Skip to main content
Gamereactor Artikler
Artikler

Derfor... bør du være kritisk overfor Nintendo Switch Online

Endnu en onlinetjeneste har set dagens lys. Nintendo Switch Online synes dog ikke lavet for forbrugernes skyld, men blot fordi det er noget man nu engang skal have. Er det egentlig i orden?
Søren Svanhof 2 oktober 2018

Det Vilde Vesten

Der hersker vist ikke meget tvivl om, at spilindustrien er et lovløst sted. Det er det vilde vesten, med problematiske brugsbetingelser, vage ejerrettigheder, og arrogance overfor etableret lovgivning.

Nu tænker den erfarne læser, der bruger alt sin tid på GameReactor, at nu kommer popsmarte Søren igen, for at beklage sig over store udgivere og deres ulækre tendenser. Samme trætte melodi. Nej, denne gang er sagen immervæk den, at jeg opråber jer forbrugere, og alt det gode I gør! Introduktionsvis er det blot vigtigt at forstå hvordan landet ligger. Til trods for frembrusende udbrud omkring mikrotransaktioner og hasard-kasser, er der ingen tvivl om, at Electronic Arts stadig går på listefødder omkring selvsamme tiltag. Det var trods alt forbrugerne og pressen, der langede ud efter Star Wars: Battlefront II-fadæsen, og fik lukket ned for hele den misere. Det er skæppeskønt! Det har dog den uheldige bivirkning, at firmaer i større omfang forsøger at snige sig ud i forbrugerfjendtlige foretagende, under dække af at være nutidstilsvarende, frem for blot at gøre det.

Hvilket bringer mig videre til omdrejningspunktet for hele mit opråb; Nintendo. Mere specifikt, Nintendo Switch Online. Samtlige af de store konsoludgivere, har en afart netværkstjeneste, som er mere eller mindre problematisk. Jeg husker tilbage til dagene med min Xbox 360, hvor det var nærmest umuligt at stoppe sit månedlige abonnement, når først Microsoft havde fingrene i dit kreditkort. Sony låser ligeledes deres multiplayer-funktioner bag en betalt mur, uanset om disse er gratis på andre platforme eller ej (undtaget Fortnite, vel at mærke). For nylig, så vi det med Monster Hunter: World. Både Microsoft og Sony har dog ligeså en hel verden af gode tiltag, for henholdsvis Xbox Live, Xbox Game Pass og PlayStation Plus. Gratis spil i hobevis, tilbud, billige abonnementsplaner, og så fremdeles.

En Bjørnetjeneste

Nintendo er nu kommet på banen med deres bud på en betalt netværkstjeneste, Nintendo Switch Online. Forretningslogisk, på et marked hvor alle konkurrenter har omfattende tiltag, er det rationelt at tilbyde en lignende service, der enten er dyrere og bedre eller lignende og billigere. Nintendo har valgt den hidtil ukendte tredje løsning; et produkt der er dårligere og billigere. Deres påskud for dette, synes at være at alle konkurrenterne har en netværkstjeneste, så det skal Nintendo også have. I denne artikel vil jeg derfor gennemgå problematikken med denne status quo-tankegang, og hvorfor du som forbruger, for alt i verden, skal beklage dig over sådanne.

Nintendo Switch Online tilbyder det sædvanlige gemyt af tjenester man som forbruger er blevet afspist med er sædvanlig praksis. At spille online med venner og uvenner skal der betales for, selvom det har været gratis indtil nu, du får godt nok en række klassiske NES-spil som plaster på såret, og derudover er der også udviklet en speciel JoyCon, der ligner en klassisk NES-controller til rådighed. Den koster ekstra knaster, men den er der. Det forholder sig således, at du kun kan købe én pakke per aktiv Nintendo-konto. Gaveindkøb, indbytning og aktivering, og så fremdeles, kan derfor blive stærkt besværliggjort. Til tjenesten kommer også den hidtil allerede svært omtalte sky med gemt spilfremskridt. Nintendo har dog været på retræte, og annonceret at gemte spil vil forblive på serverne i 180 dage, hvorimod de førhen ville forsvinde så snart du opsagde dit abonnement. Hvad der ikke er ændret dog, er hvilke spil denne sky er tilgængelig for. Listen synes helt aldeles ulogisk.

