Hvorimod Microsoft løbende har løftet sløret for en række spil der lige nu er under udvikling til Xbox Series X, så ankom Sony med et brag for nylig, og afslørede en lang række PlayStation 5-spil. Det betyder at der lige nu er lidt flere titler at vælge imellem, når man skal kigge efter præcis hvilke spil der er under udvikling til enten den ene, eller begge konsoller, nu.
Derfor har vi her på Gamereactor sammensat en lille liste over de spil vi glæder os mest til. Hvorimod vi ved at samtlige af Microsofts Xbox Series X-lanceringstitler også bliver tilgængelige på Xbox One, og at Sonys strategi omkring PS5 er en kende vag, så har vi forsøgt at tage udgangspunkt i de titler vi enten ved med sikkerhed, eller har en stærk formaning om, er blevet designet fra bunden af til ny hardware.
Vi vil desuden gerne have at I stemmer i bunden af i artiklen, så hvis det spil I glæder jer mest til, enten til PlayStation 5, Xbox Series X, eller begge, ikke er repræsenteret, så giv gerne lyd fra jer, og så tilføjer vi det til afstemningen i bunden af artiklen.
Okay, lad os så komme i gang, og lad os lige kollektivt glæde os til, at der kommer ny hardware på bordet. Endelig!
Magnus
Halo Infinite
Det er ikke alle Halo-spil jeg har været lige vilde med, og heller ej er jeg helt sikker på at jeg lige kan præcisere hvorfor Halo Infinite virker så spændende for mig. Måske er det fordi at jeg, ulig så mange andre, virkelig godt kunne lide Halo 5: Guardians, og samtidig føles det også lidt som om at 343 Industries har kæmpet lidt med at gøre serien til deres helt egen.
Det er ikke nogen lille opgave heller, men det virker som om at Halo Infinite bliver markant anderledes end de to forgående spil i serien, og det synes jeg at kunne mærke alene på de to trailere vi har set indtil videre.
Selvfølgelig bliver vi nødt til at vente til Microsofts event i juli for at se hvad spillet kan diske op med, men takket være rygterne om de skyhøje udviklingsomkostninger, de store ord om Slipspace-grafikmotoren, og presset fra Halo-fans over hele kloden, så glæder jeg mig virkelig til at se hvad det her kan blive til.
Anders Mai
Kena: Bridge of Spirits
Lad mig sige det kort; jeg bryder mig ikke om de små, sorte væsner. Jeg får associationer til CCB's irriterende gule maskotter, og vil med væmmelse hellere skubbe dem væk med en armlængdes bredde end at have dem tæt inde på livet af mig. Jeg prøver dog at lade tvivlen komme dem til gode, fordi alt andet ser så indbydende ud. En verden jeg vil omfavne, indånde og bare forsvinde væk i. Jeg er altid på jagt efter mere Zelda, og selv om CCB står og danser irriterende bagerst i min bevidsthed, så er det primært Nintendos fremragende serie jeg tænker på, når jeg ser Kena bekæmpe onde ånder og få naturen tilbage til området.
For der er ingen tvivl om; Breath of the Wild er et fantastisk smukt spil, men det arbejder på en konsol, der ikke er kendt for sine grafiske muligheder. Velkommen til Playstation 5; en friskbagt konsol, der netop skal vise verden, hvad den er i stand til. Kena: Bridge of Spirits bliver ikke lavet af verdens største team, men derfor er det bare endnu mere imponerende, at en mindre håndfuld mennesker er i stand til at skabe noget så smukt. Her taler jeg ikke bare om den farverige verden, men også animationerne på karakterne du kæmper med og mod, og selv om det er for tidligt at bedømme, så ser kampsystemet ud til at have en dejlig vægt bag sig.
Jeg er ovenud begejstret for at Sony dedikerede så meget tid til de mindre spil i deres store annoncering af Playstation 5. Det fortæller mig, at deres fokus stadig er på de gode single-player oplevelse i den kommende generation, og det er nu engang de oplevelser, jeg jagter. Ud fra de fremviste titler var der to, der fangede min opmærksomhed. Little Devil Inside og Kena: Bridge of Spirit. Jeg vælger at skrive om Kena, da traileren gjorde det let at forestille sig, hvad spillet er og hvordan det spilles. Og ærlig talt; det er et spil jeg virkelig gerne vil sætte i min kommende Playstation 5.
Carl
Deathloop
Det er altid spændende, hvad en ny generation af konsoller kan bringe til fadet af digitale herligheder. Desværre ser vi ofte at, at spil-buffeten ikke er aller mest indbydende i de første måneder af en konsols-levetid, og jeg har da egentlig også været en smule undervældet af de 'launch-titler', vi har set indtil videre.
