Destiny 2: Shadowkeep - De første indtryk

Destiny 2 har modtaget flere væsentlige opdateringer og udvidelser i løbet af året, men det er faktisk længe siden at jeg sidst besøgte spillets gradvist mere omfangsrige verden. Og det er væsentligt længere siden at jeg sidst satte fod på månen. Længslen efter at vende tilbage har for mit vedkommende ikke været enorm, men indstillingen har alligevel været positiv: sidste års Forsaken var en bundsolid udvidelsespakke, som jeg erindrer for det gode.

Og det er faktisk utrolig rart at forholde sig optimistisk til den fortsatte udvikling og viderebygning af Destiny 2. Jeg kan jo godt lide spillet, for pokker. Og det samme gælder trætteløse, ubeslutsomme og evigt ambitiøse Bungie. Det er svært ikke at holde med dem, svært ikke at krydse fingre for både udviklernes og seriens fremtid, efter skilsmissen fra Activision. Jeg har ikke fulgt afsløringen eller udviklingen af Shadowkeep med overdreven opmærksomhed, men den har alligevel været ledsaget af en forsigtig interesse: kan Bungie virkelig stå på egne ben? Kan Shadowkeep gøre Forsaken kunsten efter? Kan Destiny endelig udfri sine løfter og fuldbyrde sin skæbne?

Mit foreløbige svar er et intetsigende "måske." Men det handler heller ikke om hvad jeg tror eller synes, men om hvad Bungie selv kan bringe til borde fremadrettet. På et overfladeplan handler Shadowkeep om opdagelsen af en ny (eller rettere, ældgammel) trussel på månen, kampen mod mørkets rædsler og noget med at give slip på fortidens mareridt så håbets lys igen kan indfinde sig. Og det er alt sammen meget fint, selvom kampagnen er fortrydeligt kort og månen - spillets nye sandkasseområde - vil virke uhyre bekendt for veteranspillere.

Men på et andet, dybere plan handler udvidelsen om forskellige justeringer og tiltag som kan virke mere eller mindre interessante at høre om: platformskiftet til Steam, nye udstyrsparametre, den frit tilgængelige udgave af grundspillet og, vanen tro, en omstrukturering af spillets omskiftelige opgraderingssystemer. Det er alt sammen med til endnu engang at ændre forsigtigt på spillets rytme: hyppigheden af nyt udstyr, ventetiden mellem granater, en større dybdeskarphed i forhold til forskelligt udstyr, muligheden for at optimere sin karakter og så videre.

Jeg vil ikke gå i dybden med ændringerne her, men det er givetvis i sådanne justeringer af kimen til spillets fremtid ligger gemt. Månen, ligesom andre sandkasser, vil tidsnok blive slidt ned og kørt tyndt. Nyhedsværdien, efter at have smidt i underkanten af tyve timer i udvidelsen, er for længst klinget af. I det hele taget er det småt med overraskelserne, i hvert fald for en garvet spiller. Månen er blevet udbygget en anelse siden det første Destiny, men størstedelen af området er stadig genkendeligt, som for eksempel de nedlagte forskningsstationer og Hellmouth, den gabende afgrund i midten af kortet.

Forstå mig ret, det er langt hen ad vejen et positivt gensyn. Bungie, i forlængelse af udvidelsens gyserpræmis (og det forestående efterår, måske) har formået at øge atmosfæren tifold og man skal bestemt ikke undervurdere det labyrintiske væv af undergrundsgange og tunneller som gemmer sig under den plane, spøgelseshvide måneoverflade. Men jeg genkender jo store dele af det, til forskel fra flere af mine medspillere som aldrig rørte originalen. Og for mig virker det både som en fordel og en ulempe.

Udvidelsens morbidt-nostalgiske brug af mareridtsversioner af gamle bosser er på mange måder virkningsfuld, men genkendelsen er som bekendt et tveægget sværd. At blive sendt på jagt efter Crotas (eller en anden skurk fra fordums tid) spøgelse har flere gange hensat mig i et sentimentalt lune og tilbageskuende tanker - ikke bare om serien, men også de mange, mange timer jeg har brugt på den - men samtidig er der også en mærkelig, lettere forstyrrende oplevelse af at genspille det samme gamle materiale, om end i en lidt anden sammenhæng.

Det er mine løser tanker om Shadowkeep. En mere grundig gennemgang af udvidelsespakkens styrker og svagheder kan du selvfølgelig se frem til i min endelige anmeldelse som lander... engang. Men vigtigere endnu, så spiller jeg jo spillet på lige fod med alle andre. Så lad mig høre hvad I tænker! Er I positivt stemte eller skuffede? Har I udsigt til meget mere eller allerede støvsuget månen for indhold?