Dansk
Gamereactor
artikler

Afløseren mener: Microsoft gør det tunge skyts klar til 2022

Microsoft leverede en tætpakket E3-præsentation uden så meget tant og fjas. Om det er nok til at slå Sony af tronen, finder vi dog først for alvor ud af næste år.

Abonner på vores nyhedsbrev her!

* Påkrævet felt

Vores chefredaktør Magnus er i øjeblikket på en velfortjent barselsorlov, og derfor kan han ikke som vanligt komme med sine tanker om de store præsentationer og begivenheder i spilverden. Med omtrent seks år i stolen er redaktøren efterhånden en rutineret herre, og jeg skal slet ikke foregive, at jeg har, hvad der bare minder om, den samme viden om branchen. Alligevel skal I ikke snydes for en såkaldt "leder" om de store præsentationer hen over sommeren. Men jeg vil forsøge at gøre det kortfattet og så ellers overlade debatten til jer derude, der sikkert også sidder med forskellige holdninger til de forskellige annonceringer.

Ikke overraskende havde Microsoft rullet det helt tunge skyts frem til den store Xbox & Bethesda Showcase, der af mange blev spået til at blive E3 helt store begivenhed. Som så ofte, når de store platformholdere præsenterer spil, var tempoet højt, og annonceringer kom en efter hinanden, uden at der blev spildt tid på ligegyldig snak og tomme ord - hvilket vi desværre har set det alt for ofte med disse digitale præsentationer.

Ja, faktisk mindende præsentationen mig lidt om en god gammeldags militærparade. Det ene imponerende våben blev rullet ud efter det andet, og næsten hver eneste annoncering blev fuldt af den samme bombastiske melding "PLAY IT DAY ONE WITH XBOX GAME PASS." Starfield, Halo Infinite, Stalker 2, Age of Empires IV, Contraband, Redfall, The Outer Worlds 2, Forza Horizon 5; Der er god grund til at forlænge sit abonnement, og Microsoft virker til at sætte alle sejl ind på deres populære service.

Afløseren mener: Microsoft gør det tunge skyts klar til 2022
Xbox Game Pass er Microsofts store satsning, hvor alle deres store eksklusive titler bliver tilgængelige fra udgivelsesdagen.

Men på trods af de mange imponerende spil, så bliver det næppe i år, at Microsoft tager kampen op med Sony, når det kommer til konsoleksklusive titler. Af de førnævnte spil udkommer "kun" Halo Infinite, Forza Horizon 5 og Age of Empires IV i år. Bevares, det er skam store spil, men det helt tunge skyts bliver først affyret næste år.

Under normale omstændigheder vil man måske mene, det er lidt sent at komme i omdrejninger, men i øjeblikket har både Sony og Microsoft (samt Nintendo for den sags skyld) svært ved at producere konsoller nok grundet manglen på mikrochips. Derfor kan det sagtens være, at 2022 bliver året, hvor det helt store slag skal slås mellem de nye konsoller.

At 2022 står som skæbneåret, fremgår også af, at stort set samtlige af de annoncerede spil, der udkommer fra næste år og frem, er eksklusive til Xbox Series S/X og PC. Xbox One har efter den hårde lancering kæmpet sig flot tilbage, men nu synger konsollen for alvor på sidste vers. Det er måske lidt ironisk, at Microsoft, der har brystet sig af cross-gen support, giver afkald på deres gamle konsol før, eller samtidig med, Sony, men sådan er det nu engang gået hen og blevet.

Rivaliseringen mellem Xbox og PlayStation bliver ofte fremstillet som en krig, og jeg har ikke ligefrem fået nedrustet den diskurs ved at snakke om store slag, våben og militærparader. Så derfor vil jeg her til slut udføre den eneste militære strategi, jeg reelt set kender til - en hurtig tilbagetrækning - og i stedet se på præsentationen i isolation.

Afløseren mener: Microsoft gør det tunge skyts klar til 2022
Microsoft satser på at møde efterspørgslen efter konsoller i løbet af sommeren. Det vigtigste er dog, at det bliver klar til næste år, hvor de helt store spil begynder at udkomme.

Det virker til, at reaktionerne har været lidt blandede, men jeg var nu personligt godt tilfreds med det fremviste. Starfield virker utroligt spændende, selvom vi ikke blev meget klogere på spillet, og vi nok bør forvente halvt så meget, som Bethesda lover. Forza Horizon 5 ligner en racer, der kan lokke selv folk som mig, der ikke er fans af genren. Og Psychonauts 2 er i de mindste noget andet, end hvad vi normalt får fra Microsoft.

Jeg sætter også virkeligt pris på, at mindre profilerede spil som A Plague Tale: Requiem, Atomic Heart og Replaced fik lov til at låne en smule af spotlightet. De er godt nok ikke eksklusive til Xbox på den lange bane, men at de får eksponering på Xbox Game Pass, kan måske også føre dem til succes på andre platforme.

Desværre var der også en del spil, der glimtede ved deres fravær. Fable, Senua's Saga: Hellblade II, Avowed og Machine Games' kommende spil havde været kærkomne gæster, men omvendt kan man ikke bebrejde Microsoft, at de gemmer et par trumfer i ærmet til en anden lejlighed. Og nå, ja, så var det godt nok svært at blive imponeret over Arkanes Redfall, der blot ligner endnu en i rækken af de mange co-op shooters, spilstudierne sprøjter ud i disse år.

I sidste ende understreger præsentationen dog en ting - det er længe siden, det har været så spændende at eje en Xbox!

Er du tilfreds med det fremviste, eller havde du håbet på mere fra Microsoft oven på købet af ZeniMax Media?

Afløseren mener: Microsoft gør det tunge skyts klar til 2022Afløseren mener: Microsoft gør det tunge skyts klar til 2022Afløseren mener: Microsoft gør det tunge skyts klar til 2022
Nogle af de mange spil, der blev fremvist til Xbox & Bethesda E3 Showcase.


Indlæser mere indhold


Cookie

Gamereactor-siden bruger cookies for at give dig den bedste oplevelse. Hvis du vælger at fortsætte antager vi at du godkender, og er tilfreds med vores cookies-politik.