Gamereactor Danmark. Se de seneste trailere og friske interviews fra de største spil-messer i verden. Gamereactor-siden bruger cookies for at give dig den bedste oplevelse. Hvis du vælger at fortsætte antager vi at du godkender, og er tilfreds med vores cookies-politik.

Dansk
Gamereactor
artikler
Beyond Good & Evil

Beyond Good & Evil

Beyond Good & Evil har fået plads på samme hylde som Ico og Rez, det er kort sagt en klassiker. Nu fortæller Peter så hvorfor spillet er så pokkers dragende.

Abonner på vores nyhedsbrev her!

* Påkrævet felt

November 2003: Den franske spilgigant Ubisoft sender spillet Beyond Good & Evil på gaden, efter at det har været under udvikling i over fire år. Den franske spilguru Michel Ancel er manden bag spillet, der er slået stort op af Ubisoft efter sidstnævntes tidligere succes med blandt andet Rayman. BG&E er et action/adventure-spil om en ung kvindelig reporter ved navn Jade, som lever i en fiktiv verden ved navn Hyllis. Denne er befolket af mennesker og humanoids (dyr med menneskelige træk og personligheder). Spillets atmosfære, historie, grafik og gameplay får anmeldere verden over til at juble i kor; Michel Ancel og hans Montpellier-hold har overgået sig selv.

HQ

Januar 2004: Spillet kan nu købes til kraftigt nedsat pris, efter en salgsmæssig dundrende fiasko under julesalget. Der tales om salgstal på 10.000 kopier på verdensplan!

Efter at have læst anmeldelser og set klip fra spillet, tager jeg en velovervejet chance og køber et eksemplar af spillet. Ca. en halv time efter at have sat det i min PS2, sidder jeg forundret og prøver at tænke mig til, hvad der er gået galt, siden denne diamant er blevet købt af så få og overset af så mange. Min forundring er netop stor på grund af den wow-følelse, som spillets åbning har givet mig - en følelse, jeg ikke har haft siden jeg var i selskab med ICO og Yorda mere end et år tilbage. Holder folk ikke øje med anmeldelserne af spillet, og hvis de gør, hvorfor bliver de så ikke betagede af de screenshots og ingame-klip, der følger med? Eller har spilmagasinernes holdning en snob-effekt på de fleste gamere, hvilket virker usandsynligt, når man ser på mængden af mainstreamspil og dertil hørende kunder?

Jo længere tid jeg tilbringer sammen med Jade og onkel Peyj, jo mere fryder jeg mig over spillets originalitet. Samtidig frustreres jeg som passioneret gamer og indædt tilhænger af usammenlignelige universer over, at så få vil lade sig rive med af et spil, der i øvrigt (også den dag i dag) hører til i den billige ende. Beyond Good & Evil´s salgsmæssige fiasko-historie er udover min forstand.

Beyond Good & Evil
Kampene i Beyond Good & Evil var aldrig krævende eller dybe, men de gav et godt afbræk fra gådeløsningen og de mange andre småopgaver. Kun spillets bosser var til tider krævende.
Dette er en annonce:

Lidt lærdom

Alt hvad man behøver her i livet er et kamera, et luftpude-fartøj og en familie af forskellige dyrearter. Så gør det ikke noget, at ens onkel består af svinekød, hvis bare han er god til mekanik.

BG&Es besynderlige verden (planeten Hyllis) præsenterer os for Jade, en ung kvindelig journalist, der i sin tid blev adopteret af sin onkel, grisen Peyj, da forældrene døde. Jade arbejder hårdt for at få hverdagen til at hænge sammen for sin familie, som ud over førnævnte svinemikkel, består af forskellige mere eller mindre genkendelige dyrearter, heriblandt Homo Sapiens, Jades egen art. Historien kaster os med det samme ud i plottets altoverskyggende konflikt; Hyllis er truet af invasion fra en fjendtlig planet beboet af the DomZ, som består af grønlige væsener MED arme og UDEN ben. Det beskyttende laserlignende felt, der omkredser Jades hus fra fjendtlige angreb virker ikke, og fyrtårnet, som er hendes hjem, er pludselig en åben skydeskive for fjenden. Snart dukker et sæt DomZ frem og tager Jades familie som gidsler, men den grønklædte kvinde har ikke i sinde at give sig. En ukompliceret kampscene tager sin begyndelse, og på trods af combo-systemets simplicitet er kampen alligevel aldeles fascinerende. Jades slag og piruetter bliver halvdelen af tiden vist i slowmotion og man bliver trakteret med ublodige, men dramatiske og betagende sekvenser.

