Skip to main content
Gamereactor Artikler
Artikler

Det fik vi at se fra Sony på Gamescom

Lee opsummerer Sonys Gamescom-præsentation
Lee West 12 august 2014

Spørger man mange gamere, så har Sony allerede vundet kampen om denne generation af konsolglade købere. Kigger man på den anden side af grænsen, ser det da heller ikke godt ud for nærmeste konkurrent Xbox One. I juni måned solgte PlayStation 4 i Tyskland således mere end tre gange så godt som Xbox One.

Med Phil Spencer ved roret på Xbox er Microsoft dog langsomt, men sikkert, ved at hente kundernes interesse hjem igen. Rise of the Tomb Raider blev tidligere på dagens annonceret som en eksklusiv titel til Microsofts Xbox One, Insomniac Games er på vej med det lovende Sunset Overdrive og under Microsofts præsentation fik vi også en enorm bunke indie-titler at se.

Sony er således langt fra en sikker vinder, selvom de er kommet godt fra start. På dette års Gamescom står kampen for alvor om de europæiske gameres gunst. Og her til aften fik vi Sonys bud på en præsentation, der skal overbevise gamerne om at lægge deres indkøb hos den japanske spilgigant.

Dyster orkestermusik starter konferencen op. De velkendte PlayStation-symboler suser over de mange skærme i det svagtoplyste lokale. De afløses af Snake, Ape, Ellie, Batman, Nathan Drake, No Man's Sky, Minecraft, FIFA, Dead Island 2 samt Bloodborne naturligvis, og en lang række velkendte Sony-titler. Det er med andre ord tid til Sonys sædvanlige velsmurte kavalkade-intro, men for pokker den ser nydelig ud, ikke mindst grundet det dystre musik, der næsten får en til at glemme at Sackboy og SingStar også drøner over skærmen.

Både Bloodborne, The Order: 1886 (traileren herunder) og LittleBigPlanet 3 er selvfølgelig med som opvarming.

Jim Ryan kommer på scenen og byder velkommen. Talen går på social gaming krydret med de sædvanlige tal om hvor godt det går. Og det går godt. Mere end ti millioner solgte PlayStation 4-konsoller. På under ni måneder er det godt gået, og baggrundskærmen viser en lang række spillogoer, der skal sikre at successen fortsætter for Sony.

Q-Games' (tydeligt nervøse) Dillon afslører nye planer. Ifølge den kendte spiludvikler har de forsøgt at tænke udenfor boksen. En tegneserie-agtig kvinde udstyret med en hakke løber over skærmen, mens russisk-inspirerede opera-toner fylder øregangene. Teksten proklamerer at i fremtiden skal vi kæmpe og leve sammen. Nydeligt ser det ud, som en slags børnetime fra halvfjerdserne. The Tomorrow Children er dog fuldt renderet, selvom aktørerne ligner dukker. Vi er nysgerrige på mere.

Videre til mørke katakomber og mord. En trailer for et dystert udseende eventyr fyldt med spøgelser kører over skærmen og leder mest af alt tankerne hen på Murdered: Soul Suspect. The Vanishing of Ethan Carter er titlen, og skulle du have glemt alt om denne, er det fra udviklerhuset The Astronauts. Vi haster dog videre til et nyt projekt fra skaberen af Thomas Was Alone. Denne gang er der mere fokus på puzzles og langt mindre på små pixelerede firkanter. Det ser ganske smukt ud, og ligner mest af alt et oldshool Metal Gear Solid med primærfarver der virker nærmest neonoplyste, samt stealth og kreative indspark. Navnet er Volume. Sidescrollende skyderier afløser førnævnte trailer, og så går vi videre til Bohemia Interactive. Det går hurtigt, men sådan er det ofte med Sonys konferencer. Snakken falder på DayZ og den såkaldte early access-udgave vi så på PC. PlayStation 4 får en udgave skræddersyet til Sonys konsol.

