Vi gamere er et ganske særligt folkefærd, der ikke er bange for at komme med vores meninger, lige meget hvor sårende de så måtte være. Vi tilhører også en af de mest vokale grupper på internettet, og springer til med det samme, hvis der bare er den mindste ting, som ikke huer os. Det kan på mange måder ses som en god ting, da denne hudløse ærlighed holder spiludviklere og publishers på plads. Eller gør den? De seneste år har vi oplevet spiludgivelser, der var langtfra færdigudviklede og fyldt med fejl, og en stigende mængde af dyr DLC og mikrotransaktioner, hvilket alt sammen er ting, som har fyldt meget på diverse spilfora og gaming-sites. Enhver logisk tænkende person ville mene, at disse negative udråb ville få tendensen til at falde, men nej, tværtimod. Dette skyldes dog efter min mening ikke ufornuftige spilfirmaer, der ikke lytter til, hvordan de omtales af forbrugerne, men rettere gamerne selv, der ikke ligefrem kan siges selv at agere særligt logisk.
Det er nemlig sådan, at vi gamere elsker at brokke os over spilprodukter og firmaernes forretningsmodeller, men når det kommer til stykket, køber vi stadig spillene, også selvom vi har hørt forfærdelige ting om fejl og mangler op til udgivelsen. Efter så selv at have erfaret disse fejl brokker vi os igen, og sværger at vi aldrig vil købe et spil fra det bestemte firma eller publisheren igen. Alligevel kæmper vi et år senere om at stå forrest i køen, når det næste spil i serien udgives, og møllen fortsætter. Kunne det måske tænkes, at vores brok bliver overhørt af larmen fra kasseapparaterne? Det kunne være vi skulle overveje at lade være med at give vores hårdt tjente penge til firmaer, som skaber produkter vi er utilfredse med, men det er her vi mangler rygrad. Hvis vi nu rent faktisk gik sammen om at boykotte de udviklere, der benytter sig af pengegriske forretningsmodeller, og som udgiver ufærdiggjorte spil, så kunne det faktisk være, at vi kunne gøre en forskel. Men nej, for der er altid nogen, der kender nogen, som skal have et givent spil, og så kan man jo ikke spille sammen med dem. I andre tilfælde er det som om folk nyder at købe dårlige spil, bare så de kan rakke ned på dem efterfølgende og være en del af debatten. Det hele minder lidt om radioværten Howard Sterns tidlige karriere, hvor han skabte meget kontroversiel radio, der under normale omstændigheder ville resultere i en fyring. Han havde dog så gode lyttertal, at radiostationen ikke fandt det forsvarligt at fyre ham, og det ironiske var, at størstedelen af lytterne hørte til den gruppe, der ikke brød sig om ham, men som alligevel lyttede med, så de vidste hvad de skulle brokke sig over. Det er i sidste ende tallene, der tæller, og det har vi vidst ikke helt lært endnu i vores forbrugerkreds.
At betale for indhold eller ej, det er det store spørgsmål
Et meget sigende eksempel på manglende rygrad i gamingverdenen findes tilbage da Left 4 Dead 2 blev annonceret. En overvældende mængde fans brokkede sig over denne udgivelse, da der ikke var blevet udgivet den lovede mængde indhold til det første spil endnu, hvilket betød at folk skulle til at betale den fulde pris for et spil, hvis de ønskede mere zombie-kaos. Der blev oprettet en meget stor gruppe på Steam, der gik under navnet "Boycot Left 4 Dead 2", hvor flere tusinde gamere udtrykte deres utilfredshed over situationen, og håbede at udviklerne ville komme på andre tanker. Da så dagen alligevel kom, og spillet blev udgivet, kunne man more sig med at kaste et blik på, hvad gruppens brugere sad og spillede. Det er rigtigt, Left 4 Dead 2.
