Skip to main content
Gamereactor Artikler
Artikler

De 5 bedste demoer fra vinterens ID@Xbox Indie Selects Demo Fest

Vi har været igennem en hel del demoer, og selv om niveauet var skuffende, så er her 5 af de bedste demoer, som vi anbefaler at du også prøver.
Palle Havshøi-Jensen 19 december 2025

Frem til den 31. december afholder Microsoft deres ID@Xbox Indie Selects Demo Fest. Her kan du prøve mere end 20 nye demoer (der er i alt mere end 40, men flere af dem har vi prøvet tidligere) og disse demoer kan hentes gratis til Xbox og for første gang er der også nogle til PC.

Som det typisk er med disse demo-events, så er kvaliteten svingende og decideret skuffende denne gang, men der var alligevel 5 demoer som stak ud og dem har vi samlet her på denne side - og dermed også en anbefaling til dig til at placere disse spil på din radar til den kommende tid.

CASH CLEANER SIMULATOR (Mind Control Games)
Der findes et utal af underlige simulatorspil. PC Building Simulator, Supermarket Simulator og Gas Station Simulator. Clothing Store Simulator, Spray Paint Simulator, Motel Manager Simulator og... Rock Simulator, hvor man skal være en sten og lave... absolut ingenting.

Nu er der en ny simulator på vej til konsollerne. Det drejer sig om Cash Cleaning Simulator, hvor man... ja, skal hvidvaske penge. På trods af den kriminelle vinkel, så er det faktisk nærmest et hyggeligt spil på niveau med Powerwash Simulator. Man bliver kontaktet af forskellige kriminelle personligheder via ens telefon og de leverer penge ned gennem et stort hul i loftet. De forventer så at få rene penge leveret retur på forskellige måder og i forskellige kasser, tasker eller andet. Man skal også kunne spotte falske pengesedler, bogstavelig talt vaske de penge som er beskidte og meget andet.

Det fungerer faktisk ret godt og det er et af de lidt mere skæve simulatorspil, hvor der rent faktisk er et meningsfyldt gameplay. PC-versionen har været ude siden foråret, og det er blevet kritiseret for at indeholde AI-genererede billeder - om de stadig er i Xbox Series X/S og PlayStation 5 versionerne når disse kommer til februar næste år, vides endnu ikke.

----------

FROGGY HATES SNOW (Crying Brick)
I Froggy Hates Snow tager man rollen som frøen Froggy og han hader sne - det uheldige er bare, at han bor midt i et stort vinterlandskab. Spillet er et survival roguelike, hvor man skal grave sig igennem den høje sne, afdække skatte og opgraderinger og nedkæmpe bølger af fjender, der vil dræbe en og ødelægge ens livsvigtige og varme hule.

Frøer er ikke egnet til at leve i kolde miljøer, så derfor skal man hele tiden holde øje med Froggys kropstemperatur når man færdes ude i sneen. Undervejs bliver Froggy opgraderet på en lang række områder, det kan for eksempel være, at han bliver bedre til at grave, bedre til at modstå kulden, bedre til at slæbe mere og mere loot med hjem (han kan også få en pingvin til at hjælpe sig med det) og han får adgang til store sneskovle og dynamit og flammekastere, som både er god til at rydde sne med, men selvfølgelig også til at tage livet af fjender med.

Froggy Hates Snow er et ganske hyggeligt survival roguelike og er udviklet af en enkelt fyr, som går under navnet Crying Brick. Spillet udkommer til Xbox Series X/S, PlayStation 5 og PC i 2026.

----------

EMPIRE IN DECAY (Siesta Games)
Empire in Decay beskrives som et "roguelike deck-building turn-based tactical game" og det er faktisk også løst baseret på skak. Spillet udspiller sig på en spilleplade inddelt i firkanter, hvor man skal flytte rundt på ens tropper og forsvare sig mod de angribende fjender via nogle kort, man trækker op før hver runde.

Empire in Decay indeholder mere end 200 forskellige kort, 30 forskellige troppe-typer og mere end 150 opgraderinger til ens tropper. Spillet er ganske udfordrende og kræver en del taktiske evner, og selvom vi kun fik et sneak peak i demoen, så lader det til at være et ganske dybt taktisk spil, med masser af opgraderinger og taktiske muligheder. Og så ser det ganske lækkert ud, hvilket bestemt ikke gør noget.

Empire in Decay udkommer til Xbox Series X/S og PC og det skulle egentlig være udkommet i starten af december, men i skrivende stund er det endnu ikke tilgængeligt.

----------

AWAYSIS (17-Bit)
Awaysis kommer fra japanske 17-Bit og det er et 3D fysik-baseret action-rollespil for op til fire spillere side om side. Udviklerne kalder det et "rip‑roaring multiplayer physics chaos" og i demoen får man en smagsprøve på spillets kaotiske fysik-baseret kampsystem. Det er let at forestille sig, hvor kaotisk og morsomt det her kan blive, hvis fire spillere drager på eventyr sammen i den her verden.

Selv om der er fokus på co-op, så kan det spilles alene, men vi oplevede, at sværhedsgraden var ret høj, når man spillede alene og det virker som om, i hvert fald i demoen, at sværhedsgraden ikke skalerer alt efter hvor mange spillere man er.

Awaysis ser allerede nu ganske spændende ud og det er planlagt til at udkomme på Xbox Series X/S, PlayStation 5, PC og Game Pass i 2026.

----------

KNUCKLE JET (Rain Games)
Det sidste spil, som er værd at kaste et blik på er action-platformeren Knuckle Jet. Demoen er lidt grov i kanterne, men det er let at se hvad udviklerne fra norske Rain Games (som tidligere har stået bag de glimrende Teslagrad spil) arbejder sig hen imod her.

Man spiller som den kvindelige hovedperson, som har en stor mystisk metal-handske på den ene hånd, der fungerer som en slags jetmotor. Det betyder, at man kan smadre masser af ting og fjendtlige robotter og maskiner med denne store handske, men også at man kan flyve gennem luften, fra platform til platform og meget andet.

Man kan spille enten alene, side om side med en ven i co-op, eller hvis vennen har været anstrengende, så kan man prygle ham i en gang Knuckleball. Det er et meget actionfyldt platformspil, med masser af ting der kan ødelægges og selv om demoen som sagt er en smule grov i kanterne, så virker det ganske underholdende og det bliver spændende at se, hvordan det endelige produkt ender med at blive.

Knuckle Jet er på vej til Xbox Series X/S og PC i 2026.

----------

Du kan hente alle demoerne fra ID@Xbox Indie Selects Demo Fest frem til 31. december.

Fuld profil 3.322 udgivne artikler
Hvorfor stole på Gamereactor
23 Udgaver Hver med sin egen redaktion og sine egne karakterer.
1998 Udgiver siden Uafhængigt ejet hele vejen.
100% Hands-on Skrevet ud fra tid med spillet, aldrig pressemateriale.
1–10 Netværksscore Hver udgaves karakter, sammenlagt og vist.