LIVE
HQ
logo hd live | Call of Duty: Vanguard Open Beta
See in hd icon
Dansk
Gamereactor
artikler

Se Hvad Jeg Fandt! - Lost: Via Domus

Claus går tit på genbrug, og finder i den forbindelse skjulte skatte han tager med hjem. Nu tager han os med.

Abonner på vores nyhedsbrev her!

* Påkrævet felt
HQ

Jeg går meget tit på genbrug, som nogle af jer måske har læst i andre artikler jeg har skrevet. Jeg elsker lugten af gammelt støv, og damer, for det meste i deres bedste alder, som arbejder frivilligt for at give deres arbedjskraft til et velgørende formål. Jeg elsker at se alt det bras, som folk mener at andre ville kunne få brug for. For eksempel købte jeg fornyelig en kop, hvor der med øm skråskrift stod "BODIL", og gav den til en kollega der hed Dorte. Et lille indblik i min humor der.

Det jeg dog altid leder mest efter er gamle spil, især til PlayStation 2 og 3, for dem kan man stor fordel finde på mange genbrug. Specielt er det meget nemt at finde FIFA-spil, og der er faktisk så mange af dem at man kunne starte et mindre Sankt Hans bål med dem, hvis man ville, og gud hvor har jeg været fristet. Nogle gange finder man dog også små guldklumper, eller store kokasser af spil, som man af ren nysgerrighed bare lige skal have med hjem og prøve. Det er disse spil jeg vil give et forum i denne artikelserie, for jeg er ved at have opbygget et alt for stort lager af spil, jeg aldrig har hørt om, eller som jeg har læst dårlige ting om, og dem vil jeg så prøve at udvælge vilkårligt, så de kan få deres 15 minutter i solen. Jeg tror jeg har 150 PlayStation 2-spil nu, og over 100 PlayStation 3-spil, så der potentielt uanede mængder underholdning gemt i min reol. Jeg vil til sidst fortælle om jeg synes det er en guldklump, der er værd at spille, eller en kokasse man skal holde sig fra.

Dagens spil, som jeg har spillet og gennemført, er (fanfare!): Lost: Via Domus, som faktisk er en undertitel der ikke står på spilæsken. Internettet har i al sin visdom dog fortalt, at det er det fulde navn.

Se Hvad Jeg Fandt! - Lost: Via Domus

Kan I huske Lost? I ved nok, den der serie, men ham der Mathew Fox, og ham der spillede Merry i Ringenes Herre. Der var også hende der, der blev en elver i Hobbitten, og senere The Wasp i Marvels Antman and The Wasp. Jo jo, det er store kendisser vi har med at gøre her. Historien er som følger; et fly styrter ned og lander i mange dele på en "øde" ø, og de overlevende skal så overleve på øen, hvor ikke alt er som det ser ud. Her starter spillet også. Man spiller den ukendte Elliott Maslow, som har mistet sin hukommelse, hvilket er en finte vi spillere aldrig har oplevet i spil før (lol). Han skal igennem flashbacks, og samtaler med seriens mangefacetterede karakterer, finde ud af hvem han er, og hvorfor han er på øen. Historien tager cirka seks timer at komme igennem, og i de seks timer, oplever man seks års historie fra serien, komprimeret til det næsten uforståelige for den uindviede. Der er underlige sorte skyer der jagter en, mystiske undergrundsrum, hvor man skal indtaste en kode, eller øen eksploderer. Og så er der selvfølgelig "de andre", som er en flok mennesker, der mener de styrer øen. Så der er nok at se til, lige meget hvor fjollet hele præmissen er. Det der er det sejeste dog, er at alle skuespillerne ligner sig selv, om end deres figurmodedeller er grynede og i lav opløsning. Der er bare det lille minus, at selvom spillets karakterer ligner sig selv, som de så ud i serien, så er det ikke de rigtige skuespillere, der har indtalt deres dialog. Så Evangeline Lilly ligger ikke stemme til den Kate der er i spillet, og Dominic Monaghan, som vi alle kender fra Ringenes Herre, lyder ikke som sig selv. De er i stedet spillet fladt af kendte stemmeskuespillere som Susan Goodwillie, som er Kate, og hvem har ikke hørt om Andrew Ableson, og hans fabelagtige imitation af Dominic Monaghan. Hvis vi ser bort fra sarkasmen, så gør disse skuespillere, der skal efterligne andre skuespillere, bare Lost: Via Domus, ukendeligt for fans, for de lyder ikke som originalerne. Som i slet ikke. Og det gør bare spillet føles meget billigt, og som om at ABC, som lavede TV-serien, bare ville score nogle hurtige håndører på seriens popularitet, som på tidspunktet da spillet udkom, var meget nedadgående. Det er svært at forstå hvorfor spillet er blevet lavet, for det er ikke kreativitet der skinner igennem i dette spil. Man sidder mere bagefter med en følelse at spillet eksisterer fordi nogle forretningsmænd har siddet i lummert lokale, og kigget på bundlinjen og sagt; "gad vide hvordan vi presser Lost-citronen noget mere?"