Dyster stemning er åbenbart det nye sort. Klavermusik blandes med kvindesang og billeder af en knælende kriger og et blodigt sværd. Fantastiske ansigter og utrolige monstre fanger opmærksomheden... Så kommer forklaringen: Det er fra folkene bag Enslaved, Heavenly Sword og DmC, at vi nu skal have nyt. Ninja Theory er på vej med Hellblade.

Videre igen... til et celshaded eventyr. Rime fra Tequila Works er som bekendt et kommende indie-spil, der mest af alt leder tankerne hen på Journey og Ni no Kuni. Det ser stadig fantastisk ud, og er let en af de mest ventede indie-titler her på redaktionen.

Snow, Dreamfall Chapters, Pix Cat, On, Papers Please, Space Brawl, Ether, One og Qube 2 - alle kommer først på PlayStation 4.

Efter en godt stak indie-spil er det blockbuster-tid, selvfølgelig ført an af Destiny, som på alle måder ser ud til at levere bedst på PlayStation 4. Et indtryk som Sony naturligvis gerne vil gentage på messen med hjælp fra blandt andre Bungie. Spillet er ifølge Gamestop nu det mest forudbestilte spil, der ikke er en efterfølger, nogensinde, med PlayStation 4 i førertrøjen. En ny trailer viser mere om hvad vi kan forvente os fra dag ét, når spillet udkommer den 9. september. Der arbejdes på to udvidelser, blandt andet The Dark Below, som udkommer i december. Læs mere om vores oplevelser i spillet på vores artikel-sider allerede nu.

Fra et skydespil til et andet: Ubisofts Far Cry 4 kører over skærmen. Himalayas sneklædte tinder blandes med frodige skove, støvede biler, hidsige elefanter og larmende eksplosioner. Jagten på Shangri-La skal nok blive fantastisk og varieret. Ubisofts tidligere udspil (og afstikkere) i serien har ikke skuffet, og vi tvivler på at dette bliver anderledes. Som bekendt kan man spille co-op, og på PlayStation 4 kan man endda invitere en ven, som ikke har købt spillet, og således alligevel gå på eventyr sammen i multiplayer med ét spil.

Middle-earth: Shadow of Mordor serverer grumme fjender, sort magi og dramatisk musik. På et minut ser vi drabelige vulkaneksplosioner, dræbte fjender, sværdkampe og meget mere.

Hideo Kojima kommer på scenen. Manden der nærmest er blevet synonym med Metal Gear og Konami (og nu selvfølgelig Kojima Productions) byder atter velkommen til Gamescom (med hjælp fra en tolk). Metal Gear Solid dukker op på skærmen med den efterhånden så velkendte (og hånden på hjertet, latterlige) papkasse, som lader Snake snige sig fuldstændigt uset rundt. Nye moves er tilgængelige. Således kan et malet billede af fjenden få dem til at tro at du er en allieret. En letpåklædt kvinde på kassen lokker ligeledes en kælen fjende helt hen til kassen, hvorefter vi kan gøre kort proces. Er det en joke? Åbenbart ikke. Efter den demonstration bruger jeg et minuts tid på at rette mine krumme tæer ud. I mellemtiden kører endnu en trailer. Gyserspillet P.T. Der er en spilbar teaser ude nu på PlayStation Store. Det ser uhyggeligt ud, men jeg har dog stadig travlt med at få hjernen til at glemme papkasse-finten, så de finere detaljer ryger forbi mig.

Share Play lader spillere spille sammen online, selvom den ene ikke ejer spillet. Interessant. Morpheus bliver kort nævnt, og det vil vi naturligvis fortælle mere om så snart vi har prøvet det på dette års Gamescom. PlayStation Now kommer til Europa i 2015. Første beta i England. PlayStation TV er endnu en gadget europæerne ikke har set meget til. Men den 14. november kommer det endelig til Europa. Prisen bliver hæderlige €99 (cirka DKK750) inklusiv tre digitale spil.

