Det travle efterår er faktisk allerede i fuld gang, og vi har allerede fået en række store titler, såsom Spider-Man og Shadow of the Tomb Raider, og den næste uge alene vil byde på spil som Assassin's Creed Odyssey, Super Mario Party og Mega Man 11. Men der er stadig langt igen, og vi har stadig rigtig mange fede spiloplevelser at se frem til. Men for at give et overblik, både over hvordan efteråret ser ud, og hvordan Gamereactor-redaktionen føler omkring det hele, så har vi valgt at sammensætte en god gammeldags liste.
Herunder kan du se hvad Gamereactor-skribenterne ser frem til og hvorfor, og nede i kommentarfeltet kunne vi godt tænke os at vide præcis hvilke efterårstitler du ser mest frem til. Vi har desuden indsat en afstemning med et udvalg af de største titler under artiklen, hvor du kan afgive din stemme, for så får vi også taget temperaturen på hele Gamereactor-nationens holdning til efteråret 2018
Anders Mai - Darksiders III
Spillet udkommer d. 27 november.
For at være helt ærlig, så havde jeg aldrig troet Darksiders-serien ville komme hertil. Spil 3. Det er en serie, der hidtil har nydt fine anmeldelser og en popularitet hos et mindre publikum, men har også været udsat for nedlukning af studie, og en uvillighed fra resten af markedet til at købe franchisen. At det nye THQ - THQ Nordic - derfor beslutter sig for at samle den døende serie op igen, havde jeg derfor aldrig turde håbe på.
Jeg var en del af det mindre publikum, der allerede har taget godt imod serien. Inspireret af Zelda-serien, er det en serie fyldt med dungeons, hvor du gerne får en ny kræft undervejs, som skal bruges på kreative måder for at finde vejen til bossen. Darksiders har sjældent kunne måle sig med Zelda-serien i sine gåder, men med en mere dyster tone, og en overordnet historie, hvor du står midt i en krig der udkæmpes af helvede og himmelen, har serien altid haft sin egen tydelige identitet.
Traditionen tro, bliver hovedpersonen igen skiftet ud i det nye spil. Hvor man først spillede som War, der havde fået skylden for at starte krigen, og i efterfølgeren Death, der prøvede at frikende sin bror for forbrydelsen, så spiller man denne gang som søsteren Fury. Og der er meget der hviler på hendes skuldre: hun skal bevise, at det ikke var en fejl, at THQ Nordic pustede nyt liv i serien, og hun skal formå at blive en stor nok succes til, at vi også kan få det fjerde spil i serien. Fra hvad jeg har set af spillet hidtil, så er hun godt forberedt til at håndtere opgaven.

Søren Svanhof - Lethal League Blaze
Spillet udkommer d. 24 oktober.
Mit virke har altid fungeret med en vis kant. Punk, hip-hop, metal, beats, attitude. Nå ja, og George Michael. Hvil i fred. Stormens øje faldt perfekt i 2002, hvor Jet Set Radio Future ankom til den allerførste Xbox. Bjergtaget af en i-dit-fjæs attitude, en eksemplarisk platformdel, og et unikt grafisk udtryk, blev det et af mine yndlingsspil nogensinde. Ikke mindst anført af Hideki Naganuma, der leverede hit på hit til lydtæppet.
Mange år er gået, og SEGA har ladet serien gå i glemmebogen. Dybt i glemmebogen. Heldigvis har Jet Set Radio Future en ekstremt dedikeret fanbase, og nu skruer Team Reptile op for charmen med fortsættelsen til Lethal League. Ikke blot læner udseendet sig op af den tidsløse cel-shading metode, farverne er strålende og neon, og de har endda fået Hideki Naganuma til at komponerer en svedig produktion til traileren. Ville det overraske nogen hvis jeg fortalte jeg har set den her trailer op imod 1000 gange?
Flere gange om dagen, nogle gange flere gange i træk, og danset rundt i min lejlighed af skinbarlig glæde. Når SEGA ikke vil genudgive en af de bedste spil der nogensinde er lavet, så må andre træde til. At spillet så samtidig er en afart kampspil, med unik inspiration fra noget så fjernt som baseball, er kun en bonus. Til gengæld, hviler der også et stort ansvar på Team Reptile, for der er en undergrund af Jet Set Radio-fans der decideret hungrer efter at genopleve noget så unikt som Tokyo-to. Det har været en mangelvare i snart 16 år, selvom spil som Hover er landet på tværs af platforme.
Dog er jeg overbevist om, at holdet bag Lethal League Blaze ikke er til at skyde igennem. Lethal League Blaze bliver årets mest unikke spiloplevelse, det er jeg allerede overbevist om. Så grib jeres bat, sving hofterne til nogle funky fresh beats, og spil bold, venner!

