Dansk
Gamereactor
artikler
Grand Theft Auto V

GTA Online skuffer stadig i 2020

Magnus gav sig til udforske GTA Online fem år efter han først blev skuffet. Og nu er han samme sted igen...

Abonner på vores nyhedsbrev her!

* Påkrævet felt
HQ
HQ

Helt tilbage i 2015 skrev jeg en artikel her på siden, hvor jeg simpelthen brugte spalteplads på at brokke mig over GTA Onlines daværende tilstand. Allerede dengang, hvor spillet havde været ude i to år, og hvor det netop var udkommet på PlayStation 4 og Xbox One, var jeg chokeret over det gigantiske tekniske og oplevelsesmæssige skel mellem den roste singleplayer-kampagne, som forbliver en af mine yndlingsspiloplevelser nogensinde, og online-delen.

Dengang var min artikel baseret på adskillige ugers forsøg på at finde en rytme i GTA Online, men alligevel tilbragte jeg noget nær halvdelen af min tid fastspændt i lange loading-skærme, og spildtiden brugt på at forsøge at synkronisere min fremgang med en vens var direkte chokerende.

Men det var jo i 2015, ikke sandt? Siden da er GTA Online ikke bare blevet en af de største online communities på kloden, det har også spillet en signifikant rolle i forhold til spillets langsigtede succes, og Rockstar har desuden tilføjet et utal af biler, modes, våben og andet indhold, som gerne skulle forbedre det samlede indtryk, både for de rutinerede og de blåøjede.

Grand Theft Auto V
Grand Theft Auto VGrand Theft Auto VGrand Theft Auto V

Så med det in mente vendte jeg for nylig tilbage til GTA Online. Jeg har, i løbet af Coronakrisen etableret en god tradition med min lillebror, hvor vi spiller et par gange om ugen, hvor vi griner sammen, snakker om løst og fast, og fastholder forbindelsen på trods af en klar fysisk distance. Vi kastede for 10 dage siden vores kærlighed på GTA Online efter at have nået et bracket i Apex Legends får vi simpelthen får for mange klø, men jeg er ærlig talt... ja, chokeret over at kunne slå fast, at oplevelsen er noget nær lige så slem i dag, som for fem år siden. Ikke bare det, jeg mener faktisk at folks kærlighed til GTA Online er direkte malplaceret, og det bekymrer mig at disse småfejl fortsat eksisterer.

Så hvad er problemet egentlig? Jo, der er mange. Vi kan lige så godt starte med selve akten at få adgang til GTA Online. Jo, du kan trykke på "X" (på Xbox hvor vi spiller) under den indledende loading-sekvens for at komme direkte ind i en online session, men bare det at komme det er en lang, kedelig proces. Og du er i øvrigt ikke engang færdig hvis du gerne vil ind i en "Friends Only"-session, da der netop ikke er en genvej til sådan en. Der er ikke engang en genvej fra selve GTA Online - du skal ud i singleplayer-delen for at sætte sådan en op...
Og når du så endelig kommer i gang, så skal du vente på at spillet løbende indlæser sig selv. Selvom der er missionsmarkører og forskellige slags indholdstyper, så mangler de idet du åbner spillet, og disse skal indlæses ved at du modtager SMS'er, emails og opkald fra disse karakterer, for at deres forslåede jobs kan dukke op på kortet. Denne seance skal udspille sig selv hver eneste gang du påbegynder en ny session - selv hvis du skifter fra den ene til den anden. Jeg tror jeg modtog en gumpetung påmindelse fra Lester om at skulle komme i gang med at købe en arkadespillehal 25 gange i løbet af min tid med spillet. Den koster i øvrigt mange hundredetusindvis af dollars, og vi var kun netop begyndt med $10,000 på bankbogen. Fed progression med sans for detalje (læs: sarkasme).

Grand Theft Auto V
Grand Theft Auto VGrand Theft Auto VGrand Theft Auto VGrand Theft Auto V

Det er ikke bare Lester, der spørger hvorfor du ikke har købt en bunker endnu, emails fra Maude om hvorfor du ikke har leveret det næste mål, og opkald fra Lamar om han gerne vil bede dig om at smutte forbi til en snak, et opkald han når at levere over et dusin gange før min bror og jeg endelig slår et smut forbi, det er mere end 10 karakterer der kalder på din opmærksomhed, uden nogen reel føling for hvilken rækkefølge de her aktiviterer bør udføres i.

Nu hvor vi er ved det, så da vi endelig smuttede forbi Lamar, så udmundede en længere mellemscene ikke i en mission der gik i gang, som man ellers kunne tillade sig at forvente når nu man kommer til GTA Online for at spille kooperativt med en ven, nej i stedet bliver man kastet ind i en online lobby, hvor du øjeblikkes sættes i kontakt med fremmede spillere, om du så ønsker det eller ej. Der er ingen sømløs overgang, ingen glidende animationer, bare en offentlig lobby. Det er simpelthen ikke lækkert nok Rockstar, og det burde ikke bare have været én af de centrale principper bag GTA Online, altså; "okay, hvordan laver vi en online-version af GTA V-spiloplevelsen", det er også noget I burde have fikset på de fem år der er gået siden jeg sidst blev skuffet over hvor kantet og usammenhængende det hele er.

