Det ville være direkte forkert at kalde 2019 et dårligt spilår. Faktisk er markedet efterhånden så mangfoldigt, mangefacetteret og fyldt til renden med dygtige studier og udviklere, at selvom man ofte kan blive skuffet over forsinkelser, ringere kvalitet end forventet eller mindre end ideelle forretningspraksisser, så vil der altid være nogle spil som man nød et pågældende år.
Hvad vi dog kan kigge på i et mere overordnet perspektiv er branchens helt generelle bevægelser, og kigger man på disse, så har 2019 været et lidt skuffende år, ja. Vi har oplevet forsinkelser af nogle af de mest ventede titler, og markedet lader i det hele taget at være i fuld gang med forbedrelserne til en ny konsolgeneration.
Derfor kan det, som et lille punktum for et år der så sandelig ikke behagede eller tilfredsstillede alle spilentusiaster, være nyttigt at kigge fremad til 2020, som ikke bare byder på helt nye konsoller i form af Xbox Scarlett og PlayStation 5, men på en masse spændende spil.
Det skal siges at vi her på Gamereactor er ved at forberede artikler dedikeret til hver af de to konsoller, så de figurerer ikke her, for her har vi valgt at fokusere på software frem for alt andet. Okay, det er nok disclaimere - lad os se at komme i sving.
Cyberpunk 2077
Ja, vi kan da lige så godt starte med det helt og aldeles åbenlyse. Med The Witcher 3: Wild Hunt beviste CD Projekt RED for stort set alle, at de bør betragtes som et af de mest spændende, ambitiøse og detaljefikserede studier på kloden. Dem der ventede febrilsk på at Bethesda tog sig sammen og skabte deres næste store rollespil (der ikke er Fallout 76) fandt tilflugt i et uhyre spændende univers med hundredevis af spændende historier, avancerede sidemissioner og flot grafik.
Selvom studiet har dybe rødder, så var det via dette tredje kapitel at de med ét blev et af de mest anerkendte og prominente studier med branchen. Det har naturligvis kun hjulpet dem på vej, at Cyberpunk 2077 ser så fandens godt ud også.
Ved at skifte fra tredje- til førsteperson, tilbyde hvad der ligner en uhyggelig mængde frihed for spilleren, og at designe en verden er dybere end hvad vi nærmest nogensinde har set før, så er det svært ikke at være spændt på at hvad CD Projekt RED kan bedrive.
Man kan naturligvis bekymre sig om hvorvidt denne "hype" er malplaceret, og at studiet simpelthen er offer for unaturlig meget spænding, men de præsentationer vi har set, samt de indtryk de diverse Gamereactor-journalister er kommet hjem med fra forskellige messer, taler sit eget tydelige sprog.
Halo Infinite
Det er chefredaktøren der ser frem i denne artikel, så jeg kan roligt slå fast, at jeg faktisk betrager Halo 5: Guardians-kampagnen som værende ganske fortræffelig. Jeg ved at den populære holdning er at 343 Industries skuffede en del her, men jeg er faktisk uenig. Jeg synes at det mytiske, det dramatiske og det mekaniske sad lige i skabet, og jeg var underholdt fra start til slut.
Derfor kan jeg stadig godt, overordnet, se at 343 Industries ikke har været lige så træksikre i deres diverse projekter som fans af den originale trilogi havde håbet, og derfor er der også pres på med Halo Infinite. Ikke bare skal det langt om længe bevise studiets værd som Halo-seriens beskyttere, det skal også sælge den kommende Scarlett-konsol - no pressure.
Af den årsag mener jeg at Halo Infinite er blandt 2020's mest skelsættende udgivelser, og jeg kan derfor simpelthen ikke vente med at se mere til spillet på tværs af året, og i sidste ende spille det selv. Microsoft har brug for ikke bare ét men flere hits i 2020, og forhåbentlig bliver Halo Infinite et af dem.
