Cyberpunk 2077 - Er genfødslen komplet?

Man siger gerne, at man aldrig skal vende tilbage til en fuser. Men når denne fuser er Cyberpunk 2077, og udvikleren CD Project Red, så ignorerer man glædeligt den slags advarsler. Tre gange har Magnus opsummeret sine tanker om spillets gradvise "redemption arc," og nu returnerer vi, måske for sidste gang, til den højteknologiske Night City. Til et kig på, hvad der vil må betegnes som den definitive version af spillet på PS5.

Hvis du ikke selv oplevede det (eller måske har fortrængt det) så var Cyberpunk 2077 i den grad et spil, der bukkede under for sine egne ambitioner. Fra første sekund blev man nærmest overfaldet af glitches og bugs. Ikke nok med det, så var fejlene ofte af så komisk karakter, at det dræbte enhver indlevelse. Det hjalp selvfølgelig ikke, at jeg oprindeligt spillede på PS4, men selv på PC var oplevelsen for mange en skuffelse. De systemer, der rent faktisk fungerede efter hensigten, virkede nemlig heller ikke helstøbte nok til at bære det stort anlagte rollespil.

Nu, fire år, et væld af patches og en konsolgeneration senere, står spillet heldigvis skinnede klart - og det skyldes bestemt ikke kun tilføjelsen af Ray Tracing.

Da jeg tilbage i januar 2021 gennemførte Cyberpunk 2077 sad jeg med en fornemmelse af, at festen var ovre, før den rigtigt var begyndt. Den ellers interessante historie tog ikke meget mere end 20 timer at komme igennem, og de mange sidemissioner fristede på ingen måde. Jeg var kort sagt hverken helt mæt eller sulten efter mere.

Set i bagklogskabens lys var den helt store synder Night City selv. Den spraglede metropol med sine brede motorveje og glinsende skyskrabere lignede ved første øjekast en by, der emmede af liv. Virkeligheden var dog en helt anden. Vejene lå ofte øde hen, og når man endelig stødte på NPC'er daskede de rundt som tågede fulderikker på vej hjem fra byen længe efter solopgang.

Hvor byen før sov tungt, så vækkes den nu til live, hvis du prikker nok til den.

Night City er heldigvis ikke helt så søvnig længere. NPC'erne har fået lagt et par point til IQ'en, så de nu kan udføre de mest basale motoriske funktioner uden at kollidere med hinanden eller begynde at gå i cirkler. Der er flere af dem, og de virker mere livagtige.

Byens funklede neonlys har også fået selskab af blå blink takket være et forbedret politi introduceret i den store 2.0-opdatering. Betjente forsøger nu rent faktisk at stoppe dig med alle tilgængelige midler. Og vælger du at stikke af i et køretøj, sætter de efter dig i - forholdsvis - intense biljagter. Men, men, men. Noget GTA er det altså ikke. For når der ikke er jagtende politibiler i bagspejlet, er gaderne desværre stadig næsten uhyggeligt tomme.

Hvor byen før sov tungt, så vækkes den nu til live, hvis du prikker nok til den. Politiet jagter dig, hvis du bryder loven. Folk flygter eller angriber dig, alt efter graden af dine provokationer, og hvor stor en trussel, du udgør. Rigtigt levende virker Night City den stadig ikke helt, men omvendt er den heller ikke længere absurd.

Jeg har indtil videre mest snakket om vold og kriminalitet, men nu er Cyberpunk 2077 jo ikke et rendyrket actionspil, men i stedet et rollespil, hvor man også kan interagere på mere civiliseret vis. Og her viser spillet sig virkelig fra sin bedste side. Godt nok er arbejdsløsheden høj i Night City, men næsten alle er beskæftigede. Måske ikke med et job, men så i hvert fald med at rense en pistol, drikke en syntetisk øl, eller blive chikaneret af politiet.

Få spil har så udtryksfyldte karakterer som Cyberpunk 2077, og det gælder særligt i udvidelsen Phantom Liberty. Udvidelsen er et spiondrama, der er fyldt med dialog, men her er ingen talende hoveder, der blot leverer informationen, som var det tyve kilo grus dumpet på din græsplæne. Stemmeskuespil og ansigtsanimationer i topklasse suppleres af et levende kropssprog. Dine samtalepartnere læner sig op af rækværker, piller ved objekter, går frem og tilbage, og sender nervøse sideblikke. I en verden af intrige, hvor man forsøger at veje hvert et ord, hver en gestus, kunne præsentationen nærmest ikke være bedre.

Selv de ræs gennem checkpoints, der er en næsten obligatorisk halvhjertet inklusion i alle open world-spil med køretøjer, bliver i Cyberpunk 2077 pakket ind i en spændende quest-line.

Phantom Liberty foregår hovedsageligt i et nyt område, en slags lovløs by-i-byen kaldet Dogtown, men selvom jeg forsøgte at holde fokus, trak de mere velkendte dele af Night City alligevel. Flere gange skal man nemlig et smut forbi hovedspillets distrikter, og her blev jeg ofte fanget af de sidemissioner, jeg ellers havde ignoreret i første gennemspilning.

Aktiviteterne fungerer - med nogle ærgerlige undtagelser - ikke på samme måde som i et Ubisoft-spil, hvor du udfører ensformige opgaver fra en checkliste. Nej, her lurer eventyret rundt hvert hjørne, og missionerne opdages ofte naturligt, ved at man tilfældigt overhører en samtale eller er vidne til en eller anden hændelse.