Efter den korte, men informative gadget-snak går det videre til spilverdenen. Until Dawn er næste spil på programmet. Gyserspillet genoplives og lader denne gang otte venner kæmpe for overlevelse i et dystert hus. Grafisk føles det som en blanding af Tomb Raider og The Last of Us, hvilket ikke kan siges at være en dårlig ting.

DriveClub præsenteres atter engang. Det flotte racing-spil får en feature, der skal sikre at alle har lyst til at spille. Man kan nemlig kæmpe sammen om sejren, så vinder en af ens venner over en rival, kan man dele sejrens sødme. Nye vejrforhold sikrer også variation i spillet. Vi ser hvordan tåge forstyrrer sigtbarheden, og får at vide at spilleren selv kan sætte verjforholdene i banerne, og bestemme om storm skal afløses af regn eller solskin undervejs i løbet.

Media Molecule er næste del af programmet. Vi får et gensyn med Tearaway. PlayStation Vitaen blev udnyttet til fulde, og det betød også at Media Molecule opgav at lave en direkte port til Sonys stationære konsol. I stedet har de kigget grundigt på Dualshock-controlleren og besluttet sig for at tage udgangspunkt i denne med et nyt Tearaway-spil. Vi får at se hvordan det sker. Lysbarren interagerer med skærmens indhold, touchpaddet lader spilleren styre andre funktioner, og hvis man eksempelvis holder paddet op foran skærmen, kan man gribe genstande, der kastes mod en, for derefter at ryste dem godt og returnere dem til spilfigurens univers. Kort sagt ser Tearaway ud til at gentage de kreative ideer fra PS Vita-udgaven på en ny måde med PS4. Tearwaya Unfolded er navnet på den nye titel, og det udkommer i 2015.

Folkene bag Resogun, Dead Nation og Super Stardust er parate med mere. Denne gang med noget, der om ikke andet i introen ligner mere et Halo-spil end noget andet. Indtil der selvfølgelig skiftes vinkel og vi præsenteres for en farverig og eksplosiv dualstick-shooter. Kort sagt Housemarque, som vi kender dem bedst, vender tilbage med Alienation.

Wild Sheep Studio kommer på scenen for at afslutte præsentationen. Wild Sheep er Rayman-skaberen Michel Ancels nye studie. Her fortæller han om deres kommende PlayStation-eksklusive titel. Vi får ifølge udvikleren en åben verden på størrelse med Europa, varierede vejrforhold og muligheden for at spille og møde stort set hvilket som helst væsen. Wild er navnet, og det lyder rasende ambitiøst. Vi ser grønne græsmarker, en mand og en kvinde på hesteryg, mytologiske kæmper, skelet-shamaner, ulve, bueskydning, drabelige fisk og dæmoner. Undervejs får vi både billeder i hovedet af No Man's Sky og Skyrim, hvilket absolut er nok til at få mundvandet til at løbe.

Sony har gjort det godt på dette års Gamescom. Vi har fået lidt mere konkret info på gadget-siden, nogle lækre eksklusive spil (med fokus på de mindre uafhængige selskaber) og en masse velkendte titler. Om det er nok til at vinde kampen om konsolkøbernes gunst må fremtiden vise.

For de nyeste trailere, annonceringer og billeder fra Gamescom, besøg Gamereactors tema-side nu. Her finder du nyheder, previews og meget mere fra spilmessen.

Fuld profil 9.146 udgivne artikler
Hvorfor stole på Gamereactor
23 Udgaver Hver med sin egen redaktion og sine egne karakterer.
1998 Udgiver siden Uafhængigt ejet hele vejen.
100% Hands-on Skrevet ud fra tid med spillet, aldrig pressemateriale.
1–10 Netværksscore Hver udgaves karakter, sammenlagt og vist.