For nyligt spillede jeg Pokemon Sword til Nintendo Switch. Jeg kan ikke sige, det var nogen overvældende oplevelse. Men det var dog nogenlunde lige så vanedannede, som det plejer, og jeg fangede da også et utal af ligegyldige Pokémon, som nu kommer til at tilbringe resten af deres eksistens evigt låst inde i deres Pokéballs - en skæbne, som vel kun er en anelse bedre end sommerfuglen på nålen.
Nostalgisk som jeg er, kom jeg til at tænke tilbage på det originale Pokémon Red, som jeg i sin tid fik i 7 års fødselsdagsgave. Det er snart tyve år siden, og men jeg har faktisk genspillet det 2-3 gange siden, så helt blændet af fortidens tåger er jeg altså ikke. Derfor tænkte jeg, det kunne være sjovt at sammenligne de to spil for at blive lidt klogere på designfilosofierne bag. Jeg er godt klar over, der er mange spil imellem de to, og det bliver nødvendigvis en lidt grov sammenligning, men lad nu kaste os i eventyret og lade forbeholdene ligge.
Visuel stil og lyd
Pokémon Sword/Shield foregår i Galar-regionen, der er baseret på en idylliseret version af Storbritannien tilsat ørkenområder og sneklædte bjerge for variationens skyld. Og netop variationen er måske den grafiske sides største styrke, da du aldrig når at blive træt af en type landskab, før du befinder dig i et nyt. De forskellige Pokémon er fint animeret, og det giver noget til oplevelsen, at de nu er synlige i spillets verden. På den anden side trækker det i mine øjne ned, at der øjensynligt er puttet et eller andet i vandforsyningen, så alle går rundt med manisk smil på deres alt for glade ansigter.
Kanto-regionen i Pokemon Red/Blue er anderledes grå, og her taler jeg ikke kun om den ældre hardwares mangel på en farveskærm. Den visuelle variation er betydeligt mindre, men omvendt er områderne mere konsistente i deres udtryk, og man føler sig ikke på samme måde hensat til en fantasiverden. Hvad der i stedet giver hvert sin by sin personlige identitet, er det fremragende soundtrack, der stadig holder. Man kan næsten mærke blæsten og dufte de salte bølger, når man hører den friske maritime melodi i havnebyen Vermilion City, og de umådeligt melankolske toner i Lavender Town er stadig lige effektfulde.
Verden
Den mest markante forskel mellem Galar Region og Kanto er dog ikke antallet af pixels, ej heller hoppet fra sprites til 3D, nej, det er snarere hvordan denne verden er skruet sammen, og hvordan du navigerer den.
I Pokemon Sword bevæger du dig, på trods af visse krydsforbindelser mellem byerne, for det meste af tiden lineært frem. Når din vej videre er blokeret, så er det, fordi du mangler at klare en historie-milepæl. Typisk står der en lidet behjælpsom NPC i vejen med denne attitude: "Vil du videre ad denne brede vej? Desværre jeg står lige og nyder sceneriet, men prøv at besejre gym-lederen, og det kan være jeg letter røven og lader dig passere."
Det originale Pokemon har også denne type roadblocks, men for det meste er forhindringerne organiske eller i en stil med en Metroidvania eller et Zelda-spil. For at komme videre skal du låse op for nye evner. I takt med at du låser op for flere evner og kommer længere i historien, kan du anvende genveje, der pludselig gør det relativt nemt rundt i den forbundne verden, der pludseligt ikke længere føles så liniær.
Tager du eksempelvis indledningsvist gennem Diglett-tunnelen, havner du (næsten) tilbage i Viridian City, der er spillets anden by, men et træ blokerer det sidste stykke af vejen. Du skal derfor først derfor cut, for at genvejen kan anvendes. Til sidst bliver de forskellige egenskaber som surf og strength også brugt i en række puzzles. Jeg hadede ganske vist disse som barn, men alligevel... der er noget tilfredsstillende ved at kæmpe sig igennem de tilsyneladende endeløse grotter. Når man endelig træder ud bliver man nærmest blændet af dagslyset, og det er på trods af, at ens Game Boy ikke engang havde lys i skærmen.
Historie
Pokemon spil er ikke kendt for deres historier, men derfor er der alligevel mange mindeværdige øjeblikke i Pokemon Red. Gidseldramaet i et indkøbscenter, hvor du kæmper mod Team Rocket. Historien i Lavender Town, hvor du lærer mysteriet om Cewbones døde moder, der i sin minimalistiske præsentation (og igen takket være det mindeværdige soundtrack) faktisk er ret rørende. Spillet giver følelsen af eventyr ved ligesom tv-serien at fokusere på små vignetter, der bindes sammen på kryds og tværs af længere plottråde.
Pokémon Sword derimod har en klarere historier med et mere defineret persongalleri. Men det er sandt at sige ikke særligt spændende. Forbryderbanden er denne gang en omgang hooligans, der ikke engang ville kunne opnå karantæne på Brøndby Stadion, og de legendariske Pokémon fremstår aldrig særligt mystiske eller faretruende. Selve hovedplottet er egentligt nogenlunde interessant og får som vanligt klemt en lille smule let samfundskritik ind, men desværre virker det ikke til at være organisk implementeret i helhedsoplevelsen, som vi ellers var blevet forvvænt med helt frem til Nintendo DS-spillene.
Og det er måske min største kritik. Da historien ikke understøttes gennem gameplay sekvenser eller bare stemningsfuld musik, er der ikke rigtigt noget at binde den op på, og her, kun et par uger efter jeg har spillet igennem, kan jeg ærlig talt kun huske spillets start og slutning - alt indimellem er en flydende masse af velskrevet, men desværre også intetsigende dialog.
Konklusion
Som det gerne skulle fremgå ret klart er de to spil baseret på vidt forskellige designfilosofier. Pokemon Sword er en strømlinet oplevelse, hvor man ganske vist har langt flere mekanikker end i det originale spil (flere typer, dobbeltkampe, genstande etc.) og dermed er et mere kompleks RPG. Det appelerer sikkert til rigtigt mange spillere, og det har jeg stor respekt for.
Men når det kommer til den rene oplevelse, hvor mekaniker ikke er et mål i sig selv men snarere et middel til at fremkalde følelser og stemning, ja, så har man i min mening ved at slanke spillet også skyllet babyen ud med badevandet.
At lære dine Pokemon' specifikke HM, at lede efter dine genstand i din dårligt organiserede taske, at rejse på kryds og tværs med din cykel indtil du (sent i spillet) får mulighed for fast travel - er det ikke præcist de små udfordringer, der i sidste ende skaber en uforglemmelig rejse? Om ikke andet så er måden verden navigeres og historien fortælles langt mere engagerende, end den lidt flade søndagstur, som udgør Pokemon Sword.