Skip to main content
Gamereactor Artikler
Artikler

De Små Spil På Switch

Nintendo har produceret meget storladen software til deres nye konsol, men der er også perler blandt de mindre titler.
Magnus Groth-Andersen 24 december 2017

Nintendo Switch defineres ved Nintendos egne, storladne eksklusive titler, men maskinen kan præstere meget mere end Zelda og Mario. Vi kigger nærmere på de små titler, som du bør opleve på den fede hybridkonsol.

Det ville være ganske let at argumentere for, at Nintendo Switch har haft det bedste udgivelsesår en spæd konsol kan have. Faktisk siger det nærmest sig selv. Med et koncept der er let at forstå, og vigtigst af alt let at sætte pris på, et lækkert, moderne design og vigtigst af alt medrivende, kvalitetssoftware, så er der ikke andet at sige end at Nintendo for alvor er tilbage i ræset om markedsføringen, og det gør de netop ved hjælp af den iver, den kreativitet som vi alle elsker dem for.

Og netop softwaren er det vi skal tale om i dag. Det er nemlig lige så let at argumentere for, at Nintendos egen software er grund nok til at investere i den lille hybridkonsol, og det er i grunden ikke så mærkeligt er det? Altså, The Legend of Zelda: Breath of the Wild, Super Mario Odyssey, Arms, Mario Kart 8 Deluxe, Splatoon 2, Xenoblade Chronicles 2, listen bliver bare ved og ved, og allerede i de nævnte titler er mange hundrede timers storslået underholdning. Men, tror du det er de titler som skal hyldes i denne artikel, så tager du grundigt fejl. Ser du, Nintendo Switch kan byde på meget mere end overskrifterne. Der er mange flere kvalitetsoplevelser at opdage gemt i den allerede mangfoldige eShop, og det er den software vi vil hylde.

Nintendo Switch-konsollens første år er ved at gå på hæld, og leder du efter spiloplevelser af den lidt mindre, men ikke destomindre fantastiske slags, så læs gerne videre. Her er "De Små Spil på Switch".

Battle Chef Brigade

Tinker Studios' Battle Chef Brigade er en af de spiloplevelser der bare lyder fantastisk når man beskriver det. Håndtegnet anime-stil, Food Wars-inspireret narrativ om en fantasy-præget kokkeskole, indsamling af ingredienser i et 2D-platformperspektiv med dertilhørende Match3-puslespilsstruktur - det hele lyder bare nyskabende, spændende og tilforladeligt useriøst, og det er præcis hvad du får.

Du styrer en række aspirerende kokkestuderende ved Victusias kokkeskole, der skal dyste om at vinde dommerenes gunst, og derigennem få plads ved akademiet. For at gøre dette skal du både udforske den relativt åbne verden, lære nye opskrifter og naturligvis begive dig ud i vildnisset for at samle de bedste ingredienser. Her er der monstre, puslespil og alt derimellem, og alt efter hvor effektiv du er, desto bedre ingredienser kommer du hjem med. Alt dette ender i en dyst, en duel imellem dig selv og en udfordrer fra kokkeskolen, og denne duel udspiller sig via det førnævnte Match3-system, hvor du skal matche forskellige ingredienser sammen for at skabe den bedste ret.

Det er slet og ret en fantastisk kombination, og selvom det hele til tider kan blive lidt for komisk, satirisk og på anden vis... ja, useriøst, så spiller disse forskellige strukturer sammen på vidunderlig vis. Vigtigst af alt, så er det en ganske unik opsætning, og netop dette gør at man ikke bliver lige så træt af at skulle samle ingredienser, eller den til tider lidt træge karakterdialog. Man tilgiver, fordi kombinationen af strukturer føles innovativ og spændende.

Tinker Studios har skabt et pænt, velsammensat og fantastisk underholdende spil i Battle Chef Brigade, og det er så sandelig din tid, og dine 150 kroner værdig.

Golf Story

Det er fuldstændig umuligt at tale om små perler på Nintendo Switch uden at glemme Golf Story. Vi anmeldte spillet tidligere på året, og gav det et flot 9-tal, og for mindst én Gamereactor-ansat var det blandt årets absolut stærkeste titler. Præcis ligesom med Battle Chef Brigade handler det om den uventede kombination af forskellige kendte ingredienser der gør spiloplevelse unik og spændende. Ligesom man ikke forventer at det er Match3-puslespil der skal afgøre om hvorvidt man tilbereder en mindeværdig ret i Tinker Studios' kokkespil, så forventes det heller ikke at et storladent RPG-eventyr skal løses med golf i Golf Story. Sidebar Games' har benyttet kendte strukturer, men har tilpasset dem så de kan opleves på nye måder. Netop derfor føles Golf Story som en helt separat genre - et GRPG, måske?

Lad ikke den nuttede 16-bit grafik i spillet narre dig - Golf Story er ikke for de mindste. Hovedpersonen har gennemgået en ond skilsmisse, og vender tilbage til den golfbane hvor han og hans far trænede da han var lille. Det bliver hans mål at gennemføre, at mestre golfens kunst, og dette tager ham på en personlig rejse på tværs af forskellige baner, hvor han møder nye mennesker og genfinder glæden ved at leve. Det er en ganske overraskende historie at finde, særligt når den kun afvikles igennem sarkastisk karakterdialog, men det virker, og man koncentrere sig om at klemme samtlige detaljer omkring den spændende verden ud af det dusin timer som Golf Story varer.

