Læs videre på egen risiko, da denne artikel er fyldt med spoilers!
I filmatiseringen af Stephen Kings Secret Window afslutter Johnny Depps sindssyge karakter med citatet: "The only thing that matters is the ending, and this one is perfect". Trods filmens ellers middelmådige niveau, har Depp ret i slutningens rolle som en afgørende faktor i vores oplevelse af en fortælling, ligegyldigt hvilket medie. Mass Effect-serien bøder eksempelvis stadigvæk for sin skuffende slutning, og Halo 2's massive cliffhanger efterlod fortællingen ekstremt uforløst. På den anden side har vi dog de fantastiske og mindeværdige eksempler som Resident Evil 2's tour-de-force-togtur eller Final Fantasy VI's episke konfrontation med Kefka Palazzo. Som titlen antyder vil denne artikel give et bud på de 10 bedste tilfælde, som havde veleksekverede og gennemtænkte afslutninger med et solidt eftermæle.
10. Call of Duty 4: Modern Warfare (2007)
Udvikler: Infinity Ward
Producent: Activision
Instruktør: Jason West
Call of Duty-serien er måske ikke den første gruppe af spil, som tankerne hviler på i forhold til store fortællinger. Den Michael Bay-esque tour-de-force af eksplosioner, one-liners, flade karakterer og amerikansk selvhøjtidelighed har typisk ikke efterladt de største indtryk på mig efter et Call of Duty-eventyr. Dog er Call of Duty 4: Modern Warfare, i mit tilfælde, undtagelsen som bekræfter reglen.
Året er 2007 og jeg har lige gennemført tidløse klassikere med flotte episke historier som Uncharted: Drakes Fortune og det første Assassin's Creed. Mine forventninger til Call of Duty 4: Modern Warfare var derfor, mildest talt, ikke høje. Javist havde jeg nydt min tid med Call of Duty 1 og 2, men heller ikke mere end det. De nervepirrende endelige momenter med Soap og kompagni kom derfor som en behagelig overraskelse. Intensiteten fra den storslåede biljagt til de desperate skud for overlevelse, alt imens skurken og sine lakajer kommer gående for at afslutte mit liv, står som nogle af de bedste minder fra PlayStation 3- og Xbox 360-æraen.
Serien har måske ikke nået samme niveau siden, men hold da op en afslutning.
9. Enslaved: Odyssey to the West
Udvikler: Ninja Theory
Producent: Namco Bandai
Instruktør: Mark Davies
Før Ninja Theory blev kritiseret for deres emo-ficering af Devil May Crys Dante og deres 2017-succes historie med Hellblade: Senua's Sacrifice, lancerede de et af de mest undervurderede og glemte spil til dato. Enslaved: Odyssey to the West var ikke noget mesterværk med fængende innovativt gameplay eller en unik setting, men besad alligevel en kvalitet få spil har på nutidens spilmarked: Hjerte.
Fortællingen om Monkey og Trips rejse på tværs af et postapokalyptisk og robot-hærget Amerika havde dialog og charme som kun få andre spil (mesterfuldt skrevet af Ex Machina- og 28 Days Later-forfatter Alex Garland), men det er slutningen som skyder Enslaved: Odyssey to the West ud i stratosfæren hos de bedste fortællinger i spilmediet. Efter at have nået frem til det sidste område, og opdaget at mange af jordens overlevende mennesker er spændt fast til et konstant loop af gamle minder fra før jordens ragnarok, ødelægger Trip maskinen og stiller spørgsmålet "Did we do the right thing?". Usikkerheden i hendes stemme og den angstfulde mimik slår hovedet på sømmet, hvorefter spillet langsomt og med en ambivalent følelse runder af.
8. Prince of Persia: The Sands of Time (2003)
Udvikler: Ubisoft
Producent: Ubisoft
Instruktør: Jordan Mechner
Det er ikke nogen hemmelighed, at Prince of Persia-serien mistede sin relevans omkring samme tid som Assassin's Creed så dagens lys. Ubisofts PlayStation 2-reboot af serien er dog, stadig af mange, anset som et af bedste action-adventure/puzzle-spil i det 21. århundrede. En af grundene til denne - ikoniske - status skyldes den fænomenale slutning. Kampen mod den Aladdin-inspirerede Jafar-klon var muligvis grænsende til forfærdelig, men dette ændrer ikke det faktum, at den sidste konfrontation med prinsessen Farah var vidunderligt udført.
Efter at have spolet tiden tilbage til spillets indledende scene, opsøger prinsen Farah for at fortælle om deres eventyr sammen. Den cirkulære-kompositoriske fortælling af spillets handling har triste elementer, da Farahs mistro til historiens validitet genstarter hovedpersonernes romantiske forhold, som var blevet kontinuerligt stærkere i løbet af spillets otte timer. Det er bittersødt og samtidig den perfekte sløjfe på et eventyr, der aldrig tager sig selv for seriøst og bliver bedre på grund af det.
