Det der med at lave brætspil baseret på populære licenser er omtrent lige så udbredt i brætspilsverdenen som det er blandt computerspiludviklere med filmlicenser. Ser vi bort fra hurtige modificeringer som Star Wars-udgaver af Risk eller Simpsons-Monopoly, så er der dog den væsentlige forskel, at brætspilsdesignerne ofte anstrenger sig for at finde frem til det bedste fra forlægget og lave et rigtig godt spil.
Assassin's Creed Arena er et af disse spil, og overrasker ved at være uventet kløgtigt og hurtigt. Dog har udviklerne tilsyneladende sammenblandet Assassins' og Templars' roller i universet, hvilket nok vil føre til komiske resultater, når fans af serien læser kortene. I praksis har det dog ingen betydning for selve spillet som sådan.
Spillepladen er ganske lille, kvadratisk og forbilledligt tydelig, med hustage placeret som et skakbræt tiltænkt spilleren, adskilt af gange der patruljeres af vagter. Midten af pladen har felter med andre farver, da de er tættere på hovedtemplet og har flere skatte - men de er også mere risikable at færdes på.
Grundkonceptet er, at det handler om at samle skatte, holde sig i live og spille taktisk. På de farvede felter ligger der nemlig skattemarkører med bagsiden opad, så man ikke ved hvad der gemmer sig på et givent felt. Der er flere skatte, end der kommer i brug i et enkelt spil, og derfor ved man ikke hvad der venter i hver omgang, så to spil aldrig ligner hinanden.
Inden hver tur vender man et event-kort, der på en eller anden måde ændrer situationen på spillepladen, oftest ved at flytte de vagter, der patruljerer gangene mellem felterne. På den måde kan man aldrig være helt sikker på hvad der nu skal ske, og skal hele tiden forudse det værst tænkelige scenarie. Andre gange kommer der nye oplysninger og skatte i spil, ofte af lavere værdi, der ligger i de ydre felter på pladen. Dermed må han hele tiden revurdere sine planer, og spillet udvikler sig organisk undervejs.
Et af de mest interessante aspekter ved Assassin's Creed Arena er det frie bevægelsessystem. Man har hele tiden en hånd med kort, der både fungerer som ens liv, men også eksempelvis afgør hvor langt man kan gå. Man kan hoppe ned mellem bygningerne (felterne) som man vil, også diagonalt, men man skal helst undgå at blive opdaget. Vagternes positioner gør derfor, at man hele tiden må gøre sig reelle overvejelser om hvordan man når sit mål, eller rent faktisk bliver tvunget ud i en "plan b" og må gøre noget andet. Som strategisk variant kan man også vælge slet ikke at bevæge sig og i stedet fylde hånden ud med flere kort.
Et andet aspekt ved dette system er, at når du får fingrene i skatte, enten ved at finde dem eller dræbe værdifulde personer, så gælder det om at få gemt dem væk. Det gør du på det felt, hvor du startede spillet. Er du i midten af pladen har du sandsynligvis lige kæmpet med hårdere fjender, du har sværere ved at fylde hånden med nye kort, din rute er spærret af vagter, og de andre spillere kan forsøge at stjæle skatten fra dig.
Måske er det mit venneslæng, der er noget galt med, men det her med at kæmpe mod hinanden er efter min ydmyge mening det absolut sjoveste, når vi spiller spil. Og i det lys passer Assassin's Creed Arena glimrende til os, da her er mulighed for at lave direkte angreb på hinanden. Ikke nok med at man mister kort på det, man risikerer også at miste de skatte, man bærer på sig, og give modstanderen livsvigtige point på vejen mod sejr.
Den store brist ved Assassin's Creed Arena er efter min mening, at det føles lidt skrabet. Hvor Assassin's Creed-spillene står for nogle af de højeste produktionsværdier i spilverdenen, er Arena mere sparsomt. Figurerne er papbrikker i stedet for plastikfigurer, og kort med identisk motiv kan have forskellig tekst. Med så episke scenarier som Assassin's Creed kredser om, kunne man godt forvente en stærkere præsentation.
Men det er alligevel et sjovt og hurtigt spil, ikke et jeg ville basere en hel spilaften omkring, men en underholdende titel som vi har haft det sjovt med. Det er ikke særlig dybt, men er på den anden side let at forstå, og der er plads til spilmæssige finesser. Jeg vil primært anbefale det til brætspillere, der vil have noget som går hurtigt at spille, samt til alle der er nysgerrige og vil spille brætspil, men ikke ved hvor de skal begynde.
