Bionicle

Efter deres indtræden på det virtuelle marked har Lego optrådt med en lidet flatterende succes. Selv om konceptet måske ikke ligefrem har tangeret Army Men tendenser, så viser en hurtig gennemgang, at der har været langt mellem snapsene. I sidste ende fik det de travle plasticblokfyre til at nedlægge egenproduktionen, og i stedet skubbe franchiset i armene på Electronic Arts. Nu er der så nyt fra fronten, hvor en af de mest succesfulde serier - Bionicle - står model til et platformseventyr udviklet af Argonaut Games.

Det geniale ved Bionicle er den underliggende strøm af historie, som river konceptet frem. I stedet for udelukkende at være baseret på børnenes fantasi får de serveret byggesten, som de kan videreudvikle på. Det historiemæssige aspekt er naturligvis overført til spillet, hvor man sendes til paradisøen Mata Nui. Der er dog en slange i paradis, som antager formen af den gemene Makuta. Gennem ham gennemsyres omgivelserne, og mørkets skyggeside truer med at kvæle harmonien. Heldigvis er de seks Toa - der alle behersker et element - til stede, og det ligger i deres todelte hænder at sætte en stopper for den buldrende ondskab. Med fingrene på en relativ tidlig version fik jeg mulighed for at samle kården op, og give mit besyv til situationen.

I et farverepræsenteret orgie skal man bevæge sig ud i øens klimatiske yderligheder. På skift skal man styre de forskellige Toas, og tage favntag med elementernes rasen. Med kameraet drejende om sin egen akse fra et tredje persons perspektiv åbner lavastrømme, havbrusen og sandstorm sine luner. Begivenhederne er fanget i en lineær strøm, hvor man på skift må antage personligheden af en given Toa. I et upbeat børneunivers, krydret med kantede monstre, må man forlade sig på reaktionernes kraft. Roterende, eleverede og drivende platforme dukker op i det ellers relativt stationære univers, og gør deres til at besværliggøre en tilsyneladende nobel sag.

Omgivelserne og den givne hovedperson spejler sig i hinandens kræfter, hvorfor der er en konstant farvemæssig analog. Naturens yderligheder kommer til udtryk gennem platformsfremdriften, hvor lavastrømme, fossende vand og tilsvarende gør deres til at straffe fejlslagne strategier. Til tider får man dog chancen for at tøjle omgivelserne, når tempoet skrues op i nogle herlige fartsekvenser. Pludselig finder man sig stående på et bræt, mens hotte lavaklumper skyder op i rasende modstand. Eller også tager man sig en ordentlig gang ørkenræs, mens sandet gør sit til at danne modspil. Udviklernes mål er naturligvis, at danne kontravægt til et gameplay der ellers er tungt på præcision. Dette gennem den pludselig udfordring af reflekserne. Forsøget rammer ganske fint hensigten, og sekvenserne føles ikke umiddelbart som irriterende påfyld.

Hovedvægten er dog lagt på den banemæssige forcering, hvor fjender gør sit til at stoppe ens fremdrift. Imens man forsøger at samle lysende kugler, hvor et givent antal giver frihed for den nuværende mission, samt befrier små indfødte, skal man holde konstant med en stadig sværm af gedigen opponering. Strømmen kommer konstant fra alle mulige direktioner; luft, vand og jord er et stadigt inferno af liv, hvis eneste formål er at forhindre din fremdrift. Gennem en solid kombination af skjold og energiudløsning kan vejen banes - men det kræver en vis timing. Det bliver dog aldrig sværere end, at alle kan være med - faktisk synes sværhedsgraden på nuværende tidspunkt at være en anelse for lav.

Skal man skabe en solid illusion af et pulserende miljø, så er det utroligt vigtigt, at både grafikken og lyden gør sit hertil. Sammenligner man med den nye strøm af platformsspil, så mangler Bionicle stadig en del på denne front. Selv om grafikken på mange områder er ganske tiltalende, med genkendelige figurer og små kælne effekter, så er der stadig lang vej til en overbevisende helhedsoplevelse.

Faktisk så føles det hele meget generisk, hvor man savner dynamik og mere modspil fra maskinens mange tekniske egenskaber. Partikeleffekter er gængse og lyseffekterne undselige - der kan presses meget mere ud af citronen. Lyden er tilsvarende stadig på et tidligt stadie, hvor der nærmest bliver hoppet og hakket i samme stil som hovedpersonen. Positivt så bliver der mulighed for at indhylle begivenhederne i dansk tale, hvilket gør mødet med heltene nemmere for de kære små. Der er dog ingen tvivl om, at Bionicle går en hård tid i møde, hvor dets tekniske kvaliteter ser ud til at have svært ved at konkurrere selv med gårsdagens titler.