<newpage>

Det Rene Snyd

Nintendo har valgt den hidtil ukendte tredje løsning; et produkt der er dårligere og billigere. Deres påskud for dette, synes at være at alle konkurrenterne har en onlinetjeneste, så det skal Nintendo også have.

For Splatoon 2, for eksempel, kan du ikke få din data gemt i skyen. Jeg tog et hurtigt kig på mine egne Switch-spil, og kunne, ærligt talt, slet ikke greje logikken. Furi, for eksempel, var ikke omfattet af skyen. Heller ikke Salt and Sanctuary. I tilfældet med Splatoon 2, har Nintendo selv fortalt, at det er for at undgå snyd. Kender man til Splatoon 2, dog, er spillet allerede nærmest uspilleligt netop på grund af folk der snyder. Spil gemt i skyen vil næppe gøre en forskel. Hvad angår skydata, er konkurrent Sony dog heller ikke meget bedre. At kunne gemme fremskridt i skyen er ligeså låst bag betaling, og kun tilgængelig i begrænset omfang.

Hertil kan man så spørge Nintendo, hvorfor de ikke har udfordret dette? Muligheden for en sejr hos forbrugerne er oplagt. Det eneste Nintendo Switch Online reelt tilbyder, som ikke allerede var normen på Nintendo Switch førhen, er lagring af spilfremskridt i skyen. Nemt tilgængelige NES-spil fandtes allerede i form af NES Classic-konsollerne. Disse synes i sig selv fuldstændig overflødige nu hvor NES-spil genudgives til Switch, og sætter endnu et hak i Nintendos forretningslogik. Der kommer endda flere hver måned, og ind i 2019 også; en service ikke just tilgængelig på NES Classic eller SNES Classic, for den sags skyld.

For at komme mere brændsel på bålet, omtalte Nintendo også at Nintendo Switch Online ville tilbyde stemmechat. Dette foregår dog ved at henlede brugere til deres smartphone, til en app man skal hente, for at tilgå denne stemmechat. En afledning fra hovedkonsollen, til et andet ikke-Nintendo produkt, der ligeså kunne være Skype eller Discord. Det er hovedrystende dumt.

Op På Paraderne

Hertil kan man så spørge Nintendo, hvorfor de ikke har udfordret dette? Muligheden for en sejr hos forbrugerne er oplagt.

Af samme årsag, må dette ikke blive en norm. Ændringen af betingelser for data gemt i skyen, er allerede en forbrugersejr. Det er blot vigtigt at forstå ligeså, at der ikke findes en decideret status quo i spilindustrien, udover at spil udvikles, udgives og spilles. Alt omkring spilindustrien ellers, foregår i en flydende tilstand af tiltag, afdækning af muligheder, og markedsanalyser. PlayStation Plus var et helt anderledes produkt da det i første omgang blev lanceret på PlayStation 3, blot for at nævne et eksempel. Samspilsfunktionalitet var ikke altid låst bag en betalingsmur.

Derfor er det springende nødvendigt at I, som forbrugere, og vi, som presse, fortsætter med at beklage os, i fællesskab, og udfordrer alle former for idéer, koncepter, og tiltag den etableret spilindustri i stigende omfang smider efter os. Det lyder banalt, men det er ikke desto mindre nødvendigt. Til trods for hvad der mildest talt kan kaldes et forbrugerfjendtligt koncept, anses Nintendo stadig som et af de mest pålidelige firmaer i verden.

