De fem bedste spilfilmatiseringer

Filmatiseringen af spil har længe været en forbandelse for et film- eller serieprojekt. Det har generelt sjældent fungeret særligt godt, når spil skulle oversættes til et andet medie, med fiaskoer som f.eks. The Super Mario Bros (1993), Max Payne (2008) og Doom (2005). Men denne opfattelse må vi anse som forældet i dag. Film og serier, der er baseret på computerspil har haft en stigning i kvalitet i de seneste par år, og har både imponeret kritikere og fans. Man kan derfor mene, at vi eksisterer i en guldalder af spilfilmatiseringer lige nu. Vi har derfor samlet de bedste af slagsen, og giver vores bud på de fem bedste spilfilmatiseringer.

The Last of Us (2023-nu)
Man ved, at serien er god, når HBO og Craig Mazin står bag. Mazin etablerede sig som TV-mediets førende showrunner med HBO-miniserien Chernobyl, hvilket nok var årsagen til, at Mazin landede The Last of Us-filmatiseringen. I The Last of Us kommer vi helt tæt på Joel og Ellie, og deres rejse tværs over Amerika, for at finde en kur til svampepandemien. Missionen er dragende fortalt, men det sande drama ligger i forholdet mellem karaktererne. Dette formår serien at oversætte suverænt fra spillet.

Serien formår at balancere dansen mellem at være tro til kildematerialet, men også selv digte videre på dramaet. Særligt afsnittet, hvor Bill og Franks forhold udforskes, er et af seriens absolutte højdepunkter. The Last of Us er nemlig en serie, der tør dvæle ved det personlige. Det postapokalyptiske drama er naturligvis også dragende, men serien er bedst, når den fokuserer på de personlige relationer — særligt mellem Joel og Ellie, som er mesterligt portrætteret af Pedro Pascal og Bella Ramsey.

Castlevania (2017-2021)
Castlevania er en såkaldt vestlig anime - altså en amerikansk produceret serie, der drager på den japanske animationsstil. Hvilket på en mærkelig måde fungerer, siden Castlevania-spillene til at starte med er japanske, men drager på vestlig litteratur. Denne kulturudveksling klæder virkelig handlingsforløbet i Netflix' blodige serie, der sætter vold i rampelyset. Seriens overdrevne vold minder om animeklassikere som Helsing og Vampire Hunter D, der også tager udgangspunkt i mørkets fyrste, Dracula.

Serien er et arketypisk studie i gotisk æstetik, hvor de blodsugende vampyrer er ligeså uhyggelige som de magtfulde katolske præster i serien. Der er nok spil at tage fra i Castlevania-serien, der rummer 30 spil indtil videre. Netflix-serien låner lidt fra en række af de forskellige store spil, særlig Castlevania III: Dracula's Curse, men bygger også videre på fortællingen, hvilket gør serien til et kærlighedsbrev til både Castlevania-spillene, men også vampyrgenren.

Cyberpunk: Edgerunners (2022)
Vi bliver ved anime-serier, men denne gang fra en autentisk japansk produktion. Cyberpunk: Edgerunners er produceret af Studio Trigger (Kill la Kill, Little Witch Academia, Darling in the Franxx), der er kendt for sin ekstremt udtryksfulde animation, og smukt eksekveret actionsekvenser. Og det ry må man sige, at Cyberpunk: Edgerunners lever op til.

Edgerunners tager cyberpunkæstetikken og skruer helt op for neonen og technoen. Serien tager udgangspunkt i CD Projekt Reds RPG-spil Cyberpunk 2077 (der i sig selv er baseret på et tabletop-rpg Cyberpunk 2020), og skaber et spritnyt narrativ i Night City. En knusende trist fortælling om den unge teenager David, der taber sig selv i storbylivets mylder. Serien byder ikke kun på smuk animation, men også en rørende fortælling om det dystopiske samfunds apati over for individet.

Lara Croft: Tomb Raider (2001)
Selvom de fleste kompetente spilfilmatiseringer er kommet inden for de sidste par år, kan man ikke undgå at nævne Lara Croft: Tomb Raider. Der er ikke sparet på 00'er-kitschen i Angelina Jolies udgave af den britiske skattejæger. Lara Croft: Tomb Raider er propfyldt med spektakulære actionsekvenser, der er et tydeligt levn fra en post-Matrix filmbranche.

Lara Croft udviser sin akrobatiske snilde, som er så over the top, at man ikke kan andet end at nyde galskaben. Og ja, handlingen giver ikke særligt meget mening, men Lara Croft: Tomb Raider er B-filmsæstetik, når det er bedst. Croft er en badass actionhelt, der cementerede Angelina Jolie som ikke kun en dramatisk skuespiller, men også en actionstjerne.

Arcane (2021-nu)
Hvem havde troet, at en animationsserie om League of Legends-karakterer ville være så dramatisk godt skruet sammen? Med et stramt plot, flot world-building, komplekse karakterer og en fremragende animationsstil, hvor grænsen mellem det håndtegnede og det digitale bliver flydende, beviste Arcane, at League of Legends-lore ikke kun er filler for spillet.

Forholdet mellem søskendeparret Vi og Jinx sættes for alvor på prøve i en storslået fortælling, der spænder vidt og påvirker både toppen og bunden af samfundet i Piltover. Serien bygger videre på fundamentet lagt i League of Legends, og tilføjer dermed dybde og alvor til spillets lore. Hvis man var streng, kunne man sige, at Netflix har kogt suppe på sten, og skabt en livlig verden med Arcane.

Og så er titelmelodien af Imagine Dragons og JID altså lidt en banger.