Den manglende intelligens

I et teknisk våbenkapløb er der i mine øjne en slem tendens til, at det er de forkerte meritter som spilfolket sætter i højsædet. I samme boldgade som fokuseringen på karakterer, så virker det som om at tekniske færdigheder er udtryk for endelige sandheder. Som om at processorfrekvens, polygonantal og framehastighed isoleret kan benyttes til at udtrykke en større sandhed. I mine øjne er dette våbenkapløb lidt morgendagens nyhed, fordi standarden efterhånden har nået et lejde hvor nytteeffekten af yderligere forbedring ikke er imponerende. Der er derimod et andet område, som jeg føler bør tiltrække sig væsentligt større opmærksomhed i den kommende tid. Det er området for den kunstige intelligens.

AIen kan karakteriseres på flere forskellige måder, alt efter hvor nøje man definerer handleforløbet. De mest benyttede er Finite State og Scripting, som begge præsenterer en let måde for udviklerne at give udtrykket af en vis form for intelligens samtidigt med at de kan styre handlingsforløbet i en given retning. Mens Scripting åbenlyst lægger begrænsninger i de muligheder, som man vil have som spiller, så kan Finite State sagtens give en vis palet af handlefrihed. Det eneste det kræver er, at udviklerne sørger for potentielle løsningsforslag på alle de mulige handlingerne, som spilleren kunne tænkes at foretage. Problemet ligger lidt i, at tilretningen af AI ofte ligger sent i udviklingsforløbet. Derfor vil der oftest være åbenlyse huller i reaktionsmønstrene. Dertil så kan et hav af ad hoc løsningsforslag også hurtigt blive en svært uigennemskuelig masse.

Efter denne lidt tekniske gennemgang, så lad os betragte de lidt blødere værdier. Det hele handler jo om den oplevelse, som man har som spiller, og hvor ofte har spilverdenens illusion ikke bristet grundet tåbelig AI ? Fjender som har været bundet i snævre handlingsforløb, som man koldt og kynisk har udnyttet til sin egen fordel. Personligt har jeg lige siddet med Deus Ex2, en titel som virkeligt forsøger at skabe en opslugende totaloplevelse. Men allerede efter relativt kort tid lykkedes det mig at gennemskue og udnytte AIen til egen fordel. Selv om man udemærket godt ved at det ødelægger en ellers glimrende oplevelse, så træder man alligevel i fælden med begge ben. Det er som om man får fat på en lille løs snor i et større sammenstrik, og ikke kan lade være med at hive i den. I sidste ende resulterer det i en masse usammenhængende snore, som man ikke rigtigt kan få noget ud af.

Eksempler på tåbelig AI i spil er desværre reglen fremfor undtagelsen, og i nogle tilfælde er det da også acceptabelt - hvis man altså eksempelvis ønsker et klassisk shoot’em’up. Men de oplevelser som træder frem i erindringen er de gange, hvor man er blevet overrasket af begivenheder i det spil man sidder med. De gange hvor fjender eller venner pludseligt har gjort noget fuldstændigt anderledes og genialt, som man overhovedet ikke havde forventet. Det var det som eksempelvis fik Halo og Halflife til at træde i relief, og få beskueren til at føle at vedkommende har fået lidt ekstra ud over det sædvanlige. Denne modellering af gruppeadfærd, som gjorde at man følte at man sad overfor en homogen modstander.

Som spiller ønsker man at blive underholdt, hvilket også indebærer overraskelse. Den verden man optræder i - uanset hvor flot den er præsenteret- vil krakelere i det øjeblik ens egen opførsel ændres til et mekanisk modsvar på en ensartet AI. Et spil som Black & White tog det første spæde trin mod en AI, som kan udvikles alt efter de input den modtager. En AI som ikke blot agerer sort/hvidt på enkeltstående hændelser, men som hiver erfaring med i bagagen. Forhåbentligt vil vi se flere spil som lægger fokus på dette område, i stedet for blot at fokusere på de ydre kosmetiske værdier. Det er i hvert fald et område, som jeg føler ville være essentielt at målrette al denne værdifulde eksponentielt stigende processorkraft.