Bloodborne anmeldelse - Første del

Bemærk at dette ikke er den endelige anmeldelse, men en foreløbig vurdering af Bloodborne. Dette skyldes at spilserverne i skrivende stund ikke er oppe at køre endnu, og da multiplayer-elementerne udgør en meget stor del af titlen, har vi valgt at dele anmeldelsen op i to. Den endelige vurdering af spillet vil udkomme om knap en uge, efter vi har haft mulighed for at afprøve spillet i sin helhed.

Demon's Souls og Dark Souls-serien er for mange gamere i dag blandt de bedste spiltitler, der har været udgivet i nyere tid. Dette skyldes blandt andet den medrivende atmosfære, de flotte monstre og ikke mindst den meget høje sværhedsgrad, der på mange måder vakte minder om en tid, hvor man ikke blev holdt i hånden når man spillede spil, men rettere blev skubbet i hvor man ikke kunne bunde, og selv måtte lære at holde sig ovenvande. I spillene kunne et enkelt fejltrin betyde døden for ens figur, og døden blev straffet med at gøre det hele endnu sværere. Det virker umiddelbart bagvendt, men denne ubarmhjertighed var med til at bringe en vigtig ting tilbage til spilverdenen, nemlig følelsen af succes efter at have overkommet de svære udfordringer mod alle odds. Hidetaka Miyazaki var manden, der stod bag denne nye genres skabelse, og han var i den grad den kreative hjerne bag en stor del af de elementer, der gjorde Demon's Souls og Dark Souls så populære. Det ærgrede derfor mange, at hans involvering i udviklingen af Dark Souls II blot var som vejleder, noget som mange har ment havde en negativ effekt på titlen. Det var derfor også kæmpestort, da Sony afslørede, at den spirituelle efterfølger til Souls-serien igen ville have Miyazaki bag roret, og at det ville blive en current-gen titel på PlayStation 4. Spillet fik titlen Bloodborne, og efter den korte trailer for spillet blev vist, stod det klart for mange, at der var tale om noget helt nyt. Nu er spillets udgivelse lige på trapperne, og jeg har haft æren af at være en af de første, der har besøgt den dystre by Yharnam, for at finde ud af om spillet lever op til de tårnhøje forventninger.

Historien i Bloodborne er omgivet af mystik, og som i de spirituelle forgængere er det op til spilleren selv, at finde ud af, hvad det er der foregår i spillets verden. Det eneste man ved fra starten af, er at byen Yharnam er kendt for sine helende blodtransfusioner, og rejsende fra nær og fjern drager til byen for at få kureret deres sygdomme. Spilleren tager rollen som en af disse rejsende, men under transfusionen begynder man at se syner, og det står hurtigt klart at alt ikke er helt som det skal være i den gotiske by. En stor del af byens befolkning er nemlig ramt af en uhyggelig blodsygdom, der langsomt gør dem til farlige monstre, og det er nu op til spilleren at overleve i byens gader, altimens man prøver at finde ud af præcis hvad der foregår, og hvordan man gør en ende på den rædselsvækkende epidemi. Dette gør man ved at tale med de få overlevende beboere, og ved at finde små tekster spredt rundt omkring, og ikke mindst ved at udforske byen, der i den grad er en karakter i sig selv. Der er mørke gyder og høje bygninger, og store katedraler på hvad der føles som hvert andet gadehjørne, og man gør sig klogt i at træde varsomt på de brostensbelagte gader. De omkringliggende skove skal også udforskes, og her er det mere end bare uhyggelige træer, som gemmer sig i mørket. Omgivelserne er virkelig stemningsfulde, og grafikken er meget smuk. From Software står i den grad bag en pragtpræstation, når det kommer til at danne en uhyggelig men alligevel dragende atmosfære. Alle områderne bindes sammen af en hub-world kaldet Hunters Dream, hvor spilleren kan opgradere sine våben og sin figur, og hvor man kan investere i nyt udstyr skulle man have brug for det. Det minder mere om Demon's Souls end Dark Souls i denne henseende, men jeg kan berolige med, at størstedelen af spilverdenen stadigvæk er sammenhængende, og at det er et fåtal af områder der kun kan tilgås fra Hunters Dream-hubben.