Jades fægterier ender naturligvis lykkeligt (hvis man besejrer væsenerne, forstås), men allerede her i starten aner man, at disse DomZ vil volde heltinden flere og langt større bryderier senere i historien. Inden da skal vi imidlertid gang med Kodak-moments en masse. Jade er nemlig freelance rapporter og fotograf, og lever selvsagt af at bringe billeder og historier til Hillys medier. Hun bruger meget af sin tid på at tage billeder af denne verdens mange humanoids, Homo Sapiens og forskellige dyr; med andre ord, alle organismer.

Dette er en annonce:
Beyond Good & Evil
Allerede fra begyndelsen af eventyret er der masser af action. Her angribes Jade og hendes verden af nogle underlige væsner.

At tage billeder lyder som en fejlplaceret aktivitet i et videospil, men de ting som kameraet bibringer, er af stor betydning for spillets flow. Jade tjener selvforståeligt penge/point og perler på sin foretagsomhed med det lille apparat, og det er en yderst fascinerende oplevelse at indfange hele den fauna og det leben, som Hillys består af. Forestil dig, at man sidder i sin onkels lille hoover kraft (svævefartøj) på det spejlblanke hav som omgiver Hillys, mens man ihærdigt forsøger at tage billeder af de omkringspringende skorpionfisk, der, som vi alle ved, er yderst svære at fange på film. Man behøver jo heller ikke at bruge svæve-fartøjet til at tage billeder. Det er lige så brugbart, hvis ikke mere, at deltage i et ræs med andre mere eller mindre identiske fartøjer om en præmie eller eksempelvis at entre en hule, der huser en lille "looter"; en tyvagtig robot, som stjæler dine perler, med mindre du kan fange og destruere den. I så fald tjener du til gengæld en perle.

Lad mig se. Fotografere en skorpionfisk, køre ræs i et svævefartøj og fange en "looter"... Bum-bum-bum...

Nu tænker I: Enten er skribenten vanvittig, eller også har han indtaget diverse stimulerende faste eller flydende stoffer. Alternativt har han spillet dette spil (og andre) ret mange gange, og i lang tid. I har selvfølgelig alle ret, men spillet har sin egen logik, i sin egen forunderlige verden. Selv om det siges at penge holder hjulene i gang, er det en lille smule anderledes i Hillys. Perler. Jeg tror ikke, at Marilyn Monroe ville have følt sig specielt godt tilpas i dette univers, for selv om sidstnævnte materiale i stor udstrækning er til stede, bruges det som betalingsmiddel, og ikke til kropsudsmykning. Hvad enten man fotograferer nye arter eller foretager sig andre af de ovennævnte ting, ender det med point/penge på kontoen, og i sidste ende perler.

Beyond Good & EvilBeyond Good & Evil
At du kunne tage billeder af hele verdenens fauna, skabte en mini-spil, der nærmest kunne drive én helt væk fra selve hovedeventyret.

Og hvem har så glæde af disse perler, for Jade har ingen grund til at beholde dem. Svaret kunne være: Rastafari-næsehorn. Igen må læseren tænke - vanvid, alkohol eller for meget gaming. Men nej altså. Mamago Garage huser altså tre næsehorn, som står for alle fartøjs-reparationer i Hillys, og som så mange andre levende væsner i denne verden, tager de gladelig imod perler som betaling. Og det er uanset om man skal bruge nogle ekstra "pods",eller eventuelt en større reservedel for at komme til en anden planet.
Nej, jeg vil ikke afsløre for meget af handlingen, men blot hentyde til en større sammensværgelse og manipulation af befolkningen. Jade spiller naturligvis en meget central rolle i den sammenhæng,og naturligvis er hjælpen fra hendes familie og kolleger hos frihedsbevægelsen (ja, sådan én er der også) uundværlig. Flere genrer blandes behændigt ind i handlingen og universet, og blandt nogle anmeldere verden over blev BG&E anset for at være "det næsten perfekte spil".