På et tidspunkt var jeg kommet op i den nordøstlige del af Night City, hvor jeg skulle aflevere en stjålen bil. På vejen hen til den nærmeste fast-travel-station, hørte jeg lyden fra en højlydt fest og en markør poppede op på kortet. Det viste sig, at der var tale om en tagfest arrangeret af nogle NUSA (New USA) rednecks, og selvfølgelig gik missionen ud på at deltage i en skydekonkurrence med rigelige mængder af alkoholindtagelse undervejs.

Noget kompliceret mission var det bestemt ikke, men de små detaljer, såsom det faktum, at de patriotiske bandemedlemmer drikker Bolsjevik Vodka, løfter alligevel oplevelsen. Nå ja, Sovjetunionen har da ligget begravet i Lenins mausoleum siden 1991, tænker man måske. Men i Cyberpunks 2077's fremskrivning af 1980'erne eksisterer Sovjetunionen stadig, hvilket gør gruppens valg af alkohol endnu mere kuriøst.

Detaljer som disse gør hver eneste aktivitet til mere end blot summen af dens enkeltdele. Selv de ræs gennem checkpoints, der er en næsten obligatorisk halvhjertet inklusion i alle open world-spil med køretøjer, bliver i Cyberpunk 2077 pakket ind i en spændende questline. De enkelte løb er endda yderst veldesignede og indeholder scriptede sekvenser, som ræset gennem det ørkenagtige Badlands, hvor man pludselig fanges i en visuelt imponerende sandstorm.

Mange af disse detaljer var selvfølgelig også tilstede i den oprindelige lancering. Men de lå skjult under de mange bugs og glitches. Nu, hvor spillet er pudset og poleret, kan man for alvor beundre de mange fine detaljer.

En ting er er verdens livagtig, noget andet er de reelle gameplaysystemer. Cyberpunk 2077 var altid en smule udfordret, når det kom til handlefrihed og spillervalg, grundet de mange set-pieces og den tårnhøje produktionsværdi. Det ville nok kræve mindst det dobbelt af de 3561 personer, der ifølge Moby Games arbejdede på spillet, hvis man skulle have samme muligheder som i grafisk knap så ambitiøse rollespil.

Alligevel formår spillet at imponere. Ikke nødvendigvis med store valg, der markant ændrer missionernes udfald, men snarere ved de små beslutninger, man tager undervejs, nogle gange endda helt ubevidst. Et par eksempler fra Phantom Liberty.

Med opdatering 2.0 blev det originale færdighedstræ revet op med roden, og i stedet har CD Project Red skabt et system, hvor hver eneste opgradering kommer med signifikante bonusser eller evner.

Tidligt i udvidelsen skulle jeg eksportere en person til et safehouse. Et kamera spottede os undervejs, og da jeg forsøgte at hacke en nærliggende computer for at slette filerne, kiksede jeg et minispil. Jeg glemte hurtigt alt om den lille episode, indtil jeg et par missioner senere fandt ud af, at min skødesløshed havde afsløret vores skjulested, hvilket kostede et par sidekarakterer livet.

Noget senere spillede jeg en sidemission, hvor jeg skulle hjælpe to mildest talt uduelige betjente med at slippe ud af en politistation, der var overtaget af en bande. Da vi i parkeringspladsen konfronteres af bandens leder, fortæller jeg ham ærligt om betjentenes mange uheldige eskapader. Det morer bandelederen så meget, at han lader os forlade stationen uskadt. Men så spørger han sin håndlanger: "Kan du få kontakt med drengene på de øvre etager." Det kan han sjovt nok ikke, da jeg har dræbt dem alle sammen. Resultatet bliver, at jeg nødtvunget må lægge endnu et par tal til min bekymrende høje kill count.

Din spillestil har konsekvenser, og heldigvis er du fri til at bygge din karakter, lige som du har lyst til. Med opdatering 2.0 blev det originale færdighedstræ revet op med roden, og i stedet har CD Project Red skabt et system, hvor hver eneste opgradering kommer med signifikante bonusser eller evner, der former din tilgang til fjender og verdenen omkring dig. Det bedste er, at de forskellige grene, såsom Body, Technical Ability og Cool, ikke stritter i vidt forskellige retninger, men ofte overlapper med opgraderinger, der giver mening på tværs af flere spillestile. Eksempelvis kan hacking være hjælpsomt, både når du spiller med rygende pistoler, eller når du forsøger at snige dig frem.

Jeg kunne blive ved med at snakke om Cyberpunk 2077's mange fortræffeligheder; om det forbedrede lootsystem, hvor de legendarisk våben ofte markant ændrer din spillestil, om køretøjernes overraskende gode styring og håndtering, der overgår mange actionspil, eller om den tankevækkende hovedhistorie, der med lanceringen af Phantom Liberty har fået endnu flere lag. Men lad os bare slutte med at konkludere, at CD Project Red rent faktisk har leveret på deres løfter om et unikt, fængende rollespil - blot med en del års forsinkelse. Uanset om du går til spillet som rendyrket action-oplevelse a la Far Cry, en looter shooter som Borderlands, et Fallout-inspireret rollespil, et immersive sim som Deus Ex, eller slet og ret en futurisk Call of Duty med intense scriptede scenarier og Michael Bay-inspirerede set pieces, så byder Night City dig velkommen med åbne arme. Og det er altså noget af en præstation.