Magnus Laursen - Underworld Ascendant
Spillet udkommer d. 15 november.
Normalt bryster jeg mig med at have godt styr på udgivelsesdatoer og nye titler. Det ligger nærmest i arbejdsbeskrivelsen, kan man sige. Men jeg blev faktisk overrasket da jeg så lanceringsdatoen for Underworld Ascendant: 15. november! Lige om lidt, med andre ord. Engang, på den anden side af Rockstars kommende storværk, gemmer sig en mere beskeden, men stærkt interessant spiloplevelse. Inspirationskilderne er Thief, System Shock og andre titler i samme boldgade. Jeg har længe haft det i kikkerten - og jeg håber på det bedste.
Underworld Ascendant er en åndelig arvtager til Ultima Underworld, den ældgamle, men højagtede afstikker til den klassiske rollespilsserie. Ophavet er legendarisk og det er udviklerne faktisk også. Spillet bliver OtherSide Entertainments debut, men der ligger stærke kreative kræfter bag. Blandt andet Warren Spector, et navn som gerne skulle være velkendt for fans af serien. De sidste par år har budt på stærke, men traditionstunge spiloplevelser som Death of the Outsider, Mankind Divided og Prey. Jeg håber Underworld Ascendant kan løfte ambitionsniveauet permanent og blive mere end blot et stærkt bidrag til en spilgenre som overgår mange andre, men stadig bør væbne sig mod stilstand.

Claus Larsen - Pokémon: Let's Go Pikachu!/Let's Go Eevee!
Spillet udkommer d. 16 november.
Jeg ser frem til Pokemon: Let's Go Pikachu!/Let's Go Eevee!, da dette faktisk bliver min første erfaring med et Pokemon-spil på en Nintendo-konsol overhovedet. Jeg har aldrig haft en håndholdt Nintendo-konsol, men til gengæld var jeg hurtig til at anskaffe mig en Nintendo Switch, og jeg har elsket den lige siden. Jeg har i de sidste par år intensivt spillet Pokémon Go, og det er at jeg ser frem til, hvordan dette spil kommer til at have indflydelse på Let's Go. Derudover ser den kooperative del ret spænende ud, og jeg kunne forestille mig at sidde med min bedste veninde, og lave "excellent"-kast i sofaen. Derudover ser jeg frem til at se alle de mere eller mindre underlige 1. generations Pokémon komme til live i HD på min tv-skærm. Det bliver stort. De videoer og billeder jeg har set af spillet ser virkelig fede ud, og jeg glæder mig til at opleve, hvad der i sin essens er Pokémon Yellow. Jeg er ikke inkarneret Pokemon-fan på nogen måde, men Nintendo har vækket min interesse med spillet, og jeg håber at det bliver en lige så fed oplevelse, som jeg igennem årene har hørt så mange Pokemon-fans have. Nu er det min tur!

Ketil Skotte - The Occupation
Spillet udkommer d. 9 oktober.
Ligesom de fleste andre glæder jeg mig usandsynligt meget til et vist western-epos, men hvis jeg nu skal fremhæve et spil, som gud og hver mand ikke har forudbestilt, bliver det The Occupation fra White Paper Games, som ser ud til at fusionere immersive sim-filosofien med det narrative adventurespil (eller walking sim, hvis man absolut skal bruge det frygtelige ord). Et terrorangreb har dræbt 23 mennesker i England, hvilket har fået den britiske regering til at indføre The Union Act, som lader til at true borgernes frihed. Over en periode på 4 timer (i realtid) er det som journalist din opgave at komme til bunds i sagen. Hvordan du gør det er helt op til dig. Interviewer du troligt folk og holder dig til de designerede områder, eller sniger du dig ind på lukkede områder og stjæler følsom information for at få sandheden frem med den risiko det indebærer. Brugen af realtid gør, at alle beslutninger er endegyldige, hvilket kan være med til at give dem ekstra vægt. White Paper Games lover desuden en dynamisk verden, hvor du har indvirkning på handlingen uanset om du handler eller lader være. Det lyder ambitiøst, og hvis The Occupation kan leve op til løfterne og levere en sprængfarlig og vedkommende politisk narrativ, ligner det i den grad en genrehybrid efter min smag.