Ghost of Tsushima
Det er ikke for at trutter i eget horn her, men jeg har faktisk absolut ingen konsolpræference - overhovedet. Det kommer naturligvis som en selvfølge, når man besidder den stilling jeg har, men det er nu alligevel ret praktisk. Derfor er hele tre af listens fem spil faktisk eksklusiver på hver deres platform, men hvorimod det kan virke som diplomati, så er det ren og skær begejstring for hvad ordentlige flagskibe kan gøre for deres respektive platforme.
Ghost of Tsushima bliver nemlig afgørende for Sony, og for Sucker Punch også. The Last of Us: Part II er naturligvis også en skelsættende titel i 2020 for Sony, men det er samtidig en størrelse vi kender. Vi ved hvad vi skal forvente, og får efter al sandsynlighed netop det og lidt mere til.
Sucker Punch har tidligere stået bag Infamous-serien, og skal nu takle en gigantisk åben verden i det feudale Japan, og det skal samtidig skille sig ud fra Sonys andre åbne verdener, der hver især har vist sig at være kæmpe hits. Både Bend, Naughty Dog, Santa Monica og Insomniac har bevist deres værd, enten ved solide anmeldelser, flotte salgstal eller begge dele, og nu er der pres på Sucker Punch om at levere noget mindeværdigt.
Forhåbentlig er Ghost of Tsushima en værdig fortsættelse af Sonys efterhånden imponerende "streak" af hits.
The Legend of Zelda: Breath of the Wild II
Det ligner ikke helt Nintendo at lancere en direkte efterfølger til Zelda-spil. Faktisk har de tidligere vist en langt stærkere tilbøjelighed til at kreere nye verdener med nye mekanikker og ny grafik, altså en helt ny fortolkning af Hyrule, hver eneste gang. Men ikke denne gang.
Det er nu en spændende ændring faktisk, og selvom jeg personligt havde store problemer med at elske Breath of the Wilds durability-system, som i sidste ende ødelagde min oplevelse lidt, så var der masser at elske ved det seneste store kapitel i den ikoniske serie.
Hvorimod Nintendo normalt ville introducere os for noget helt nyt, så har de her en unik mulighed for at tage en velfungerende formular, og høvle de små knaster af. Jeg vil se et bedre våbensystem, mere signfikante sidemissioner og en verden med lidt mere reel indhold. Kan de det, og det har de uden tvivl evnerne til, så kunne The Legend of Zelda: Breath of the Wild II blive noget ganske særligt for mig, ligesom det foregående spil var for mange andre.
Marvel's Avengers
Vi slutter af med det spil på listen som jeg er mindst overbevist om faktisk bliver noget der er min tid værd. Lad os lige rejse tilbage til E3 tidligere på året, og mindes hvor forvirrende, usammenhængende og direkte ringe den egentlige afsløring af Marvel's Avengers på Square Enix' scene egentlig var. Der opstod øjeblikkelig forvirring omkring hvad spillet egentlig var for en størrelse, og det er først efter adskillige interviews at dette er blevet gjort tydeligt.
Men der er alligevel en lille del af mig, der krydser fingre for at vi får en fantastisk Avengers-oplevelse, som kan ligge sig i slipstrømmen på Marvels fabelagtige sidste to Avengers-film (efter min mening). En dyb, narrativt fokuseret singleplayer-kampagne? Ja tak, det siger jeg aldrig nej til, og hvis Crystal Dynamics bruger noget af deres erfaring fra Tomb Raider-spillene, som jeg går kraftigt ud fra at de gøre, så kunne spillet gå hen og blive en mindeværdig oplevelse.
Det er naturligvis hele Live Service-modellen rundt om singleplayer-kampagnen der er bekymrende. De hersens kooperative Dungeon-agtigt missioner kunne være en måde hvorpå man løbende kan tilpasse sine helte, og opleve flere historier fra Marvel-universet, men det kunne også bare være en måde at kunstigt holde oplevelsen i live, og skabe incitament for salget af kosmetiske mikrotransaktioner.
Det er endnu ikke helt til at vide, men lad os sige at jeg håber at Marvel's Avengers imponerer, snarere end at jeg direkte forventer det.
Hvad glæder du dig mest til i 2020?