Et kig ind imellem det gode og det onde

Man kan næppe sige, at den franske spilguru havde tænkt sig at agere politisk forkæmper eller talerør, men der var nok noget eftertænksomhed bag historien. I hvert fald hørtes ofte nummeret Propaganda på en lokal bar i byen.
Og propagandaen fylder. For det er på storskærmene rundt omkring på øen, at befolkningen holdes orienteret eller snarere i skak. Rekrutteringen til Hillys hær - The Alpha Section - kører konstant, og det ligner ren indoktrinering, da indbyggerne ikke kan gå udenfor en dør, uden at blive mødt af generalens stemme. Man fornemmer altså ret snart, at der er noget galt. For denne form for manipulerende reklame ligner i høj grad noget, man har set i historietimerne, når man lærte om Stalin, Hitler eller lignende statsledere. En krybende fornemmelse af uretfærdighed dukker op i hjertet og venstre hjerne-halvdel (tror jeg nok). Man føler en ubændig trang til at handle, man da man ikke har set beviser på nogen former for lyssky foretagender, synes det svært at stille noget op. Og man har jo kun sit vid og sit gode kamera.

Inden længe bliver det åbenlyst, at det lille apparat er Jades våben. Og med våbenet i hånden og fingeren på udløseren, begiver hun sig på togter dybt inde i Hillys, samt uden for øens afspærringer. For det antydes, at øen ikke altid har været så indadvendt, men siden DomZ-angrebene er begyndt, har tingene ændret sig.

Når man i Jades skikkelse forcerer gaderne i byen hersker der ikke nogen umiddelbar frygt, men indleder man en samtale (sætninger uden lyd) med de forskellige godtfolk spores en helt anden holdning, som tager til i takt med historiens udvikling. Disse specielle kombinerede fornemmelser af at være henholdsvis fange i eget hus og trængt ind bag fjendens linier, giver gameren en unik følelser af at være frelser. En helt(inde), der kæmper for det gode, men midt i det onde.

Netop derfor er de billeder som Jade kan levere af overordentlig vigtig karakter. Man drager et lettelsens, nej, befrielsen suk, når fotos af kriminaliserende karakter øger presset på undertrykkerne. Således kan man bekæmpe tyranniet til vands mod drager, til lands på transportbånd dybt inde Hillys undergrund, eller i de højere luftlag henover byens tage. BG&Es indkorporering af varierende typer gameplays, samt den næsten konstante følelse af at være overvåget, yder gameren to oplevelser; et ønske om at undslippe, samt en brændende lyst til at dykke dybere ind i løvens hule.

At titlen dermed næsten ikke har nogen alder, giver herfra kun anledning til yderligere forundring over den manglende tilslutning til udflugten mod Hillys. Aldersforskel var der derimod på Jades første karakterudgave og den som hun endte med at have. I et interview på Ubisofts internet-side i forbindelse med lanceringen af spillet kundgjorde Michel Ancel, at Jade oprindeligt havde set yngre ud. Hun var gået fra at ligne en post-punker midt i teenageårene, til at ende som en kvinde på tyve iført militæragtigt street-tøj (eller er det omvendt) og altid med sit arbejdsredskab, kameraet, på sig. Grunden til ændringen var, sagde Ancel, at hovedpersoner bør passe til den rolle, de spiller. I sin tidlige udgave lignede Jade mest af alt en student, men da historien introducerede en mere moden karakter, blev en forandring af hendes udseende besluttet.

På trods af den større modenhed, er Jade naturligvis lige så afhængig af sine venner og families hjælp som alle andre. Et punkt som bliver tydeligt under blandt andet kampene sammen med onkel Peyj og Agent HH. Ved et tryk på trekant-knappen (på PS2) råber HH "ten-four" og stormer med hovedet sænket ind i den nærmeste modstander, mens Jade samtidigt bekæmper en anden. Eller under en opgave i en række forunderlige huler på en (u)forladt ø, hvor et stort jerngitter forhindrer yderligere forcering af området. Indtil man beder Peyj angribe skruerne med sin svensknøgle. Samhørighed siger jeg.

