Som alle andre dele af pressen der dækker nyheder, mødes vi her på redaktionen naturligvis også af en masse lidt for friske udtalelser og påstande, som ofte ikke synes at være skabt af andre grunde end for at sikre sig overskrifter. Den slags lærer man heldigvis at sortere fra eller blot destillere ned til nyhedens egentlige værdi, hvis den da overhovedet har en.
Personligt synes jeg dog at det ofte er langt værre, når det er lederne af de store udgivere eller udviklere, der pludseligt skal himle op om alt og ingenting, på et alt for ofte forbavsende tyndt grundlag. Den slags har desværre været del af en stigende tendens i 2012, og selv om det ville være nemt at pege fingre af branchens typiske tørvetrillere og favoritslyngler som Bobby Kotick og Jack Thompson, var der i det forgangende år en mand som gjorde sit bedste for konstant at komme med uendeligt dumme udtalelser: Cevat Yerli.
Lederen af tyske Crytek som lige for tiden har travlt med at færdiggøre Crysis 3, blev flere gange citeret for udtalelser der oftest handlede om hvor afsindig firmaets grafikteknologi var. Det er jeg ikke i tvivl om, for i min bog har udvikleren ofte markeret sig som bedre til at lave teknolgi end sjove spil, og alligevel var det hver gang som om han ikke kunne holde sig selv i skindet.

Der var alt snakken om hvordan Crysis 3 tæver den nuværende konsolhardware så effektivt, at der ikke engang var 1% kapacitet tilbage, mens spillet blev afviklet, hvilket virkede lidt underligt, eftersom det næsten var den samme salgstale vi havde hørt om Crysis 2 tilbage i 2011.
Jeg undrer mig stadig over om udtalelsen skal forstås sådan, at udvikleren dengang egentlig ikke anede hvad hardwaren var i stand til (på trods af at de hårdnakket påstod andet), eller om han blot her indrømmer at han er blevet til et omvandrende PR-banner. Desuden ville jeg rigtig gerne vide hvordan man helt specifikt udregner i procenter, hvor meget man kan klemme ud af konsollen - hvis der kun er 1% kapacitet tilbage, betyder det mon så at eksempelvis DVD-drevet også hele tiden kører med fuld hastighed eller?
Pludselig begyndte den gode Cevat også at snakke om et fjerde spil i Crysis-serien, hvilket enten betød at han var kommet til at snakke over sig og udtale sig om kontraktuelle forpligtelser, eller blot fuldstændig havde ændret kurs fra hvor han mente udvikleren var på vej hen kun fem måneder tidligere. I sommeren lød det således at Crytek i fremtiden ville satse på free-to-play-markedet, og medmindre noget har ændret sig drastisk hos EA, som mig bekendt stadig ejer licensen, forventer jeg ikke at Crysis 4 bliver gratis at spille.

Den mest katastrofale udmelding fra Yerli var dog, da han fortalte hvordan Cryteks Cryengine allerede var langt mere kapabel end hvad den næste generation af konsoller ville kunne tilbyde hardwaremæssigt. Lad lige den simre lidt.
Jeg er ikke i tvivl om at Yerli og resten af holdet hos Crytek har fået tidlig adgang til den hardware som både Microsoft og Sony går og sysler med til deres næste konsoller, men jeg er heller ikke i tvivl om at hardwaren har været i en konstant udviklende proces. Selv hvis Yerli har fået løfter af de to giganter om at hardwaren nu er låst helt fast, melder der dog sig stadig et problemer med hans udtaleser.
Som nævnt tidligere er Crytek stadig i en proces hvor de finder måder at tvinge mere ud af de nuværende konsoller - altså låste hardware-standarder som har været på markedet siden 2005. Med det i tankerne lyder det en smule underligt, at Yerli allerede føler sig helt overbevist om, at Cryteks software-pakke er i stand til at maksimere den nye hardware fra dag ét.
Måske er det ikke meningen at udmeldingen skal tages så bogstaveligt. Faktisk er det ganske muligt at Yerli mener at CryEngine råder over grafiske muligheder som på nuværende tidspunkt vil tvinge den fremtidige hardware i knæene, eller slet ikke vil kunne afvikles som vi kender dem nu. Men det er jo her Crytek og konkurrenterne fra Id Software og Epic har vist deres styrker hidtil, ved kontinuerligt at maksimere deres teknologi og gøre den mere systemeffektiv. Med det i tankerne må man da i den grad sige at Yerli skyder sig selv i foden.
Hvornår det helt præcist var at Crytek besluttede sig for at det var en god ide at bruge en af deres ledere som firmaets mest fremtrædende PR-værktøj, ved jeg ikke, men det bør stoppe med det samme. Mængden af ligegyldigheds-snak, tomme løfter og selvmodsigelser har alene i 2012 rangeret på lige fod med de værste former for PR jeg nogensinde har mødt andetsteds, og har på ingen måde gjort udvikleren nogen tjenester.
Vi venter spændte på Crysis 3, men vi trækker også lige vejret undervejs.