Skip to main content
Gamereactor Artikler
Artikler

De essentielle spil til PlayStation 4

Få det store overblik over spillene til PlayStation 4 her!
9 november 2013

Sonys egen række af lanceringstitler til PlayStation 4 fik lidt af et slag, da de meddelte af Evolution Studios' lovende racing-titel Driveclub var blevet forsinket. For det betyder ikke blot at Sony selv kun har to lanceringstitler med Killzone: Shadow Fall og Knack, men åbner også døren for at Microsoft kan få et forspring hos de fartglade gamere (i de lande, hvor Xbox One udkommer i år, i hvert fald).

Nu hvor Driveclub er blevet udskudt til et ukendt tidspunkt i 2014, hviler der et stort pres på Guerrilla Games og deres fjerde spil i Killzone-serien - Killzone: Shadow Fall. Spillet bevæger sig væk fra den højintense lineære action, de forrige titler har budt på, og tilføjer flere taktiske elementer. Det bliver uden tvivl en af de visuelt mest imponerende titler ved lanceringen.

Et spil, der måske ikke har fået den opmærksomhed, det muligvis fortjener, er Knack. Mark Cerny er langt om længe tilbage (denne gang som game director) med en action-platformer, der fremhæver konsollens enorme regnekraft, idet Knack absorberer relikvier og vokser i takt med nye evner - men han kan også absorbere forskellige elementer som is, træ og metal, og udvide sit repertoire yderligere. Det virker lidt old-school, og burde tiltale fans af Ratchet & Clank og Crash Bandicoot.

En af vores mest ventede PS4-lanceringstitler er Housemarques åndelige efterfølger til det fremragende Super Stardust. Denne gang er det hele voxelbaseret, og den hektiske action er foldet rundt om en cylinder. Resogun kan fås gratis gennem Instant Game Collection hvis du har et PS Plus-abonnement, og kan meget vel blive den eneste lanceringstitel, du stadig spiller om fem års tid.

Alle nye PS4-ejere vil også kunne nyde den medfølgende interaktive oplevelse Playroom. Det er en fin måde at fremhæve nogle af de funktioner, konsollen og PlayStation Camera kan tilbyde.

Udover de spil er der fire førstepartstitler til PS4-lanceringen, som du måske har set på PS3 og/eller PS Vita - Escape Plan, Flow, Flower og Sound Shapes. Eftersom disse fire titler alle er cross-buy (hvilket betyder, at har du købt én udgave af dem, har du købt dem alle), har du måske allerede et par stykker af dem. Vi vil anbefale enhver nyslået PS4-ejer, der endnu ikke har spillet Flower, at anskaffe det så snart de har tændt maskinen.

Killzone: Shadow Fall

Knack

The Playroom

Læs mere om et nyt Killzone til en ny generation her.

Lanceringstitler fra tredjepart

Der er mange ligheder i rækken af lanceringstitler fra tredjepartsudviklere til Xbox One og PlayStation 4. Begge platforme har stor støtte fra selskaber som Activision, EA og Ubisoft. Tæller man også free-to-play og selvudgivne indie-titler med, har PS4'eren dog mere bredde og opfindsomhed.

Hvad angår blockbustere, bliver tingene ikke meget større end Call of Duty: Ghosts, og PS4-udgaven kan blære sig med knivskarp 1080p-grafik med 60 billeder i sekundet. Det kan meget vel blive den definitive udgave af spillet, og det ville være et stort pendulsving for serien, der traditionelt har været bedst på Xbox.

Konkurrencen fra Battlefield 4 vil være nådesløs, og PS4-udgaven af DICEs slagsandkasse vil byde på 64 spillers multiplayer for første gang på konsol (ligesom på Xbox One). Den tredje store tredjepartsblockbuster er Assassin's Creed IV: Black Flag fra Ubisoft, som både Rasmus og Lee har nydt på PS4. Det er ligeledes en udgivelse, der både kommer til PC og de gamle konsoller såvel som de nye, og det er ligeledes grafikken, der er den største forskel.

Som man ville forvente, er der også en række sportstitler klar til lanceringen, ført an af EA Sports' FIFA 14. Basketball-simulatorerne NBA 2K14 og NBA Live 14 dyster også, og der er amerikansk fodbold i Madden NFL 25. Ghost Games udfylder det hul, Driveclub har efterladt, med Need for Speed: Rivals - en open-world racing-oplevelse, der lover sømløs integration af singleplayer og multiplayer.

