I spillene hører man ikke meget om ham. Men i mytologien omkring Mass Effect var Jon Grissom en af menneskehedens største idoler. Det er måske svært at tro, når man første gang høre om den tilbagetrukne, bitre mand, der pensionerede sig på den afsides koloni Elysium. Han gav ingen interviews, og afslog alle indbydelser. En beskeden og menneskesky mand, måske forbitret over den afstand, karrieren som rumfarer havde skabt til hans datter. Mest af alt ville han bare være i fred. Ikke en typisk folkehelt.
Grissoms - og hele menneskehedens - skæbne blev afgjort, da udgravere på Mars fandt fremmed teknologi under den røde planets overflade. Året var 2148, og opdagelsen flyttede menneskehedens teknologiske udvikling omkring 200 år frem i tiden med ét ryk. Hvis månelandingen i 1969 var et stort skridt for menneskeheden, var dette af astronomiske proportioner både billedligt og bogstaveligt talt.
Med hjælp af denne avancerede videnskab, der viste sig at stamme fra en mystisk race kaldet The Protheans, kunne menneskeheden nu dominere solsystemet. Desuden var opdagelsen det første ubestridelige bevis på, at der fandtes andet intelligent liv derude.
Det havde selvfølgelig store effekter på livet på Jorden. Medier og eksperter spekulerede vildt, og næsten samtlige religioner blev rystet i deres grundvold. Spørgsmålene var naturligvis mange, men svarene måtte vente. I hvert fald for en stund. For hvis dette var den største opdagelse i menneskehedens historie, ventede den næststørste lige om hjørnet.
Under en ekspedition omkring dværgplaneten Pluto året efter, stødte en gruppe forskere nemlig på noget udover det sædvanlige ved Charon, en af Plutos satelitter. Det, man først troede var en måne, viste sig i virkeligheden at være en lukket del af et hyperavanceret transportsystem, en såkaldt Mass Relay. En af flere lignende konstruktioner, som tilhørte et netværk spredt over hele galaksen. Dette netværk tillod rumskibe at flytte sig med en hastighed, som "almindelige" hurtigere-end-lyset-enheder kun kunne drømme om.
Med to enorme metalarme og en blåskinnende kerne bestående af element zero (et stof som menneskeheden først kom i kontakt med under opdagelsen på Mars) var de ikke bare nødvendige for interstellare rejser, men blev også alment set som majestætiske monumenter over The Protheans sangomspundne bedrifter. Den viden, som menneskehden havde tilegnet sig fra Mars-opdagelserne, var tilstrækkelig til at aktivere den enorme artefakt.
Jon Grissom var øverstbefalende for den styrke, der udgjorde de første mennesker, der rejste gennem dette Mass Relay. Med hovedet først dykkede de ned i det ukendte. Heldigvis vendte de tilbage som helte. Døren til galaksen havde åbnet sig for menneskeheden. Hærføreren Jon Grissom blev den vellykkede ekspeditions ansigt udadtil. En pioner. En helt. Et ufrivilligt symbol, der mest af alt var irriteret over al påstyret.
Nu, hvor galaksen stod vidt åben, drev menneskehedens nysgerrighed dem endnu længere ud i rummet. Noget, der til sidst første til blodig første kontakt med lyslevende rumvæsener. I 2157, da menneskene forsøgte at aktivere endnu en Mass Relay, blev man angrebet af turianere. Angrebet eskalerede til en krig, der varede i tre måneder. Krigen blev siden kaldt The First Contact War. Menneskekolonien Shanxi blev besat og tilbageerobret, inden Rådet, The Council, åbenbarede sig og mæglede fred.
Menneskeheden blev så småt integreret i det galaktiske samfunds fællesskab, hvis smeltepunkt og tillige hjemsted for The Council var en enormt sofistikeret rumstation - The Citadel. Til trods for at andre racer, ikke mindst turianerne, var mistænkelige ved menneskehedens hurtige fremskridt, gik der ikke længe, før mennesker blev tilladt høje positioner i samfundet. En af dem var Commander Shepard - du og jeg. Det var dengang, år 2007 i vores kedelige tidsregning, at vores farefulde og fantastiske odyssé startede. Nu er Mass Effect 3 her snart. Nu skal rejsen afsluttes.