En anden udvikling i industrien, som har skabt megen utilfredshed, er mængden af DLC og introduktionen af mikrotransaktioner alle vegne. I hvad mange gamere nok vil betegne som "de gode gamle dage", var ekstraindhold til et spil en fantastisk ting, der blev strikket sammen af udviklerne efter spillets udgivelse, og som udkom i form af gratis spilopdateringer. I dag koster indholdet penge, og det beregnes allerede på forhånd, hvor mange pakker der skal udgives, og hvad de skal indeholde. I mange tilfælde er indholdet også allerede færdigudviklet vil spillets udgivelse, og holdes blot tilbage for at overholde en tidsplan, som er blevet nøje planlagt på forhånd. I værste fald er det gjort på decideret flabet vis, som det var tilfældet med Resident Evil 5, hvor indholdet allerede lå på spildisken, og det blot krævede at man betalte for og hentede en 100kB nøglefil for at få adgang til indholdet. Disse ting gør os rasende, og vi råber op, hver gang vi opdager et spil med "day one DLC", men alligevel lader det ikke til at gå ud over spilsalget, ej heller salget af de kontroversielle DLC-pakker.
Free-to-play spil er også syndere i mange gameres øjne, da man tit er nødt til at bruge store mængder penge for at nyde titlen, hvilket jo ikke ligefrem er hvad man loves ud fra genrens navn. Gamere hader konceptet, og det kan kun gå for langsomt med at afskaffe dem, men alligevel kommer der flere og flere af disse spil på markedet. Hvorfor skyldes det? Tjo, det skyldes ganske enkelt at firmaerne bag tjener kassen på spillene, på trods af gamernes vrede. Mange tidligere abbonementsbaserede MMO-spil har også valgt at skifte deres model til free-to-play gennem årene, hvilket mange gamere ser som en dødsdom over spillet, men sandheden er den, at disse spil tit tjener det tredobbelte af hvad de gjorde, da brugerne skulle betale månedligt for at spille. Dette gælder også for spil, hvor det eneste man reelt set kan købe for penge er kosmetiske ændringer til sin figur, hvilket betyder at gennemsnitsforbrugeren hellere vil bruge flere penge på at farve deres udstyr, end de vil på at får adgang til et helt spil.
Mange af os betaler åbenbart gerne for at pynte vores udstyr
Der er dog nogle firmaer, som alligevel prøver deres bedste på at gå mod strømmen. CD Projekt RED er et godt eksempel på et af disse, da de har valgt at udgive en stor mængde indhold til The Witcher 3: Wild Hunt gratis, og samtidigt har holdt spillets pris i den lave ende af spektret, på trods af spillets kvalitet og størrelse. Det har selvsagt skabt en masse goodwill hos gamerne, og deres kommende betalte udvidelsespakke kommer sikkert til at klare sig godt på grund af dette. Min erfaring siger mig bare desværre, at jeg ikke tror at deres salgstal har været berørt af denne strategi, og at de havde solgt lige så mange eksemplarer af deres spil, hvis de havde valgt at følge tendenserne. Firmaets omtale er selvfølgelig meget positiv, men jeg tvivler med andre ord på, om det har haft en effekt på deres bundlinje.
Sagen er i sidste ende den, at spilfirmaer skal tjene penge, og det er jo ikke nogen stor hemmelighed. Dette faktum er også blevet mere og mere fremtrædent de senere år, idet udviklingen af spil koster mere og mere, i hvert fald hvis man ser på de store triple-A titler, og firmaerne bag skal tit op og tjene mange millioner, bare for at gå i nul. Faktisk har visse spiludviklere udtalt, at man i dag skal op og tjene i nærheden af 1000 kr. per solgte spil, hvis man rent faktisk ønsker at tjene penge på en af de større titler, og da folk ikke ligefrem er klar til at hive den mængde penge op af lommen på en gang, må pengene jo lokkes ud af folk i mindre portioner. Det lader heller ikke til at være noget problem, da vi på trods af brok alligevel punger ud i sidste ende, hvilket har gjort det til en fantastisk forretningsmodel for firmaerne. Man kan på en måde sammenligne gamere med utilfredse børn, der skal have levertran. Vi bander og svovler, men i sidste ende skal vi nok sluge vores medicin, men dog ikke uden at skære ansigt. Måske er det på tide vi tager os sammen, viser lidt rygrad og banker den forbistrede ske ud af hånden på firmaerne, så de måske overvejer at ændre deres metoder. Indtil det sker, er vi nok mere en del af problemet end af løsningen.
Der har været stor debat over den dyre kosmetiske DLC til Evolve