Måske er det manglen på mystik, der eksempelvis gør, at jeg ikke ryger op i den helt vilde ende af barometeret, når jeg ser Horizon Forbidden West. For selvom traileren så imponerende flot ud, og jeg rigtig godt kan lide universet, så har det været en af de dårligst holdte hemmeligheder i spilindustrien, at en Horizon-efterfølger ville være launch-titel til PS5, og traileren lover sådan set bare mere Horizon - det er der heller intet galt i.
Til gengæld har jeg været draget af den uvisse mystik omkring Arkanes nye titel 'Deathloop'. Det ligner en shooter i Arkanes Dishonored-stil; über-cool æstetik og overnaturlige kræfter. Jeg er på. Det er spændende, hvordan det fungerer med den anden lejemorder, vi har set både i denne trailer, og da det blev vist første gang til E3. Hvad det rent faktisk betyder med tids-loopet. Spørgsmålene er mange. Spiller du online mod en ven? Leges der med tiden i bedste "Prince of Persia - Sands of time"-stil? Er det procedurally generated? (Det håber jeg ikke. Arkane er virkelig gode til at bygge baner. Jeg håber de bliver ved med at bygge). Jeg spår ikke, at Deathloop bliver det nye sort eller noget, men jeg tror, at det kan blive en virkelig fascinerende shooter, der kommer til at føles formidabelt og kommer til at se pisse godt ud.
Anders Fischer
Spider-Man: Miles Morales
Marvel's Spider-Man var stort set alt det, jeg kunne håbe på fra et Spider-Man spil. I hvert fald i 2018. For med sådan en fantastisk erfaring om, hvordan man virkelig håndterer et web-svingende eventyr helt rigtigt, kan man jo håbe, at Spider-Man: Miles Morales bliver et endnu bedre eventyr. Med first-party adgang til PS5-hestekræfter og et utroligt kompetent team har jeg i hvert fald store forventninger til denne titel.
Som mange andre fans af "etteren" blev jeg bekymret, da der begyndte at være rygter om, at dette blot var en slags udvidelse, men heldigvis blev disse rygter hurtigt fejet væk af Insomniac selv. Vi kan derfor håbe på mere Miles Morales, mere lækker storytelling og et mere detaljeret Manhattan, som giver Spider-Man den platform for vild akrobatik, som superhelten fortjener. Forhåbentligt bringer denne næste titel også lidt mere variation i gameplayet end forgængeren. Lad os se, om Sony kan holde deres nylige streak med at håndtere Spider-Man bedre end nogen andre har kunnet.
Ketil
Demon's Souls (PS5)
Jeg fik først øjnene op for From Softwares kvaliteter, da Dark Souls havde et års tid på bagen, så Demon's Souls er det eneste af soulsborne-spillene, jeg ikke har spillet - og det selvom jeg kender flere, som rangerer det over netop Dark Souls. Jeg elsker Froms titler - både for udfordringen, men faktisk mest for stemningen og deres måde at bygge verdener på - og har flere gange overvejet, om jeg ikke skulle anskaffe mig en PS3 og give mig i kast med det, men jeg har på fornemmelsen, at det efterhånden vil være for svært at gå tilbage til med tanke på, hvor meget From Software har udviklet deres formel. Derfor er den formelle annoncering af Bluepoint og Sony Japans længe rygtede remake en af de bedste nyheder, jeg kunne forestille mig. Det er ikke meget vi ved om spillet, men modsat for eksempel Bluepoints remake af Shadow of the Colossus skulle det være et genopbygget fra bunden af og fans af originalen mener også, at de i traileren har spottet områder, som ikke var med i originalen. Jeg håber ikke Bluepoint og Sony Japan tager sig alt for mange friheder, men de må gerne tager flere chancer end hvad tilfældet var med førnævnte Shadow of the Colossus. Uanset hvad ser traileren og de få screenshots der er kommet fantastiske ud, så jeg kan næsten ikke vente med at foretage rejsen til Boletaria.
Jonathan
Ghostwire Tokyo
Vi kender Tango Gameworks fra den hæderlige, om end lidt ujævne, spilserie The Evil Within med kaptajnen Shinji Mikami ved roret, hvis historie går helt tilbage til 90'ernes Capcom, og flere af de bedste kapitler i Resident Evil. Man spærrer derfor øjnene op når de præsenterer et spil til næste generations Playstation, og som gyserfan bider man negle af spænding. Da Tango Gameworks sidste sommer løftede sløret for deres næste titel, Ghostwire: Tokyo, var det dog med en trailer som havde et helt andet udtryk end hvad vi er vandt til fra Mikami & co.'s side. Den ubehagelige stemning var stadig stærkt til stede, men traileren var hverken mørk, dyster eller præget af perverterede monstre. I stedet var settingen regnfyldte gader midt i Tokyos myldretid. Udviklerne har godt nok ikke sagt at det bliver et horror-spil, men vi har ingen forventninger om at de kan holde sig i skindet. I hvert fald ser vi frem til at dette udvikler hold med deres baggrund udgiver et spil med et sådan tilsyneladende toneskift.