Denne sandhed påviser to ting, henholdsvis. Først og fremmest, at spille computerspil er en følelsesladet, involverende oplevelse, som mange anser som en følgesvend igennem livet. Nintendo, mest af alle, slår på disse gode minder som forretningsstrategi. Modtagelsen af afslutningen på den seneste Nintendo Direct, hvor Animal Crossing blev annonceret, fremviser dette enormt flot. Det var en rutsjebanetur for samtlige fans. Dernæst, som følge af den første sandhed, at mange entusiaster og fans stadig afslår den virkelighed, at spil ikke længere anses som en hobby eller en lidenskab i forretningsøjemed, men som decideret forretning. Der er millioner i indtjening, på at drive forretning på spil. Ikke nødvendigvis med spil, men at pakke spil ind i pengeskabende tiltag. Det er blevet, hvad man på godt gammelt dansk, kalder big business.

<newpage>

For Fællesskabets Skyld

At være fremme med høtyven på denne aggressive facon, kunne måske henlede til at jeg ser en afart konspiration mod forbrugerne, hengemt i en sløring af intentioner og psykologisk manipulation. Umiddelbart ikke i sådan en svær grad anfægter jeg tingenes tilstand, og dog, trækkes linjerne hårdere og hårdere op mellem vrede forbrugere og standhaftige spiludgivere. Derfor bliver nødvendigheden af kritisk stillingtagen også mere og mere relevant; i alle aspekter af industriens sfære der omfatter nydelsen af spil. Tiden med en simplere udgivelsesstrategier, helstøbte spil, og kærlige forbrugertiltag er immervæk forbi, fordi forbrugerbasen har ladet den slutte. En god del manipulation fra smarte marketing-tiltag gjorde selvfølgelig sin del også. Hvad der ville være normal praksis for ti år siden, hyldes nu om dage som nytænkende eller ekstraordinært. Se blot på modtagelsen af God of War fra i år, eller på nyheden om at hasard-kasser blev fjernet i Shadow of War.

Derfor er det springende nødvendigt at I, som forbrugere, og vi, som presse, fortsætter med at beklage os, i fællesskab, og udfordrer alle former for idéer, koncepter, og tiltag den etableret spilindustri i stigende omfang smider efter os.

Disse signaler er enormt vigtige, og det er vigtigt at være bevidst om den økonomiske magt du som forbruger besidder. Igen en banalitet at fremhæve, havde det været alle andre brancher, men spilbranchen er unik, i det den er så ung, og stadig formes på meget voldsom facon. Det økonomiske og indholdsmæssige landskab kan ændre sig nærmest fra år til år. Kære forbruger, hvil derfor ikke på laurbærene. Lad ikke stå til, og slet ikke på et tidspunkt hvor pendulet er ved at svinge tilbage igen, mod, at forbrugerene dikterer hvilke tiltag der er acceptable eller ej, i samspil med de styrende kræfter på spilmarkedet. Saml høtyven op, og sig fra overfor dårlige netværkstjenester, fra invasive hasardspil, og fra forbrugerfjendtlige tiltag der ligger låg på dine spillemuligheder.

Os som presse har en forpligtelse, overfor jer forbrugere, at rapportere suspekte tiltag, at reagerer på dem, men tiltag kan ikke ændres hvis ikke forbrugerne ligeså reagerer. Selvom det at spille primært foregå med numsen plantet i stolen, så kom op når det er nødvendigt, og brok dig til en spilindustri der i stigende tiltag, bliver mere og mere aggressiv overfor for dig. Derfor skal du altid være en kritisk forbruger. Så vi sammen kan skabe et bedre, sundere spilmarked.

Fuld profil 252 udgivne artikler
Hvorfor stole på Gamereactor
23 Udgaver Hver med sin egen redaktion og sine egne karakterer.
1998 Udgiver siden Uafhængigt ejet hele vejen.
100% Hands-on Skrevet ud fra tid med spillet, aldrig pressemateriale.
1–10 Netværksscore Hver udgaves karakter, sammenlagt og vist.