Det første som nok springer i øjnene på alle Souls-fans ud over de mere victorianske omgivelser, vil uden tvivl være kampsystemet. I de tidligere spil fra udvikleren var der en klar fokus på at spille defensivt med et skjold og et sværd, og hvor spilleren skulle time sine angreb præcist for at overleve kampe mod selv de mest almindelige fjender. Denne spillestil tages der stor afstand fra i Bloodborne, og ud over timingen er der ikke meget tilbage af det gamle defensive kampsystem, der er blevet erstattet af et hurtigt og langt mere offensivt gameplay. Dette vil glæde mange, der har følt at Souls-spil tidligere har været lidt for træge. Skjoldet er blevet erstattet af et skydevåben, og ens figur kan meget nemmere undvige angreb ved at hoppe rundt om fjenden, hvilket resulterer i nogle hæsblæsende kampe, hvor et spring til siden og et veltimet skud kan slå fjenden omkuld, hvorefter et af spillets nye visceral-angreb kan udføres. Visceral-angreb fungerer meget som sneak-attacks i de tidligere Souls-spil, men de kan kun udføres fra fronten på fjender, som er blevet kortvarigt lammet af et velplaceret skud. De gør enorme mængder skade, og er i den grad tilfredsstillende at udføre, ikke mindst fordi skuddet skal falde lige idet fjenden svinger sit våben, hvilket gør det meget nervepirrende. Disse angreb kan også udføres på mange af spillets bosser, men her er vinduet for at ramme plet med et skud meget lille, så det kan komme til at koste dyrt at være for langsom på aftrækkeren. Skulle man alligevel gå hen og være uheldig og blive ramt, er alt ikke tabt takket være det nye Regain-system, som gør det muligt i få sekunder efter at have taget skade at få sine hit-points tilbage. Dette gør man ganske enkelt ved at skade fjenden med sit nærkampsvåben, hvilket medfører at en aggressiv spillestil faktisk kan betale sig under de fleste omstændigheder, da man kan redde sig ud af uheldige situationer, og samtidig spare på sine health-vials. Det nye kampsystem kræver en smule tilvænning, men når først man er i gang, er det virkelig sjovt og velbalanceret, og timing spiller stadig en meget stor rolle.

Man kan selvfølgelig ikke kæmpe mod horder af fjender uden et våben, og heldigvis er der lidt af hvert at vælge imellem i Bloodborne. Det der gør våbnene interessante, er det at samtlige nærkampsvåben har to funktioner, så man for eksempel hurtigt kan skifte mellem et lille hurtigt sværd til et kæmpe greatsword ved et hurtigt tryk på en knap. Skiftet kan tilmed inkorporeres i ens komboer, så der er masser af mulighed for at nedlægge fjenderne på kreativ vis. I den anden hånd har man førnævnte skydevåben, der rangerer fra små pistoler til rifler, men omfatter også mere kreative indslag såsom flammespyende lanterner og fakler. De mange sammensætningsmuligheder kommer uden tvivl til at skabe masser af debat på diverse internetfora, og det bliver spændende at se hvad folk kan få ud af de forskellige kombinationer, når spillerbasen har fået lov til at lege lidt med arsenalet.

De nye projektilvåben kræver selvfølgelig ammunition, og det findes i spillet i form af sølvkugler. Disse kugler kan blandt andet findes på slagne fjender, og er meget vigtige for ens succes i kamp, især senere i spillet. Det er derfor en god ide at holde øje med at man ikke løber tør, men skulle det alligevel ske, at man kommer til at lege Dirty Harry, og ikke har mere skyts, kan man heldigvis få mere ammunition ved et enkelt tryk på en knap på bekostning af en portion livspoints. Så er spørgsmålet bare, om det er risikoen værd i situationen.

