I år er det tyve år siden, at Commodore International bukkede under efter halvtreds år i elektronik- og computerbranchen. Firmaet bag én af tidernes største computersucceser - Commodore 64, der blev lanceret i januar 1982 - gik bankerot sidst i april 1994.
På lidt over et årti blev maskinen, der i sit tidligste design fik kælenavnet brødkassen, den bedst sælgende computer nogensinde. Hvor mange enheder, der rent faktisk blev solgt, varierer fra omtrent 17 til 30 millioner, alt efter hvilken kilde, man vælger at tro på. I en kort nekrolog over virksomheden Commodore fra Berlingske Tidende i maj 1994, blev der fortalt, at hele 350.000 eksemplarer af C64 fandt vej til de danske hjem.
"Dens positive sider," konkluderede månedsmagasinet Populær Elektroniks anmelder omkring elleve år tidligere i 1983, "er et godt tastatur, 16 farver, god lydgenerator, mulighed for bevægelige figurer (sprites) i højopløsningsgrafik."
Det var tider.
Højopløsningsgrafik betød her 320x200 punkter, og de 16 farver kunne sættes sammen i 255 kombinationer.
Det var - beklager klichéen - mange penge dengang.
Men så fulgte der også både bånd- og diskettestation, to joysticks, en farveskærm og en bunke spil med i prisen. Og mens udviklingen af computere og spillekonsoller buldrede videre udenfor, opdyrkede jeg - og mange, mange andre - en interesse for computere, computermusik og spil, der ikke er blevet mindre med årene, selv om der velsagtens skulle mindre til at imponere dengang end i dag.
I de godt femogtyve år, der er gået siden da, har jeg tilbragt utallige timer med at spille computer. Få spiloplevelser sidder alligevel så stærkt i hukommelsen som dem, jeg fik dengang: At spille Maniac Mansion (1987) i en vens kælder lidt for sent om aftenen bidrog kraftigt til den uhyggelige stemning, som spillet skulle skabe på trods af de begrænsede grafiske muligheder. Hvordan vi med hjertet oppe i halsen sneg os gennem palæets køkken, blev forskrækkede, når vi løb ind i husets frue, der var gået i køleskabet for at få sig en bid natmad, og så pludselig skulle til at tænke hurtigt.
Blip-blop-lyden fra Boulder Dash (1984), når man starter et nyt spil, sender mig tilbage til computerrummet i ungdomsklubben, hvor computerspil også var en tilskuerforeteelse. Det sjoveste var måske selv at spille, men hvis man bare venter på at komme til, kan der jo også være en vis tilfredsstillelse i at se de andre blive game over eller at heppe på én, der er ved at få en high score i 1942 (1986). Alene titlerne The Great Giana Sisters (1987) og Skate or Die! (1988) minder mig om gamle skolekammerater, jeg ikke har set i mange år.
Og den afdæmpede swish-swish-lyd af skiskyttens ski mod 8-bit-sneen i det, jeg husker som et af de virkelig gode C64-spil, Winter Games (1985), minder mig om de relativt få computerspiloplevelser, der også inkluderede resten af familien, selv min mor.
Spillene sidder i hukommelsen, men mange af minderne er nu stærkere forbundet med en svært definerbar følelse end med konkrete situationer. Lad os for nemheds skyld kalde det nostalgi.
Imidlertid kan dét, at det lige præcis er de spil, jeg husker, måske også helt enkelt skyldes, at de faktisk var og er noget særligt. Gode, velgjorte og underholdende spil, simpelthen.
Om Winter Games - et vinterolympiadespil produceret af Epyx, der fik hæderlig succes med deres "Games"-serie - skrev Alt om Datas anmeldere i efteråret 1985, for eksempel kort før det udkom: "Dette spil er simpelthen bare det bedste, der endnu er set på softwaremarkedet til dato."
Det er svært at sige, om dét er en journalistisk stramning, men selv hvis man tager de mest sentimentale, lyserøde briller på, er det trods alt svært at nikke genkendende til deres vurdering af grafikken i disciplinen kunstskøjteløb: "Der er faktisk ikke stor forskel på skærmbilledet af spillet og din tv-skærm, når de rigtige vinterlege går løs. Epyx har formået at genskabe de samme graciøse bevægelser, som man bliver så betaget af i virkeligheden."
Eller også var kunstskøjteløbere bare mere kantede i figuren dengang i 80'erne.
Epyx fik i spillets syv vintersportsdiscipliner - som anmeldelsen også bærer præg af - presset et ganske varieret gameplay ud af joysticket, hvis enkelte styrepind kunne bevæge sig i otte retninger og hvis - i mine joysticks tilfælde - to knapper, havde nøjagtig samme funktion.
Det er mange år siden, jeg har spillet Winter Games. Men jeg kan stadig huske, hvor svært det kunne være at finde rytmen i skiene op ad bakke, den gyngende bevægelse med joysticket, det krævede at få hurtigskøjteløberen først over målstregen, og lyden af freestyle-skiakrobaten, når han styrtede ud over bakken og løftede skiene bag sig.
Det er muligt, at jeg lader nostalgien løbe af med mig. Men så kan jeg trøste mig med, at jeg ikke er alene.
På sitet Lemon64.com, der ifølge bagmanden er et af verdens mest populære Commodore 64-communities, er Winter Games pt. rangeret som nummer 31 over brugernes top 100-spil. Efter titler, der nok kunne og kan få en klokke eller to til at ringe hos C64-entusiaster dengang som nu, blandt andre Pirates!, IK+, Last Ninja og Bubble Bobble. Ingen ringe vurdering i betragtning af, at der udkom over 10.000 kommercielle softwaretitler til platformen.
Jeg har stadig min første computer stående i en kasse et sted. Det er svært at sige, i hvilken stand data gemt på mere end 25 år gamle disketter og bånd er, men heldigvis er der stadig krummer i brødkassen på internettet, her tyve år efter 64'erens oprindelige produktionsperiode. I form af communities, emulatorer, musik-sites og meget mere.
Og så selvfølgelig i form af rørstrømske skriverier.
Dét har krævet et imponerende fremsyn at forudse dengang i starten af firserne.
Men skal man tro Commodores reklame, der på bagsiden af føromtalte månedsmagasin proklamerede, at "Commodore 64 er i Danmark!", ramte i hvert fald én af de amerikanske computeranmeldere og -kritikere vel ikke helt ved siden af skiven med ordene: "Commodore 64 kan blive microcomputerindustriens mest fremtrædende ny produkt, siden denne industris fødsel!"
Og resten er, som man siger, historie. Hvad er dine bedste minder med computeren, og har du overhovedet nogle af slagsen?