Det her er bare ét af de eksempler på akavet matchmaking og et ringe teknisk fundament. Både min bror jeg oplevede mindst 10 gange hver at sidde fast på en loading-skærm i over tre minutter, eller at enten blive smidt helt tilbage til singleplayer, eller bare til en offentlig session. Ikke bare det, at være i et "Party" med hinanden i den klassiske forstand er faktisk ikke rigtig muligt i GTA Online. Jo, du kan invitere en til en lobby, og planlægge et Heist sammen, eller noget i den dur. Men hele akten at finde hinanden, have detaljer om ens kammerats ve og vel på skærmen, samt fast positionering på ens eget minimap, det er der ikke noget af. Derudover kan du ikke bestemme jer for et stykke indhold I vil lave sammen, og bare køre ud i den åbne verden for at udføre det indhold. Et glimrende eksempel på det er Maudes Bounty Targets. Hver spiller får sit eget personlige mål, men det er ikke muligt at dele sin mission med en ven, for så enten af dele udbyttet eller bare begge have afgørende missionsinfo på hver sin skærm. Man tager med den anden spiller i blinde.

Det her er bare så... basalt. Det er så fundamentalt ved en kooperativ oplevelse, noget som GTA Online tilsyneladende rummer, men det hele mangler stadig, mange år efter. Der er ingen stabilitet, intet responsivt UI-design og ingen infrastruktur der faciliterer simpel nydelse af spillets indhold sammen. Den åbne verden tjener stadig ingen rolle udover at give dig et sted hvorfra du kan hoppe videre ind i lobbyer til mere stringent planlagt indhold.

At sige at jeg var lamslået er en underdrivelse. Ikke bare forbliver Grand Theft Auto V, og derigennem GTA Online, et af de dyreste spilprojekter nogensinde, det er samtidig blandt de mest populære online-spil nogensinde, så i lang tid troede jeg, og frygtede også, at det var mig der fundamentalt havde misforstået noget, at jeg så spillet an på forkerte præmisser. Men som dagene gik, og antallet af frustrerende oplevelser hobede sig op, blev jeg enig med min bror om, at GTA Online mangler helt basale og afgørende byggesten for at kunne blive anset som værende lige præcis den alsidige og spændende online-komponent, som singleplayer-delen fortjener.

Grand Theft Auto V
Grand Theft Auto VGrand Theft Auto VGrand Theft Auto VGrand Theft Auto V

Selvom mulighederne er mange efterhånden, og det fortjener Rockstar ros for, så er der endnu for meget loading-tid, for mange tekniske knaster, og stadig for lidt strømlining. Alle de features Rockstar har introduceret gennem årene, fra bunkere til casinoer, fra bankrøverier til ubådsbaser, det kommer alt sammen i vejen for hinanden, og skaber en virkelig mudret, svært gennemskuelig progression. Min bror havde, da vi startede, aldrig givet GTA Online et skud før, men har gennemført historien tre gange, og han var... ja, lamslået, ligesom mig.
Efter omtrent 20 timers spilletid, hvor vi regnede ud af mindst halvdelen blev tilbragt i enten lobbyer eller i det efterhånden frustrerende loading-perspektiv hvor man ser byen oppefra, lagde vi det fra os igen. Jeg afinstallerede spillet, og er fortsat ét stort spørgsmålstegn. Hvordan det her kan være acceptabelt for nogen overhovedet er svært at forestille sig.

Men det er der millioner der gør, og nogle af dem er sikkert her. Det kan sågar være at de stormer ned i kommentarfeltet, og forsøger at slå fast hvordan man faktisk godt kan det ene eller det andet. Frem være med det - vi er nu gået i gang med at spille os igennem alle Halo-spil i Halo: The Master Chief Collection. William har aldrig spillet dem før, han fik hele samlingen på Game Pass, og han nyder det i fulde drag, og det gør jeg også.

Skam jer, Rockstar. Skam jer.

HQ

Relaterede tekster

Grand Theft Auto VScore

Grand Theft Auto V

ANMELDELSE. Skrevet af Rasmus Lund-Hansen

Årets ubestridt største udgivelse er landet. GTA V er angiveligt det dyreste spil nogensinde. Er pengene godt givet ud? Er det hypen værd? Rasmus fælder dom.



Indlæser mere indhold


Cookie

Gamereactor-siden bruger cookies for at give dig den bedste oplevelse. Hvis du vælger at fortsætte antager vi at du godkender, og er tilfreds med vores cookies-politik.