Der er masser af farverige, ikoniske frontfigurer i spilverdenen, hvis personlighed, attitude, charme og originalitet har fortryllet mange spillere gennem årene. Sonic er en af dem, Lara Croft er en anden, og det samme er Marcus Fenix, Nico Bellic, Solid Snake, Duke Nukem, Kratos, Ellie, Guybrush Threepwood, Nathan Drake, Cloud og mange flere. Men så er der alle de her generiske helte, som ofte er designet til at give os som spillere mulighed for at fylde ham/hende med vores egen personlighed. Og der er mange af disse, som er vores helt personlige favoritter, og vi tænkte, at vi ville liste dem nedenfor.
Master Chief
For dem, der ikke har læst bøgerne og absorberet al den kanon, der er udgivet i løbet af de sidste 20 år, er der meget få spilhelte, der er mere anonyme end Bungies olivengrønne supersoldat. Master Chief har et generisk navn, en generisk rustning, en generisk stemme, og i de første tre spil får vi ikke engang at vide, hvorfor han kæmper, eller hvad han synes om de krige, han stort set har kommandoen over. Vi får kun at vide, at han følger ordrer, og at han har til hensigt at udslette Covenant, fordi de er fjenden, og mod bedre vidende har vi altid elsket ham og hans ekstreme anonymitet. The Chief er så hård og så ubarmhjertig, at det næsten bliver parodisk i visse sekvenser, og det klæder Halo som spilserie så uforskammet godt. I stedet er det Cortanas personlighed, der er i centrum, samt alle de værdier, vi som gamere har lagt i det - og som giver farve og karakter til den kosmiske krig, der satte Xbox på spilkortet.
Gordon Freeman
Nogle gange er det virkelig nødvendighedens lov, der sammen med talent, held og timing danner en helhed, som ikke bare overstråler konkurrenterne, men redefinerer hele underholdningsformen. Half-Life og dets hovedperson Gordon Freeman gjorde netop det i første halvdel af 1998, og det faktum, at Gordon havde et anonymt udseende, en anonym personlighed og ikke talte i hele det 18 timer lange actioneventyr, var ikke, fordi Gabe Newell & Co virkelig ønskede en generisk helt uden personlighed, men fordi de ikke vidste, hvordan de skulle skabe en karakter, som spilleren ikke ville blive irriteret over. Oprindeligt var der en idé om at lade sig inspirere af Duke Nukem og lade en skægget rengøringsmand på Black Mesa med en farverig personlighed guide os rundt i det underjordiske forskningsanlæg, der var invaderet af rumvæsner, med humoristisk sans og et hårdt ydre. Alt dette blev dog smidt i skraldespanden, og den kropsløse, stumme Freeman blev født. At Gordon ikke talte, at han ikke sagde noget og dermed ikke farvede vores oplevelse for os, var en genistreg, fordi al dialog og den miljøbaserede historie, som vi fik præsenteret (altid fra spillerens perspektiv, aldrig via udzoomede filmsekvenser), gik direkte i hjernebarken på en måde, som intet actionspil havde formået før Half-Life.
Doom Slayer
Hovedpersonen i Doom-spillene har løbet rundt siden begyndelsen af 90'erne i sin lysegrønne rustning og ikoniske rumhjelm og banket helvedesdæmoner til mos uden at have et rigtigt navn. id Software var så ligeglade med historie, koncept, tema og præmis, at de ikke engang gad at give deres ultra-anonyme helt et navn, og sådan er det fortsat. I de senere år har Slayer taget hjelmen af et par gange, og i det nyligt udgivne The Dark Ages har Hugo Martin & Co leveret en større historie, men der er altid noget fedt ved at være navnløs, personlighedsløs og hjemløs i Doom, alt sammen med et enkelt mål: Dræb alle dæmoner!
Super Mario
Mario? Anonym? Du er sikkert lidt forvirret. Han er trods alt både korpulent, klædt i knaldrødt, har en stor flot kasket, spilverdenens kraftigste overskæg og råber »Let's-a-goooo!« i alle spil, hele tiden. Mario må da kunne betegnes som alt andet end anonym? Vi ser ham dog lidt anderledes. Før Illumination lavede den charmerende The Super Mario Bros. Movie, hvor Mario pludselig havde sin egen virksomhed, en firmabil, rivaliserende blikkenslagere med dårlige holdninger, en hård familie og problemer med at blive voksen, som manifesterede sig, når han prøvede at falde i søvn... Før dette havde han intet andet end en bror, han aldrig talte med, og en dinosaur-ven, han aldrig klappede. Han havde en monotont tynd stemme og sagde den samme sætning i hvert spil, han havde ingen rigtig personlighed, vi vidste ikke, hvor han kom fra, hvad hans virkelige motivation var, eller om han overhovedet kunne lide at redde den samme gamle prinsesse fra den samme skildpaddeskurk hvert år, gang på gang. Mario havde ingen attitude og ingen karakter i årtier, og derfor hører han absolut hjemme på denne liste.
Samus Aran
Vi vil altid huske overraskelsen eller måske endda »chokket«, da det i slutningen af Metroid (NES) viste sig, at den seje dusørjæger-fyr med armkanonen, som vi lige havde styret rundt og slået den onde Mother Brain ihjel med, viste sig at være en kvinde. Vi sad bare der med åben mund, mens slutsekvensen blev afspillet, og siden da har vi været enormt passionerede Metroid-fans. Vi elsker Metroid. Mange af os anser Super Metroid for at være det absolutte højdepunkt i spilserien, og vi elsker Samus som karakter. Men anonym med hensyn til personlighed, karakter og attitude, det har hun altid været, ofte mere end nogen anden helt, Nintendo har skabt. Men bag masken, i hendes ikoniske outfit, har der (ligesom med Master Chief og Gordon Freeman) altid været plads til, at vi som spillere kunne drømme os ind i rollen som galaksens førende dusørjægerlegende og på den måde træde ind i spillets verden og suge stemningen til os. Vi tror aldrig, at det var Gunpei Yokois hensigt, vi tror, at datidens tekniske og narrative begrænsninger bare ikke tillod meget mere, og det er vi taknemmelige for 40 år senere.
Hvilke generiske helte er dine favoritter?