Det er et sanseløst smukt univers, Bioware har skabt. Uanset om man har udforsket skumle natklubber i lovløse slumkvarterer, kun med nød og næppe undsluppet utallige kampe med livet i behold, eller konverseret med små, store, komiske, mærkelige, hårde, grimme, sexede, harmløse og aggressive livsformer, uanset om det har været store eller små øjeblikke, så har det alt sammen bidraget til en spilverden, der er værd at dyrke.
Men alt det, og alt det som Jon Grissom lagde kimen til - menneskehedens tilstedeværelse i rummet - står over for en alvorlig trussel. Faktum er, at hele vores eksistens er på randen af ødelæggelse. En urgammel og tilsyneladende overvældende maskinrace, The Reapers, er vågnet op, efter at have slumret ude i dark space, det stjerneløse rum mellem to galakser, i tusinder af år. Deres formål: at udrydde alt intelligent liv.
Da Commander Shepard rejser til Jorden i starten af Mass Effect 3, er der sat spørgsmålstegn ved hans evner. Faktum er, at han (eller hun) kun er Shepard, uden rangen Commander, som han er blevet frataget. En konsekvens af en svær beslutning. Det er en frustrerende position at være i. Især når tiden er så knap. Og som forventet når retssagen mod ham knap at gå i gang, inden helvede bryder løs. Kæmpestore tingester falder fra himlen, og indleder omgående en iskold pulverisering af alt på deres vej. Apokalypsen er pludselig et faktum.
Jeg griber lidt hårdere om controlleren, når Shepard indleder flugten fra den kollapsende bygning. Styringen har fået sig en ordentlig renovering. Shepard bevæger sig mere flydende gennem omgivelserne, og kan lave rullefald både sidelæns og i dybden. At skifte position mellem dække er også lettere. Det er en lige så tydelig evolution emellem Mass Effect 2 og 3, som der var mellem 1 og 2.
Bioware har også lyttet til dem, der efterspurgte dybere rollespilselementer efter Mass Effect 2. Skilltræet, som man fylder ud, efterhånden som man samler erfaringspoint, er dybere og forgrener sig i to spor efter et antal levels. Det gør at man som spiller kan skræddersy sin Shepard med større nøjagtighed, og det gælder også udrustning. At kunne udstyre sig selv med detaljemodificerede våben er en del af dette.
Den intense flugt fortsætter snart udendørs på hustagene. Reaper-kolosserne har allerede landsat muterede fodsoldater, som omgående får lov at smage på varmt bly. David Anderson, der har betydet meget for Shepard i løbet af rejsens gang, kæmper bravt ved hans side. Samtidigt føles det som at pisse i havet, da de kilometerhøje dommedagsmaskiner dominerer det stadigt mere raserede bybillede. Det er håbløst. Menneskeheden har desperat brug for hjælp. Og den eneste, der kan få galaksen til at enes, er Shepard. Dele af Shepards tidligere mandskab kommer til undsætning i sidste sekund. Sammen forlader de slagmarken i et luftfartøj til tonerne af sørgmodigt klaverspil.
En tung indledning, altså, og jeg fornemmer at Reapernes fysiske tilstedeværelse kommer til at fylde Mass Effect 3 med en anderledes stemning end de to første spil, hvor truslen ikke var lige så markant. Vil jeg kunne udforske planeter med samme ro og glæde som førhen, uden at have dårlig samvittighed over alle de liv, der går tabt hvert eneste minut? Vil jeg kunne stå på en støjende terasse som dem i Illium og bare nyde udsigten? Fjollede og meningsløse spørgsmål, måske, men det viser i det mindste at Biowares evne til at skabe engagement hos mig på en måde, som andre spil ikke kan, stadig er intakt.
Min timelange spilsession er dog ikke slut endnu. Det næste, der sker, er på dette tidspunkt ikke tidligere blevet vist for spilpressen. Man har fået nys om, at en potentiel modgift mod The Reapers er blevet fundt gemt i den teknologi, der kickstartede menneskehedens rumeventyr i 2148. Første stop i kampen mod udryddelse er altså Mars. En halv time senere har jeg, udover at have vandret på den røde overflade, mødt endnu et forhenværende medlem af Shepards gamle besætning, og stødt på hård modstand i form af Cerberus-tropper.
Det er på en måde ekstra spændende, at det er lige her, hvor menneskeheden tog sit afsæt ud i galaksen, at nøglen til overlevelse måske ligger. Men det får vi at se, når cirklen sluttes i starten af næste måned.