Se Hvad Jeg Fandt! - Lost: Via Domus

Nå men lad os kigge lidt på hvad man skal i Lost: Via Domus. Spillet kan deles op i fire sektioner. Den første er at Elliott Maslow skal tage billeder i flashbacks, som giver ham små indblik i hans egen fortid. Anden del er så at han skal rende rundt til alle de andre overlevende, og snakke med dem. Snakker man så med den rette karakter, bliver man sendt ind i junglen efter sandheden. Tredje del er så inde i junglen, hvor man skal finde vej hen til det næste sted, som er interessant for Maslow. Eneste problem er at man bliver jagtet af den sorte sky, som fans måske husker fra serien, og den eneste måde at undgå den på er at gemme dig i små bambuscirkler. Fordi bambus kan jo sagtens holde røg ude... Ja, så fjollet er det bare. Og den fjerde del er så, at man skal løse de her gåder med sikringer, som skal sættes i elektriske systemer, så der kommer den rigtige mængde strøm det rigtige sted hen. Disse fire ting gentager man så igen og igen, igennem de seks kapitler, indtil, og spoiler-advarsel her, at man undslipper øen i en båd, men efter rulleteksterne ser man en mellemsekvens hvor det hele begynder forfra. Forskellen er bare denne gang at Elliott Maslows tidligere kæreste er i live på øen, og ikke død som i den originale begyndelse. Så hvad får man ud af historien i Lost: Via Domus, i forhold til hele mytologien? Absolut intet. Jeg var ikke et gram klogere efter jeg slukkede min PlayStation 3, end da jeg tændte den seks timer før. Lost: Via Domus skylder mig seks timer af mit liv, som jeg aldrig får tilbage.

Det er i princippet hvad Lost: Via Domus er. Det er ikke Red Dead Redemption eller The Last of Us det her. Det er billigt og ukreativt metervare-makværk, og det er synd, for der er potentiale til et godt spil. Det kunne have været så fedt at udforske øen, finde andre overlevende, og i det hele taget dykke ned hele Lost-mytologien. Alt dette kunne have været grundlaget for et godt spil, men det var vist ikke det udviklerne gik efter desværre. Så hvis jeg skal give Lost: Via Domus en karakter, så er det den store kokasse vi bliver nødt til at starte med. Der er ikke noget guld at skimte her. Det er småkedeligt, ligegyldigt spildesign. Øv. Nå, forhåbentlig venter der noget bedre på reolen næste gang.



Indlæser mere indhold


Cookie

Gamereactor-siden bruger cookies for at give dig den bedste oplevelse. Hvis du vælger at fortsætte antager vi at du godkender, og er tilfreds med vores cookies-politik.