Beyond Good & EvilBeyond Good & Evil
Gamereactor anmeldte spillet til PlayStation 2 dengang det udkom og gav det en pæn karakter på 8 ud af 10 mulige. Henrik Bach lavede anmeldelsen.

Vist, alt er ikke perfekt og variationen er ikke uendelig, men tingene fungerede i sjældent set omfang. Sammenholder man det med Ancels evne til at skabe figurer, som formidler et stort følelsesregister, så har man i mine øjne "det næsten perfekte spil".

Midt i musikken

Få instrumentlyde som et piano, har formået at skabe stemning og følelser i en fortælling, og BG&E er ingen undtagelse. De lette berøringer på de hvide og sorte overflader af Victor Borge, Fuzzy og Elton Johns yndlings-instrument, får i hvert fald mig til at falde ned (eller op?) i en tilstand af emotionel krise eller glæde, alt efter hvordan situationen i historien tegner sig.

Jeg bliver nødt til at stå lidt af. Ved endnu en gennemspilning af dette stykke interaktive hjertemateriale, må jeg konstatere, at Thomas Newmans lydspor til American Beauty bliver matchet i den følelsesmæssige udfoldelse. Billederne og teksten i spillet og historien, bliver simpelthen forstærket, når musikken spiller ind og bidrager til Jade og Co.s oplevelser i Hillys og omegn.

Between Good and Evil

Dette er den oprindelige titel på spillet, som Michel Ancel havde besluttet sig for, men den var ikke helt spiselig for Ubisofts marketingsafdeling, og så var en ændring uundgåelig. Ideen med ordet Between var, at Ancel var af den opfattelse, at Jade og hele Hillys konstant befandt sig mellem det gode og det onde, eller snarere opfattelserne deraf. Et samfund, der afspejlede virkeligheden med alt, hvad det indeholder af blandt andet overvågning, manipulation samt hverdagens daglige valg.

Når det alligevel endte med Beyond i stedet for Between, skyldtes det at historie og koncept foregår på flere planer. Og selvom man kunne mene, at det skulle være forklaringen på spillets manglende kommercielle succes, er årsagen måske langt mere enkel.

En aldersanbefaling på 7+ ville få de fleste til at tro, at her var tale om et udpræget børnespil. Denne anbefaling skyldes imidlertid, at manglen på såkaldt modent materiale som sex og vold (og jeg gentager modent...) gør det mere tilgængeligt for poder i alle aldre. Desværre bliver det i nogle tilfælde så også opfattet som en mangel på interessant indhold. Jeg har i nogle år - siden februar 2004 - ønsket mig, at den engelsksprogede anbefaling blev indført. Her bruger man bogstaver i stedet tal. PG står for Parental Guiding (under forældres overvågning), hvilket i bund og grund betyder, at så kan man godt lade barnet spille selv, mens mor og far laver noget andet. Så er der blandt andet også T for Teen (dem omkring 13, og helst ikke over), og naturligvis må ikke glemmes M for Mature. Sidstnævnte burde i mine øjne ændres til M for Mainstream, for det er ofte disse spil, der har de største salgstal. AO (Adults Only) er vist fy-fy for dem under 18 i visse lande, selvom vi alle ved, at herhjemme betyder det ikke en dyt.

Nå, et angreb på begrænsningerne nytter ikke alligevel ikke noget, og en del af skylden ligger naturligvis hos udgiveren selv, Ubisoft. Hvorfor så mange høj-budgetterede spil år efter år, absolut skal ud lige inden jul, er altså ikke helt forståeligt. Det er klart, at købelysten hos de potentielle kunder er størst på dette tidspunkt, men på grund af manglen på lave priser på nye spil i almindelighed, og omkring jul i særdeleshed, må og skal flere af titlerne ende med fiasko på bundlinien. Dog ender jeg ligesom med førnævnte emne, at slå huller i luften, så jeg vil i stedet forsøge med en tredje mulig forklaring.

Beyond Good & Evil
Der går rygter om at Ubisoft er i gang med en toer, men indtil videre er det ikke andet end rygter. Desværre.