Spillet fik ikke den bedste medfart, da den halvfesne HD-remaster landede på PlayStation 4 og Xbox One tilbage i 2015. Bedre bliver det heller ikke af, at Final Fantasy: Type-0 er et spil, der kræver utrolig meget af spilleren, hvilket sandsynligvis har forhindret mange i at nå den endelige konklusion - især når det kræver to gennemspilninger, altså 40+ timer. Hvorvidt man kan lide det melankolske teenageskolekrigsdrama er op til den enkelte, men den mesterfulde slutning kan ikke benægtes.
Ligesom i instruktør Hajime Tabatas andet spil i Fabula Nova Crystallis-serien, lykkedes det også skurken at ødelægge jorden og skabe totalt kaos. De unge helte skal derfor efterfølgende rejse ind i helvedes gab, altså Pandæmonium, og konfrontere den ondskabsfulde Cid. Type-0's Pandæmonium er frygtindjagende, brutalt og gådefult til den helt store guldmedalje, og musikken skaber en følelse af en lurende død og fortabelse. Efter at have gennemgået alle tests og vundet over Cid, ender hovedpersonerne alligevel med at, lidende og indsmurt i blod, græde sig selv til døde i deres klasseværelse. En både mørk og yderst barsk oplevelse.
6. Kingdom Hearts II (2005)
Udvikler: Square Enix
Producent: Square Enix
Instruktør: Tetsuya Nomura
Det andet udspil i den efterhånden aldrende Kingdom Hearts-serie er anset af mange spillere som højdepunktet, den perfekte finpudsning af elementer introduceret i det første Kingdom Hearts og Kingdom Hearts: Chain of Memories. Og intet demonstrerer kapitel 2's flotte status i spilbranchens kanon, som den sidste konfrontation med den onde Organization XII i verdenen The World That Never Was. Efter en 80+ timer rejse spredt over tre spil, ankommer hovedpersonen Sora og de trofaste følgesvende, Anders And og Fedtmule, til mørkets sidste bastion, hvor det endelige opgør kan begynde.
Turen fra de mørke regnfyldte gader til toppen af organisationens overdimensionerede borg er et følelsesmæssigt brag fyldt med overraskelser, twists og kreative bosskampe. I modsætning til efterfølgende kapitler, som Kingdom Hearts 3D: Dream Drop Distance og Kingdom Hearts: 358/2 days, balancerer Tetsuya Nomura og udviklerholdet hos Square Enix den hårdfine balance imellem Final Fantasy-melankoli og Disney-sjov. Selv i de mørkeste øjeblikke imod skurken Xemnas mister slutningen på Kingdom Hearts II aldrig sin charme.
<newpage>
5. Red Dead Redemption (2010)
Udvikler: RockStar San Diego
Producent: Take Two
Instruktør: Christian Cantamessa
Min oplevelse af Red Dead Redemptions slutning vil muligvis være anderledes end den var for andre spillere. Allerede inden spillet begyndte havde en lignende artikel på Game Informer nemlig spoleret slutningen for mig, hvilket gjorde John Marstons rejse i det vilde vesten til et personligt spørgsmål om "gad vide hvordan han dør?" i stedet for et håb om, at han til sidst kunne blive fri for regeringen og redde sin familie. Denne spoiler fra Game Informer skabte en overhængende mørk skygge over en allerede dyster hævnhistorie. De sidste missioner på Marston-familiens ranch var derfor ekstra triste, fordi jeg vidste spillet havde et ekstra, brutalt twist i ærmet.
Lige meget hvor mange gange missionen blev genstartet, og man vendte tilbage til det endelige stand-off med regeringen blev det aldrig muligt at redde John, ligegyldigt spillerens evner med bullet-time. Men Red Dead Redemption sluttede ikke med Johns død, og Rockstar gav os i stedet en spilbar epilog, hvor sønnen gik i sin fars fodspor ved at hævne sig på skurken og derved ende samme sted som John i starten af spillet. Lad os håbe Rockstar kan fortsætte den samme narrative kvalitet med nummer 2.
4. Drakengard (2003)
Udvikler: Cavia
Producent: Square Enix
Instruktør: Yoko Taro
Hvor starter man med Drakengard? Spillet som kickstartede en af de mest skøre og vanvittige fortællinger i spilbranchens korte historie, og udfordrede definitionen "vanvittigt". På en god dag for de gavmilde spillere slipper Drakengard af sted med at være middelmådigt, men hold da op hvor er spillet decideret ødelagt. De tarvelige luftmissioner, de store tomme slagmarker og den haltende dialog er kun få af de mange problemer som Cavias kultklassiker fra de tidlige PlayStation 2-dage lider af.