Men selvom den narrative struktur er et glimrende eksempel på "less-is-more", så er det ikke derfor at du skal købe spillet. Du skal købe det fordi det at benytte golf som metode hvorpå spilleren kan løse opgaver i traditionelt RPG-format er ganske genialt, en genistreg endda. Selve mekanikkerne er snuppet direkte fra ældre arkadegolfspil, og det giver en fantastisk dybde. Det er ikke bare at bestemme retningen, for så at vælge slagets kraft. Nej, du skal tage højde for vind, fordele point i spillets Talent Tree, købe nye køller og alt derimellem. Al karaktertilpasningen og strategien fra traditionelle rollespil er her, den er bare afrettet så den passer ind i golfens verden. Igen, der er tale om 150 kroner, og spillet kan så sandelig måle sig med det bedste Nintendo har at byde på.

Snipperclips: Cut it out, together!
Det er stort set umuligt at nævne Nintendo Switch uden at tænke på Snipperclips. Spillet blev nemlig kraftigt associeret med konsollen omkring udgivelsen i marts, og det skyldtes hovedsageligt at det kooperative aspekt med to Joy-Cons er altafgørende for nydelsen af spillet. Faktisk endte så galt, at spillet blev givet væk sammen med den røde og blå udgave af Nintendos controllere. Derfor har du måske allerede prøvet denne charmerende samling puslespil, men har du ikke, så er der ingen undskyldning.

Selvom konsollen allerede kan bryste sig af at have en række af årets stærkeste titler, så er Snipperclips: Cut it out, together! ikke bare blandt de aller bedste, det er også et af de spil på mest effektive vis kan demonstrere præcis hvorfor konsollens koncept fungerer. Ser du, Snipperclips fungerer kun med en ven, det er hele pointen at I sammen sidder og klipper figurer i hinandens karakterer for at tilpasse hinanden til det givne puslespil i står overfor. Faktisk er hele ideen med spillet, at I sammen laver hinanden til "nøgler", der skal løse opgaven foran jer. Det sjove er så bare, at spillets meget opdelte, segmenterede struktur gør sig perfekt som et spil man sammen spiller i bussen, i toget, på bagsædet af en bil eller når man generelt er væk fra sit store, imponerende tv-setup. Det er netop denne opgave som Switch-konsollen er designet til at løse. Den giver dig muligheden lokal multiplayer hvor end det nu måtte være at du befinder dig.

Der er en række spil der låner sig selv glimrende til denne opgave, såsom Overcooked eller sågar NBA 2K18, men for Snipperclips: Cut it out, together! er det altafgørende. Når ja, så er der da også charmen, kvaliteten af hver enkelt puslespil, muligheden for at lave rav i den, det generelle kvalitetsniveau og alskens andre aspekter der gør Snipperclips de små kroner værd det koster, men pointen er, at Snipperclips er essensen af Switch - derfor bør du og skal du eje det.

Fast RMX
Det virker ikke rigtig som om at et nyt F-Zero-spil er lige rundt om hjørnet, vel? Det synes vi heller ikke, og det er netop denne ikoniske series mærkbare fravær der gør Fast RMX til den essentielle Switch-oplevelse det er. Udvikleren Shin'en har nemlig designet spillet som en spirituel fortsættelse af Nintendos futuriske racerserie, og vigtigere end bare at gengive udseendet, så føles Fast RMX som et F-Zero-spil, og hvad mere er der egentlig at sige.

Der er selvfølgelig det at sige, at spillet koster bare omtrent de 150 kroner, og for dem får du over 30 baner, 15 science fiction-prægede køretøjer og muligheden for at kombinere disse lige der hvor du befinder dig. Faktisk, hvis du er typen der har flere Joy-Cons, så kan spillet tilbyde splitscreen for op til fire spillere, der kun forøger underholdningspotentialet i større forsamlinger. Selvfølgelig bliver konsollens skærm en kende lille i sådan et tilfælde, men muligheden beviser præcis hvorfor Switch er så betagende. Det hele går hurtigt, styringen føles knivskarp, og stemningen sender da nostalgiske vibrationer lige ind i hjertehulen, og får en til at tænke tilbage på dengang hvor man febrilsk rev i Nintendo 64-controlleren for at sikre endnu en overhaling.

Og så er vi færdige i denne omgang. Mere er der vist ikke at sige, udover at spørge hvilke små spil på konsollen der har overrasket dig i 2017?

Fuld profil 44.938 udgivne artikler
Hvorfor stole på Gamereactor
23 Udgaver Hver med sin egen redaktion og sine egne karakterer.
1998 Udgiver siden Uafhængigt ejet hele vejen.
100% Hands-on Skrevet ud fra tid med spillet, aldrig pressemateriale.
1–10 Netværksscore Hver udgaves karakter, sammenlagt og vist.