Magnus Groth - Mutant Year Zero: Road to Eden
Spillet udkommer d. 4 december.
Det kan jo ikke nytte noget at vi allesammen skriver om hvor meget vi egentlig glæder os til Red Dead Redemption 2, men faktisk er jeg i den særlige situation, at hvorimod jeg naturligvis ikke kan vente at se hvad Rockstar kan levere i denne omgang, så har et spil på overraskende vis sneget sig op og taget førstepladsen. Jeg taler om The Bearded Ladies' Mutant Year Zero: Road to Eden, og ved første øjekast kan jeg godt se at den er svær at sluge.
Spillet foregår i et uprøvet science fiction/fantasy-univers, kommer fra et relativt uprøvet studie og er baseret på XCOM-mekanikker der ikke altid fungerer som de skal. Men her kommer vil til den der x-faktor, der er bare noget ved det spil, en eller anden magi der opstår imellem den beskidte, brutale æstetik, de Metal Gear Solid-lignende snigesekvenser og de intense turbaserede kampe.
Om det er godt eller ej, det er der slet ingen garanti for, men jeg håber sådan at det kan leve op til forventningerne, for efter at have set det adskillige gange, så er de ufrivilligt blevet skyhøje.

Carl Nielsen - Red Dead Redemption 2
Spillet udkommer d. 26 oktober.
Det har igen i år været et stærkt år for spiludgivelser og der er stadigvæk en håndfuld interessante titler, der mangler at se dagens lys før året er omme. Men der er selvfølgelig én spiltitel, der uden tvivl vil kaste sin store skygge over alle andre udgivelser. Red Dead Redemption 2 er en monstertitel, der er svær ikke at hype over. Jeg og en gruppe af mine venner har afsat d. 26. Oktober til at mødes og opleve spillet sammen for første gang. Sidst vi gjorde det, var da GTA V havde udgivelsesdato. Rockstars udgivelser kan bare samle spillerne fra de hardcore til de mere casual, så er det svært at finde nogen, der ikke er spændte på at se denne udgave af Rockstars vilde vest med hvad den indeholder af våbenrensningsmekanikker, realtids voksende hår og hestetestikler, der vil udvide sig eller trække sig sammen alt efter temperaturen. Jeg stoler hundrede procent på, at Rockstar vil leverer et innovativt mesterværk igen igen og al min fritid i de kommende måneder, vil fremover blive betegnet som min "cowboy"-tid . Jeg tror og håber at historien vil få mig til at sidde på kanten af sædet, skraldgrine og fælde en lille tåre, samtidig glæder jeg mig til bare at sidde på min trofaste krikke med en skarpladt seksløber, se solen gå ned over prærien og forventningsfuldt afvente de eventyr, jeg selv vil finde frem til.

Anders Fischer - Hitman 2
Spillet udkommer d. 13 november.
Hitman er en af de mystiske spilserier, som trods stor succes ikke har affødt efterabere (andet end russiske Death to Spies). For dem af os, som virkelig elsker Agent 47s metodiske tilgang til at infiltrere alverdens militærbaser og maskebal, så er det derfor utroligt spændende, når danske IO Interactive står klar med en opfølger, som de gør denne november med Hitman 2. Der er nemlig intet, der helt minder om Hitman.
Det er især spændende, da serien med 2016's Hitman fik en tiltrængt modernisering, hvor miljøerne på én gang var nemmere at navigere i, og var større end nogensinde før. 47 identificerede lynhurtigt muligheder i de smukke omgivelser, og man følte sig mere som en adræt snigmorder end nogensinde før. Fjendernes og civiles AI var mange gange bedre end tidligere, og ekstra indhold, fra Escalation-missioner til online-indhold virkede meningsfuldt.
Med Hitman 2 kan vi forvente at den dedikerede udvikler disker op med mere og bedre fra samme skuffe. Det betyder en endnu mere glat oplevelse, sniper co op, hjælpefulde gadgets samt endnu sjovere gameplay og kreative missioner. IO lader til at have stor selvtillid i disse år, og vi er derfor ekstremt spændte på, hvordan 47s næste strabadser tager sig ud.