I Souls-spillene var der meget diskussion om, hvorvidt figurerne med fokus på magi havde det lidt for nemt, men i Bloodborne vil en lignende debat nok ikke finde sted. Dette skyldes, at man ikke finder magi i spillet, i hvert fald ikke i traditionel form. I stedet for at lære spells og bruge tryllestave, har spilleren mulighed for at finde items, der giver små fordele på bekostning af nogle dyrebare sølvkugler. Disse fordele kan være at skubbe fjender tilbage eller at gøre ens våben midlertidigt stærkere, men det føles alt sammen komplimentært, og langt fra noget man kan bruge direkte som våben. Der vil altså ikke være nogen troldmænd at finde blandt spillerne, hvilket også passer meget godt til de mere moderne omgivelser.

Souls-serien har altid været kendt for sine kreative monstre, og Bloodborne må i den grad siges at leve op til forventningerne, hvis ikke det overgår dem. I starten består fjenderne for det meste af sindsforvirrede beboere i byen, men som spillet og historien skrider frem, begynder man langsomt, at kunne se effekten af blodsygdommen på dem. Det varer ikke længe før man kæmper mod mareridtsagtige ulvemonstre, og det er tydeligt, at Hidetaka Miyazaki atter har været bag roret på denne udgivelse, især når det kommer til monsterdesignet af spillets boss-figurer. Jeg vil ikke afsløre for meget, men det må siges at Miyazaki-san har været i sit es.

Boss-kampene er mere end bare visuelt interessante. De er meget varierede, og rangerer fra hurtige og hæsblæsende, til forsigtige og taktiske. Selvom tempoet varierer meget, holdes sværhedsgraden høj, og det er stadig lige så tilfredsstillende at besejre et kæmpemonster på sit syttende forsøg, som det var det i Souls-spillene. Der er også ofte mulighed for at vente med at kæmpe mod en boss skulle man finde den for svær, da det fantastiske design af spilverdenen byder på utallige sideveje, der gør det muligt at udforske videre i stedet for at køre træt i, hvad der til tider kan føles som umulige kampe. Jeg oplevede selv på et tidspunkt at have valget mellem tre forskellige boss-kampe på en gang, og det var rart at kunne vende tilbage til den enkelte efter en lille pause med en bedre figur og udstyr til at klare udfordringen.

Bloodborne ligner meget Souls-spillene når det kommer til at forbedre sin figur. I stedet for at få sjæle for at dræbe fjender, får man denne gang Blood Echoes, og de bruges på helt samme vis som både valuta og xp. Man mister også alle sine Echoes når man dør, og de må hentes igen fra der hvor man faldt. Som noget nyt er det dog muligt at en fjende i nærheden af, hvor man døde, har absorberet ekkoerne, og man må derfor dræbe fjenden for at få dem tilbage, i stedet for bare at samle dem op fra jorden. Det er en meget sjov lille detalje, og man kan tage sig selv i at sukke dybt når man ser en svær fjende med afslørende lysende blå øjne, for så ved man at risikoen er stor for at miste alle sine ekkoer, hvis ikke man passer på.

Ud over at miste sine ekkoer er der ikke den store straf i at dø. I souls-spillene mistede man en smule menneskelighed for hvert dødsfald, hvilket resulterede i færre hit-points hver gang man døde. Det er der ikke noget af i Bloodborne, hvilket er lidt synd, da de fjerner lidt af spændingen, især hvis man er relativt tæt på en magisk checkpoint-lanterne, der i Bloodborne erstatter lejrbålene fra Souls-spillene.

Noget andet som nok vil skuffe fans en smule, er at spillet på mange måder føles simplere end de spirituelle forgængere. Der er langt færre stats at opgradere, og vægten på udstyr er fuldstændigt fjernet. Det vil sige at ens styrke ikke længere har en effekt på, hvor tungt udstyr man kan bære, og ens armor, og våben har ingen effekt på figurens bevægelighed, pånær hvis ens våben er i sin tungeste form. Det er altså ikke længere muligt at skabe en omvandrende tank, i og med at det ikke ville hænge sammen med det hurtige kampsystem. Det er en forståelig beslutning som udviklerne har truffet, men som fan af skabernes tidligere spil er det noget man lægger mærke til. Det er heller ikke muligt at opgradere sin armor, som man ellers har været vant til, men i stedet er det muligt at bruge forskellige runer på sin figur for på den måde at få små bonusser, hvilket hjælper en smule.