Warner Bros. og Netherrealm er klar med deres "Ultimate Edition" af Injustice: Gods Among Us til PS4-lanceringen. Det er godt nyt for dem, der vil have et fighting-spil fra dag ét, selvom vi ikke var helt overbeviste tilbage i foråret.

Hvad angår den mere familieorienterede underholdning, er der Skylanders Swap Force og Lego Marvel Super Heroes, som man ville forvente (Du kan se gameplay fra sidstnævnte på PS4 på vores GRTV-sider). Der er også Putty Squad fra System-3, et nostalgitrip tilbage til de glade 16 bit-dage som farmand måske vil sætte mere pris på end sønnike. Er du fan af gammeldags spil, der ikke nødvendigvis var digitale fra starten, er her også The Pinball Arcade fra FarSight Studios.

Et af de store trækplastre for PlayStation 4 har indtil nu været indie-spil og Sonys åbenhed med at lade uafhængige udviklere selvudgive på platformen. Spil som det smukke Contrast, det parodiske Divekick, det klassiske Super Motherload, det co-operative Tiny Brains og det rekordsættende Minecraft er blandt lanceringsspillene.

Der vil også være en håndfuld free-to-play-titler klar til download fra førstedagen på PS4 - nogle med beta-skilt, andre uden. Tre skydespil, Blacklight: Retribution, Planetside 2 og Warframe, byder på hver deres distinkte bud på genren, mens DC Universe Online lader dig give den som MMO-superhelt. Der er også Gaijin Entertainments War Thunder til dem, der vil ud og flyve.

Call of Duty: Ghosts

Battlefield 4

Assassin's Creed IV: Black Flag

FIFA 14 Next-Gen

Vil du vide mere, kan du læse vores anmeldelser af Assassin's Creed IV: Black Flag, Battlefield 4 og Call of Duty: Ghosts, vores indtryk FIFA 14 til next-gen, og hvad vi synes om PC-udgaven af Planetside 2.

De første seks måneder

Et spil, som PlayStation-fans nok vil være særligt interesserede i at få fingrene i, er Bungies Destiny. Da Halo-serien for evigt vil være Xbox-eksklusiv, vil dette være manges første chance for rigtigt at spille et skydespil fra Bungie. En anden serie, der som regel har sit hjem andetsteds, er Diablo. Det tredje spil i serien, Diablo III, udkom for nyligt på de gamle konsoller (både Xbox 360 og PS3), men på PlayStation 4 får du næstegenerations-oplevelsen.

Vi ved ikke hvornår det lander, men det førnævnte Driveclub hjulspinder sig formodentlig vej til konsollen i løbet af første halvdel af næste år (du vil kunne læse endnu et preview her på Gamereactor ganske snart). Hohokum danser på den snævre grænse mellem spil og interaktiv oplevelse, men uanset har vi tænkt os at downloade det, så snart det udkommer.

Der er også en dobbelt dosis MMORPG på vej, og begge ender af planeten er repræsenteret. I JRPG-hjørnet det relancerede Final Fantasy XIV: A Realm Reborn, mens The Elder Scrolls vil tiltale spillere, der foretrækker et mere vestligt præg i deres rollespil. A Realm Reborn går i beta i slutningen af februar, og hvor TESO ikke er PS4-eksklusiv, går det i beta her først.

En førstepartstitel, som mange gamle PlayStation-fans nok ser frem til, er Infamous: Second Son, der lander på PS4 i februar. Et andet spil, der også vil være PS4-eksklusiv (selvom det nok kun er i en begrænset periode) er det næste rollespil fra Super Giant Games, Transistor.

Der er også et par tunge navne på vej i første halvdel af det nye år i form af Watch Dogs, der skulle have været en lanceringstitel men ikke længere er det, da udviklerne behøvede mere tid med titlen. Den anden titel er lige så spændende, idet den klassiske stealth-serie Thief får sig et reboot og sniger sig ind på next-gen-platformene tidligt næste år.

