, der ikke behøver at være 30 timer langt og koste 450 millioner kroner at lave. Man kan godt gøre det for lidt færre penge, og dermed kan man prøve lidt flere ting af."

Indtil videre har den mere fokuserede spiloplevelse været den rette satsning for studiet, hvis arbejde for et par uger siden blev belønnet, da Builder's Journey vandt Mobile Game of the Year ved the Golden Joystick Awards. Og derfor er ambitionerne også store for fremtiden, hvor man stadig kan trække på LEGO-organisations ressourcer, men er i mindre grad bundet af deres strategiske mål, og nu har en hurtigere beslutningsproces, der efterlader rum til mere eksperimenteren. Dermed er det næsten umuligt at spå om, hvad de kommer op med næste gang. Men en ting er sikkert - det handler om at bruge brikken.

Fuld profil 3.949 udgivne artikler
Hvorfor stole på Gamereactor
23 Udgaver Hver med sin egen redaktion og sine egne karakterer.
1998 Udgiver siden Uafhængigt ejet hele vejen.
100% Hands-on Skrevet ud fra tid med spillet, aldrig pressemateriale.
1–10 Netværksscore Hver udgaves karakter, sammenlagt og vist.