En anden simplificering af gameplayet findes i de tidligere nævnte health-vials. Disse trylledrikke kan findes i store mængder i starten af spillet, og man kan bære helt op til tyve ad gangen. De er hurtige at indtage, hvilket betyder, at man nemt kan få sit liv tilbage både i løbet af og efter en hård kamp, og i modsætningen til Dark Souls-spillenes Estus-flasker, føler man ikke et behov for at spare. Det er tilmed muligt, at blive ved med at samle health-vials op efter man har ramt de tyve, da de overskydende flasker på magisk vis sendes direkte til ens opbevaringskiste i Hunters Dream-hubben, et system som gælder for samtlige items i spillet. Det betyder at man kan hamstre en del items i starten af spillet, men heldigvis bliver der længere og længere imellem, at man finder dem, og hen mod slutningen kan det godt være svært at fylde lageret.

En anden ting der nok vil genere mange, er de lange load-tider. Efter at have siddet med et stopur kan jeg fortælle, at det tager i omegnen af 30 sekunder at vende tilbage til et checkpoint, efter man er død. Det lyder måske ikke af så meget for nogle, men i et spil hvor det at dø er lige så stor en del af gameplayet som det at sejre, er det virkelig skuffende at sidde og kigge på en load-skærm i lange perioder ad gangen. Der går rygter på nettet, at en opdatering er på vej, som skal nedsætte disse load-tider, men i skrivende stund er det noget der trækker en smule ned. Det undrer mig også, at man har valgt at fjerne al funktionalitet fra checkpoint-lanternerne, så man er tvunget til at teleportere hele vejen tilbage til Hunters Dream-hubben hver gang man skal hente items fra opbevaringen eller bare nulstille et område. Det tager heldigvis kun 15 sekunder at loade Hunters Dream-hubben, men der er stadig de fulde 30 sekunder, når man skal tilbage igen, og en mulighed for at tilgå sin opbevaringskiste direkte fra checkpoint-lanternerne havde været meget velkommen.

Der er stadig en meget stor del af Bloodborne jeg ikke har haft mulighed for at se nærmere på endnu, nemlig multiplayer-delen. Dette skyldes, at serverne først åbner ved spillets udgivelse, og derfor vil jeg vende tilbage med et endeligt indtryk af hele spillet, så snart jeg har haft mulighed for at teste hvordan det fungerer at spille med og imod andre. Jeg har heller ikke fået kigget nærmere på de mystiske Chalice Dungeons, der er From Softwares bud på tilfældigt genererede baner, og som skal holde liv i spillet længe efter udgivelsen. Det var tydeligt, at disse dungeons lagde stor vægt på samarbejde med andre spillere, og derfor har jeg valgt at vente med at kigge nærmere på disse, indtil jeg kan hive nogle andre arme sjæle med mig derind.

Ud fra hvad jeg har oplevet af Bloodborne i skrivende stund, må jeg sige at jeg mildest talt er begejstret for From Softwares indtog på Playstation 4. Der er så meget af det, som gjorde de spirituelle forgængere fantastiske med, altimens der er masser af nyskabelse i både kampsystem og omgivelser. De lidt simplificerede gameplay-elementer vil måske ærgre nogle, men det er vigtigt at huske på, at Bloodborne er en titel for sig, og skal ikke sammenlignes med Souls-spillene som en direkte efterfølger, selvom det er svært at lade være. Udviklerne skal have ros for at prøve noget nyt, især i disse tider hvor etablerede spilserier dominerer, og hvor innovation kan være svært at finde. Nu glæder jeg mig helt enormt til, at andre spillere bliver lukket ind, så min færden i Yharnam bliver knap så ensom, og så jeg kan få testet mine evner både med og mod andre jægere.

Foreløbig karakter: 9