Mathias
Lord of the Rings: Gollum
Mens jeg spændt venter på den Amazon-producerede serie, som lader historien starte på ny (og er filmet i New Zealand!), ser jeg frem til at få et midlertidigt Middle-earth-fiks, i form af spillet Lord of the Rings: Gollum. Spillet har en uspecificeret 2021-udgivelse, og er produceret af Daedalic Entertainment, hvilket potentielt medfører, at det i al fald delvist bliver et point-and-click adventure game, som de tidligere har lavet flere af (eks. serier som The Dark Eye og Deponia).
På trods af, at LoTR-spillene har været lidt hit-and-miss de seneste år, ser jeg frem til at få et spil centreret omkring en af mine favorit-Tolkienkarakterer. Desværre tyder det endnu ikke på, at Andy Serkis vender tilbage som den ubesungne helt, men i det mindste lyder det som værende et anderledes og mere dybdegående take på den vanskabte og sørgelige eksistens, der er Stoor-hobbitten Sméagol. Og uanset hvad, bliver det fedt at vende tilbage til en velkendt historie, men belyst fra et nyt perspektiv. Daedalic holder endnu tæt på kortene, men har afsløret, at det bliver et stealthbaseret spil, med fokus på klatre- og platforme-elementer, hvilket lyder som en kandidat for årets nichespil for mig. Jeg ser super meget frem til at fordybe mig i Tolkien-lore igen igen.
Emil
Horizon: Forbidden West
Nogle vil måske kalde dette det nemme valg. Og ja, det er det på sin vis også. For hvem glæder sig ikke til Guerillas efterfølger i en verden, som er så anderledes, så opfindsom, så hemmelighedsfuld, og så vidunderlig? Jeg gør i hvert fald. Lige siden jeg drog på det første eventyr med Aloy, har jeg været smaskforelsket i den eksotiske verden og den mærkværdige kontrast, der er mellem de science fiction-lignende krigsrobotter og Aloys primitive hulemandsvåben.
Ja, jeg har i lang tid glædet mig til den ventede to'er. Og ventetiden blev kun endnu mere pinefuld, ovenpå den skønne trailer, som Sony viste os under deres PS5-begivenhed sidste uge. Et grafisk pragteksemplar var, hvad det var. Frodige regnskove, koralrev i alle regnbuens farver, øde ørkenlandskaber, en vulkanverden samt bjergkæder dækket af sne og is. Det virker, som om Guerilla Games har skruet markant op for ambitionsniveauet med Horizon: Forbidden West. Men jeg forventer da heller ikke andet.
Horizon: Zero Dawn bød på et helt nyt univers med en genial gameplay-opskrift og en fængslende historie. Horizon: Forbidden West skal bygge videre på alt dette og forbedre det på alle parametre. Det er, hvad der forlanges af en efterfølger. Men jeg er heller ikke i tvivl om, at Guerilla Games er i stand til at imødekomme de krav. Men giv os nu lige en udgivelsesdato, tak - den uvisse ventetid er jo uudholdelig!
Laursen
Senua's Saga: Hellblade 2
Det første Hellblade står for mig som en af sidste generations største overraskelser - og blandt de stærkeste, mest personligt resonante spiloplevelser. I et spilår der bød på den ene suveræne stortitel efter den anden, formåede Hellblade alligevel at skille sig ud, med fantastiske ansigtsanimationer, en brutal og undertrykkende atmosfære og et mareridtsagtigt indblik i sindslidelsernes verden - i hvert fald som forstået og fortolket af et hold af dygtige udviklere. Trods en stor kærlighed til det genopfundne God of War og en forsigtig interesse for det næste Assassin's Creed, så står Ninja Theory's usædvanlige, forstyrrende og dybt fascinerende skildring og anvendelse af det nordiske mytestof stadig som en af de mest interessante udlægninger jeg har mødt. Overhovedet.
Det sagt, så var en egentlig fortsættelse aldrig en overvejelse for mit vedkommende. Jeg synes det første spil rundede tingene af og efterlod mig, måske ikke med en følelse af fred, men af at have taget det første skridt på vejen til helbredelse, til forsoning og accept. Med Senua's Saga tyder noget på at vejen endnu kan blive lang - en trussel der havde fået mig til at tabe modet, havde det ikke været for en fremragende trailer og en kun større respekt og beundring for udviklerne.
Hellblade 2 ligner en psykologisk mavepumper, en intens rejse gennem underverdenen, alene i mørket - fanget med sig selv. Det bliver, med andre ord, træls gennem en længere periode - men det skal som bekendt være rigtig, rigtig skidt før det igen, forhåbentligt, kan blive godt. Jeg har stor tillid og interesse til spillet, og med musik fra den eksperimentelle folkegruppe Heilung - der netop betyder heling eller helbredelse - tør jeg godt håbe på ikke bare en emotionelt udmattende rutsjebanetur, men også en snært af den lindring som Senua - og vi andre - så desparat har brug for.