Beyond Good & Evil var forud for sin tid, og fandt derfor ingen forståelse hos den brede spilbefolkning. Påstanden dukkede op hos spilmagasinet EGM så sent som i juli. Her var der et interview med Tony Kent, vicepræsident hos Ubisofts marketingsafdeling, som medgav, at på trods af stor succes og anerkendelse blandt anmelderne, nåede BG&E aldrig de salgsmæssige tal. Grunden hertil, mente han, var at spillets evne til at kombinere flere facetter og genrer, åbenbart ikke fandt gehør hos den brede gamer-bevægelse. Udover Tony Kents udtalelser, der bekræfter opfattelsen hos spillets (ret fåtallige) fans, viser EGMs interesse for spillet over to år efter udgivelsen, at der stadig er små bobler af interesse for denne lille ædelsten, med de mange perler og svinet, Onkel Peyj forstås, at Ubisoft måske burde tage en snak med Ancel om en fortsættelse af Beyond Good and Evil.

Lad os alle bede

...for at historien fortsætter inden alt for længe. Pt. er den gode Ancel i gang med at lægge sidste hånd på den imødesete Raymans Raving Rabbits til de mange nye og gamle konsoller (Amiga-fans, glem det), og hvis mine bønner skulle gå i opfyldelse ville det ligne Ubisoft dårligt, ikke at udgive spillet på alle de nye platforme + PC. Sker dette, vil jeg straks bestille en rejse til Hilly med svævefartøj, naturligvis efter at jeg vekslet til den lokale valuta - perler. Og selvfølgelig glemmer jeg ikke kameraet. Det gjorde Peter Jackson heller ikke. I hvert fald blev min navnebror ligeså betaget af spillet som jeg selv og fik ham overtalt til at lave spiludgaven af King Kong, som udkom sidste efterår med noget bedre salgstal end hvad Jade kunne prale af. I dette tilfælde var det åbenbart godt at sidde med aben. Og så kunne den ikke engang tale!?!

Hvis man, efter at have læst artiklen igennem, ikke er klar over det, så bugner de forskellige spilbutikker sandsynligvis af BG&E-overskudslagre, og det er helt bestemt ikke til ny- og fuldpris. En pludselig stigning i salget af titlen i eksempelvis Skandinavien, ville sandsynligvis hjælpe visse gode franskmænd til at træffe visse rigtige beslutninger. Der har længe verseret rygter om en mulig fortsættelse af historien, og Monsieur Ancel har i hvert fald ikke lagt skjul på sin interesse for en udvidelse af projektet. Mens disse linier skrives ligger jeg på knæ foran tastaturet og beder inderligt til, at BG&E ikke er saga blot, men at den stadig har mod på at fortsætte et eventyr, som er ud over det sædvanlige - på godt ondt.

Beyond Good & Evil
Beyond Good & Evil
Beyond Good & Evil
Beyond Good & Evil
Beyond Good & Evil
Beyond Good & Evil
Beyond Good & Evil
Beyond Good & Evil
Beyond Good & Evil
Beyond Good & Evil
Beyond Good & Evil

Relaterede tekster

0
Beyond Good and EvilScore

Beyond Good and Evil

ANMELDELSE. Skrevet af Henrik Bach

Franske Ubisoft er en europæisk succeshistorie og har betydet meget for spilindustrien.

Beyond Good & Evil

Beyond Good & Evil

ARTIKEL. Skrevet af Peter Christensen

Beyond Good & Evil har fået plads på samme hylde som Ico og Rez, det er kort sagt en klassiker. Men hvorfor? Peter fortæller...

0
Prince of Persia og BG&E droppet?

Prince of Persia og BG&E droppet?

NYHED. Skrevet af Rasmus Berg

Det er noget af et underligt rygte, der i de sidste dage har hærget internettet. Ifølge flere sites, så ser det nu ud til at Prince of Persia og Beyond Good and Evil er skrinlagt i GameCube og Xbox versionerne - i hvert fald her i Europa.

0
Beyond Good and Evil

Beyond Good and Evil

PREVIEW. Skrevet af Thomas Tanggaard

Nu er den første preview-skive så landet på bordet, og der er sket meget, siden vi sidst spillede Beyond Good & Evil.



Indlæser mere indhold