Destiny

Driveclub

The Elder Scrolls Online

Transistor

Thief

Watch Dogs

Vi har previews af Driveclub, Transistor, Watch Dogs, Thief og anmeldelser af Final Fantasy XIV: A Realm Reborn og Diablo III til konsol.

Efter de første seks måneder

Mens vi stadig håber på at Dragon Age: Inquisition udkommer i løbet af næste år, har EA for nyligt sagt at det var "sandsynligt, muligt" at spillet udkommer i 2014. Og mens vi er ved rollespil, ville en ny PlayStation næppe være komplet uden et nyt Final Fantasy-spil. Final Fantasy XV har rettet sigtet mod anden halvdel af året. Sammen med The Witcher 3: Wild Hunt og Lords of the Fallen betyder det, at rollespilsfans vil have masser at vælge mellem næste år.

Vi har allerede fået en smag for hvad DICEs Frostbite 3-motor kan udrette på næste generation af hardware, og to af højest profilerede titler næste år er uden tvivl Mirror's Edge 2 og Star Wars: Battlefront. Et andet multiplatformsspil, der benytter en ny spilmotor, er Metal Gear Solid V: The Phantom Pain. Fans af serien er uden tvivl spændte på at se hvordan skiftet til en åben verden vil fungere, men vi har tillid til at Konami kan få det til at lykkedes. Hvis du er til åbne verdener, har du sikkert også et godt øje til The Division, det seneste spil der bærer Tom Clancy's navn. Ubisoft Massive har arbejdet på denne MMO-shooter i lang tid, og det er på vej til PS4, Xbox One og PC en gang næste år.

På eksklusivfronten har vi The Order: 1886, der dog stadig er svøbt i hemmelighedskræmmeri. Indtil videre har vi dog kunne lure et par fakta om spillet. såsom at det foregår i en alternativ steampunk-udgave af et victoriansk London med futuristiske våben, og fjenderne ser ganske varulveagtige ud.

Jonathan Blow, udvikleren der tog kegler med Braid, udgiver sit kommende The Witness på PlayStation 4 som første platform. Det er et udforsknings-puzzle-spil med en duft af Myst, hvor spillerne vil klø sig i nakken mens de begiver sig rundt på en ubeboet ø. The Chinese Room, holdet der udviklede Dear Esther, vender tilbage med Everybody's Gone to the Rapture, der tegner til at blive en af de mere stemningsfulde titler på PS4.

Holdet bag Magicka og The Showdown Effect er på vej med Helldivers. Det er et skydespil, der lover at tiltale fans a film som Starship Troopers. Der er mere skyderi i Secret Ponchos fra Switchblade Monkeys, og det klassiske Psygnosis-spil Shadow of the Beast får en opgradering til det moderne publikum. Mighty No. 9 fra Keiji Inafune og Comcept er også værd at holde øje med, hvis du er glad for gamle actionplatformere. Det er kort sagt en åndelig efterfølger til Megaman.

Gysermestrene fra Frictional Games vil skræmme livet af os med Soma, et science fiction-gyserspil der blander Lovecraft-ideer med Giger-design. Tequila Works arbejder på et majestætisk udseende spil kaldet Rime, hvor man styrer en ung dreng der skal undslippe en mystisk ø.

Dragon Age: Inquisition

The Witcher 3: Wild Hunt

DICE på E3

The Division

The Order: 1886

Helldivers

Læs også vores indtryk af Dragon Age: Inquisition

Udsigt

En ting, som Sony bestemt har sikret sig med PlayStation 4, er et bredt spektrum af spil. Indierne er godt repræsenteret, og diversiteten blandt de spil, vi kommer til at spille på platformen er helt klart en styrke. På den anden side er det også svært at argumentere for, at den har den stærkeste line-up. Xbox One virker en tand stærkere hvad angår eksklusive første- og tredjepartstitler. Vi kan i hvert fald være sikre på, at det bliver tæt løb i denne omgang, i hvert fald på globalt plan - herhjemme får PlayStation 4 formodentlig et stort forspring.

Hvorfor stole på Gamereactor
23 Udgaver Hver med sin egen redaktion og sine egne karakterer.
1998 Udgiver siden Uafhængigt ejet hele vejen.
100% Hands-on Skrevet ud fra tid med spillet, aldrig pressemateriale.
1–10 Netværksscore Hver udgaves karakter, sammenlagt og vist.