Så hvordan tager Drakengard fjerdepladsen på denne liste? Trods alle sin fejl fortæller Drakengard en fænomenal middelalderhistorie som kun kan efterlade spilleren med mareridt, foragt, melankoli og håbløshed. Hovedpersonen Caim og dragen Angelus' endelige opgør med det onde imperie tager nemlig uventede drejninger. Ved siden af den stille og relativt normale slutning A, som leder til Drakengard 2, inkluderer de fire andre slutninger alt fra søskendemord, flyvende dæmonbabyer, enden på menneskeheden og en kamp mod en massiv statue i Tokyo. Men selvom instruktør Yoko Taro ikke holder tilbage med sin absolutte absurditet, er der en mening med galskaben, hvorfor Drakengard aldrig introducerer elementer bare for at chokere spilleren.
3. BioShock: Infinite (2013)
Udvikler: Irrational Games
Producent: 2K games
Instruktør: Ken Levine
Jeg glemmer aldrig første gang rulleteksterne kørte over skærmen efter Booker og Elizabeth Comstock/Anna DeWitts interdimensionelle eventyr i 2013. Klokken var 6 om morgenen, og jeg havde ikke lagt spillet fra mig siden jeg kom hjem fra GameStop. Bioshock Infinite tryllebandt og udfordrede mig som få spil før det. Kun ved at spille det igennem gentagne gange kunne jeg forstå hver eneste nuance, hver eneste overraskende detalje og hver eneste intelligente reference til andre begivenheder i universet.
Slutningen reflekterer dette mere end noget andet aspekt i Ken Levines mesterværk. Fra det øjeblik Elizabeth ytrer ordene "There's always a lighthouse. There's always a man. There's always a city", sætter Irrational gearet i bund, og den ene afsløring efter den anden både forvirrer spilleren og giver samtidig betydning til tidligere usete detaljer. Afsløringen af Elizabeth som Bookers datter står specielt stærkt i hukommelsen. I retrospekt kan nogle ting forekomme for vagt forklarede, men Bioshock infinite formår stadig at lege med spillerens fortællermæssige forståelse helt indtil sidste scene.
2. The Last of Us (2013)
Udvikler: Naughty Dog
Producent: Sony Interactive Entertainment
Instruktør: Neil Druckmann, Bruce Straley
Slutningen som efterlod spillerne med spørgsmålet: ville du have gjort det samme?. Med slutningen på The Last of Us stiller instruktørerne Neil Druckmann og Bruce Straley spørgsmålet om, hvor langt vi vil gå for den person vi elsker mest i verden, uanset konsekvenserne. I modsætning til den efterhånden gennemgående trend i singleplayer-spil giver Druckmann og Straley dig ikke noget valg. Det er Joel og Ellies historie, og spilleren er bare passager på rejsen.
Netop denne magtesløshed overfor Joels beslutning om at fordømme menneskeheden for at redde Ellie bliver kun stærkere af valgets ekskludering. Selvom Joel handler udelukkende ud fra sine egne ønsker, kan spilleren ikke lade være med støtte ham i hans handlinger. Ligesom Joel er vi blevet knyttede til Ellie, og mere end det, deres forhold til hinanden. Den endelige dialog og Joels løgn om Firefly-gruppens egentlige agenda er spillets fortællermæssige prik over det emotionelle i.
1. Nier: Automata (2017)
Udvikler: Platinum Games
Producent: Square Enix
Instruktør: Yoko Taro
Spørg hvilken som helst fan af det fabelagtige Nier: Automata, og de vil med stor sandsynlighed være enige i spillets emotionelle og filosofiske dybde. Ligesom den tidligere nævnte forgænger, Drakengard, byder Nier: Automata på et virvar af forskellige slutninger (hele 27 styks), men det er slutning D og E som tager kronen. Hovedpersonerne 9S og A2 ankommer til den sidste dungeon, hvilket igangsætter et intenst ræs mod toppen af et minimalistisk gotisk-inspireret rumskib. Her hviler Nier: Automata virkelig ikke på laurbærrene, og smider protagonisterne igennem fjendtlige computerprogrammer, androide kloner af den afdøde kernefigur 2B og flyvende mechsuit-kampe.
Det stærkeste element er dog uden sidestykke Platinum Games' implementering af konstante skift imellem de to hovedpersoner i kampens hede. Det føles aldrig som om, at det sløver spillet, men derimod øger det intensiteten eksponentielt. Alt dette kulminerer i en hjerteskærende kamp på toppen, hvor spilleren bliver tvunget til at vælge imellem de to androider, hvoerefter begge valg leder til tilfredsstillende og interessante slutninger. Det er en symbiose af spildesign og fortællermæssig konstruktion på et uhørt højt plan, hvilket gør slutningen på Nier: Automata til en af mine absolut bedste oplevelser.
Honourable mention
Metal Gear Solid 3: Snake Eater
The Legend of Zelda: Majora's Mask
Uncharted 4: A Thief's End
Max Payne 2: The Fall of Max Payne
Final Fantasy VII: Crisis Core
Portal 2
Grand Theft Auto: Vice City
Inside
Mass Effect 2
Prey